En mand der hedder ove

Af Ole Pedersen

 

Fredrik  Backman:

En mand der hedder Ove.

 

Frederik Backman er født den 2. juni 1981 i Brännkyrka i Sverige. Derefter vokset op i Helsingborg. Han har studeret religionsvidenskab, men afbrød studierne og blev truckfører. Da Helsingborgs Dagblad i 2005 begyndte at udgive gratisavisen Xtra Helsingborg ansøgte Backman om at blive skribent for avisen hvilket lykkedes. Derefter arbejdede han for forskellige magasiner indtil han i 2012 udgav romanen En mand der hedder Ove, der straks blev en kæmpe succes med over 500.000 solgte eksemplarer i Sverige. Siden har Backman udgivet:

Sager som min søn behøver at vide om verden 2012, Min mormor hilser og beder om forladelse 2013, Britt-Marie var her 2013

Men nu til romanen.

Hovedpersonen Ove er 59 år, da vi præsenteres for ham. Han er parcelhuskvarterets sure, gnavne mand, der er blevet tvangspensioneret og nu bruger tiden til at kontrollere at alt i kvarteret går lige efter bogen, og at alle regler bliver overholdt til punkt og prikke. Ove tilhører den generation af mænd, som altid har passet deres arbejde og altid svaret enhver sit, og nu er han blevet bortrationaliseret.

For et halvt år siden mistede han oven i købet sin elskede hustru Sonja, som var den eneste person, som er nået ind til Oves hjerte, hun var den diametrale modsætning til Ove. Ove har altid været en af de grå, men Sonja var ”farve”. Al hans farve.« Hun var skolelærer for svære børn, og hendes vigtigste læremidler var engagement og Shakespeare. Men nu er hun død. Og da heller ikke arbejdspladsen vil have Ove længere, ser han ingen grund til at blive blandt de levende. Så han siger avisen op, skruer en krog i loftet og dækker trægulvet til med afdækningsplast, så redningsmandskab mv. ikke får det ødelagt, når de kommer for at skære ham ned. Ikke ligefrem indledningen til en humoristisk feel good bog, men…

Han prøver flere gange at tage livet af sig, men mødet med den bestemte og farverige højgravide nabo, Paveneh og hendes godmodige mand Patrick, som parallelparkerer direkte ind i Oves postkasse, forhindrer gang på gang Ove i hans foretagende, og han er ellers opfindsom nok. Og langsomt og modstræbende begynder Ove at finde mening i tilværelsen igen, og han bliver involveret i flere og flere af naboernes liv. Og så er der også lige en hjemløs kat med sin helt egen viljefaste opførsel, der begynder at kræve mere og mere af Oves opmærksomhed. Efter som tiden går, forsoner Ove sig som sagt mere og mere med tilværelsen, ja selv hans yndlingsuven, der gjorde det utilgivelige at skifte fra Volvo som han ellers altid hart kørt i til BMW, ender han med at affinde sig med. Ove er naturligvis selv Saab fan, så Volvo kunne lige gå an, men BMW!

Historien er smart bygget op, så man skiftevis følger Ove i nutiden og skiftevis i tilbageblik får oprullet hele Oves livshistorie. Sprogligt er bogen meget direkte og let at gå til, men alligevel formår forfatteren at tegne et knivskarpt billede af sine personer, især af Ove naturligvis. På trods af bogens lettilgængelighed og humorens form formår forfatteren oven i købet at få beskrevet adskillige skævheder og tendenser i dagens samfund og folks måde at leve på.

Uanset hvilken type bøger, man plejer at læse, eller om man måske ikke læser særligt meget, så bør man unde sig at give denne bog en chance. Det er slet og ret én af de virkelig store læseoplevelser. Historien er vidunderlig, og man sidder skiftevis og klukler og morer sig over de komiske situationer og beskrivelser, mens man på andre sider næsten er nødt til at knibe en lille tåre. Bogen spiller på hele følelsesregisteret, og udover at, man bliver særdeles godt underholdt, så giver indholdet også rigelig mulighed for eftertænksomhed og selvransagelse.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side