Mindeord om Mona Svarre

Mindeord om Mona Svarre

Rasmussen.

Her i sommer havde vi den store sorg, at vores dygtige og meget skattede medarbejder ved Rosenbladet, Mona Rasmussen, døde.

Mona har om nogen været med til at sætte sit præg på bladet, og har gennem årene ydet en uvurderlig indsats, idet hun har været med lige fra bladets spæde opstart til nu, hvor det udkommer i 20. årgang.

Mona var meget dygtig til det med ord. Hun evnede at beskrive små hverdagsagtige ting på en levende og interessant måde, og jeg ved, at mange af bladets læsere over for hende har givet udtryk for glæden ved at læse hendes artikler.

Ud over at levere læseværdigt stof forestod Mona også redigeringen og opsætningen af bladet og var god til at krydre det med tegninger, billeder og digte, så siderne fremstod velafbalancerede og overskuelige. Alt det evnede hun i kraft af, at hun var god ved en computer og altid kunne finde løsninger i det programsprog, der benyttes i bladet.

På trods af hendes handicap med leddegigt, der blev forværret som årene gik, bevarede hun sit gode humør og gåpåmod. Der var altid plads til et grin i hendes selskab og den afsmittende virkning var til stor inspiration for os i bladudvalget, når vi sad omkring kaffebordet og skulle bestemme, hvad der skulle skrives om i det næste nummer af bladet. Møderne foregik, på grund af Monas handicap, oftest i hendes hjem, hvor hun og Henning gæstfrit tog imod.

Vi kommer til at savne hende i tiden fremover, men vi vil efter bedste evne forsøge at videreføre bladet i Monas ånd, vel vidende, at der er noget, der aldrig bliver det samme igen.

Æret være Mona’s minde.

Jørn Vestergaard

For at beskrive Mona ’s lyse sind og evne til at udtrykke sig skriftligt i ord, har vi besluttet at medtage èn af hendes tidligere artikler her i bladet.

Tanker i livets efterår.

 

Vi kan lægge så mange planer,

vi kan rejse så mangt et sted,

men en skønne dag før vi aner,

bli’r gardinerne  rullet ned.

 

Vi kender ej livets længde,

de år vi på jorden vil få,

men håber på tid til den mængde,

af ting, vi så gerne vil nå.

 

Vi ved, at hver dag vi bli’r givet,

det er som en gave stor,

derfor skal vi glædes ved livet,

hver stund vi må vandre på jord.

 

Anna Stadel


"Farmor du er faktisk heldig"


Farmor, du er faktisk heldig, at du har mig! Jeg kan jo hjælpe dig”! 


Frida lister rundt i staudebedet med sin lille saks. Jeg sidder i min kørestol på græsset foran og fortæller hende, hvilke blomster, hun kan klippe. Frida er lige blevet 4 år, og hun elsker at plukke blomster. Og da hun ved, at jeg elsker at have buketter stående rundt omkring i huset, plejer hun at spørge, om ikke vi skal plukke blomster, straks hun kommer på besøg. Og selvfølgelig skal vi da ud og plukke blomster, Frida og jeg. 


Hun er en lille klog pige, og hun er meget ivrig efter at hjælpe sin  farmor, der sidder i kørestol. M.h.t. at plukke blomster er det helt fint, og Frida er pavestolt, når vi sætter  de fine blomster i vaser, men det er straks mere udfordrende, når det drejer sig om at få den gamle farmor flyttet fra kørestolen over i sofaen - eller retur! (Man  sidder nu bedre sammen i en sofa, når der skal læses højt). Frida insisterer på at hjælpe også her, og mens hendes farfar eller far med stærke arme klarer forflytningen i et snuptag, bliver det noget f en udfordring, når Frida hjælper til. Hun holder fast omkring mit venstre ben (mit højre ben og hofte er amputeret), hvilket i den grad besværliggør forflytningen for farfar eller far.


Frida mener selv, at hendes hjælp er meget vigtig, og hun er pavestolt, når farmor omsider sidder vel placeret i sofaen med en stak læse-højt bøger. Så er der dømt hygge!

Frida siger mange pudsige ting, og forleden konkluderede hun så, at jeg altså er heldig, at jeg har hende. Og hun har bestemt ret! Frida og hendes lillesøster Astrid er de bedste gaver, min mand og jeg nogensinde har fået. Det er ubeskriveligt, hvor meget kærlighed og glæde de små piger skænker os. Og hvis man en dag er trist og bekymret, kan et par små, buttede pigearme om halsen og et smækkys på munden snart jage alle de mørke tanker væk. 


Desværre kan man vist roligt konstatere, at sommeren 2011 har givet god grobund for de tunge tanker. Først og fremmest tænker jeg naturligvis på de grusomme hændelser i Norge, hvor en gal mands værk har  bragt sorg og fortvivlelse til ufattelig mange mennesker. 

Terror og ufred  rundt omkring har sat sit voldsomme præg på denne sommer, men også flere sager herhjemme fra om misrøgt, mishandling og misbrug af børn har fyldt meget i aviserne. Det er umuligt at forstå, hvordan forældre og plejeforældre - voksne mennesker - i den grad kan ødelægge børns liv. Børn er vores vigtigste råstof. Fremtiden ligger i deres hænder, og det er ikke ligegyldigt, om vi ”fodrer” dem med foragt, vrede og bank eller kærlighed, omsorg og knus.

Jeg ser på vores to små guldklumper og tænker, at alle børn burde kunne vokse op med kærlighed og knus, ligesom vores to - og heldigvis de allerfleste andre børn - gør. Måske er jeg naiv, men jeg tror på, at jo flere smil og knus og jo mere kærlighed, godhed og forståelse vi sender ud til hinanden, jo dårligere grobund bliver der for ondskaben, krig og terror. Så jeg har tænkt at starte min egen lille ”modstandskamp” Jeg vil sprede smil, glæde og knus i så vidt et omfang, som det er mig muligt, for at forsøge at udrydde ondskaben i verden. 
Og jeg tænkte: måske vil I også være med...?!

Mona Svarre Rasmussen

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
07.01 | 12:08

Hvor mange er i på RosenLundCentret?

...
07.10 | 17:12

Frede Andersen Har telef.
50936988
mvh Søren

...
Du kan lide denne side