Kunst og godt købmandskab

Ove Ødegaard

Vi har bedt Ove Ødegaard fortælle om sit spændende liv. Vi bringer 1. afsnit her, resten følger i de kommende numre af Rosenbladet.

 

Kunst og godt købmandskab

af Ove Ødegaard, Sønder Alle 19, Snejbjerg.

 

     Jeg er blevet opfordret til at skrive nogle ord om mit liv. Jeg har i flere år skrevet på mine erindringer og er kommet til side 200, så det er svært at nedkorte det til to-tre sider.

     Jeg har sammen med min familie haft et rigt liv i en tid, hvor det hele har været fremgang. Vi har mødt både glæde og sorg på vores vej.

Jeg er født i Nr. Nissum sogn, Lemvig kommune, og opvokset i et hjem med to nationalsange. Vi skruer tiden tilbage til 1920. Min far, som var opvokset i Dybe vest for Lemvig, rejste til Fyn  på landbrugsskole i to vintre og en sommer. I Norge søgte man dygtige danske landmænd, så far søgte, og rejste til Norge. Det blev på herregården Nørholmen i Eide bygd på Sørlandet. Gården var købt af dengang Norges store digter Knut Hamsun. Samtidig var min mor Kristina på vej over Atlanten, hun havde været i New York i to år. Hun havde 5 søskende, der emigrerede til Amerika. Kristina længtes hjem til barndomshjemmet Ødegaarden, som er nabo til Knut Hamsun. Marie Hamsun kom forbi, og spurgte Kristina, om hun ville være hos dem i huset og passe deres to små piger. Ja, så slog Amors pile ned, mor og far blev gift i Eide kirke 1925, rejste til Danmark og bosatte sig i Nr. Nissum.

     Mine forældre drev et traditionelt landbrug. Vi voksede op i et dejligt hjem, og når jeg skriver vi, så var vi otte drenge og en storesøster. Som nævnt havde vi to nationalsange, og vi børn lærte tidligt, at når vi sang,. ”Ja, vi elsker dette landet”, stod man op, vi små stod på bænken.

     Mine forældre var troende mennesker, vi fik meget kærlighed, og en god opdragelse med i rygsækken hjemmefra. Jeg er den yngste i flokken, og er desværre også den sidste af den store flok.

     Kunsten optog mig allerede i barndomsårene, jeg fik lov til at tegne og male, hvor mine søskende hjalp til ude. Jeg kom i skole den 1. Maj 1945, da var jeg 6 år, det var på seminariets øvelsesskole og her blev jeg til 8. klasse. Jeg skulle have været på realskole, men det havde mine forældre ikke råd til.   Kunstakademiet kunne jeg godt glemme.  Dog gik jeg til tegning hos en billedkunstner i Lemvig en gang om ugen, han lærte mig perspektivtegning, d.v.s opbygningen af et billede.       

Om sommeren kørte vi ud i landskabet på søndage og tegnede. Da jeg var 15 år, havde jeg min første udstilling, i barberens vindue og solgte et billede.

Jeg havde lyst til handel, så jeg kom i købmandslære, gik i skole 4 aftener om ugen i  Lemvig. Efter læretiden var det farvel til barndomssognet. Jeg lånte penge i banken for at læse i to år.

På handelsskolen mødte jeg min livsledsager Inge Marie, vi har holdt guldbryllup, så vi har grund til at være taknemmelige.

Efter handelsskolen tog jeg en uddannelse som dekoratør - det smagte lidt af kunst. I  1960 var jeg 22 år og færdig med min uddannelse. Nu så jeg mig omkring i horisonten efter et job, jeg boede i Århus, og ville helst blive i Jylland. Jeg havde kig på købmandsbranchen. Dengang var der 13.000 købmænd i Danmark ( i dag under 1000,) med en markedsandel på 60%, de sidste 40% sad Brugsen på.

Spar-centralens hovedkontor lå dengang i Århus. Jeg fik en aftale med direktøren, da der netop  var en stilling ledig i Herning. Få dage efter stod jeg af toget i Herning (det skal lige siges, jeg havde aldrig været i Herning før, kun på gennemrejse) og fik stillingen hos den lokale grossist, som senere blev til Dagrofa-koncernen. Oveni fik jeg en ny bil, bagpå stod der SPAR konsulent .Jeg var stolt og glad, jeg skulle servicere 150 Spar købmænd i det midtjyske. De fleste butikker var gamle og nedslidte, de var ikke moderniseret siden første verdenskrig, og det var ikke længere nok at annoncere med byens bedste kaffe. Jeg skulle være med til at føre købmændene over i en ny tid. 

Vi havde selv tegnestue og butikkerne skulle udvides og indrettes med moderne inventar i  lyse og  lette farver og gerne med selvbetjening. Men købmanden ville ikke af med dis-ken, den var rar at læne sig op ad. Det gik strygende, købmændene var modtagelige, jeg pyntede også vinduer, skrev skilte, lavede annoncer og omsætningen steg.

Jeg blev gift med Inge Marie i Hvidbjerg kirke på Thyholm 1963, og vi bosatte os i Herning.  Inge fik job hos Peter Lysgaard, Uno x. 1964  flyttede vi ind i et nyt hus Skolesvinget 21 Snejbjerg. Det var helt tilfældigt, at det blev Snejbjerg, idet grunde var en mangelvare i Herning. I 1965 blev familien forøget med Anette.

Det gik stærkt til dagligt, vi var faldet godt til i Herning, og der skete meget omkring kunsten. Den Italienske kunstner Piero Manzoni, fremstillede verdens længste streg, deponerede sin afføring i konservesdåser, og så kom Herning på forsiden i alle aviser, ja selv New York Times. Da jeg fortalte den historie til mine brødre, sagde de, nej Ove, den skal du længere ud på landet med. I dag koster dåserne 1 mill. kroner stykket.

 I967 havde vi den store sorg at miste min mor, få år senere min far. Det var et smerteligt tab, men vi søskende har altid holdt sammen.  I 1969 kom Elsebeth til verden og nu var vi en lille familie. Huset blev for lille, og vi købte nyt hus på Sdr. Alle 19, hvor vi stadig bor. Her blev der plads til et atelier, så nu kunne jeg rigtig udfolde mig.

 

1970 skete der et generationsskifte i firmaet. Den ældre direktør gik på pension, og der skulle vælges en ny ledelse. Richard Jensen som havde været der i 25 år, blev direktør og jeg blev underdirektør, vi fik et rigtig godt samarbejde de næste mange år.

 

I 1973 solgte familien virksomheden til en langt større grossist i Helsingør, nu fik vi den landskendte kæde Favør og hele Jylland og Fyn at boltre os på, samt SPAR og flere andre kæder. Det blev en anden tilværelse for mig, da jeg ofte var til møder i Helsingør. Jeg var ikke vild med at flyve, men det var enten eller. Siden har jeg gjort op, at jeg har fløjet over Samsø ca. 2000 gange, så flyskrækken forsvandt. Samtidig blev jeg direktør med ansvar for salg, udvikling og debitorer. Nu var vi to ligestillede direktører.

 

Dagene blev længere og længere. Mange rejser i Danmark og i Europa, Paris, London, Berlin, Stokholm, Oslo, Færøerne. Jeg kunne være i København hele dagen og deltage i et købmandsmøde i Ålborg om aftenen, næste

 

aften måske i Sønderborg, men jeg lærte meget i disse år. Jeg mødte en masse interessante mennesker med forskellige egnsdialekter, hvilket var meget charmerende. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har sovet ude. Flere gange var vi til møder i weekenden og her var Inge Marie gerne med, idet der så var et arrangement for pigerne.

 

På en forretningstur til Paris ville vi besøge Ritt Bjerregaards berømte Hotel Ritz. Pludselig var der en stemme der sagde ”Jamen, I er jo danskere”, det var såmænd Victor Borge, som bad os hilse hjemme, ja, alle danskere, sagde han med et stort smil, det er det man kalder ”det gyldne sekund”, dem har jeg haft mange af.

 

I 1978 købte firmaet en anden dansk grossistvirksomhed, som var lige så stor som vores. Igen blev vores omsætning fordoblet, og vi byggede igen. Vi måtte desværre nedlægge et stort lager i Ålborg, hvor der var 90 mand ansat.

 

Det var hårdt med rigtig lange dage, men jeg fik godt fat i penslen, da jeg maler bedst under pres. Jeg malede 28 billeder, som jeg udstillede i galleri Karnappen i Herning, hvor jeg fik en rigtig god presseomtale og helt udsolgt. Nu fik jeg rigtig smag for kunsten, og flere udstillinger fulgte efter.

Omkring 1980 havde alle danskere det svært. Det havde vi også, renten var 20-22 % og mange købmænd gik konkurs. Finansminister Knud Heinesen udtalte, at vi var på vej ud over afgrundens rand. Anker Jørgensen smed tøjlerne, og Schlüter kom til. Danmark havde det svært, der var ingen der turde købe en brugt cykel.

 

I  firmaet manglede vi kapital, så vi fusionerede med den sidste store grossist. Skandinavisk Tobak overtog 55% af aktiekapitalen, og vi blev godt kørende igen, idet de havde pengene.

 

Som belønning for den store indsats fik jeg et ophold i Amerika på business school for at studere supermarkeder. Jeg fik lært at sige no service - no buisness. Det var mit livs oplevelse. Først i Chicago, senere i Minniapolis, Washington og New York. I Washington kunne man rigtig føle det historiske vingesus. 

Stolt sidder præsident Lincoln og stirrer ud over sit folk, det var Abraham Lincoln, der gav negrene deres frihed.  Jeg tog fri et par dage i New York for at besøge min mors familie, da jeg havde 18 fætre og kusiner i Amerika. Min kusine Gloria samlede en stor flok, som gerne ville hilse på den yngste af dem alle, fætteren fra lille  Danmark.

En stor oplevelse. Min fætters søn spurgte helt alvorligt: ”Er danskerne ikke bange for at bo så tæt på Rusland?”

Det satte nogle tanker i gang. Efter nogle hektiske uger landede jeg i Karup, godt brugt. Under turen havde jeg taget 500 lysbilleder og skrevet en lang række artikler til Dansk Handelsblad.

De næste to år rejste jeg Danmark rundt til købmandsmøder - mange aftener og weekender med temaet ”Et glimt af verdens rigeste land”.

I 1985 bankede sorgen på vores dør. På 8 måneder mistede jeg to brødre kun 54 og 55 år gammel. Det satte nogle tanker i gang.  Men livet skulle jo gå videre. Samme år blev Anette student, en god oplevelse.

Firmaet voksede og voksede, og jeg blev tilbudt en stilling som udviklingsdirektør. Jeg sagde ja tak, og fik endnu større ansvar, men her var jeg hjemme i jobbet.

Jeg havde et fantastisk netværk over hele Danmark, kommunaldirektører, arkitekter, advokater, revisorer, byggematadorer, ejendomsmæglere, det var en sjælden aften eller weekend, telefonen ikke ringede.

 

90´erne gik, og vores to piger blev færdig med uddannelse, blev gift, og vi fik børnebørn. Det var  en herlig tid.  Jeg havde stadig mange oplevelser. Vi leverede mange varer til Færøerne, ja faktisk mere end halvdelen af øernes forbrug. Jeg havde hovedkontakten til de 18 atlantiske øer.

 

Jeg elskede disse øer og den barske natur, hvor jeg altid blev modtaget med stor venlighed. Vores købmand  havde 6 Favør supermarkeder, og var en kendt mand på øerne. Jeg fik også lejlighed til at tegne en masse skitser fra de smukke øer. Ved et besøg på Færøerne blev jeg inviteret sammen med købmanden til et besøg hos Kongsbonden, den ældste gård på øerne, Bonden hed Haldur Paturson. Hans broder er en meget berømt maler. Vi fik serveret en ægte Færøsk middag lavet af fruen, alt sammen af øernes råvarer. Den samme middag og i den samme stue, som statsministeren og dronningen fik det serveret, når de var på besøg, sikken en ære. Ydermere fik jeg en gave til min kone, to smukke lammeskind, med hjem.

 

Livet går videre. Jeg har i mange år været i gang med udstillinger over hele landet, men også i udlandet. Et godt galleri i Lønstrup sælger mange billeder til københavnere og udenlandsdanskere. Galleriet har solgt mine billeder til 24 lande, så langt væksom i New Zeland, Australien og New York, hænger der mange af mine billeder. Det er for det meste udenlandsdanskere, som køber billederne.

 

I 1982 skete der noget med kunsten. Jeg var første gang i Paris, og her så jeg verdenskunst og blev grebet af det. Samme sommer var vi med pigerne på ferie i Skagen, hvor jeg brugte hele ferien på kunsten, og købte bogen om Anna Anker.

Da jeg kom hjem, smed jeg min palet og farverne ud, og lavede min egen farveskala bestående af lyse og lette farver. Alle mine billeder blev herefter inspireret af motiver fra Paris og Skagen. På den måde fik jeg en niche for mig selv.

 

Vi havde aldrig været i Skagen før, så jeg benyttede ferien til at studere byen. Her malede jeg de første Skagens malerier, og tegnede en masser skitser, denne tur til Skagen forandrede hele min billedverden.

 

Som nævnt har jeg haft mange oplevelser, kendt mange mennesker og en af mine gode venner, Chr. Ågaard, som var købmand i Skanderborg, var minister i Poul Schluters regering, og han fløj også fra Karup. En dag spurgte han om, hvad jeg skulle lave i formiddag, jo da har jeg interne møder og bestyrelsesmøde kl. 13,00. Godt, sagde han, aflys de interne møder og tag med mig til Christiansborg, så skal jeg vise dig hele huset. Jeg sagde ja tak, og sikken en oplevelse, jeg hilste på en masse mennesker, som jeg kendte fra fjernsynet, når jeg sagde Herning sagde de, ja, der lykkes alting, så rettede jeg ryggen. Der  var en god stemning i hele huset, jeg følte mig virkelig velkommen.

 

I 1988 blev jeg 50 år og samme år holdt vi sølvbryllup, alting lykkedes, alting gik fremad både med kunsten og arbejdet. Men den 5. maj fik jeg en sørgelig meddelelse, min broder Åge var pludselig død af et hjertestop, 59 år gammel, det tog rigtig hårdt på mig. Åge var jeg meget tæt knyttet til, han var i samme branche som mig og var ansat i et stort grossistfirma i Nr. Sundby, han var børnenes reservebedstefar, var ungkarl, og kom meget i vores hjem. I nogle måneder tabte jeg lysten til alting, men som Inge sagde, Ove, du er kun 50 år, du har mange gode år endnu, det gav jeg hende ret i. Men ak, der er gik ikke ret lang tid. En sen aften ringede jeg til min broder Arne, som boede i Lemvig. Jeg ringede forgæves flere gange, idet jeg ville sig farvel til ham, da jeg skulle på en rejse nogle dage. Jeg ringede til en anden broder, som boede nærmere på end mig. Arne sad ved bordet og var død. Da kortsluttede det hele for mig, Arne var kun 54 år gammel. Jeg sendte en mail til  direktionen, at jeg tog fri en periode.

Selv om  der var gang i udviklingen - både i kunsten og i Dagrofa, begyndte jeg også at spekulere på fremtiden, og overvejede, om jeg skulle opsige mig stilling og hellige mig kunsten helt. Jeg havde lyst til det p.g.a. de lange dage, hvor Inge Marie sad alene 2 – 3 aftener om ugen. Nu følte jeg et behov for ro og fred. Jeg tænkte på et gammelt ordsprog: ”Luk øjnene og tænk det, åben øjnene og gør det”. På en tur til Skagen på et kundebesøg sommeren 1996, boede jeg på Brøndums hotel. Jeg læste en lille strofe i gæstebogen, som lyder ”Det bugter sig i bakkedal, giv tid og nyd så livet”. Den fangede mig. Jeg stod tidligt op, gik til fods ud på grenen og tegnede et par skitser, og kunne ikke få ordene ud af sindet.

I September 1996, var jeg til en helbredsundersøgelse på et privathospital i København. Lægen, som havde kendt mig i flere år, kiggede alvorligt på mig: ”Du bør holde med dit arbejde, hvis du kan, sagde han. Jeg tog en hurtig beslutning. Efter generalforsamlingen i firmaet i oktober, havde jeg et møde med direktionen, hvor vi blev enige om en fratrædelse pr. 1. maj 1997. Jeg fik en meget smuk afskedsreception, hvor 380 mennesker kom for at sige farvel, også mine venner fra Færøerne. Så blev der underligt stille. Det var en stor tilvænning at lande til en hel anden tilværelse. Denne sommer blev jeg 59 år.

I mellemtiden havde vi ombygget vores sommerhus på Thyholm, som vi købte i 1971. Jeg fik bygget et dejligt stort atelier med ovenlys. Her har vi/jeg de rigtige omgivelser på en dejlig stor skovgrund med ene store løvtræer. Når jeg sidder i mit atelier og hører blæsten suse i træerne, og bølgeskvulp fra vandet, så kan jeg male.

Men jeg havde sat mig et mål, jeg ville være fuldtids kunstner. Jeg kunne som alle andre gå på efterløn når jeg blev 60, jeg valgte efterlønnen fra, det var kunsten der trak, og det lykkedes.

Nu kom alle mine gode kontakter i  hele landet mig til gode. Jeg udsmykkede mange virksomheder, store opgaver, som tog mere end et år at udføre, jeg boltrede mig rigtig i kunsten.

En af de helt store opgaver, jeg har haft, er udsmykningen af Søgaarden i Sunds, disse billeder malede jeg på i to år. En anden stor opgave var udsmykning af hovedindgangen til Vestjysk bank i Holstebro, hvor jeg skulle male fire kæmpe billeder. Jeg valgte at gå ud fra strofen, ”det bugter sig i bakkedal, giv tid og nyd så livet”. Jeg fik projektet godkendt og gik i gang, jeg malede de fire årstider, billederne blev afsløret sammen med hele personalet. Derefter udsmykkede jeg også direktionsgangen, kantinen og mødelokalet i banken. Opgaverne kom helt af sig selv, det blev meget mere, end jeg havde regnet med. Jeg blev tilbudt en flot udstilling i Luxenburg, og fik udsolgt. Også en udstilling i Malaga i Spanien gik rigtig godt, alle billeder blev dernede.

Med kunsten fik Inge Marie og jeg mange gode venner over hele landet, ja også i udlandet, en  ambassadør fra Schweiz, som var gift med en pige fra Skagen, købte et kæmpe Skagens billede, og vi blev inviteret derned for at besøge dem, billedet skulle oprindeligt hænge i stuen, men de ville have det i soveværelset, jeg vågner hver morgen og ser på Skagen, sagde fruen.

Jeg har aldrig klippet båndet over til mit barndomssogn, selv om der næsten ingen er tilbage af dem, jeg kendte. For ti år siden blev der bygget et smukt kirkehus i forbindelse med kirken, hvor mine forældre ligger begravet. Jeg tilbød menighedsrådet at skænke dem to store billeder til dette smukke hus. De sagde ja tak, og jeg malede for første gang billeder med et bibelsk islæt. Ved en festgudstjeneste og kirkekaffe blev billederne afsløret, herfra min verden gik. Da følte jeg mig meget ydmyg, nu var jeg tilbage ved begyndelsen her i den kirke, hvor vi alle er døbt og konfirmeret, endda af samme præst. Jeg blev ofte drillet med, at jeg var opkaldt efter præsten, han hed også Ove.

Nu kan jeg som en ældre mand se tilbage på et dejligt liv, sammen med Inge Marie, som har været mig en utrolig god støtte igennem hele livet. Det samme gælder mine børn. Jeg nåede de mål, jeg satte mig i ungdommen. Nu er vi så i gang med sidste afsnit af livet, her nyder vi gavn af vore børn og børnebørn, gode naboer og masser af venner. Herning blev vores by ved en tilfældighed, men sådan er livet jo.

 

 

                                                                            

 

 

 

 

 

                       

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side