Overskrift på siden

Min hobby: tropefugle

Min hobby: tropefugle

Af Jørn Vestergaard

Jeg er taget på besøg hos Christian Madsen, som bor på Vestervangen her i Snejbjerg, og efter modtagelsen af ham og hans kone Edith, bliver jeg inviteret med ud i haven. Christian har en hobby, som straks fanger ens opmærksomhed, når man kommer derud.
 Det drejer sig om tropefugle og ikke bare et par stykker, men nærmere 120-130, idet han forståeligt nok ikke lige har styr på det nøjagtige antal. I forbindelse med garage og havemure har han lavet hele tre volierer, som alle er befolkede med hans fjerede venner. Voliererne er sådan indrettede, at fuglene kan opholde sig både ude og inde. Her findes rødhovede papegøjeamadiner og maskebæltefinker fra Australien, borneobronzefinker, cubafinker, tigerfinker, osv., i alt 15 forskellige arter. Den ene mere farvestrålende end den anden og med hver deres måde at gøre opmærksom på dem selv hvad angår deres kvidren.
Hvordan begyndte det hele?
Jeg tænkte, at det kunne være godt at have noget at gå op i, når jeg engang skulle gå på efterløn. Men allerede 5 år før den tid, fik jeg fat i nogle kanariefugle, og siden da har det grebet om sig. Da jeg er uddannet tømrer, har jeg haft forudsætninger for selv at bygge voliererne og indrette dem helt som jeg ville. Jeg kan lide, at fuglene har god plads, så de har mulighed for at flyve.

Hvor megen tid kræver det?
Jeg bruger ca. 1½ time om dagen på at fodre, rense vandglas, muge ud, give strøelse, osv. De skal ikke alle have samme slags foder, idet nogle skal bruge specielle foderblandinger, mens ungerne skal have levende foder i form af melorme, som jeg selv dyrker. Ulempen er naturligvis, at jeg ikke kan være hjemmefra mere end et par dage ad gangen, men ved venners hjælp findes der heldigvis løsninger på længere tids fravær.
For at fremme formeringslysten anvender jeg indimellem æggefoder eller spiret frø, for ude i naturen yngler fuglene i den tid af året, hvor fødemulighederne er størst, så netop den slags foder fortæller, at tiden er inde til redebyggeri. Nogle arter har deres yngel i redekasser og andre bygger rigtige reder af kokostrævler i de fyrregrene, som jeg har anbragt i burene.

Kan der opstå sygdomme?
Som alle levende væsner kan fuglene få lus og lopper og det modvirkes bedst ved en god renholdelse. Heldigvis har jeg indtil nu været forskånet for den slags. Skulle det alligevel ske, skal fuglene fanges og pudres under vingerne 3 gange om dagen i en periode og det besvær, det ville give, tør jeg slet ikke tænke på.
Mere almindeligt er det, at de kan få læggenød, hvilket vil sige, at hunnen ikke kan komme af med ægget under æglægningen. Hvis hun ikke skal dø, må hun indfanges og have et par dråber levertran i næbbet. Det resulterer gerne i, at ægget kommer vupti!

Det gamle ordsprog: ”Den der smører godt, kører godt”, gælder også her.
 
Hvad er dine bedste oplevelser?
Det er når fuglene skal med på udstillinger. Herning Fugleforening holder hvert år udstilling og i år i september foregår det i Haveoasen i Lind. Her præmieres de bedste og flotteste inden for hver sin art, og jeg har da også vundet diplomer nogle gange, i fjor blev det til ærespræmie for bedste kanarier. Det størst opnåelige er at blive førsteopdrætter, dvs. være den første, der har fået en art til at yngle i fangenskab.
To gange om året arrangeres der fuglemarked i Assentoft, og her skal der være meget i vejen, hvis jeg ikke skal deltage. Det er her, man kan købe og sælge og få nye ideer.
Den asiatiske fugleinfluenza har gjort, at der har været importforbud af fugle fra Australien og Asien, hvilket har medført store prisstigninger og ihærdige forsøg på at få de pågældende arter til at yngle under koldere himmelstrøg.
Mindre sjovt er det, hvis nogle af dem skulle
have held til at slippe ud af burene, og selv om man passer på, sker det alligevel. Engang var én af dem endt i hækken, hvor den var umulig at få fat i, hvorefter vi opgav. Men om aftenen hørte vi, at det sagde pip-pip ude i haven, og det kunne nok få os op af sofaen. Ved at tænde lyset i volieren fløj den selv hjem igen.

Hvordan med økonomien?
I starten koster det en del, idet der skal bygges bure og købes fugle, men efterhånden er der kommet bedre balance i regnskabet. Jeg sælger fugle både på udstillinger og over nettet. Nogle af dem koster op til 1500 kr., men det mest almindelige ligger mellem 200 og 1000 kr. stykket.
Tak til Edith og Christian for gæstfrihed og fortællelyst, og skulle I på et tidspunkt opleve at se en fremmed eksotisk fugl sidde og pippe ude i haven, er det nok klogt at ringe til Christian og høre, om det ikke skulle være én af hans.

Christian Madsen foran én af sine volierer

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

08.04 | 15:44

Hvordan bruger man tinoxyd til stenpolering. Skal det blandes op med væske? Og kommes på en blød polerrondel?
Jeg arbejder i granit i ret store størrelser.

...
05.11 | 08:50

Spændende hjemmeside - men jeg kan ikke finde side med årsprogram og, hvilke aktiviteter jeg kan tilmelde mig. Venlig hilsen Lisa Moesgaard

...
02.09 | 18:28

Spændende historier. Er der mulighed for at sætte dato på artiklerne?

...
21.05 | 00:21

En fin anmeldelse af bogen, mange tak. Se evt. også min hjemmeside www.ovemadsen.dk.
Den nye bog hedder Egen lykkes smed. Udkommer 1 oktober.
mvh,
Ove Madsen

...
Du kan lide denne side