VIN

Min hobby: Vin

Min hobby: Vin
Min interesse for vin startede i 1965. Jeg blev inspireret af en arbejdskollega, som vidste meget om vin, og som på et kort over Bordeaux kunne udpege lige præcis, hvor de forskellige vinslotte lå.
Det syntes jeg var meget fascinerende, og da jeg så også fik mulighed for at smage forskellige vine, ja så var jeg solgt.

På den tid var det ikke almindeligt at drikke vin, og økonomien var heller ikke til det, så det var noget med en flaske om måneden og efterhånden en hver anden søndag.
Til gengæld læste jeg al den vinlitteratur, jeg kunne komme i nærheden af. 
Det er jeg fortsat med siden, for vinens verden er en uudtømmelig guldgrube af historie, kultur, geografi og vinbønder, som brænder for deres vin og for at give os gode smagsoplevelser.
For mig har teorien og historien om vinen altid været en stor del af oplevelsen, men det bliver jo rigtig godt, når man så også kan smage på vinen.
Den del har da også udviklet sig til lidt mere end hver fjortende dag. Vi åbner jævnligt en flaske til maden. Glæden er stor ved at hente en drikkemoden vin, som måske har ligget i min kælder 5 – 10 år.
 
Nogle gange laver mine vinvenner og jeg blindsmagning, hvor vi ud fra duft og smag skal prøve at finde ud af hvad det er for en vin, hvilke druer den er lavet på, og hvor den kommer fra.
Det er ikke altid lige let, men sjovt og lærerigt! OBS: Det er kun Lord Peter Wimsey og James Bond, der altid kan sige præcis, hvad det er for en vin, de får!

Der er store oplevelser og glæder forbundet med vin (men husk Sundhedsstyrelsens anbefalinger!) og det har danskerne da også i stigende omfang opdaget og taget til sig. Med den stigende velstand i samfundet og nye afgiftsregler efter Danmarks indtræden i EF i 1973 er vinforbruger steget voldsomt, og mange drikker i dag vin til maden som en naturlig ting, og ”snobberiet” omkring vin er heldigvis stærkt på retur.

For mig har oplevelserne været mange siden den første flaske vin og den første vinbog i 1965 (Arne Grum-Schwensen: De skønne vine).

Jeg har været så heldig at rejse i specielt de franske og italienske vindistrikter mange gange sammen med min kone og børn og med andre vininteresserede, hvor vi i årenes løb har besøgt adskillige vingårde og vinbønder.
I Beaujolais (Frankrig) er vi kommet hos den samme vinbonde, Roland Petit, hvert år de sidste 20 år. Han laver nogle pragtfulde vine - Chiroubles, Morgon og en hvid Beaujolais.
En lille sjov ting i den forbindelse er, at der i forrige århundrede var en berømt balletdanser i Paris, som hed Roland Petit, men vores vinbonde ligner alt andet end en balletdanser. Tværtimod minder han mere om vildmændene i det danske rigsvåben. Kraftig og tæt med kulsorte øjne og et voldsomt fuldskæg, som efterhånden er mere gråt end sort!

Alsace har tit været rejsemålet eller mellemstation på vej ud og hjem på vore bilture videre rundt i Frankrig. Her er listen over besøgte vinbønder lang, men et sted er vi kommet gennem mange år, hos Sipp-Mack i Hunawihr. I 1970´erne og 80`erne var det den ældre generation, vi besøgte. Nu er de for længst døde og den ældste søn, Jacques har overtaget sammen med sin amerikanske hustru, og en af deres døtre er allerede i fuld gang med at lære vindyrkningens mysterier.

Rejseoplevelserne har været mange, men jeg vil lige nævne et par stykker mere:
Min første vinrejse gik til Bordeaux i 1979, hvor jeg besøgte mange af de berømte slotte. På Château Mouton Rotschild oplevede jeg den fantastiske duft fra et helt nyt egetræsfad og i Saint-Émilion overværede jeg en ceremoni i vinbroderskabet, hvor de i deres røde kapper optog nye medlemmer. Bagefter gik vi de få hundrede meter gennem vinmarkerne i aftensolen til Château Beau-Séjour i hvis hvælvede kældre ventede en fem retters menu med fine vine til. Det var en stor oplevelse og dem var der mange flere af på turen.

En af mine andre hobbyer er løb, specielt marathonløb. I oktober 1997 blev der for første gang arrangeret et marathonløb på vinruten i Côte de Nuits i Bourgogne. Det måtte jeg med til! Min kone var optaget af valgkamp og ingen af mine løbevenner kunne tage med, så jeg startede bilen alene med næsen mod Bourgogne. Det var en helt særlig oplevelse at løbe 42,195 km gennem verdens dyreste vinmarker med navne, som giver enhver vinelsker julelys i øjnene, Gevrey-Chambertin, Clos de Vougeot, Romanée-Conti, Nuits-Saint-Georges o.s.v.

Efter løbet blev vininteressen plejet med besøg hos vinbønder og picnic i solskinnet mellem vinstokkene. Så er livet værd at leve!
For at illustrere fortryllelsen ved en god Bourgogne vil jeg nævne et citat af en ukendt forfatter:
”Jeg kan ikke huske byens navn, jeg kan end ikke erindre mig pigens navn, men vinen, min Gud, var en CHAMBERTIN!”

Vinens verden er en hobby for mig. Jeg har aldrig beskæftiget mig med den kommercielt, men jeg har gennem mange år været med i et vinselskab, de sidste tolv år som formand. Vi arrangerer vinsmagninger udelukkende for vores medlemmer,   og man kan altså ikke købe vin hos os.

Der kan siges meget mere om vin, men jeg vil slutte med et citat af William Shakespeare i Henrik den IV:
” Ingen kan få ham til at le – men det er ikke så mærkeligt. Han drikker ikke vin.”

Med vinhilsen
Erik Westergaard Christensen

Erik Westergaard Christensen midt i alle herlighederne

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Sonja Holm | Svar 26.09.2016 19.22

Lever Rolan Petit endnu? Det er nogle år siden, jeg sidst var der

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side