Min kinesiske farmor

Fik du læst:

 

Lars Saabye Christensen: Min kinesiske farmor.

 

Lars Saabye Christensen er født i 1953 og voksede op i Oslo som søn af en dansk far, der arbejdede som arkitekt, og en hjemmegående norsk mor.

Han skriver på norsk, men har dansk statsborgerskab. Voksede op i Skillebekk, og boede i mange år i Sortland i Nordnorge. So13-årig skrev han sit første digt, og så var grundstenen til forfatterskabet lagt.

 

I studentertiden var Saabye Christensen en del af Oslos litterære undergrund omkring tidsskriftet ”Digt og datt”. Inden den egentlige debut med digtsamlingen ”Historien om Gly” i 1976 havde han for egne midler trykt to digtsamlinger, som han solgte på Oslos hovedstrøg Karl Johan til to en halv krone stykket.

Siden debuten har Saabye Christensen vist sig at være en voldsomt produktiv forfatter. Med få undtagelser er der kommet en ny udgivelse hvert år, og han spænder vidt over de litterære genrer med både digte, noveller og romaner.

Det er dog primært Saabye Christensens prosa, der har etableret ham som en af Skandinaviens største fortællere. Hovedværket ”Halvbroderen” fra 2001 blev hans internationale gennembrud og indbragte ham den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris samtidig med, at den markerede hans 25-års jubilæum som forfatter.

Den bedste biografi om Saabye Christensen skal man selv læse sig til i hans bøger. Stort set alt fra hans pen har sit udspring i selvoplevede erfaringer.

Et nyt hovedværk – en trilogi - så dagens lys i 2017-19. Titlen var byens spor. I indledningen fremgår det, at forfatteren fandt et hæfte med protokol og referater fra Fagerborg Afdeling af Oslo Kreds i Norsk Røde Kors 1947-72 i sin mors skuffe, da hun døde, og det er disse referater, romanen er bygget op om: ”jeg åbnede den og fandt en roman mellem datoerne” . Virkeligheden er den ramme, som fiktionen udfolder sig indenfor. Da forfatteren udgav 3. del af Byens spor i 2019, fremgik det, at det sikkert var hans afskedsbog, da han var meget syg af kræft, men som han selv siger: Et band kan have ganske mange afskedskoncerter, så hvorfor ikke. Det var i hvert fald uventet, da han i 2020 udgav endnu en bog nemlig: Min Kinesiske farmor.

Romanen begynder, da forfatteren sidder ved sin 89-årige fars dødsleje. Uret går stadig, men tiden er begrænset til at følge op på alt det, man ikke fik spurgt om. Forfatteren spørger sin far, om han vil fortælle om Kina, for han har altid været fascineret af sin kinesiske farmor, Hulda, der var murermesterdatter fra Hjørring, men som nygift boede i Hongkong fra 1906-1910. Men faren fortæller ingenting.

Situationen ansporer forfatteren til en rejse tilbage, hvor han sammenfletter sin slægts historie i fire generationer, noget er konkret, noget er forestillinger og fantasi. Her spiller uret, som viser tiden, selv om det ikke altid går rigtigt, og farmoren en rolle. Det er en melankolsk og bevægende tidsrejse, der fortæller om vilkår, tilhørsforhold og kvinders usynlighed. Samtidig er det et spændende portræt af forfatteren med punktnedslag i hans centrale værker. Det virker som om den autofiktion, der er til stede i mange af forfatterens romaner her bliver mere og mere auto og mindre og mindre fiktion.

Det er farmoren, Hulda Thomsen (1880-1972), der bliver synlig, murmesterdatteren fra Hjørring, der mødte forfatterens farfar, Jørgen Christensen (1876-1954) i en hatteforretning i Aalborg. Farfaren blev styrmand, senere inspektør i et bjærgningsfirma. Hendes rejse fra Danmark til Hongkong i 1906, til Marseille og tilbage til København i 1916 har altid fascineret forfatteren: ”Hun er fiktionsstof. Det har jeg hele tiden vidst. Hun er romanen jeg altid har ønsket at skrive.” Farmoren var bindeleddet mellem fiktion og fantasi. Ud fra en lille notesbog fra tiden i Hongkong, nogle kinesiske genstande, fotos og ganske få biografiske oplysninger sætter Lars Saabye Christensen billeder på hendes liv, på slægten og sit eget liv.

Forfatteren rejser selv til Hongkong og  Marseille for at få et indtryk af at være fremmed i et  andet land. Han fortæller ligeledes om farfaren og oldefaren. Ud fra optegnelser, nekrologer avis-interviews, lidt slægtshistorie får vi historier om hæderlige og kompetente mænd, der matchede deres tid. De vidste, hvem de var, hvad de var og hvor de var. MEN kvinderne i deres liv var usynlige i offentligheden. I det hele taget er kvinders usynlighed et vigtigt tema i romanen.

Men også forholdet til faren er vigtigt Han blev arkitekt, læste forfatterens bøger, men han kommenterede dem aldrig. Nu er tiden ved at rinde ud, sidste chance for at spørge og dele minder, mens de planlægger hans 90-års fødselsdag.

For hvad ved vi om hinanden, og hvad husker vi om hverdagslivet, det liv der er mest af? Denne åbne og undersøgende tilgang er bogens styrke. Slægters liv, døden, tiden og skriften smelter sammen, Hvad er vi rundet af, og hvordan er vi blevet dem vi er? Man kan vel sige, at der ligger en opfordring til at få stillet de mange spørgsmål, mens tid er, samtidig med, at der er en erkendelse af, at det først i vor egen tid, at kvinderne for alvor træder ind på scenen.

Det er en generøs bog, der på trods af sin noget vemodige stemning er fyldt med bevægende situationer og øjenåbnende refleksioner. Et indsigtsfuldt blik på sammenhænge og tråde i livet gør bogen til en formidabel læseoplevelse.

 

Ole Pedersen

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

29.04 | 10:56

uenig!

...
29.04 | 10:55

det er ok

...
15.09 | 13:58

Vil I skrive at Mads Bille kommer til Højskoleeftermiddag d. 21.9. Og fortæller om sit liv med musik, og der kan max være 45 deltagere.

...
04.07 | 10:57

Jeg er ikke umiddelbart i besiddelse af viden, der kan bekræfte spørgsmålet.

...
Du kan lide denne side