Frede M. Andersen
Det var faktisk det gamle, velkronede SSG&I, der var skyld
i det hele! Dengang – for mange år siden – havde håndboldaf-delingens støttegruppe fundet ud af, at der skulle arrangeres et såkaldt ”Jule-Rally”, hvor byens borgere i egen vogn skulle køre mellem nogle
poster og løse lige så mange Jule-opgaver. I den forbindelse blev jeg tildelt en komplet nissedragt bestående af en højrød kofte, grå benklæder og selvføl-gelig rød nissehue. Skæg og paryk blev
vist sponseret af en nu hedengangen legetøjs-forretning, strømperne blev skænket af et Tjørring-firma, og træskoene overtog jeg fra en pensioneret landmand. Det hele blev fuldendt med et par ikke alt for stærke sy-gekassebriller…….
Således pyntet til uigenkendelighed funge-rede jeg med succes som nissemand ved løbets post 7, men det fornemme udstyr trak andre opgaver med sig, bl.a. det, at op-træde
som julemand - og her også i famili-ens skød!
På daværende tidspunkt boede familien på Hovedgaden nr. 41 – det store hus og tidli-gere
dyrlægebolig på hjørnet af Snejbjerg
Hovedgade og Skolesvinget, og her ser-vicerede ”Julemanden” år efter år familiens måbende
børnebørn juleaften omkring kl. 18. De var kede af, at jeg aldrig fik set jule-manden, fordi jeg altid var ”inde å´ ønske naboen glædelig jul”, og det hele sluttede først, da de var blevet store nok
til at spør-ge om, ”Hvornår ska´ du ind til naboen?”
Naboen i Hovedgaden 39 var dengang Snejbjerg Installationsforretning med ind-gang
og butik ud til hovedgaden, og her spurgte den nytilkomne ejer , om jeg jule-aften ikke osse kunne jule lidt for hans be-søgende småfolk, når jeg alligevel skulle i gang. Selvfølgelig kunne jeg det, og den pågældende juleaften
fyldte jeg en jutesæk op, først med tomme papkassen (det skulle jo se rigtigt ud) og over dem de gaver, jeg havde til fordeling blandt egne og naboens småfolk. Således udstyret overraskede jeg først egen familie, hvorefter jeg
via husets hoveddør vandrede i mørke og begyndende tø-sne ind til naboen!
Det blev en drønende succes! De små ho-veder havde jo hele
deres egen familie om-kring sig, så hvem var den fremmede jule-mand? Og så ville de se rensdyrene….. Og hvordan ku´ kanen køre i så lidt tø-sne? Jeg måtte forklare, at der jo var parkeringsfor-bud på
Snejbjerg Hovedgade, så jeg havde sat køretøjet ovre på sparekassens parke-ringsplads ved Nordgaden. Det godtog de så, men de blev stående i entredøren og kiggede efter mig! Jeg måtte gå næsten
helt ned til krydset og smøgen ved ved bageren, før jeg var ude af deres synsfelt……
Herfra tegnede alt til at være en problemfri returnering
til egen bolig, men, men men!!!!!!
En ting var, at tø-sneen var taget til, noget andet var, at jeg pludselig hørte højrøstet, livlig snak
fra den anden side af gaden, og her kom en flok unge mennesker tumlende i højt humør!
Hvad sku´ jeg gøre? ……. Her stor jeg i
tåbeligt tøj med en jute-sæk og i våde træsko som en anden
Idiot!
Med et fast greb om sækken og so-lidt hold på hat og briller klaprede jeg hjemad mod nr. 41.
Da lyder det pludseligt fra flokken på den anden side:
”DER GÅR F… JULEMAN-DEN!!”
Og ledsaget af sang, der lød som en mel-lemting mellem ”Rudolf med den røde tud” og ”Et
barn er født” travede jeg hjemad. Men flokken blev stående og kiggede efter mig, så jeg blev nødt til at gå forbi indgangen til nr. 41 og gå videre til Skolesvinget, før jeg var ude af syne, og så var
det bare om at komme ind og få smidt den våde nissedragt……. Børne-børnene havde for længst glemt alt om min manglende tilstedeværelse. … Ak ja!
Denne begivenhed var som nok gået i glemmebogen, hvis jeg ikke mange år ef-ter midt i december havde siddet veltilpas ved Aktiv Samværs ”julemiddag” i et stopfyldt Kirkely.
Pludselig hører jeg fra et af bordene en voksen far sige: ”Den der med juleman-den, den er go´nok! For ham så jeg selv for mange år siden juleaften oppe i Ho-vedgaden!”
Jeg sagde ingenting…………. Der er nemlig mere mellem himmel og jord…!