Af Mona Svarre Rasmussen

"Farmor du er faktisk heldig"


Farmor, du er faktisk heldig, at du har mig! Jeg kan jo hjælpe dig”!
Frida lister rundt i staudebedet med sin lille saks. Jeg sidder i min kørestol på græsset foran og fortæller hende, hvilke blomster, hun kan klippe. Frida er lige blevet 4 år, og hun elsker at plukke blomster. Og da hun ved, at jeg elsker at have buketter stående rundt omkring i huset, plejer hun at spørge, om ikke vi skal plukke blomster, straks hun kommer på besøg. Og selvfølgelig skal vi da ud og plukke blomster, Frida og jeg.
Hun er en lille klog pige, og hun er meget ivrig efter at hjælpe sin  farmor, der sidder i kørestol. M.h.t. at plukke blomster er det helt fint, og Frida er pavestolt, når vi sætter  de fine blomster i vaser, men det er straks mere udfordrende, når det drejer sig om at få den gamle farmor flyttet fra kørestolen over i sofaen - eller retur! (Man  sidder nu bedre sammen i en sofa, når der skal læses højt). Frida insisterer på at hjælpe også her, og mens hendes farfar eller far med stærke arme klarer forflytningen i et snuptag, bliver det noget f en udfordring, når Frida hjælper til. Hun holder fast omkring mit venstre ben (mit højre ben og hofte er amputeret), hvilket i den grad besværliggør forflytningen for farfar eller far.
Frida mener selv, at hendes hjælp er meget vigtig, og hun er pavestolt, når farmor omsider sidder vel placeret i sofaen med en stak læse-højt bøger. Så er der dømt hygge!

Frida siger mange pudsige ting, og forleden konkluderede hun så, at jeg altså er heldig, at jeg har hende. Og hun har bestemt ret! Frida og hendes lillesøster Astrid er de bedste gaver, min mand og jeg nogensinde har fået. Det er ubeskriveligt, hvor meget kærlighed og glæde de små piger skænker os. Og hvis man en dag er trist og bekymret, kan et par små, buttede pigearme om halsen og et smækkys på munden snart jage alle de mørke tanker væk.
Desværre kan man vist roligt konstatere, at sommeren 2011 har givet god grobund for de tunge tanker. Først og fremmest tænker jeg naturligvis på de grusomme hændelser i Norge, hvor en gal mands værk har  bragt sorg og fortvivlelse til ufattelig mange mennesker.
Terror og ufred  rundt omkring har sat sit voldsomme præg på denne sommer, men også flere sager herhjemme fra om misrøgt, mishandling og misbrug af børn har fyldt meget i aviserne. Det er umuligt at forstå, hvordan forældre og plejeforældre - voksne mennesker - i den grad kan ødelægge børns liv. Børn er vores vigtigste råstof. Fremtiden ligger i deres hænder, og det er ikke ligegyldigt, om vi ”fodrer” dem med foragt, vrede og bank eller kærlighed, omsorg og knus.

Jeg ser på vores to små guldklumper og tænker, at alle børn burde kunne vokse op med kærlighed og knus, ligesom vores to - og heldigvis de allerfleste andre børn - gør. Måske er jeg naiv, men jeg tror på, at jo flere smil og knus og jo mere kærlighed, godhed og forståelse vi sender ud til hinanden, jo dårligere grobund bliver der for ondskaben, krig og terror. Så jeg har tænkt at starte min egen lille ”modstandskamp” Jeg vil sprede smil, glæde og knus i så vidt et omfang, som det er mig muligt, for at forsøge at udrydde ondskaben i verden.
Og jeg tænkte: måske vil I også være med...?!
Mona Svarre Rasmussen

Det startede i uge 40...

I år nåede vi kun til uge 40. Det plejer at være uge 42, som blæser juleræset i gang, men i år startede det altså allerede den før-ste uge i oktober. Vi skælder ud og beklager os: det kan altså ikke være rigtigt, at man skal se på nisser, julekalendere, julemænd og hele udstyret fra 1. oktober! Men JO - det kunne være rigtigt og det var rigtigt: butikkerne forkyndte den kommende højtid over 2 mdr. i forvejen!

Vi græmmer os: der bliver slået plat på Jesu fødsel og selve julens grundtanke - men lige lidt hjælper det, og lige så stille bliver vi lullet ind i blinkende juletræer, julekugler og lys.
Nu nærmer vi os den 1. dec. og det utrolige er sket igen i år: helt umærkeligt begynder vi at synes, at der er nu også noget hyggeligt over årstiden! Efterhånden som den mørke tid tager over, begynder vi at tænde stearinlys i stuerne om aftenen, de første glas varm gløgg modtages med jubel en kold dag, og der arbejdes med kalendergaver til børn og børnebørn. Man inviteres til julemarkeder og julesalg, og inden man får set sig om, er man alligevel i julehumør og synes, det er en hyggelig tid. Sådan går det hos os - og sikkert også hos de fleste andre danskere.

Nu starter også tiden for juletraditionerne. Dem elsker de fleste af os - mere eller mindre - og der skal i hvert tilfælde ikke laves om på det! "Det skal være som det war, og blyw som det er". I alle danske hjem findes der juletraditioner, også hos os. Èn af dem drejer sig om juledekoratio-ner. Det starte-de for 8-10 år siden. Vi var et

par gode veninder, der brokkede os sammen over alt det postyr og roderi, juledekorationsprojektet medfører: bunker af grand og andet grønt fra naturen, mos og ler og potter og fade og lys og nisser og stjerne og sløjfer o.s.v. overalt. Det griser og roder, men vi vil jo heller ikke undvære adventskransen og dekorationerne på julebordet og rundt omkring i stuerne.

Så vi to besluttede os for at slå pjalterne sammen og flytte det hele ud i vores udestue. Der stod vi så og ordnede verdenssituationen, mens vi frembragte de mest fortryllende dekorationer (nå ja, det syntes vi da selv)! Fra allerførste gang var det en succes. Og i årenes løb har det grebet om sig: vi er efterhånden 5-6 piger og ofte flere børn/ børnebørn, der invaderer udestuen en lørdag eller søndag i slutningen af november.

Alle møbler - undtagen bordet - er sat udenfor. Flere borde fremskaffes, og snart er udestuen fyldt med udstyr. Der er altid højt humør. Vi snakker, griner og hygger, vi kommenterer hinandens værker, smådriller hinanden og giver gode råd og opmuntring til den, der pludselig ikke synes, hun kan få noget til at lykkes. Fra stuen strømmer dejlig julemusik og sang ud til os, og hen på eftermiddagen serverer min mand æbleskiver og varm gløgg eller sodavand for os alle derude.

Efterhånden som dagen skrider frem, sætter vi de færdige dekorationer ind på spisebordet i stuen. Der står gerne 10 - 15 stykker, når vi er færdige, og traditionen er, at vi slutter med at stå og beundre resultaterne af vore anstrengelser, mens de bliver flittigt fotograferet. Jo, vi nyder alle den dag, og alle er vi meget taknemmelige over, at farmand i den grad varter os op og hjælper med ud- og indflytning af møbler, rengøring o.s.v.

Der har som sagt ofte været børn med. Det sætter altid ekstra kulør på juledekorations-dagen, for børn er sjove og kommer af og til med spontane kommentarer. De nyder dagen fuldt ud og mindst lige så meget som vi andre. Mange gange har vi set de "fine" dekorationer, børnene har lavet - helt uden gran eller andet grønt. Til gengæld er lerret sat til af paddehatte, nisser, stjerner, hjerter og andre kunstige ting. Vi beundrer dem, og børnene er stolte som paver, når vi roser deres dekorationer.

Jeg husker et af de år, hvor Amanda og Emma var med. Amanda er vores gode venners datter, og Emma er min søsters barnebarn. De to tøser kørte klatten, og de hyggede sig. De var 10-11 år gamle, og det var netop i de år, hvor sølv- og guldspray for alvor slog igennem. Og ALT, hvad de to piger frembragte, blev oversprøjtet med sølv eller guld. Meget snart kunne vi se, at de nok hellere måtte gå ud i carporten med sprayflasken og dekorationen, for der blev virkelig sprayet!

Dagen efter kunne vi se, at de sandelig havde haft travlt, for mange af fliserne i indkørslen og carporten skinnede af sølv og guld. Det blev de ved med i flere måneder bagefter, men skidt - så snakkede vi bare om, at det kunne ses, at der var nogle, der hyggede sig den dag!

Jo, der er mange sjove erindringer knyttet til "dekorationsdagen". Jeg husker første gang, en anden god veninde var med. Af en eller anden grund var hun helt sikker på, at hun i virkeligheden slet ikke kunne lave en juledekoration. Og hun fik endda medhold fra sin mor: "dét kan du slet ikke finde ud af" , havde den søde ældre dame sagt, så vi havde lidt af et job med at støtte og rose veninden og vise hende hvordan og hvorledes. For selvfølgelig kunne hun da lave juledekorationer. Det viste sig, at hun faktisk var rigtig god til det, og da dagen var omme, drog hun hjem med sine 2 dekorationer og en stor portion selvtillid. Hun var stolt og glad, og dagen efter satte hun den ene juledekoration ud i sin cykelkurv og kørte hjem til sin mor. Hun skulle altså se, hvad hendes datter havde fremstillet. Moderen var gevaldig meget overrasket, og min veninde pakkede sin fine dekoration tilbage i cykelkurven og cyklede hjem igen!

"Gav du hende den ikke"?

- spurte jeg undrende. "Nej da, hun havde selv købt én, og jeg ville da heller ikke af med min første hjemmelavede juledekoration" , svarede min veninde. Senere har hun fremstillet rigtig mange flotte juledekorationer, og jeg er næsten også sikker på - og håber meget - at hun kommer med igen i år.

Rigtig glædelig jul og et velsignet nytår ønskes I alle!

Mona Svarre Rasmussen

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side