En Herning politiker

Dorte West
Som gammel Snejbjerg pige er jeg blevet opfordret til at skrive et indlæg til bladet. Opfordringen lød på at fortælle lidt om mig selv, mit politiske liv og min vej ind i poli-tik. Jeg vil gøre et forsøg.
Jeg er født og opvokset i Snejbjerg og har to søskende, Lise og Poul, der i dag bor i hhv. Hammerum og Sunds med deres fami-lier. Mine forældre købte en grund og byg-gede et hus på Marievej, hvor vi flyttede ind, da jeg var et år i 1970. Det var et ny-bygget kvarter, så der flyttede naturligt nok mange børnefamilier ind. Vi trivedes i kvar-teret med nogle rigtig gode naboer og der var altid andre børn at lege med på vejen eller på fritidshjemmet. Jeg oplevede Snej-bjerg som et meget velfungerende lokal-samfund, hvor de fleste kendte hinanden og hvor man støttede op om sin by, forenings-liv, erhvervsliv osv.
Jeg gik på Snejbjerg Skole – i en velfunge-rende klasse, havde dygtige og engagerede undervisere og en omsorgsfuld klasselærer, Kirsten Lindberg. I min fritid gik jeg til håndbold, konkurrencesvømning og spejder – alt sammen i Snejbjerg. Jeg blev svøm-metræner og spejderleder, gik med aviser, gjorde rent på en mindre tekstilvirksomhed (der hvor Per P og Genbrugsbutikken ligger i dag) og passede børn. Mine søskende var tilsvarende aktive, og vores forældre bakke-de altid op om vores interesser. Vi nød godt af de mange tilbud der var lokalt, men ople-vede også, at vores forældre tog medansvar for foreningslivet, som jeg tog ved lære af, og som nok er den væsentligste årsag til, at jeg i dag er endt med at være lokalpolitiker.
Efter folkeskolen fortsatte jeg på Herning gymnasium. Da studentereksamen var i hus tog en gymnasieveninde Susanne og jeg til England og arbejdede 10 mdr. på et psykia-trisk hospital som ufaglærte sygehjælpere. Derefter tilbage til Herning/Snejbjerg, hvor vi begge fik arbejde og begyndte at spare penge sammen til en jordomrejse. Vi rejste ”Jorden rundt” sammen i 6 måneder, og kom hjem samme dag som der kom svar-brev fra Odense Universitet om, at vi beg-ge var optaget på vores studier. Susanne på medicin og jeg på Cand. øcon-studiet. Vi købte i fællesskab en to-værelses lejlighed centralt i Odense og forsatte dermed hver-dagen sammen. Efter 3 år flyttede Susanne ud af lejligheden, da hun skulle ud at rejse igen, og min kæreste og nuværende mand Allan flyttede ind. I Odense var både min mand og jeg aktive i triatlonklubben, hvor jeg også var svømmetræner og en del af be-styrelsen. Min mand droppede sit job som bankmand og begyndte at læse til sygeple-jerske.
I slutningen af min studietid fik vi vores første barn Emilie, og jeg fik job som un-derviser på Handelsskolen i Svendborg og Allan på Svendborg sygehus. Vi solgte lej-ligheden og købte hus på Thurø. Det var skønt at bo tæt på skov og strand – ikke mindst for Allan som er opvokset på Born-holm under lignede forhold. Små 3 år efter fik Emilie en lillebror, Simon, og vi be-gyndte at overveje, om vi skulle blive boen-de eller om vi skulle rykke tættere på vores familier. Valget stod mellem Midtjylland eller Bornholm. Man kan vel sige, at jeg vandt dette meget vigtige valg. Allan stille-de dog krav om, at der skulle være vand i nærheden, og det skulle være ”ægte” vand og ikke udgravede søer. Jeg søgte et velfun-gerende lokalsamfund, som det jeg selv havde oplevet i min barndom i Snejbjerg. Derfor faldt valget på et nybygget hus i Sdr Felding med beliggenhed ned til Skjern Å. Allan fik job på Herning Centralsygehus og jeg som lektor på Handelsgymnasiet i Skjern.
Efterfølgende har vi købt sommerhus på Bornholm, så nu har vi et hus begge steder. Et par år efter fik vi barn nummer 3 – Tho-mas. Vi blev godt modtaget I Sdr. Felding, og blev hurtigt en del af lokalsamfundet. Jeg blev valgt ind i dagplejens forældrebe-styrelse, og forsatte ind i Børnehavens be-styrelse og senere fik jeg plads i Skolebe-styrelsen. Jeg var med til at stifte biograf-klubben i Dagmar Bio, hvor jeg stadig sid-der i bestyrelsen.
En aften i efteråret 2008 kom formand Bo-dil Larsen fra Venstre lokalforening forbi og opfordrede mig til at blive deres nye kandidat til byrådsvalget i november 2009. På det tidspunkt var jeg slet ikke medlem af Venstre, og havde aldrig været partipoli-tisk aktiv. Henvendelsen var udtryk for, at man søgte efter flere “yngre, veluddannede kvinder” til at stille op. Og gerne nogle der var aktive i lokalsamfundet. Jeg opfyldte kriterierne kan man sige. Og da jeg som forældrebestyrelsesmedlem ofte havde væ-ret irriteret over vores lokalpolitikere (primært i det tidligere Åskov) og skrevet både høringssvar og læserbreve, så følte jeg, at bolden blev kastet i favnen på mig.
Jeg har det svært med folk, der brokker sig, men som ikke er villig til at bidrage selv. Jeg havde jo selv brokket mig over politi-kerne, så jeg følte, at jeg havde en særlig forpligtigelse til at overveje tilbuddet.
Først og fremmest var det vigtigt for mig, at jeg havde opbakning fra min mand, Al-lan. Vores tre børn Emilie, Simon og Tho-mas var på det tidspunkt hhv. 12, 10 og 7 år, og med to fuldtidsjob ville det naturlig-vis kunne give udfordringer. Derfor vendte jeg det også med mine forældre, da der uden tvivl ville blive brug for, at de til tider skulle hjælpe med at få enderne til at nå sammen. Der var fuld opbakning, så jeg takkede ja til opfordringen, meldte mig straks ind i Venstre og var nu kandidat til byrådet.
Det var grænseoverskridende og meget læ-rerigt at gå i valgkamp første gang. At hæn-ge plakater op af sig selv i lygtepælene, de-le flyers ud med budskabet ”stem på mig”, sætte annoncer i lokalavisen, deltage i pa-neldebatter osv. Der var god lokal opbak-ning, og da alle stemmer var talt sammen på valgaftenen, viste det sig, at jeg var valgt ind som nummer 3 på Venstres liste med 35 kandidater. Det medførte en drøm-mekonstituering for mig, da jeg fik en plads i Børne- og Familieudvalget, og i Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Det er på mange måder utrolig spændende at være lokalpolitiker. Man lærer sin egen kommune langt bedre at kende, man møder en masse spændende mennesker, får indsigt i udfordringer og udviklingsmuligheder, man er med til at træffe vigtige beslutnin-ger, der rækker både kort og langt ud i fremtiden osv. Man lærer også meget om beslutningsprocesser, politisk samarbejde både inden for og mellem partierne, om strategi, dialog med borgere osv. Man skal kunne argumentere for sine holdninger, og være indstillet på, at beslutninger måske ikke blev helt, som man personligt havde håbet, men det der var politisk muligt, og så arbejde videre. Jeg er også bevidst om, at det politiske samarbejde er unikt og rig-tig godt i Herning Kommune. Vi bruger ik-ke kræfter på at bekrige hinanden, eller slås om, hvem der skal tage æren for succeser
En Herning-politiker fortæller eller ansvaret for ”fiaskoer”/udfordringer. Dette skyldes ikke mindst, at vi har en dygtig, samarbejdsorienteret og ikke mindst modig og nytænkende borgmester. Og ikke mindst at vi har nogle dygtige og engagerede medarbej-dere – både på forvaltningen og på vo-res decentrale enheder (skoler, børneha-ver, plejehjem mm.). Derfor mener jeg, at det er særligt ”fedt at være politiker i Herning”. Når jeg i forskellige sammen-hænge møder politikere fra andre dele af landet, er jeg stolt over at kunne sige, at jeg er fra Herning.
Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at jeg ønskede at genopstille efter fire år. I min anden periode fik jeg tilbudt posten som formand for Børne- og Familieud-valget. Den nye skolereform skulle ind-føres og der var strukturændringer på vej på skoleområdet, så jeg takkede ja til formandsposten, men valgte, at jeg ikke ville sidde i flere udvalg. Jeg havde jo også mit job som lektor ved siden af og en familie, der fortsat gerne skulle bakke op.
Som politiker sidder man ofte også i fle-re bestyrelser. Nogle som repræsentant for Herning Kommune, og andre fordi man bliver kontaktet og opfordret til det. Det betyder, at jeg sidder i Besty-relsen for Herning Gymnasium, Handi-kaprådet, Skolemuseet, Højskolen skær-gården, Dagmar Bio og Lokalrådet i Sdr. Felding.
Ved det seneste valg blev jeg opfordret til at være spidskandidat til Regionsrå-det for Venstre, da Ulla Dideriksen øn-skede at stoppe efter en længere årræk-ke. Det var en svær beslutning, da jeg i første omgang tænkte, at det måtte bety-de et farvel til byrådet. Det var jeg ikke klar til, da vi jo lige ”var midt noget vigtigt”, hvilket man jo egentlig altid er. Men omvendt var det jo også en unik chance for at få indflydelse på den regi-onale politik og de vigtige beslutninger, der bliver truffet her. Derfor valgte jeg at stille op til begge poster. Jeg tog dog en snak med min chef på Handelsgym-nasiet først, for at bede om nedsat tid og opbakning til mit politiske hverv. Det kræver fleksibilitet fra begge sider.
Det blev en hård valgkamp. Både fordi jeg skulle køre valgkamp til både byrå-det og regionsrådet, men også fordi de sociale medier i langt højere grad havde gjort sit indtog i valgkampen. Det var ikke længere nok ”bare” at hænge pla-kater op, uddele flyers, sætte annoncer i aviserne osv. – de sociale medier er ak-tive døgnet rundt og skal ”fodres”. Det lykkedes heldigvis, og jeg fik et meget flot valg til både byrådet og regionsrå-det. Det medførte, at jeg kunne beholde min formandspost for BFU i Herning Kommune, men også at jeg fik en af de to pladser til Venstre i Regionens magt-fulde forretningsudvalg. Der er flere re-gionspolitikere, der sidder med dobbelt-mandat. Det kan godt lade sige gøre, men der er fyldt godt op i kalenderen, og man undgår ikke, at der er møder, der falder oveni hinanden, selvom man gør, hvad man kan for at undgå det. Med en plads i regionsrådet følger der også bestyrelsesposter.
Det første år med dobbeltmandat er næ-sten gået. Det er gået stærkt. Det har været spændende. Jeg har fået større indsigt i regionen, jeg har haft indfly-delse på vigtige beslutninger, jeg har mødt nye spændende mennesker osv. Jeg har uden tvivl fået mere travlt, og der er pres på kalenderen. Men så længe jeg føler, det er spændende og giver me-ning, så bruger jeg ikke tid på at tælle timer. Og så øver jeg mig i at blive bed-re til at sige ”nej”, når der kommer nye bestyrelsesposter eller andre bolde bli-ver kastet i favnen på mig. For lige nu er der ikke plads til mere.
Jeg tror, jeg stopper min fortælling her.
Tak fordi du læste med.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.11 | 21:26

jeg er født på Tanderupgaard d.30 maj 1940 og vil gerne vide om der stadig er lanbrug på gården? eller skal stedet bruges til andet formål.

...
05.11 | 17:53

Spændende historie. Er gården i dag privatejet?

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side