Fra bonderøv til romersk legionær

Ole Pedersen fortæller


MIN HOBBY - 

Fra bonderøv til
romersk legionær

Af Ole Pedersen

Beretningen om min – eller rettere vores hobby, for min kone Bente deltager mindst lige så meget som jeg selv – begynder  i det tidlige forår 1998.

Vi ser en annonce i vores fagblad, hvor der efterspørges frivillige til et sommerferie-job som historie-formidlere i jernalderbyen Hjemsted, der ligger ved byen Skærbæk ved Rømødæmningen..
For at komme i betragtning skal man være indstillet på at modtage turister i sit ”sommerhus” fra kl. 10 – 17 hver dag, bo i en jernaldergård, - der var en kopi af et hus, der var fundet på stedet fra ca. år 0, -  gå klædt som i jernalderen og lave mad på jernaldervis. Alle ting, der ikke fandtes i jernalderen, var strengt forbudt, altså ingen aviser, TV, computere, myggespray o.s.v. Endvidere skulle man være indstillet på at svare på de samme spørgsmål mange gange i løbet af ugen, samt have en vis håndværksmæssig og historisk viden.
Vi syntes, at det lød spændende, og da vi tilmed mente at kunne opfylde kravene, sendte vi en ansøgning. Da der kom positivt svar, var vor reaktion YES! – Og så: ”Hjælp, hvad har vi gjort??” Men vi drog af sted til et informationsmøde, hvor vi så det tøj, som vi skulle have på, blev præsenteret for, hvad vi skulle lave af mad, så hvordan bål og redskaber skulle benyttes o.s.v. o.s.v.
Da vi kørte hjem, var vi både spændte og lidt beklemte...

Tiden gik og dagen oprandt – og det blev alle tiders ferie! Men for den videre forståelse er jeg her nødt til at fortælle lidt om selve Hjemsted Museum.
Det blev bygget, fordi man her for første gang i Danmark kunne påvise en gravplads, der var opdelt efter gårde eller familier. For nu at få penge til opførelsen af museet fik man den ide at koble den danske jernalder sammen med det liv, der på samme tid levedes i Rom.
Set i den sammenhæng var de danske jernalderbønder meget primitive, og der kom en spændende udstilling ud af ideen! I højsæsonen kom der således romergrupper fra udlandet, så publikum på stedet både kunne opleve
dansk jernalder og det liv, der levedes i stormagten Rom. Oplevelsen blev så meget mere
spændende af, at museet havde ladet bygge tro kopier af romerske belejrings-maskiner, der under megen dramatik kunne kaste stenkugler ca. 300 meter af sted endog med stor træfsikkerhed!…
Nå, men vi skulle jo bare være almindelige bønder i et lille mørkt hus...

Den første uge gik. Det regnede næsten hver dag, vore jernalder-sko tog vand ind, huset var fyldt med røg, alting var klamt, men ih, hvor var det spændende!
Sådan et ophold gør noget ved en. Man kommer til at se på vor moderne dagligdag med andre briller. Ikke at jeg vil romantisere den virkelige jernalder, for det har været en hård tilværelse, men lige efter vi var kommet hjem, skulle vi ind til Herning for at købe ind til vores kommende sølvbryllup. Der var sommer-udsalg i byen, og ih, hvor vi kunne blive enige om, at de fleste varer var helt overflødige og kun var fremstillet for at vride penge ud af folk.

Vi blev glade for at komme til Hjemsted og vendte tilbage år efter år. Efterhånden gik der sport i at have sin egen ”udrustning” af tøj, husgeråd, våben, smykker o.s.v., og det blev efterhånden Bentes speciale at garve skind på primitiv maner og at efterlave smykker fra jernalderfundene.

Tilmed lærte vi også andre familier at kende. Nogle kom år efter år, ligesom vi gjorde. Andre havde fået nok efter første gang og kom aldrig mere tilbage. I begyndelsen fik vi hjælp af museets faste personale, men efterhånden kunne ”veteran-familierne” fuldt ud klare sig selv og hjælpe nye familier med at finde sig til rette. Det var således ofte et problem, hvis der var små børn i en familie, for de kunne kun vanskeligt forstå konceptet.
Som tiden gik, var det ikke kun en uge i sommerferien, vi var i Hjemsted. Ofte var vi med i ”levendegørelser” i weekender uden for højsæsonen. Vores hobby førte også andre spændende oplevelser med sig.

Da ”Nydambåden” (23 m lang båd fra ca. 300 e. kr., der kan ses på Gottorp Slot) skulle udstilles i København, havde tysk fjernsyn bestemt sig for at lave en film om projektet. Der skulle bruges en del statister, både til kampscener og til hjemmeliv i landsbyen, og vi fik vores filmdebut ved den lejlighed. Det var skægt, men også hårdt.
Senere var vi med i et eksperiment, der gik ud på at overleve i jernalderhusene om vinteren. Det syntes TV2 lød vældigt spændende, og to journalister blev koblet på os i den tid, som eksperimentet varede. Det kom der en udsendelse ud af, som har været vist flere gange på TV2.

Et andet spændende projekt, som vi nåede at deltage i, var rekonstruktionen af et jernalderhus. Originalen var fundet på øen Sild og havde været bygget af stolper og græstørv – masser af græstørv! Vi fik ”foræret” nogle diger, der skulle fornyes, forstået på den måde, at vi måtte skrælle græstørvene af dem, og det blev til mange vognlæs, inden vi havde fået nok!

Det var et hårdt knoklearbejde, men spændende, og der var tilmed mange overvejelser om, hvordan konstruktionen over jorden mon havde været.

Men intet træ gror ind i Himmelen! Skærbæk Kommune – hvor Hjemsted Oldtidspark ligger – fattedes penge, og kommunen skar efterhånden sin støtte til parken mere og mere ned. Til sidst var de fleste af de aktivteter, som publikum fandt spændende, sparet væk, og dermed kom der selvfølgelig endnu færre besøgende, og dermed fulgte endnu større underskud.

På det tidspunkt i 2005, hvor vi kunne se, at vores tid som jernalderbønder i parken var af begrænset varighed, begyndte flere af os at spekulere på, hvordan vi kunne bevare det kammeratskab og den praktisk-historiske viden, vi efterhånden havde opsamlet.

Det var her, at nogen fik den ide, at vi kunne etablere en historisk baseret ”romer-gruppe”.

Ole Pedersen i sit romerske udstyr

Forsøger at genskabe historisk udstyr fra romerriget

Da vor aktive medvirken som jernalder-bønder ved Hjemsted Museumspark var ved at være slut, fik nogen den ide, at vi skulle danne, hvad man på engelsk kalder en ”reen-actment-group”, (der med lidt god vilje på dansk kan benævnes en gen-oplevelses-gruppe ) med det historiske romerrige som udgangspunkt.
Ideen er her, at man så præcist som muligt forsøger at genskabe historisk udstyr fra romerriget, og gennem bl.a. levendegørelse formidler
viden om romerriget, den romerske hær og den romerske forbindelse til Danmark i jernalderen – det gælder såvel huse, klæder og husgeråd som smykker, våben o.s.v. Vi kendte jo i forvejen en del til romerne fra de gæstehold, der havde besøgt Hjemsted Museumspark, og det er væsentligt at præcisere, at en sådan gruppe ikke har noget med ”rollespil” at gøre. Fremtræden eller optræden sker kun i forbindelse med museums-arrangementer og andre historiske formidlingsopgaver.

Altså var vi en snes stykker, der blev enige om at lave en forening ud fra dette formål.
Vort historiske udgangspunkt blev herefter den ”6. legion, 2. kokorte Cimbria”, som var en af de romerske hær-enheder, der var stationeret i
England. Tidsrammen var omkring år 100.
Foreningens tilblivelse rygtedes ret hurtigt - bl. a. fordi vi brugte internettet til at reklamere - og i dag har foreningen ca. 50 medlemmer

fordelt landet over. Den har fortsat ”hovedkvarter” i Hjemsted, men vore aktiviteter foregår over hele landet og udlandet. Selv om gruppen er ret ny, har vi i de sidste par år været i Tyskland og Frankrig og arbejder i øjeblikket stærkt på at komme til Rom næste år.

Gruppemedlemmernes baggrund er meget forskellig. Aldersmæssigt er der en spredning fra 10 – 62 år, og man finder arkæologer, husmødre, tømrere, landmænd, reklamekonsulenter, ostehandlere, pædagoger, lærere og professionelle soldater blandt medlemmerne.
Gruppen har både en civil og en militær del. Nogle lægger mest vægt på at fremstille den helt korrekte udrustning, andre er parat til at købe
sig til den, men er så til gengæld meget interesseret i militær-træning og kampøvelser. Den 6. legion var som andre romerske hær-enheder omfattet af en reform, som hærføreren Marius indførte ca. 100 år før vor tidsregning, og de romerske soldater fik dengang en træning, der gjorde dem i stand til at marchere 40 km om dagen med 40 kg oppakning! Derfor blev de spøgende kaldt for ”Marius’ mulddyr”……Så langt er vi dog ikke nået i vor træning – endnu!

Fra en "fabrika-weekend" der blev holdt i Snejbjerg

Står selv for at anskaffe og vedligeholde udrustning

For at fremskaffe den historisk korrekte udrustning og for at kunne vise publikum, hvad vi kan rent historisk, afholder vi to såkaldte ”fabrika-weekender” om året. Her laver vi tøj og udrustning og afprøver originale romerske madopskrifter. De, der er legionærer (altså i den militære del) eksercerer, lærer latinske kommandoer og forskellige strategiske opstillinger.
Den civile del af gruppen arbejder især med ”tavernen”, som er et madtelt. Her laves dels mad til legionærerne, dels smagsprøver af originale
romerske retter til publikum. Det kræver i øvrigt mange tilladelser fra fødevaremyndighederne . Derudover håber vi på at kunne etablere nogle handelsboder med romerske kopi-genstande.

Den personlige udrustning står vi selv for at anskaffe og vedligeholde. Det har derfor været nødvendigt at formulere et såkaldt  ”dress-codex” (en ”hvad-du-må-have-på-oversigt”), som gruppens medlemmer skal holde sig til, fordi det er nødvendigt, at vi er så autentiske som overhovedet muligt. Vi kan naturligvis ikke bruge tøj, der er lavet af moderne stoffer, eller keramik, der ikke passer til tiden og stedet. Den enste undtagelse er faktisk, at man må bruge briller, da ikke alle kan tåle at bruge kontaktlinser!
Min kone Bentes udstyr består af en ærmeløs kjole af rød silke med gylden underdel og dertil røde sandaler. Altsammen hjemmelavet! Dertil
smykker, som er nøjagtige kopier af smykker fundet i det romerske rige.

Mit udstyr er helt anderledes.
Min ”rolle” i gruppen er at være ”signifer”, d.v.s. en ældre veltjent veteran, der har været i hæren mindst 25 år. Denne figur bærer delingens
standart (”fane”) og er en del af hærens kommunikations-system.
På hovedet bærer jeg en hjelm, og på hjelmen er fæstnet et bjørneskind. Inderst på kroppen bærer jeg en skjorte af hør, herudover en rød
tunika (minder om en kjole, der går til knæene).
Herefter følger en lædervest, der går til skridtet, og yderst en 13 kg tung ring-brynje.
Under tunikaen bærer jeg korte læderbukser og på fødderne sandaler med jernsøm i, så man kan stå fast. Hertil kommer så et sværd, en dolk
og et skjold, foruden madkar, tæppe, læderflaske og forskelligt andet grej. Det er selvsagt nødvendigt, at de medlemmer, der bærer våben, både har blankvåben-tilladelse og bære-tilladelse til hvert enkelt våben.

Dronningen indviede ny stor bygning til det arkæologiske forsøgsarbejde

Et af formålene med gruppen er at vise et historisk interesseret publikum, hvordan det var i en bestemt periode af historien. Derfor finder man os på museer og lignende steder, hvor der foregår aktiviteter, der knytter sig til romertiden. I den anledning har vi været på adskillige museer landet over, f. eks. når man har åbnet en udstilling om lokale fund fra romersk jernalder.
Når vi indgår i et sådant arrangement, får vi som regel et beløb, som foreningen så bruger til indkøb af nye, større
ting til gruppen. Vi har f.eks. i dag to taverne-telte (serverings-telte), fem legionær-telte, et officers-telt samt en samling træningsvåben m.v.
En af vore mest spændende oplevelser med gruppen foregik i pinsen 2009 i det gammelkendte forsøgscenter i Lejre
ved Roskilde, (som nu bærer navnet ”Sagnlandet Lejre”). Centret havde fået en ny stor bygning til det arkæologiske forsøgsarbejde, og den skulle dronning Margrethe komme og indvie. Vi var inviteret med, og efter at have etableret vor lejr, stillede vi til parade sammen med andre ”grupper”, der var tilknyttet Lejre, d.v.s. først var der en flok bønder fra 1700tallet, så kom der nogle vikinger, så nogle jernalderfolk, så kom vi og til sidst en flok fra stenalderen…

Det var brændende varmt. Og så skulle ”tropperne” på plads! Først ventede vi i ca. en halv time, og så blev den røde løber rent bogstaveligt rullet ud…
Endelig begyndte nogle af gæsterne at ankomme, og efter endnu en halv time ankom dronningen selv som den sidste.
Men på det tidspunkt var vi meget glade for, at der var nogle, der havde tænkt på vand til alle os, der stod og svedte tran. Jeg havde hele udstyret på  – i 28 graders solskin!!

Da gæsterne havde spist var vi udset til at ”opføre” et slag mod jernaldergruppen ”Prinsens Hvervning”- nogle jernalderkrigere med stor erfaring i kampteknik.
Slaget skulle markere 2000års- jubilæet
for det berømte slag i Teuteburgerskovene, hvor netop den romerske fremrykning blev stoppet af ”de vilde germaner” i
år 9 .
Vi skulle selvfølgelig tabe, så vi blev mejet ned af germanerne, heldigvis uden at der skete større skader på mandskab eller udrustning.
Efterfølgende fik vi at vide, at kampen havde set meget naturtro ud, og at dronningen havde moret sig meget!

Det var lidt om vores hobby. Og hvis nogen efter dette skulle have fået lyst til at vide mere, kan man finde vores hjemmeside på internettet under: 

www.romandanes.dk  

Ole Pedersen

VAGTPOSTEN over MEJERICENTERET

Af Ole Pedersen

Vagtposten

I de sidste måneder har den opmærksomme observatør bemærket en ny indbygger, der højt placeret over parkeringspladsen skuer ud over benzinstation og købmandsforretninger i Snejbjerg. Ubevægelig står han på sin vagt, dag ud og dag ind, nat efter nat. Fremmedartet ser han ud med fjerprydelse, brun i huden og med skarpskåret næse. Han er tydeligvis af anden etnisk herkomst.
Det drejer sig om den indianer, der står på en altan ovenover Rema 1000.
For at få min nysgerrighed stillet har jeg aftalt et besøg hos indianerens ”forældre”: Jens og Gitte Marie.
Gitte fortæller, at indianeren ikke er ret gammel – hos dem. De har kun ejet ham i cirka et år. Jens fik ham i en byttehandel, og han har lidt den kranke skæbne at være opmagasineret, indtil han fik sin nuværende udkigspost på altanen. Han kommer oprindeligt fra USA og er blevet fragtet hertil med skib, da han er lidt for stiv i lemmerne til at klare en flyvetur.
Årsagen til, at indianeren er havnet hos dem er, at Jens samler på ting fra sydstaterne i USA. Det præger også deres lejlighed. Bue og pil, tomahavk, fredspibe samt et stort flag fra sydstaterne pryder rummene. Gitte fortæller, at de finder tingene på stumpemarked og genbrugsbutikker. Som pensionister er de nødt til at se på pengene også, men de har dog kig på endnu en indianer.
Gitte har fået fortalt, at for at indianeren rigtig hører til hos dem, skal man ryge en pibe og så navngive ham, men de spekulerer stadig på, hvad det rette navn skal være.
En nærmere besigtigelse viser at indianeren er ca. 1m 80 cm høj. Lavet af et plastiklignende materiale og nydelig bemalet i de mindste detaljer. Da jeg spørger til vægten får jeg at vide, at han er noget overvægtig, og at han nær aldrig havde klaret transporten op i lejligheden. Ja, Gitte regner egentlig med at de er nødt til at blive boende, hvor de nu er, da en flytning af indianeren nærmest må anses som umulig.
Hjemmet er på flere måder usædvanlig indrettet. I et hjørne står et næsten meterhøjt kranie, dog ikke i originalt materiale. På væggene hænger en serie spændende malerier, og det fremgår tydeligt, at parret sætter pris på ting, som andre ikke har magen til.
Gitte, der bruger sin tid på at lave kreative ting, fortæller at hun gerne vil i gang med at lave indianske perlesmykker. I forvejen arbejder hun med smykker og maler også postkort.
Det bliver spændende at se, om der med tiden dukker endnu en indianer op på altanen, eller parret nøjes med den enlige vagtpost, de nu har.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side