To Iværksættere

To iværksættere.

Af Jørn Vestergaard

Det har altid været vigtigt - og ikke mindst i disse tider -, at der findes mennesker som har mod og evne til at sætte noget i gang, noget der ikke blot gavner dem selv, men er med til at sætte samfundshjulene i omdrejninger til gavn for os alle.
Som overskriften antyder, drejer det sig ikke blot om én person, men hele to af slagsen. De findes begge i vort lokalområde og det drejer sig om Per Egebjerg og Bjarne Nielsen. Hvad de har opnået af resultater i deres virke indtil nu, skal vi se lidt nærmere på, og derfor er jeg taget på besøg hos dem for at få noget mere at vide.
Første besøg gjaldt Per Egebjerg.
Når man fra Snejbjerg kører sydpå ad Studsgårdvej, vil man lige før man kommer til Studsgård få øje på en ejendom lidt ude til venstre, hvor der holder en masse biler udenfor. Før i tiden ville man nok tænke, at der må være stort familiebesøg på gården, men nu om stunder forholder det sig noget anderledes. Det drejer sig nemlig om firmaet ”Leasing.dk a/s”, hvorfra et af Danmarks største firmaer for leasing af biler befinder sig. Den bygning, der før rummede gumlende malkekøer, er nu blevet omdannet til et moderne kontorlandskab, hvor omkring 10 ansatte har deres arbejdsplads.

Jeg træffer Per i en anden af gårdens længer og han fortæller:
Jeg er 39 år og startede i 1995 i Herning med etablering af firmaet ”Egebjerg Biler”, der stod for udlejning af små og mellemstore person- og varebiler. Det gik godt og derfor var det blevet interessant for andre firmaer at købe det. Og således gik det til, at jeg i 2004 solgte herligheden til det noget større foretagende ”Europcar”.
Jeg gik derefter ledig i et halvt års tid, inden jeg startede på noget andet. Der var i disse år sket det, at mange mellemstore håndværks- og produktionsfirmaer i stedet for at investere i firmabiler foretrak at leje dem, eller for at bruge det engelske ord at ”lease” dem. Jeg tænkte, at der måtte være et marked for den slags, så derfor startede jeg ”Leasing.dk”, der nu er vokset til det, det er i dag.

Når man sælger et firma, er der som regel en konkurrenceklausul, der forbyder, at man efter salget starter et nyt konkurrerende firma efter samme koncept. Men da mit gamle firma stod for leje af biler, hvor det nye stod for leasing, var der ikke nogen problemer i det. Forskellen på at leje og at lease er, at det at leje som regel drejer sig om kortere tid, hvis man f.eks. står og mangler en lille flyttebil, hvor at lease drejer sig om meget længere perioder, typisk 2-3 år. Fordelen ved at lease er, at kunden frem i tiden kender de nøjagtige omkostninger, idet han er fri for alt med vedligeholdelse, forsik-

ring, m.m., som påhviler den, der udleaser  bilen. Kort og godt, han er fri for ubehageli-ge og overraskende regninger og fri for at binde kapital i køretøjet.

Det er altid spritnye biler der bliver leaset ud og efter ca. 3 år bliver de solgt på auktion. Der er biler af alle slags, dog ikke lastbiler, og flere forskellige bilmærker, men de fleste trods alt ”Ford”.

I dag er firmaet landsdækkende og med sælgere også på Sjælland. Beliggenheden i Herning har uden tvivl haft stor betydning, for selv københavnerne har stor bevågenhed om, hvad der sker her. Når man sammenligner os med byer af samme størrelse, er Herning i førerposition hvad angår vækst og derfor også et sted, hvor der udleases mange biler. Selv i de senere års krisetider har der været fremgang og derfor tegner fremtiden godt.
At det lige blev her i Studsgård, det begyndte, er nok lidt af en tilfældighed. Jeg havde længe ønsket at slå mig ned et sted i landlige omgivelser, og da muligheden viste sig, blev det så her. Jeg elsker at bo herude og har ingen planer om at flytte.
Der skete så det sidste år, at jeg fik et godt bud på køb af firmaet, så det gik sådan, at jeg for anden gang solgte noget, jeg har været med til at bygge op. Idet jeg agter at blive boende, har jeg således udlejet de bygninger, der rummer Leasing.dk, og lige nu ser jeg tiden an til, hvad det næste bliver.

Den nye ejer af Leasing.dk er en i Snejbjerg kendt person. Det drejer sig om den anden iværksætter, vi skal høre om, nemlig Bjarne Nielsen, der ejer virksomheden ”Ford” i Herning og som siden 1990 med sin familie har boet på Engbjerg i Snejbjerg.

Bjarne fortæller:
Udviklingen er gået den vej, at flere og flere biler bliver leaset, og da vi i den del af markedet her hos Ford  ønskede en større kunde-

kreds, var det, at jeg så en fordel i at opkøbe Leasing.dk. Så i dag driver vi begge forretninger.

Ford-forretningen havde jeg i flere år, indtil jeg i 2007 solgte den til firmaet Totempo, men dog således, at jeg fortsatte et halvt års tid som direktør i dens afdeling ”Totempo Biler”. Da jeg stoppede i denne stilling, tog jeg en 8-måneders orlov, hvor min kone og jeg rejste en del rundt i verden.

Så kom finanskrisen og salget af biler dykkede, hvilket også mærkedes hos Ford. Efter opfordring fra medarbejderne kom jeg i lyset af det tilbage hertil i 2009 og har kørt forretningen siden.

Udviklingen er gået sådan, at enten skal man være en lille forhandler, eller også skal man satse stort. Vi har her i Herning valgt det sidste, og derfor ejer jeg ud over Ford i Herning også forretningerne i Holstebro, Ringkøbing, Esbjerg, Hørsholm og Lyngby, og her for en måned siden kom yderligere Birkerød, Roskilde, Frederikssund og Køge til. Ikke nok med det, har vi også Nissan i Holstebro og Esbjerg plus en Mazda-forretning på Sjælland.
Det bliver til i alt ca. 200 medarbejdere, alt styret her fra Herning med salg af ca. 6000 biler og en omsætning på 1,3 milliarder kroner om året. Det er faktisk sådan, at vi sælger 20% af de Ford-biler, der kører i Danmark.

Da vi gerne vil være mere synlige i bybilledet og gøre forretningen mere nutidig, er vi i øjeblikket i gang med at bygge nyt på en grund, der ligger over for Bilka i Herning. Første spadestik er taget og vi regner med at flytte dertil i sommeren 2013.
De to sønner Kasper og Anders er henholdsvis ansat på Leasing.dk i Studsgård og i gang med et ingeniør-studium i Aalborg.

Tak til Per Egebjerg og Bjarne Nielsen for samarbejdet med denne artikel

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side