Af Niels Thure Krarup

Niels Thure Krarup

Niels Thure Krarup

Gæsteskribenten:

TILBAGEBLIK MED SPEJDERKIKKERT


Af Niels Thure Krarup
Da jeg lovede at bidrage til dette nummer af 'Rosenbladet' sagde jeg, at så ville jeg skrive om de grønne spejdere her i sognet. For ganske vist har jeg aldrig været medlem af Snejbjerg Gruppen, men på opfordring fra grupperådet har jeg i de sidste 14 dage brugt en herlig masse timer på at lave en 'maxiløbe-sed-del' i anledning af 50­året for 'spejderiet's ankomst hertil.
Det fejredes den 19. maj ved den flotte aktivitetshytte, der nu er rejst ved siden af spejderhuset på Enggårdsvej. I folderen, som spejderne havde delt ud til alle adresserne her i sognet, viste vi i billeder og nogle få ord nogle gamle spejdere sammen med nutids­børn i de grønne bluser.
Jeg har aldrig været god til sport, men under min egen opvækst i Thy fyldte spejderiet en stor del af mit liv. Økonomien var stram i vores hjem, men Mor var god til genbrug, så da jeg fyldte tolv, fandt hun Fars flere årtier gamle FDF­uniform frem, som jeg nogenlunde kunne passe.
Den var i sagens natur grå, men efter en tur med et brev grøn tekstilfarve i gruekedlen fik uniformen stort set den rigtige kulør. Og jeg blev da også selv virkelig ægte og meeeeeget grøn spejder efter at jeg havde været på min første tur i regnvejr: En stor del af farven sad på min overkrop – og sad godt fast ­da jeg fik uniformen af.

I mine første spejderdage fejrede vi altid Valdemarsdag ved en fælles fane­og flagparade, hvor ’de grå’ med foragt afviste at blive kaldt spejdere, som det skete i folkemunde. De elskede at citere en bestemt sætning: ”Nej, vi er ikke spejdere … vi er ærlige mennesker”. Jeg har hele mit liv vidst, at det var et skriftsted fra bibelen, men først da jeg nu sidder og skriver disse linjer, har jeg forsket lidt i sagen og fundet ud af, hvor det helt præcist står. Hvis du vil vide det, så kig til sidst her i min fortælling.*)
Og nu har jeg vist nået en alder, hvor jeg tør være ærlig og sige, at jeg faktisk aldrig har været så vild med vandreture og lejrliv, at det for mig var den vigtigste del af oplevelsen. Nej, anderledes spændende var det fx, at da jeg havde fået lært morsekoderne, kunne jeg af Far låne præstegårdens nøgle til kirketårnet, når mørket faldt på. Deroppe fra kunne jeg så med korte og lange glimt fra min stavlygte kommunikere med en af mine kammerater, der sad i sin fars ladegavl adskillige kilometer væk. Den dag i dag – i sms­og­meget­andet­tidsalderen – kan jeg faktisk stadig huske det meste af morse­alfabetet. Det har jo spillet en nøglerolle verden rundt i både krig og fred.
Men i mit spejderi fik jeg spirerne til mere seriøse kommunikations­opgaver, der fik stor betydning for mit senere liv. Det begyndte meget beskedent med, at jeg fik ansvaret for at nedfælde Egern­patruljens glorværdige gerninger i vores ’krønike’ – patruljedagbogen. Til det købte jeg mit livs første flaske tusch (nej, ikke ’tusser’, som mine børnebørn bru­ger!). Jeg købte endda nogle gammeldags penne for at lære at skrive med gamle, krøllede bogstaver; den interesse blev nok også stimuleret af, at vi i mellemskolens tysktimer lærte at skrive gotisk håndskrift. Og et par år senere kom jeg med i skolebladets redaktion indtil jeg gik ud af gymnasiet.
 På sessionen medbragte jeg som ivrig spejder mit første­hjælps­bevis, så jeg blev taget til sygehjælper. Efter rekrut­tiden aftjente jeg de sidste ti en halv måned af min værne­pligt i hvid kittel på blodbanken og narkoseafdelingen på Århus Kommunehospital. Det betød, at jeg som civil efter fyraften havde god tid til at ’spejde videre’.
I august 1964 ankom jeg til Herning Seminarium, hvor jeg kom til at gå i klasse med Lilly, som jeg knap syv år senere blev gift med. Igen fyldte spejderiet det meste af min (og for resten også Lillys) fritid. Både hendes piger (KFUK­spejderne) og vores drenge mødtes i Sct. Johannes kirkens tårn.
En lokal korpssekretær havde brug for noget så moderne som en ’lyd-dias-serie’ til brug på møder om samspillet mellem hjem, skole og spejdere. Med mit livs første speak-manuskript i hånden cyklede jeg ud til den nybyggede bowlinghal på Fyrrevej, hvor DR/TVs transmissionsvogn stod.

Nervøst bankede jeg på døren, hvor Gunnar ’Nu’ Hansen stak sit altid venlige hoved ud. Ærbødigt spurgte jeg, om han kunne tænke sig at give vores gode sag et skulderklap ved at indtale manuskriptet, jeg havde skrevet. Tænk ... han sagde ja – så gerne!!!
Og i tilgift stillede han beredvilligt op til

mit livs første interwiev … med ham! … om ’spejdersporten’. Han havde aldrig selv været spejder, men med professionel og positiv begejstring gav han vores sag sine allerbedste anbefalinger.

Jeg klaprede dem naturligvis fluks ned på min skrivemaskine og sendte teksten afsted til redaktøren af ’Førermeddelelser”

”Nå,” tænker du, kære læser, ”…hvornår kommer vi til Snejbjerg?”
Jamen, det sker så først ti år senere. Da er Lilly og jeg blev gift og er vendt tilbage til Herning efter godt syv år i Afrika for Sudanmissionen og et par år i en lejlighed i Gullestrup.

Vi købte hus på Havretoften, og det var en glædelig overraskelse, at vi som genboer fik Just og Inga Nielsen.
Ham – plus bl.a. Aksel Nesgaard og Bjarne Rinder Larsen – havde jeg lært at kende og værdsætte 15 år tidligere, når Snejbjerg og Herning mødtes i ’Uldjyde-divisionen’.

Men først lidt mere om Afrika. En visit hos Ruth og Georg Sørensen i deres præstegård i Gødstrup havde spillet en vigtig rolle i, at Lilly og jeg besluttede at søge ansættelse som missionærer.

Jeg husker stadig,  hvordan præsteparret fulgte os ud til vores scooter, da Lilly eller jeg nævnte én af vores betænkeligheder ved troperne: Der er jo slanger!

Dertil replicerede Georg med vanlig tør humor, mens vi tog styrthjælmene på: .......???

Ja, hvad var det, pastor Sørensen sagde til de unge missionærer??

En visit hos Ruth og Georg Sørensen i deres præstegård i Gødstrup havde spillet en vigtig rolle i, at Lilly og jeg besluttede at søge ansættelse som missionærer. Jeg husker stadig hvordan præsteparret fulgte os ud til vores scooter, da Lilly eller jeg nævnede én af vores betænkeligheder ved troperne: Der er jo slanger! Dertil replicerede Georg med vanlig tør humor, mens vi tog styrthjælmene på: ”Joh, men slangerne er nu ikke nær så farlige som sådan et køretøj der!”
Oprindelig var min tanke om en opgave i Afrika rettet mod Tanzania. Derfra kom både den første sorte mand jeg så, og senere den første afrikanske spejder, jeg mødte, da jeg var på patruljeførertræning på Houens Odde ved Kolding Fjord. Og derfra skrev ’spejdermissionær’ Finn Allan Ellerbek i ’Førermeddelelser’ om sine spændende oplevelser i Bukoba stift, hvor han fik en nøglepost i opbygningen af den lutherske kirke.
Men det blev altså i stedet Nigeria, Lilly og jeg rejste til – uden at vi fra starten vidste, at både min oldefar og min farfar sad i Sudanmissionens første bestyrelse, der blev dannet i 1911. De var med til at udsende dens første missionærer: Niels H. Brønnum og to skotske unge kvinder ­ hans egen kone Margaret, der var læge som han selv, og sygeplejersken Dagmar Rose.
At klimaet i Vestafrika, hvor de ankom i 1913, er langt mere nådesløst end i Tanzania og resten af Østafrika, viste sig på værste vis: Allerede inden den udsendte trio havde nået sin destination døde fru Brønnum i barselseng af en tropesygdom, så Miss Rose måtte rejse hjem med den nyfødte søn, mens lægen selv med overmenneskelig tro på sit kristne missionskald sejlede videre op ad Benuefloden mod ’missionsmarken’.
Godt et halvt århundrede senere ankom Lilly og jeg der som lærere på missionens skoler i 1970­72. Lidt spejderi fik jeg tid til ved siden af undervisningen på seminariet – selv om det ikke var velset. Den unge kirke drev nemlig ”Boys’ Brigade” den britiske udgave af FDF.  Biskop Akila Todi kom på besøg hos mig for at bede os om at stoppe, men selv om vi ikke rigtigt var kommet i gang endnu, var interessen for at starte en lokal spejdergruppe for stærk til, at vi kunne aflyse og stoppe.
Omkring 30 unge mænd fra seminariet og jeg fik et par gode år sammen, mens jeg den ene gang efter den anden tænkte på, at spejderarbejdet jo faktisk blev opfundet af Baden­Powell i Afrika: Under boerkrigen i Sydafrika måtte han inddrage og organisere byen Mafekings drenge til forsvar mod den angribende boer­hær, som belejrede byen, hvor han var kommandant. Efter i 219 dage, fra oktober 1899 til maj 1900, blev den befriet af briterne. Denne sejr blev fundamentet for hans internationale berømmelse, som gav ’Scouting for Boys’ stor medvind, da han overførte sin indsigt i drenges evner og behov fra Afrikas sletter til Englands byer. I dag er det lidt pinligt for mig at huske, hvordan jeg flere gange i Nigeria tog tilløb til at forberede, hvordan jeg skulle lære de afrikanske drenge noget om at følge dyrespor, eller at tænde ild uden tændstikker: Tænk, at jeg i min begejstrede danske spejder­vanetænkning kunne glemme, at for enhver afrikansk dreng, der var opvokset på savannerne omkring os, var disse ting selvfølgelige færdigheder, som de nok endda var fuldt kvalificerede til at lære mig mere om.
Men spejderemblemet gav disse unge afrikanere en plads i et globalt fællesskab, som de værdsatte. Ganske vist oplevede de det ikke konkret, men alligevel betød det noget vigtigt for dem. Også for mig var der noget spændende og grænseoverskridende i spejderiet i Nigeria: Min divisions­chef var muslim – og han blev derved en af de ikke­kristne omkring os, som jeg fik mest med at gøre.
De første 15 år vi – fra 1979 – boede i Snejbjerg, var jeg ansat til informationsarbejde i Sudanmissionen, som i dag hedder Mission Afrika. Der sidder Lilly for resten nu i bestyrelsen, og for tre år siden genså hun det sted, hvor vi fik vores første tre missionær­år, da hun startede et projekt blandt døve i den lutherske kirke, som næste år har 100 års fødselsdag. Også i denne sommer tilbringer Lilly fire uger på projektet i Nigeria. Vores to piger, Miriam og Elisabeth, blev først smutter og så spejdere i Snejbjerg flok og trop, og Lilly gav gennem mange år en hånd med som divisionsassistent. Lige som adskillige årgange af spejderpiger, fik de gavn af de gode rammer i det KFUK­spejderhus, der som afløsning af lokalerne i Menighedshusets kælder blev bygget for enden af Asylgade. Det er for flere år siden solgt til kommunen, og nu er pigerne her i Snejbjerg med i KFUM­Spejderne. Vores søn Jakob var kun spejder en overgang her, men han blev senere FDF’er i Ikast og så igen spejder og ulveleder i Ålborg. Og så blev han da for resten den stolte arving til Just Nielsens gamle spejderhat!

Sådan gik det mig … blandt andet. Havde jeg været den sporty type, var SSG&I’s mangfoldige arbejde ud fra Hallen måske blevet det, jeg nu havde siddet her og skrevet lidt om. Og havde jeg været et mere dybt åndeligt menneske, havde jeg vel haft store oplevelser fra Menighedshuset at dele med jer.
Derfor må jeg nok nøjes med at forsøge at slutte lidt glorværdigt af ved at prale lidt i al ubeskedenhed: Jeg nåede op på den post, som Lilly med et underfundigt glimt i brilleglassene kalder ”det højeste, en lille dansk spejder kan håbe på at opnå”: Jeg har været redaktør af ti udgaver af hæftet ’Spejder Jul’, der blev udgivet af alle danske spejdere i fællesskab.
Jeg tror egentlig nok, at Lilly vil drille mig lidt, når hun siger det …. selv om hun trofast læste korrektur på alle hæfterne, som hun stort set har gjort på broderparten af alt, hvad jeg har skrevet i de sidste godt 40 år.
Men det er i orden, hvis hun driller lidt. For hun er da det bedste, jeg blandt tusinder af andre glæder fik ud af spejderiet!

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side