4 x ¼ døgn = SKUD-ÅR!
Det er skudår i år! Et år med 366 dage! Et år med 29 dage i februar måned! Og så falder den ekstra dag minsandten den 24. februar! ……Jamen, hvad er det dog
for noget pjat? Er det noget de har fundet på i EU?.......
Svaret er selvfølgelig nej! Og det eneste, der er at sige til det er, at sådan har det
faktisk været i århundreder, og det bliver aldrig anderledes, for det drejer sig nemlig om jordens gang omkring solen og dermed om årets længde.
Vi
har ganske vist vedtaget, at der normalt er 365 dage i vores kalenderår, men den rigtige tid, som det tager jorden at komme 1 gang rundt om solen er en anelse længere, nemlig 365,24219 døgn - eller om man vil 365 ¼ døgn.
Nu kunne vi selvfølgelig vælge at se bort fra det der ”lille overskud”, men så ville vi efterhånden opleve, at tiden
ville ”sakke bag ud”, og kalenderen ville gå amok!..... F. eks ville den kunne vise december på et tidspunkt, hvor jorden på sin rundtur ikke var nået længere end til oktober.
Sådanne forskydninger nåede man at opleve allerede før vor tidsregning, og derfor indførte den romerske kejser Julius Cæsar en kalender, hvor man ”skød”
de fire 1/4dele sammen til 1 dag hvert 4. år, og det år fik så 366 dage (skudår), og den ekstra dag (skuddagen) blev lagt den 24. februar!
Hvorfor
nu netop den dag? Joh, i den romerske kalender var februar en kort måned, og den 23. februar tilmed romer-årets sidste dag! Derfor var det naturligt at lægge den ekstra dag ind som den 24. dag, og her har den så ligget siden.
Der var dog et ”men” ved denne løsning, for i virkeligheden var der ikke tale om et ”helt” ¼ døgn pr. år, men kun 0,24219
døgn! Og selv om der skulle flere århundreder til, før man mærkede unøjagtigheden, greb kirken ind og fik bragt orden i ”at beregne tiden”, så kalender-fejlen kom helt ned på 3 dage over
10.000 år…… og det har vi så levet med siden!
Det er altså med baggrund i alt dette, at vi har de ejendommelige regne-regler for, hvornår
det er skudår, nemlig:
Et skudår er et år, hvis årstal er deleligt med 4, men:
De årstal, der ender på 00 (hundredeår) er kun skudår, hvis de også er delelige med 400.
D.v.s. at 1700,
1800 og 1900 ikke var skudår (hvad de ellers ville have været efter 4-års reglen), hvorimod 2000 var skudår, fordi årstallet er deleligt med 400.
Med al den polemik og mystik der i tidens løb har været i forbindelse med begrebet ”skudår”, er det forståeligt, at det har sat spor i (kultur)historien. Således var det en udbredt opfattelse, at man Ikke
skulle begynde noget nyt i et skudår – der var ingen grund til at vove noget! Og på selve skuddagen den 24. februar sagde vejr-varslet, at som vejret var på denne dag, ville det holde sig de kommende 40 dage!
Og så kunne man blot håbe på, at de råger, som havde været på træk, vendte tilbage på denne dag, thi så kunne man trods
alt vente et godt vækst-år.
Men langt alvorligere var nu nok det dekret, som Magaret af Skotland udskrev ca. 1280, og som siden for mænd blev en
frygtet skik!
Baggrunden var, at visse ugifte og trolovede skotske kvinder klagede over, at den mandlige del af befolkningen (men sikkert ganske få) havde fået
den afskyelige vane helt at undfly ægteskab eller simpelt hen at trække fastsættelse af brylluppet ud!... På den baggrund udstedtes et dekret, efter hvilket enhver ugift kvinde havde ret til selv at fri på skuddagen den 24. februar!
Og den af kvinden udvalgte mand kunne ikke sige nej, medmindre han som bod erlagde en vægtig gave !
Traditionelt har denne været 12 par handsker, 12 par
silkestrømper, en silkekjole eller lign.
Uvist af hvilken grund bredte skikken sig til andre dele af Europa, og på den måde fik dagen sit eget ”kvindelige”
præg.
Også mangler vi bare at fortælle, at Dansk Kvindesamfund for øvrigt blev stiftet netop den 24. februar – dog ikke i et skudår!
Af Frede M. Andersen