Om en stor gul gaard

Om en stor gul gård 

Frede  M.  Andersen

” Ud til alfarvej lå en rigtig gammel Herregaard……..” 

Dette er ikke indledningen til et H. C. Andersen-eventyr, men kan her faktisk bruges om en af vore gamle gårde: Tanderup! Vel er der ikke meget, der umiddelbart peger i retning af ”herregård”, når vi i dag ser den store gule gård ligge der i vejsvinget, men gransker vi historien, kommer man til et noget andet resultat. For Tanderup er en gammel gård  - rigtig gammel endda!  Og måske så gammel, at den - i takt med tidens voksende formåen -  vil kunne føres længere tilbage end det, vi kan i dag!

Det er i de gamle kirkelige og juridiske dokumenter, man kan finde spor af det fordums Tanderup, således helt tilbage til 1400tallet, hvor man i Ribe afholdt såkaldte ”sjælemesser” for en vis ”Peder Nielsøn af Tanderup” og dennes hustru og søn. Man bekostede sådanne messer bl. a. for at forkorte de pågældendes forventede pinsler i skærsilden, så man kan godt have sine anelser om, at Peder Nielsøn ikke har hørt til de allerbedste i det jordiske liv. Hvor meget ”Herremand” der har været over ham, ved vi ikke, men han har været selvejer og måske endda ejet mere end en gård.

Omkring1480 ejes Tanderups jorde så af en vis Lars Nielsen, der tilmed bærer titel af ”væbner”, og dermed er at betragte som lav-adelig. Væbnere var frie, kongetro, våbenføre mænd, men lavere end ridderne, og skulle stå til rådighed for konge og fædreland. Til gengæld for tjenesten var de oftest skattefri! Denne titel overtages sammen med gården af hans søn, Niels Lauridsen. Men på trods af titel og jord, så har han næppe været meget forskellig fra egnens andre selvejer-bønder og har sikkert bare passet sin gård og svaret enhver sit. Årsagen til, at vi i det hele taget kan finde ham, er begivenhederne omkring det bondeoprør, vi kender som

Grevens fejde” (1534 – 36), for her mister han sin selvejer-ret og pålægges afgifter som almindelig bonde! …….Dog i 1542 får han bevist, at han ikke var i ledtog med de oprørske bønder og får noget af den gamle værdighed tilbage, men nogen fremtrædende person bliver han ikke.

Igennem de næste mange år præges ejerskabet til Tanderup af arv, mageskifter og handeler og samtidigt af en lang række skiftende  ejere.

Der var stil over  en herremand dengang

Blandt de mest markante var her en vis Chr. Tommesen (Sehested), der under Christian IV bl.a. opnåede at blive embedsmand i rigets kancelli, gesandt for kongeriget, rigskansler, kongens kansler og tæt på titel af rigsforstander. Tommesen arver Tanderup omkring 1609 og må have beboet stedet en del af tiden, indtil gården igen sælges omkring 1640.

Og Tanderup var dengang en herregård. I 1651 anførtes den at have 25 jordbrug under sig, og selve gården bestod dels af en ladegård i tre længer, dels af en egentlig borggård med beboelse, egen kirke og omgivet af grave.

40 år senere (1681)  tilskødes gården til ” Kgl Majestæt velbestalter Major under Infanteriet, velbårne  mand James Gosman……”  Nu er Tanderup takseret til 59 td. hartkorn, og det medfølgende bøndergods er anført til 86 td., der er at finde i Snejbjerg, Bjerre, Toustrup og Rind Sogne.

Men gården selv havde lidt meget under svenskekrigene 1657 – 60. Den 23. juni 1658 rykkede nemlig det svenske taupiske regiment ind i vort område. Kort efter fulgte endnu to svenske regimenter. Alle forlod godt nok området igen til Mikkelsdag den 29. september, men da var Tanderup ødelagt!  I den såkaldte Markbog over adelens jorde omtales den som øde og forfalden.  Gosman selv måtte i 1683 bo på gårdens 3- længede ladegård, for ”selve borggården er ganske ruineret og øde, så der kun forefindes 3 stk. gamle mure af hus-enderne og nedre del af kirkemur…. (Vold)gravene er næsten tilgroede og det samme gælder to fiskedamme. Frugt- og urtehave er øde og ganske fordærvet. Marken omkring næsten overgroet med lyng og siv.”

Det er forståeligt, at Gosman hurtigt sælger gården til en vis Peder Poulsen, men samme havde besvær med at betale købesummen. Det førte så til retssag, men her kom hr. Peder imidlertid i gæld til en vis landsdommer ved navn Cassius!...

Det hele endte med, at Peder Poulsen måtte afstå gården til Cassius! Denne viste dog storsind og gav Peder Poulsen papir på Kibæk gård og mølle for livstid. Storsindet varede dog kun til den dag, da Peder Poulsens søn skød to svaner i mølledammen. Så anlagde Cassius sag an for skytteri og prøvede siden at sætte Peder Poulsen ud af Kibæk.

 

Men Tanderup havde fået en ny ejer, hvis navn siden har været uløseligt forbundet med stedet. Mens andre mindeværdige per-soners navne er blevet glemt, så er navnet Cassius blevet bevaret blandt menigmand, nok først og fremmest på grund af det for-færdende spøgeri og gengangeri, som han i -følge traditionen alene var årsag til.
Hvem var han så?...... Ja, ifølge traditionen var han en stor før mand, som man godt kunne blive bange for. Hertil kom, at han havde ry for at være en streng og barsk herre over for sine undergivne.
Men et andet billede får man, hvis man el-lers læser om hans liv og løbebane:
Cassius blev født i Holsten i 1640. Han var en begavet og belæst mand og blev i 1668 professor i Lund. I 1671 udnævnes han til general-auditør (øverste militære juridiske myndighed), i 1684 bliver han lærer for kronprinsen, (den senere Frederik IV) og udnævnes slutteligt til landsdommer i Nørre Jylland med titel af justitsråd.
Han har altså ikke været ” hvem-som-helst”, da han overtager Tanderup og driver den i seks år indtil sin død i 1699.
Kirken med begravelset -aftegnet på et gammelt kort over Snejbjerg
Her bliver han standsmæssigt begravet i ”udbygt begravelse” ved Snejbjerg kirke (sikkert i det såkaldte ”sak-hus”, der den-gang var en tilbygning på kirkens kor, men hvor kun den gamle dør er bevaret ). Her kunne hans historie være sluttet i værdighed og glemsel. Men nej, med Cassius skulle det blive anderledes, for han begyndte ”at gå igen”! Ved nattetide forlod han sin kiste
og søgte ”hjem” til Tanderup….. Og her hu-serede han så natten igennem i alle værelser, på loftet, i udhusene og i staldene, hvor kvæget sled i bindslerne for dog at komme løs. Det var ikke til at være på gården, og uden for var det mørkt og farligt at bevæge sig rundt.!
Der måtte virkelig gøres noget, og da den lokale præst ikke kunne klare situationen, fik man fat i en udenbys præst, der kunne mere end at læse sin bibel. Han og en vogn med kusk var derfor en nat klar ved Snej-bjerg Kirke til at mane Cassius i jorden, når gespenstet begav sig på vej mod Tanderup, men Cassius var ham for hurtig, så præsten nåede ham først på vejen mellem Krogstrup og Tanderup. Her måtte præsten så ovenikø-bet mane ham i jorden tre gange – sidste gang på en knold på marken, der siden blev benævnt som ”Cassius’ høj”, som endda fin-des på gamle kort. Og præsten måtte tilmed indgå den aftale, at Cassius måtte vise sig på højen to gange i døgnet – klokken 12 middag og klokken 12 midnat – vel og mærke som en sort hund.
Og højen måtte ikke pløjes, og intet krea-tur måtte tøjres i dens nærhed. I en slags tillægsaftale fik Cassius i øvrigt tilladelse til at nærme sig gården ”et hanefjed hver nytårsnat..”
Herefter skulle man så have fred for Cassi-us, og efter sigende valgte man yderligere at begrave hans fysiske rester i pesthøjen på kirkegården……. bare for at sikre sig!
Alligevel fremkom der efterfølgende flere beretninger fra folk, som hævdede at have set eller mødt ham!
En stakkels hyrdedreng rendte hjem, fordi han pludselig havde set en stor skikkelse i rød trøje på ”Æ hyw”! .Og en karl væltede 3 gange med hest og vogn, da han kom for tæt på.
En tjenestepige hørte tydeligt Cassius gå op ad en trappe, der ikke var der mere, og hun hørte ham skrabe i kornet på loftet, selv om der ingen korn var!...............
En anden tjenestepige mødte i kælderen en kvinde, bleg som en dødning – sikkert et minde om en af Cassius misgerninger!
En tredie tjenestepige oplevede en nat på vejen mellem Krogstrup og Tanderup, at noget sort fulgte efter hende. Da hun i må-neskinnet så bagud, så hun to skygger! Men da hun gik forbi ”Æ hyw”,
så forsvandt den ene ind i højen!
Stakkels Cassius! Han fik da også skyld for det hele. Men alt tyder på, at sagnene om gården og dens herremænd med tiden er blevet samlet i Cassius’ navn.
Omkring 1708 overgik Tanderup og Snej-bjerg Kirke til Niels de Linde, Møltrup. Han var en meget stor jorddrot og ejede ik-ke mindre end 8 herregårde. Han har næp-pe selv boet på Tanderup, men under ham byggedes en ny ladegård. Borggården blev derimod aldrig genopbygget. Sak-huset ved kirken ( hvor Cassius blev begravet) har måske også fungeret som ”udbygt begra-velse” for denne familie, før det blev ned-revet omkring 1820.
I de efterfølgende årtier prægedes Tanderup fortsat af ejerskifter og forandringer. Mest markant var nok stavnsbåndets ophævelse 1788, hvor et bortsalg af bøndergodset be-gyndte.
I 1864 udgjorde jordarealet 1020 td. land. I 1909 udgør arealet 416 td. land, og der var opstået i alt 30 nye hjem. Det er samti-digt rimelige tider for landbruget, og går-dens besætning opregnes til 18 heste, 140 kreaturer, 10 får m.v.
Omkring 1918 -20 får Tanderup tilmed nyt stuehus – den eneste bygning, der overle-vede branden i 1922, hvor de sidste rester af ”en rigtig gammel herregård” gik op i flammer.
Ca. 1000 år gamle volde omkring Tanderupgård kan i dag kun ses som en lille farveforandring i kornmarken nordøst for gården, men volden har engang omkranset hele gården. Den lidt mørkere stribe kan minde om et 7 tal.

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side