Arkæologiske udgravninger i Snejbjrg

Snejbjerg – En by med historie
I de senere år har Museum Midtjylland
foretaget omfattende arkæologiske udgravninger
i det nordvestligste Snejbjerg i
forbindelse med parcelhusudstykninger
ved Ørskovvej (fig. 1 næste side). Senest
i 2017, hvor der blev fundet spor efter en
række gårde fra den yngre del af jernalderen
(200-700 e.Kr.). På dette tidspunkt
har der ved Ørskovvej stået tre til fire
jernaldergårde, hver bestående af flere
bygninger med stråtækte tage og lerklinede
vægge. Alle gårdene har haft nogenlunde
samme opbygning: Der har været et
hovedhus, hvor man har boet og opstaldet
dyr, og to til tre udhuse. Hver gård var
omkranset af et rektangulært hegn, der
adskilte de enkelte gårde fra hinanden og
samtidig markerede gårdspladsen, hvor
de dagligdags gøremål, der ikke direkte
involverede dyrkning af marken, foregik.
Bøndernes marker lå rundt om gårdene,
og endnu længere ude var der enge og
overdrev, hvor gårdens dyr kunne græsse.
Udgravningerne tegner et billede af et
velordnet jernaldersamfund med orden og
struktur på hverdagen.
Det er især de nye udgravninger ved Ørskovvej
i 2017 denne artikel omhandler,
men tidligere udgravninger ved Ørskovvej
og Snejbjerg generelt vil også blive
kort berørt.
Arkæologiske udgravninger i Snejbjerg
Fig. 1: Oversigtskort over de lokaliteter,
der er nævnt i artiklen.
Tidligere undersøgelser i Snejbjerg
Det var ikke kun området omkring Ørskovvej,
der var populært i oldtiden. Ud fra
museets tidligere undersøgelser ser det ud
til, at området i og omkring det nuværende
Snejbjerg har været yderst attraktivt igennem
hele forhistorien (fig. 1). Det ser dog
ud til, at man i de forskellige tidsaldre har
haft forskellige geografiske præferencer i
forhold til, hvor man bosatte sig.
Jægerstenalderen er sparsomt repræsenteret
i Snejbjerg. Der er dog nogle få fund
fra Maglemosekulturen (9000-6400 f.Kr.)
ved Langvadbjergvej nord for Ringkøbingvej
i det østligste Snejbjerg.
Bondestenalderen (3950-1700 f.Kr.) er lidt
bedre repræsenteret, da der i forbindelse
med undersøgelserne forud for den nye
motorvej mellem Herning og Holstebro,
blev fundet enkelte spredtliggende huse fra
den sidste del af bondestenalderen (2400-
1700 f.Kr.) ved Krogstrupvej sydvest for
det nuværende Snejbjerg.
Fra bronzealderen (1700-500 f.Kr.) er der
fundet en del huse bl.a. i forbindelse med
udgravningerne forud for parcelhusudstykningerne
ved Stenbjergkvarteret, ved de
føromtalte motorvejsundersøgelser sydvest
for byen og ved undersøgelserne forud for
Snejbjerg skole samt ved Galgehøj syd for
Snejbjerg.
Spor efter den ældre del af jernalderen (ca.
500 f.Kr.-200 e.Kr.) finder vi også i den
sydlige del af Snejbjerg. Forud for udstykningerne
ved Munksgårdkvarteret og Stenbjergkvarteret
blev der både fundet huse
fra førromersk jernalder (500-0 f.Kr.) og
ældre romersk jernalder (0-200 e.Kr.), og
ved Stenbjerg-udgravningerne blev der i
tilknytning til bebyggelsen fundet tre smedehytter,
hvor der udover bearbejdning af
jern, også havde foregået jernudvinding.
Der har således været to ”håndværk” samlet
i et værksted. Det er en yderst spændende,
men også helt anden historie.
Denne artikel, som er forfattet af Jonas fra
Herning Museum fortsættes i næste nummer
af Rosenbladet

 

Fortsat fra Rosenbladet februar nr.
Fund fra vikingetiden og den tidlige mid-delalder kender museet fra udgravninger inde omkring Snejbjerg Kirke, hvor der blev fundet en gravplads fra vikingetiden bl.a. i form af stolpesatte skibssætninger.
Herudover fandtes spor efter bebyggelse fra den tidligere middelalder i form af spor ef-ter flere bygninger tilhørende samme gårds-anlæg.
At bebyggelsen fra vikingetid og middelal-der skal findes inde omkring en eksisteren-de kirke, er et mønster, der også er kendt fra andre steder. Det der glimrer ved sit fravær i denne opremsning af fortidens Snejbjerg, er fund fra den yngre del af jernalderen:
Der er et hul mellem den ældre jernalder i det sydlige Snejbjerg og vikingetiden inde ved Snejbjerg Kirke. Yngre jernalder er el-lers en periode, der er rigt repræsenteret i museets ansvarsområde. Med de første ud-gravninger ved Ørskovvej i 2008 begyndte den yngre del af jernalderen dog at komme til syne i Snejbjerg. Ved disse udgravninger fremkom bebyggelsesspor fra store dele af forhistorien strækkende sig fra bronzealder til middelalder (fig. 2).
Fig.2
Størstedelen af fundene stammede dog fra den yngre del jernalderen lige på overgan-gen mellem yngre romersk og ældre ger-mansk jernalder. Fra denne periode blev der fundet spor efter flere store gårde, der hver især bestod af op til flere bygninger om-kranset af et omsluttende hegn.
Fra en gang først i bronzealderen (fra ca. 1500 f.Kr.) og faktisk helt frem til vikinge-tiden blev husene grundlæggende bygget på samme måde. Konstruktionen bestod af en dobbelt række tagbærende stolper i hele hu-sets længde og en form for vægkonstrukti-on rundt om. Denne opbygning gjorde, at husene blev delt i tre langsgående sektioner, og husene betegnes derfor treskibede lang-huse. Op gennem forhistorien har der i de forskellige perioder været forskellige varia-tioner i den grundlæggende byggeteknik, hvad angår størrelse, placering af de tagbæ-rende stolper i forhold til hinanden, den måde, hvorpå væggen blev konstrueret på samt formen på gavlene. Selv indenfor de forskellige perioder i jernalderen, har der været forskellige varianter af
det treskibede langhus. Det er således mu-ligt ud fra grundplanen af husene at datere dem ret præcist til de forskellige perioder i oldtiden. Ud fra de konstruktionsmæssige kendetegn og en række naturvidenskabelige dateringer fra nogle af de jernudvindings-ovne, som blev fundet i tilknytningen til gårdene, ser gårdene på denne del af Ørskv-vej ud til at være fra slutningen af yngre ro-mersk jernalder, enkelte fra starten af ældre germansk jernalder. Hullet op til

vikingetiden blev således ikke helt lukket med de første udgravninger ved Ørskovvej: En stor del af ældre germansk jernalder og hele yngre germansk jernalder manglede stadig. Det er her, de nye udgravninger ved Ørskovvej kommer ind i billedet.
De nye udgravninger – den manglende brik i Snejbjergs jernalder?
I 2015 blev museet på foranledning af Her-ning Kommune bedt om at foretage en ar-kæologisk forundersøgelse af et godt 8 hek
tar stort område umiddelbart nord for de første Ørskovvej-udgravninger, da kommu-nen påtænkte at udstykke endnu et parcel-husområde.
Med de tidligere udgravninger i frisk erin-dring gik museet med stor forventning i gang med at udlægge de fire meter brede søgegrøfter, som kan ses over alt i landska-bet forud for større anlægsarbejder. Muse-ets forventninger blev i den grad indfriet.
Allerede i de første søgegrøfter viste det sig, at den intense bebyggelse fra de tidli-gere undersøgelser fortsatte på det nye om-råde, og det blev hurtigt klart, at en regulær arkæologisk udgravning af størstedelen af
området måtte til.
Udgravningen, der fandt sted i 2016 og 2017, afslørede mindst 28 større langhuse og 25 mindre huse. De mindre huse var ho-vedsageligt staklader, som består af fire tagbærende stolper, og som højst har sand-
synligt fungeret som en form for overdæk-ket opbevaringsplads til f.eks. hø.
De fremkomne huse kunne fordeles ud på mindst ni gårdsanlæg (fig. 3), der, ligesom gårdsanlæggene fra de første udgravninger, typisk bestod af et større hovedhus og op til flere udhuse, der sandsynligvis har været brugt til opbevaring af hø, redskaber og hvad jernalderbonden ellers har haft brug for i forbindelse med det daglige arbejde. Omkring hver gård med alle dens bygnin-ger var der også i de fleste tilfælde et hegn.
Ikke alle ni gårde har været i brug på sam-me tid, da flere af gårdsanlæggene skærer indover hinanden. Der er således tale om, at det ofte er samme gårdsanlæg, der bare har rykket sig lidt f.eks. i forbindelse med nyopførelse af hovedbygningen eller ud-bygning af hegnet evt. for at gøre hele går-den større. Tre til fire gårde kan dog sagtens have stået samtidig.

 

Sidste del at artiklen om arkæologiske
udgravninger i Snejbjerg, som er en fortsættelse
fra Rosenbladet februar og maj
Hvis vi kigger nærmere på en af de større
gårde, der blev fundet ved de nye udgravninger,
ses det, at den består af en større hovedbygning
og to mindre udhuse (fig. 4) –
et syd og et nord for hovedbygningen.
Ligeledes syd for hovedhuset ses to staklader.
Umiddelbart nord for hovedbygningen ses
et andet større hus, der måske har været en
ældre hovedbygning, og er blevet afløst af
den anden.
Fig. 4
En anden mulighed er, at den slet ikke hører
til gårdsanlægget, men er en ”forstyrrelse”
fra en tidligere eller senere bebyggelse en
gang i jernalderen.
Sidstnævnte tolkning støttes af, at huset er
dårligere bevaret, og at huset er orienteret
anderledes end alle de andre bygninger, der
hører til gården.
Allernordligst på gårdspladsen ses også
sporene efter en større bygning. Huset er
konstruktionsmæssig lidt anderledes end de
andre bygninger, da afstanden mellem de to
rækker tagbærende stolper er større end på
nogle af de andre huse tilhørende gården.
Den ligger dog fint indenfor gårdens indhegnede
område, og den har også samme
orientering som de andre bygninger.
Der er således måske tale om en lidt ældre
bygning, som stammer fra en tidligere fase
af gården.
Et hegn omkranser alle de ovenfor beskrevne
huse, og gør dermed gården til en tydelig
afgrænset enhed.
Det ser ud til, at det indhegnede areal med
tiden er blevet gjort større.
På det tidspunkt, hvor gården har været
størst, har det indhegnede areal været på ca.
3300 m2. Bygningerne har selvfølgelig optaget
en del plads, men resten må betegnes
som gårdsplads brugt til forskellige aktiviteter,
sikkert mest arbejdsrelateret.
Børnene har sikkert også haft masser af
plads til at lege på, hvis de da ikke var ude
på markerne, som lå rundt om gårdene eller
hjalp til med at passe dyrene, som gik længere
ude på engene og overdrevne.
Gårdens hovedbygning var stedet, hvor
man sov, spiste og sikkert opholdt sig meget
af tiden i de lange, mørke vintermåneder.
Huset har som hegnet været genstand for
udskiftning. Dette ses ved, at der faktisk
ligger to huse næsten oven i hinanden.
Der er selvfølgelig tale om samme hus, der
har været revet ned – sikkert fordi det var i
for dårligt stand – og så bygget op igen
stort set samme sted.
Hvis der tages udgangspunkt i husets yngste
fase (fig. 5): røde stolpehuller), har det
bestået af ti sæt stolper, der har båret taget.
Der har været to indgange: én på midten af
hver langside (fig. 5: se pilene).
Væggen har været stolpesat,

sandsynligt bestået af fletværk med lerklining.
Huset har været 30,5 meter lang og 5,5 me
ter bredt, hvilket vil sige, at der har været
ca. 168 m2 at gøre godt med.
Ikke det hele har været brugt til beboelse.
Som regel har husene været opdelt således,
at der har været beboelse i vestenden og
stald i østenden.
Dette kan ses ved, at der ofte findes spor
efter de båseskillerum, hvor dyrene har stå
Fig 5 (desværre uden farve)
et. Der var ikke spor efter sådanne i det
omtalte hovedhus fra Ørskovvej, men det
ser ud til, at de tagbærende stolper sætvis
har stået tættere, hvilket måske har gjort
konstruktionen mere stabil.
Dette har sikkert været nødvendigt, hvis
der har stået 6-7 store køer og gnubbet sig
op ad dem.
Huset vi har kigget nærmere på ovenfor synes
at være af en pæn størrelse, men det er
faktisk ikke det største hus fra udgravningen.
Et af de første huse, der blev undersøgt,
havde en længde på lidt over 40 meter og
en bredde på næsten 6 meter, hvilket betyder,
at huset har haft et areal på næsten 240
m2!
En størrelse, der næsten må være en storbonde
værdig.
Desværre blev der ikke fundet andre bygninger
eller hegn i tilknytning til huset, der
ville kunne sige mere om gårdens karakter.
Et sidste hus fra udgravningen skal fremhæves.
Ikke pga. dets størrelse, men fordi
der fandtes noget ganske spændende i et
stolpehul fra en af de tagbærende stolper i
huset.
Udgravninger med spor efter bebyggelse
fra den yngre del af jernalderen giver sjældent
det store afkast af sig i form af keramik,
i modsætning til udgravninger med
bebyggelse fra ældre jernalder, hvor arkæologerne
ofte slæber spandevis af keramik
med hjem.
Derfor var glæden også stor, da museets
arkæologer fandt et helt lerkar nedsat med
bunden i vejret i et af det omtalte hus’ stolpehuller
(fig. 6). Se næste side
Det vil sige, at det var helt indtil undertegnede
arkæolog gik lige friskt nok til den
med skovlen, og kom til at lave et lille hul i
bunden.
Det nedsatte lerkar er et såkaldt husoffer,
som nogle gange ses nedsat i stolpehuller
fra tagbærende stolper eller indgangsstolper
i jernalderens huse.
Offeret er nedsat i forbindelse med, at huset
er blevet revet ned, måske som en form
for tak for, at huset har tjent familien godt.
Karret blev taget op som præparat, hvilket
vil sige, at karret og den underliggende
jord blev godt omviklet med husholdningsfilm,
inden det blev fjernet fra stolpehullet.
Næste skridt bliver at få taget prøver af jorden,
som karret er sat ned ovenpå for at se,
om karret evt. er sat ned over noget for at
beskytte det. Måske var det ikke karret
selv, der var husofret, men mere det, det
var sat ned over. Det får vi forhåbentlig
svar på, når prøverne er taget og sendt ind
til videre analyser.
Spørgsmålet er, om fundene fra den nyudgravning ved

Ørskovvej er den manglende

brik, eller i hvert fald en af de
manglende brikker i Snejbjergs jernalder,
som kan lukke hullet mellem de tidligere
fund på Ørskovvej og vikingetiden
inde omkring Snejbjerg Kirke. Det
er der noget, som tyder på.
Mange af gårdene og husene er meget
lig dem, som er fundet på Ørskovvejudgravningerne
fra 2008 til 2012, og
kan således sagtens være en forsættelse
af denne bebyggelse – måske endda lidt
yngre.
Der er imidlertid nogle af husene på den
nye udgravning, som udviser konstruktionsmæssige
træk, som godt kan placere
dem i yngre germansk jernalder (550-
800 e.Kr.), den periode, der stort set ikke
er til stede i Snejbjerg.
Materialet og alt udgravningsdata fra
udgravningen er endnu ikke bearbejdet,
og der venter et stort arbejde bl.a. med
grundigt at gennemgå alle husene og
holde dem op imod den nyeste forskning.
Forhåbentlig er vi blevet klogere,
når alt dette er gjort. Ikke mindst bliver
det spændende at få nogle naturvidenskabelige
dateringer ud fra alle de jordprøver,
der er blevet taget fra husene.
Disse dateringer kan ret præcist datere
husene indenfor et ganske snævert tidsrum,
og først når det er gjort, vil vi en
deligt kunne konkludere om Ørskovvej
2017 er den manglende brik i Snejbjergs
jernalder.
Snejbjerg – et godt sted at bo
Hvad er det, som har gjort området i og
omkring det nuværende Snejbjerg så attraktivt?
Hvis de gamle matrikelkort betragtes
(Original 1-kort), kan det ses, at
området har nogle af de højest boniterede
jorde i Herning kommune, og man
har helt sikkert også i oldtiden været
klar over, hvor den bedste jord skulle
findes.
Det er værd at huske på, at menneskene
i oldtiden hovedsageligt var bønder, og
jorden var det, de skulle leve af.
Hvis der specifik kigges på Ørskovvejområdet,
ses igen de velboniterede jorde,
men relativt tæt på ligger også større
sammenhængende engarealer samt
vandløb, hvor gårdenes dyr kunne græsse.
Hvis der har været behov for mosetørv,
har dette også været muligt at skaffe, da
der tæt på har været et større hedeareal
med større og mindre moseområder.
Der har så at sige været alt, hvad et lille
jernaldersamfund skulle bruge.
Hvorom alting er, så er det ikke til at
komme uden om, at Snejbjerg i oldtiden
– og for den sags skyld i nutiden – har
været et yderst attraktivt sted at bosætte
sig.
Museum Midtjylland håber da også at
få lejlighed til at foretage undersøgelser
i og omkring Snejbjerg i fremtiden, så
der kan blive gjort flere fund, der kan
være med til at afdække Snejbjergs
spændende fortid.


Jonas fra Herning Museum

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
07.01 | 12:08

Hvor mange er i på RosenLundCentret?

...
07.10 | 17:12

Frede Andersen Har telef.
50936988
mvh Søren

...
Du kan lide denne side