Ny side

Min hobby lokalhistorie

Af Martha Kombak

Med alle vore sanser oplever vi verden omkring os. Når vi slår øjnene op, slår ørerne ud, indånder morgenluften, mærker, at vi lever, og smager på en ny dag, er alle sanserne parate. Når jeg tænker tilbage på mit liv, mindes jeg utallige sanseindtryk. Et af dem er duften af bøger.

På min fars kontor listede jeg mig ind og fik lov at bladre i en af de tunge billedbøger med voldsomme illustrationer af Bibels- eller Danmarkshistorisk art; duften af bøger og historie blev blandet. Senere fik jeg min gang på skolens bibliotek, hvor duften af bøger var ligeså liflig. Snart var jeg en ivrig låner med forkærlighed for historiske romaner.  Som teenager kastede jeg mig over det filtrede net af europæiske kongeslægter, men min egen slægts historie var der ikke skrevet et ord om, selvom den og familiens klenodier blev behandlet med megen stolthed og stor respekt.

Da jeg fik børn, gik det for alvor op for mig, at jeg ikke er noget særligt, men blot et led i en lang kæde af slægtsled, så nu måtte jeg i gang med seriøs slægtsforskning for at kunne viderebringe slægtshistorien til næste generation. Landsarkivet i Viborg blev målet for mange fridages intense studier af arkivalier. For at være effektiv satte jeg mig i forbindelse med andre forskere, så der kunne udveksles data om personer og steder. De lange vinteraftener blev brugt til at sætte alt i system, så jeg efterhånden havde registre over slægter og gårde i mange sogne på Skive-Viborg egnen. Interessen for slægtshistorie kom automatisk til at omfatte hele landsbyers indbyrdes relationer, altså lokalhistorie.
Arbejdet satte en begrænsning for turene til landsarkivet, og da mine børn også har forslægt på Herning egnen, idet jeg er gift ind i en familie, der er solidt forankret her, kastede jeg mig over slægts- og lokalhistorie i nærområdet. Med en svigerfar, der var historisk interesseret og havde en eminent god hukommelse, lå det lige for at få noget skrevet ned. Reolerne bugnede snart med tusindvis af ark med data om enkeltpersoner, lige til at slå op i for at tjekke eller tilføje..

Det var blevet en yndet sport at holde rede på så mange navne og adresser som muligt. Det holdt hjernen i gang og tankerne beskæftigede. Da Jens Kristian Lings var blevet opfordret til at skrive en bog om Haunstrups historie i forbindelse med landsbyens 100-års dag, tillod jeg mig at kommentere en fejl af genealogisk art i hans udkast. Det kom til at koste mig en del arbejde med Haunstrup lokalhistoriske Museums etablering og videre eksistens.

Alt, hvad jeg havde fået styr på, var skrevet i hånden, men da Arne Feldborg trådte ind i museumsarbejdet, var det ikke kun en kapacitet, hvad lokalhistorie angår, men også med hensyn til digitale hjælpemidler, jeg nu havde glæde af at dele min hobby med.
Arne har opbygget en meget besøgt hjemmeside www.hammerum-herred.dk  for slægts- og lokalhistorisk interesserede. Siden indeholder ældre kirkebøger, folketællinger med  meget mere, især fra vores egn.  Desuden samarbejder han med de dygtigste professionelle og amatører indenfor området, så denne medspiller belærer mig om vigtigheden af digitalisering af alle skrevne kilder.

Når vi i åbningstiden sidder med spørgsmål foranlediget af oplevelser i lokalsamfundet, en telefonsamtale eller en e-mail, søger Arne i scannede arkivalier på sin pc, mens jeg bladrer i et af ringbindene med mine noter på papir. Udefra set kan det måske virke som en form for terapi. Og ja, det er nok lidt som at se et puslespil gå op første gang, man samler det, eller at udfylde det sidste felt i en kryds & tværs eller sudoku.
Når skuffer og skabe står åbne, når mapper og bøger ligger opslået, så det ikke er til at finde en bar plet på bordene, så er jeg i mit es. De små grå hjerneceller arbejder på højtryk, Arne finder nogle detaljer fra en gammel kirkebog på sin bærbare, og pludselig finder et ubesvaret spørgsmål en uventet løsning. Endnu en brik i det store lokalhistoriske puslespil er faldet på plads.

Haunstrup lokalhistoriske Museum udstråler aktivitet. For mig er det en fryd.
Jævnligt dukker der gæster op, når vi holder åbent i Museet, eller når man alligevel er i Haunstrup på besøg eller til fest, og beder
om at se, hvad vi har på hylderne. Da er det med at være vågen, for når grupper kommer på besøg, bliver der snakket og fortalt meget. Her kan hentes mange oplysende detaljer om livet i lokalsamfundet og slægtsforbindelser. Blot er det et problem, hvis der er så mange små grupper, at man ikke kan nøjes med at lytte i stereo for at få det hele med. Men så bliver der til gengæld truffet aftale om yderligere kontakt med efterfølgende afleveringer og data til samlingen.

Hvad vore gæster har ud af at kigge på gammelt grej fra Haunstrup, skal jeg ikke udtale mig om, men det er en succes hver gang, man kommer til billeder af skolebørn og konfirmander. Kan man ikke finde sig selv, lyder der til gengæld et udbrud som ved et bankospil med pladen fuld, når blot en moster eller bedstefar genkendes.
Nogle besøgende kommer igen, enkelte kommer jævnligt, og så bekræftes man i, at lokalhistorie ikke kun er for de lokale, men især interesserer dem, der kun har lille tilknytning til lokalsamfundet, for indenfor vore beskedne rammer finder mange besøgende ukendte eller glemte detaljer om deres egen families liv i Haunstrup. Efter sådanne besøg bekræftes jeg i, at min hobby ikke kun er for min egen fornøjelses skyld.

 For en del år siden stillede en ung kvinde det, jeg vil kalde retoriske spørgsmål: ”Hvad vil I med det?” Og jeg kom til at tænke på sangen om Mi nååbo, Pe sme der spørger:   ”Hwa nøtt er et te?” Mit svar er, at al den historiske indsigt let kan gå tabt, når der skal ryddes op efter en samler.
Hvad nytte er det til at dyrke blomster eller male biler, for alt er jo forgængeligt, og der kan ikke blive plads til at gemme det alt sammen. Men hvem ved, om en eller anden engang får øje på en lille chip med alt, hvad jeg har fået nedskrevet, og tænker, at det kunne have værdi at bevare for eftertiden, så er det ikke forgæves.

Undervejs har jeg glædet mig over at få forståelse for sammenhænge, få den endnu i erindringen levende historie fortalt, og fået lov at formidle lidt af min viden til andre historie-interesserede.
Man kan påstå, at det er vigtigere at leve i nuet end at grave i fortiden. Men før eller siden kommer det til de fleste, at det er vigtigt at kende sin fortid for at forstå sin nutid og dermed række ind i fremtiden.

Og selv om det lugter af gamle bøger, så er min hobby i høj grad aktuel, da den er afhængig af levende personer, der ligesom jeg er interesseret i menneskelige forhold.
Og som al anden historie behøver den ikke at være mange timer gammel for at være berettiget til indlemmelse i samlingen. Jeg forventer ikke, at alle kan forstå, at nogen med deres sansers fulde brug har sådan en hobby. Men jeg glæder mig, når jeg får lov at dele den med andre, for det er det vigtigste ved lokalhistorie som hobby.

 

En katastrofe


Da sidste nummer af Rosenbladet var udkommet, blev jeg straks kontaktet om en fejl, der havde indsneget sig i min artikel om lokalhistorie som hobby. Som enhver anden vil jeg straks undskylde mig, og da jeg ikke har haft noget med billedteksterne at gøre, har jeg desværre ikke haft mulighed for at gribe ind, inden bladet blev trykt. Det er netop teksten under billedet af skrinet fra 1814, der er behæftet med fejl. Og en sådan historisk ukorrekthed kan en historiker (amatør eller professionel) ikke leve med, da det sætter spørgsmålstegn ved troværdigheden. Med andre ord:  

 

Det er en katastrofe!
I begyndelsen af 1800 tallet væltede ulykkerne ned over vores lille verden. Mange af dem kom udefra. Danmark var ellers inde i en god gænge med fremgang efter stavnsbåndets ophævelse, men så kom englænderne og blandede sig. København kunne ikke klare presset, så hovedstaden stod i flammer i 1807. Flåden var tabt og dermed den oversøiske handel. Det var en katastrofe.

 

I søgning efter en forbundsfælle mod arvefjenderne faldt valget på den fremadstormende franske general Napoleon. Men der blev vi blot trukket med i endnu et nederlag, som var en realitet i 1814. Året før indtraf landets statsbankerot. Norge meddelte sin selvstændighed i form af løsrivelse. Det hele var én stor katastrofe.
Oveni alle elendighederne indtraf endnu en ulykke her på egnen, idet stuehuset til en af Snejbjerg Sogns bedste gårde, Vester Haunstrup, brændte. Der foreligger ikke beretninger om ildens opståen, men på den tid var det oftest i forbindelse med for kraftig fyring ved madlavning eller bagning eventuelt kombineret med blæst, at ilden fik fat i skorstenen og taget. Stråtækte tage og mure, der måske har været isolerede med tørv, har været letantændelige, så der har sikkert ikke været tale om at redde andet end mennesker og dyr. Alt var mistet. Det var en katastrofe.

 

Brandforsikring havde man endnu ikke, så som velstående gårdfolk måtte man skaffe midler til genopbygning ved lån, da det nok ikke ville være nemt at få noget foræret af mindre bemidlede naboer og familiemedlemmer. Man besluttede meget forudseende ved samme lejlighed også at opføre nye driftsbygninger og flytte gården op fra engen til den nuværende beliggenhed. Det var altså et helt nyt gårdkompleks, der skulle
finansieres. Det var en stor mundfuld midt i en krisetid.
Det famøse skrin fra 1814

 

Vester Haunstrup blev genopbygget som en harmonisk og flot gård. Stuehuset blev i 1914 erstattet af et nyt, der stadig står. Fra 1814-huset har slægten sørget for bevarelse af en himmelseng malet i almuegrønne farver. Den befinder sig nu i mange smådele i et magasin på Herning Museum. Men også et lille skrin malet i samme farver og med årstallet 1814 i gylden maling blev gemt som minde om året, hvor katastrofen indtraf, og en ny tid begyndte.

Tiderne var vanskelige, og man gik mod en landbrugskrise. Allerede i 1827 måtte folkene i Vester Haunstrup give op. En urmager i Holstebro blev ejer af gården, som dog kom tilbage til Vester Haunstrup-slægten ved skøde af 1832. Dette skøde og efterfølgende skøder, der viser handelen fra slægtled til slægtled opbevaredes i det aflåsede 1814-skrin, som havde en fremtrædende plads i stuen. Dette skrin, der vidnede om et katastrofeår, var sin praktiske funktion til trods blevet et klenodie.

Da Haunstrup lokalhistoriske Museum var nyetableret, afleverede den sidste af den gamle Vester Haunstrup-slægts ejere, Peder Birkebæk, skrinet fra 1814 med nøgle og indhold, så det kan vises frem og dets historie gemmes for eftertiden. Det har siden været en perle i Museets samling og har en fremtrædende plads i udstillingen samt et skilt, der tydeligt fortæller, at skrinet kommer fra Vester Haunstrup og ikke det langt yngre Øster Haunstrup.

Vi hører om mange katastrofer og gennemlever store kriser også her i begyndelsen af det 21. århundrede. Men livet går jo videre på en eller anden måde selv for dem, der mister alt. Nogle katastrofer er større end andre, og jeg må indrømme, at jeg nok også overlever en forkert billedtekst, når ærgrelsen har lagt sig. Blot vil jeg overfor de berørte familiemedlemmer og andre historiekyndige undskylde den fejl, jeg desværre kom til at lægge navn til.

Og så var katastrofen jo ikke værre, end den med god vilje blev vendt til, at jeg kunne glæde mig over at få lov til nøjere at redegøre for, hvorfor 1814 i flere betydninger var et katastrofeår.

 

Kombak

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side