Om en stor gul gård

Om en stor gul gård………..

 

Frede M. Andersen

 

Tanderupgård?.... Er det ikke den store gule gård mellem Snejbjerg og Tanderupkær?........ Jo, lige netop! Ud af Gammeltanderupvej, over cyklebroen, over krydset ved Krogstrupvej og videre frem til vejsvinget ved Tanderupmark og Smedegårdsvej. Der ligger den så - Tanderupgård - med sine karakteristiske gule bygninger, kamtakkede gavle og træbevoksede have med rest af voldgrave - alt respektfuldt og nænsomt vedligeholdt af den nuværende ejer - som en sidste del af egnens fordums dominerende herregård.

For nogle år siden sad jeg en gråtung regnvejrsdag og snakkede ”Tanderup” med gårdens tidligere, nu afdøde ejer Hans Lambæk og dennes hustru Aase. Og en gråtung dag var ganske god til at opregne nogle af de dramatiske beretninger, der lokalt er knyttet til den gamle herregård. Således f. eks. beretningen om den fordums herremand, der en morgen red bort fra gården, Da han vendte sig om, så han i et syn, at gården stod i brand!  I hast red han tilbage og rev en håndfuld strå ud af stråtaget, og lige så mange strå han fik i hånden, lige så mange år skulle der gå, før gården ville brænde!

Måske kan man sige, at varslet gik i opfyldelse, for i 1922 brændte udlængerne på ladegården og dermed forsvandt reelt de sidste rester af den historiske, gamle herregård. Det var efter denne brand, at gårdens jorde blev udstykket. Ringkøbing Amts Udstykningsforening etablerede med udgangspunkt i den tilhørende jord 11 (måske 12) nye ejendomme (statshuse). De nedbrændte længer blev genopført, og den nu udstykkede gård delte i en årrække vandværk med de nye brug, således at den ”store” Tanderupgård påtog sig 2/3 af udgiften.

Omkring 1925 ejedes den af  brødrene Clausen, og efter lidt tilkøb omfattede den efterhånden ca. 100 tdr. land. I 1947 købte Aksel Stamp Lambæk gården, og i 1967  blev den overtaget af Aase og Hans Lambæk, der  fraflyttede gården i 2002, efter at den havde været i slægten Lambæks eje i 55 år.

Som vi sad der en gråtung eftermiddag skortede det ikke på sagn og beretninger fra Tanderupgårds lange historie. Godt nok  havde ingen af de tilstedeværende set ”noget spøgelse”, men det afholdt ikke Aase Lambæk fra at nævne, at der med næsten fast interval pludseligt var opstået brand på gården  bl. a. i 1967 og 1989. Og selv om branden hver gang var blevet opdaget i tide, manede det alligevel til eftertanke.

Beretninger og skræmmende tildragelser var der i øvrigt nok af!  Desværre er de for det meste  indtruffet  i ”fordums tid”, og mens fortælleren har været alene, men de har alligevel deres egen lokale saft og kraft! Tænk, nogle hævder ved nat at have set hovedløse heste ved Tanderup!

Hertil kommer et hundeleje, der aldrig vil forsvinde, en låge, der ikke kan holdes lukket, en rude, der altid vil revne, en lydløs natlig rytter og en sort hund! Og en tjenestepige, der en nat hørte gårdhunden glamme, satte sig op på dens ryg for at se, om der var et spøgelse i nærheden! Det var der, og hun fik så mange tærsk, at hun var sengeliggende flere dag efter!........

Alt dette havde vor tids beboere aldrig oplevet, men de havde jo også kun beboet ladegården! Den oprindelige hovedbygning eller ”borg” med bl.a. bolig og kirke gik til under svenske-krigene og er aldrig blevet genopført. Den lå vest for det nuværende stuehus, nærmere betegnet i haven.

Vi kan i dag blot konstatere, at det har været et stort anlæg - en borgbanke på ca. 50 x 50 meter - omgivet af volde og grave. I dag skærer vejen mod Tanderupkær sig igennem det oprindelige borganlæg, hvis vestlige dele nu er at finde ved ejendommen på den modsatte side af vejen.

Lokalhistorikeren Johan Sulkjær beretter, at man af ren nysgerrighed engang i 1920erne gravede lidt i borgbanken og også fandt nogle bygningsrester fra en fordums hovedbygning, men siden er der ikke blevet gravet.

Stedet er fredet, og Nationalmuseet holder øje med det.

 

Men noget af gårdens brogede historie og dens legendariske skikkelse vil blive omtalt i kommende nummer af bladet.

” Ud til alfarvej lå en rigtig gammel Herregaard……..” 

Dette er ikke indledningen til et H. C. Andersen-eventyr, men kan her faktisk bruges om en af vore gamle gårde: Tanderup! Vel er der ikke meget, der umiddelbart peger i retning af ”herregård”, når vi i dag ser den store gule gård ligge der i vejsvinget, men gransker vi historien, kommer man til et noget andet resultat. For Tanderup er en gammel gård  - rigtig gammel endda!  Og måske så gammel, at den - i takt med tidens voksende formåen -  vil kunne føres længere tilbage end det, vi kan i dag!

Det er i de gamle kirkelige og juridiske dokumenter, man kan finde spor af det fordums Tanderup, således helt tilbage til 1400tallet, hvor man i Ribe afholdt såkaldte ”sjælemesser” for en vis ”Peder Nielsøn af Tanderup” og dennes hustru og søn. Man bekostede sådanne messer bl. a. for at forkorte de pågældendes forventede pinsler i skærsilden, så man kan godt have sine anelser om, at Peder Nielsøn ikke har hørt til de allerbedste i det jordiske liv. Hvor meget ”Herremand” der har været over ham, ved vi ikke, men han har været selvejer og måske endda ejet mere end en gård.

Omkring1480 ejes Tanderups jorde så af en vis Lars Nielsen, der tilmed bærer titel af ”væbner”, og dermed er at betragte som lav-adelig. Væbnere var frie, kongetro, våbenføre mænd, men lavere end ridderne, og skulle stå til rådighed for konge og fædreland. Til gengæld for tjenesten var de oftest skattefri! Denne titel overtages sammen med gården af hans søn, Niels Lauridsen. Men på trods af titel og jord, så har han næppe været meget forskellig fra egnens andre selvejer-bønder og har sikkert bare passet sin gård og svaret enhver sit. Årsagen til, at vi i det hele taget kan finde ham, er begivenhederne omkring det bondeoprør, vi kender som

Grevens fejde” (1534 – 36), for her mister han sin selvejer-ret og pålægges afgifter som almindelig bonde! …….Dog i 1542 får han bevist, at han ikke var i ledtog med de oprørske bønder og får noget af den gamle værdighed tilbage, men nogen fremtrædende person bliver han ikke.

Igennem de næste mange år præges ejerskabet til Tanderup af arv, mageskifter og handeler og samtidigt af en lang række skiftende  ejere.

Der var stil over  en herremand dengang

Blandt de mest markante var her en vis Chr. Tommesen (Sehested), der under Christian IV bl.a. opnåede at blive embedsmand i rigets kancelli, gesandt for kongeriget, rigskansler, kongens kansler og tæt på titel af rigsforstander. Tommesen arver Tanderup omkring 1609 og må have beboet stedet en del af tiden, indtil gården igen sælges omkring 1640.

Og Tanderup var dengang en herregård. I 1651 anførtes den at have 25 jordbrug under sig, og selve gården bestod dels af en ladegård i tre længer, dels af en egentlig borggård med beboelse, egen kirke og omgivet af grave.

40 år senere (1681)  tilskødes gården til ” Kgl Majestæt velbestalter Major under Infanteriet, velbårne  mand James Gosman……”  Nu er Tanderup takseret til 59 td. hartkorn, og det medfølgende bøndergods er anført til 86 td., der er at finde i Snejbjerg, Bjerre, Toustrup og Rind Sogne.

Men gården selv havde lidt meget under svenskekrigene 1657 – 60. Den 23. juni 1658 rykkede nemlig det svenske taupiske regiment ind i vort område. Kort efter fulgte endnu to svenske regimenter. Alle forlod godt nok området igen til Mikkelsdag den 29. september, men da var Tanderup ødelagt!  I den såkaldte Markbog over adelens jorde omtales den som øde og forfalden.  Gosman selv måtte i 1683 bo på gårdens 3- længede ladegård, for ”selve borggården er ganske ruineret og øde, så der kun forefindes 3 stk. gamle mure af hus-enderne og nedre del af kirkemur…. (Vold)gravene er næsten tilgroede og det samme gælder to fiskedamme. Frugt- og urtehave er øde og ganske fordærvet. Marken omkring næsten overgroet med lyng og siv.”

Det er forståeligt, at Gosman hurtigt sælger gården til en vis Peder Poulsen, men samme havde besvær med at betale købesummen. Det førte så til retssag, men her kom hr. Peder imidlertid i gæld til en vis landsdommer ved navn Cassius!...

Det hele endte med, at Peder Poulsen måtte afstå gården til Cassius! Denne viste dog storsind og gav Peder Poulsen papir på Kibæk gård og mølle for livstid. Storsindet varede dog kun til den dag, da Peder Poulsens søn skød to svaner i mølledammen. Så anlagde Cassius sag an for skytteri og prøvede siden at sætte Peder Poulsen ud af Kibæk.

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side