- og sådan er der jo så meget...

Skræk og glæde ved fusioteapeut


Af Mona S. Rasmussen

Jeg har lige haft besøg af ”min” fysioterapeut. Nå ja, min og min - jeg deler hende selvfølgelig med mange andre, der også nyder godt af hendes store faglige kvalifikationer, men hun er nu lidt ”min”!  Hun kommer hos mig en gang om ugen og giver mig behandling. Hun har særlige evner med sine hænder! Hun kan få mig til at klynke, ømme mig eller hænge oppe under loftet hylende af smerter, men hun kan også få mig til at slappe helt af og næsten spinde som en kat. Jo, hun er en fantastisk pige, der giver mig lindring og velvære i min plagede krop, hver eneste gang hun kommer. I årenes løb har jeg haft mange fantastiske fysioterapeuter, og jeg er fuld af beundring for deres faglige kunnen og ekspertiser.
Men jeg husker engang, hvor alting var anderledes...

Når jeg på denne måde kan tale med erfaring om fysioterapeuter og deres arbejde, skyldes det, at jeg siden barndommen har lidt af kronisk leddegigt. Jeg var lige fyldt 14 år, da de første symptomer viste sig. Det var en yderst aggressiv sygdom, jeg der havde fået, og inden der var gået ½ år, var alle mine led angrebet. Jeg blev indlagt på Silkeborg Sygehus, som vi på det tidspunkt hørte under. Og her havde jeg mine første erfaringer med fysioterapi. Vi er tilbage i 1967 og verden så meget anderledes ud dengang. Jeg kom i behandling hos en fysioterapeut, frk. Zeuten, og hun gav mig mine første grufulde erfaringer og erindringer om, hvordan sygehuspersonale kunne te´sig dengang. Hun var en rigtig stramtandet frøken. Meget striks, og der var langt mellem smilene. Alle havde stor respekt for hende, og der blev stille, når hun skred ned ad gangen. Det var også dengang, der var en hel hær af forskellige personaler med, når overlægen gik stuegang. Sengene blev nettet og dynerne glattet få minutter før ”kongen og hans hof” skred ind på stuen - hver dag! Vi skulle ligge pænt og ikke stille unødvendige spørgsmål. Dem kunne man tage op med sygeplejersken senere, hvis man følte behov. Jeg var som sagt kun 14 år, meget ung, uerfaren og bange for at sige/gøre noget forkert, så jeg havde altid lidt hjertebanken under disse stuegangs-sceancer.

Tilbage til frk. Zeuten. Jeg frygtede hende, for hun skældte ud! Meget endda! Sygdommen rasede i min krop, og  jeg havde voldsomme smerter. Alle mine led ”krøllede” sig mere og mere sammen og blev deforme. Frk. Zeuten havde særlig fokus på mine albuer, husker jeg. Jeg kunne ikke strække mine albuer mere, og det blev værre og værre dag for dag. Hun var rasende. Hun beordrede mig til uophørligt at bøje og strække i albueleddene, for der var ingen tvivl om, at min egen indsats var den vigtigste! Jeg var beordret strengt sengeleje, fordi man mente, at varme og ro var løsningen for mig, og jeg fik derfor ikke bevæget mine angrebne led igennem overhovedet. Jeg blev mere og mere krum og deform, og frk. Zeuten skældte ud. Flere gange om dagen kom hun og kiggede ind for at holde øje med, at jeg nu også lå og bøjede og strakte mine arme. Selvfølgelig greb hun mig nu og da i at ligge og læse. Så kunne det også være det samme, mente hun, så var det faktisk min egen skyld, at mine albuer krøb sammen! Jeg frygtede frk. Zeuten, og jeg mindes hende stadig med gru!

Efter 1 mdr. indlæggelse i Silkeborg blev jeg overflyttet til Kommunehospitalet i Århus, og tonen fik en anden lyd! Jeg skulle OP omgående - ud af sengen og i gang. Det var hårdt, men dejligt alligevel. I Århus fik jeg naturligvis en anden fysioterapeut, frk. Andersen. Hun var også stramtandet og streng, men ejede alligevel et varmt hjerte under den barske facon.
 Hvorfor ”fysser” dengang ofte var frøkner og nogle stride kvinder, skal jeg ikke kunne sige, men jeg har som sagt oplevet flere af den slags plejepersonale.

Jeg kan på sammen måde fortælle om andre typer, jeg husker fra mine første år som patient i sygehusvæsnet.
Jeg mindes en sygeplejerske, frk. Nielsson (nok en frøken!!). Hun havde sine meninger om tingene, bl.a. skulle man virkelig tænke sig om, inden man bad om ekstra smertestillende medicin! Når ønsket var blevet godkendt af en læge, kom hun med de ekstra codimagnyl i et lille glas. Det var før de små plastic snaps- og pillebægre kom på markedet. Man brugte små, meget kraftige glas beregnet til piller.
Frk. Nielsson kom med dette lille glas og knaldede det hårdt i bordet, hvorefter hun
forkyndte, at det jo selvfølgelig ikke kom
hende ved, men om man var klar over, at
det var de rene dybhavsbomber, man var ved at indtage! - - Øh...??!! Jo, man måtte jo være klar over, at disse piller eksploderede som bomber, når de kom ned i mavesækken! Og så kunne enhver jo tænke sig til, hvilke skader mavesækken ville få, især hvis man bad om smertestillende piller i tide og utide! Det var bedre at skåne mavesækken og bide smerterne i sig!!

Nutidens fysser og sygeplejersker er nogle helt anderledes søde, kærlige og omsorgsfulde SAMT knalddygtige piger, som jeg er meget glade for og meget afhængig af!

Åh jo, i dag kan jeg grine af det, men dengang var jeg ikke stolt ved situationen. Men jeg var altså også stadig så ung og havde endnu så meget at lære.
I dag er jeg en gammel ”sygehusrotte”, og tager lidt lettere på mange ting....                      

Men sådan er der jo så meget...
 
 

Af Mona S. Rasmussen

 

Endelig, endelig... ENDELIG... Vi troede aldrig denne vinter ville få en ende. Aldrig har vintermånederne føltes så lange, mørke og kolde som i den forgangne vinter. Sne, sne og frost og mere sne og hårdere frost… Men vi ved det jo godt:

Årstiderne skifter. Det bliver forår – med garanti! Lige så sikkert som at det bliver sommer, efterår og vinter. Vi får ingen garanti for, hvordan vejret præcist arter sig, men der vil altid være en kontinuerlig cyklus, som vi kan minde os selv og andre om, når vintermørket er ved at udvikle sig til en depression. Jo, den var slem, den vinter, som endelig er slut. Den har så også medført, at synet af de første vintergækker, erantis og krokus føltes som en berusende og ufattelig glæde og sejr.

   HURRA, de gjorde det igen, de små! De holdt stand selv da det så allerværst ud!  De lod sig ikke slå ud af selv meget voldsom kulde, mørke og sne. Jo, det var som en kæmpe glæde og befrielse: vi klarede det igen! Vi lod os ikke kue, og foråret føltes dobbelt så fantastisk og frydefuldt, som det plejer.

Og med foråret starter en eksplosion af vækst og grøde: overalt spirer og gror ny liv frem. Der er gang i den i vores redekasser: Når først diskussionerne om, hvem der har råderetten over de enkelte ”lejligheder” er slut, starter indflytningen. Gammelt redemateriale bliver skubbet  ud, og nye strå, fjer og andre gode materialer bringes til huse. En dag, jeg sad og var vidne til al denne travlhed og foretagsomhed, kom jeg pludselig til at tænke på, hvor utroligt livet er.

 

Disse små skabninger starter forfra hvert eneste år, ingen har lært eller vist dem hvordan, man bygger en rede, opfostrer bittesmå unger o.s.v. De gør det bare, instinkt kalder man det.

Og mine tanker fløj videre til dengang, vi andre ”byg-gede rede”. Vi måtte starte med at gøre en masse erfaringer. Det gav mange episoder, som vi nu – 40 år senere kan more os over, men dengang var det skam rammealvor. Vi måtte lære meget fra bunden, og vi satte en ære i ikke at ringe alt for tit til forældrene… mor, hvordan….?

En kvinde i min familie var meget bevidst om, at hun skulle blive en  dygtig og sparsommelig husmoder, ligesom sin mor. Og pengene var små, da de flyttede sammen, hun og kæresten. En dag havde hun bestemt, at de skulle have fisk. Inde i fiskemandens butik var der et stort kar, hvor der gik nogle store, fine ål. Men de var dyre. Hun kiggede på ålene, mens hun regnede ud i hovedet, hvor dyrt det ville blive, hvis hun skulle overraske sin elskede derhjemme med stegte ål. Da det endelig blev hendes tur, havde hun regnet færdig: ”Jeg vil gerne have ½ ål”. Fiskemanden sagde ikke noget, han kiggede bare undrende på den unge kunde. Endelig sagde han ”Og hvad havde du så tænkt dig, at jeg skulle gøre med den anden ½ ål”?! I dag kan hun ikke huske, hvad hun endte med at købe, men oplevelsen har hun aldrig glemt.

 

Min mand kom en dag hjem fra arbejde og fortalte, at én af hans kollegaers datter just var flyttet hjemmefra. Hun havde glædet sig rigtig meget, og ville straks efter flytningen holde en indflytterfest for sine veninder. De skulle have gullasch, havde hun bestemt, og dagen før festen kom hun pludselig blæsende ind ad døren hos forældrene derhjemme: ”Åh, mor, har du ikke lige nogle pakker med oksesmåkød i fryseren? Hvis du har, må jeg så godt få dem med hjem? Du aner altså ikke, hvad sådan noget kød koster i en forretning”!

Der findes utallige sjove beretninger om de bedrifter, unge mennesker har udført i forbindelse med ”redebygning”.

 

Da min mand og jeg flyttede sammen, havde vi været kærester i godt 2 år. Vi var meget forelskede, og jeg påtog mig gladelig opgaven med at smøre en madpakke til ham hver dag. I starten skrev jeg små kærestebreve og lagde ned til leverpostejmadderne.

Min mand gik på teknisk skole, og efter en tid fornemmede jeg, at han måske syntes, det var ved at være lidt pinligt med mine små breve. De andre lagde jo mærke til det, og der kom tit en sjov/ironisk bemærkning.

 

Så kærestebrevene fik en ende, men jeg var jo stadig forelsket til op over begge ører, og jeg følte vældig trang til at vise ham det i tide og utide. Nogle dage efter fik jeg en god idé: jeg skar spegepølseskiverne ud til små hjerter. Åh, så sødt og romantisk, syntes jeg selv.

Da han kom hjem fra skole den dag, ventede jeg spændt: ”Hvad syntes du om din madpakke i dag”? ? ! - jo, den var da god.

 

Han virkede forvirret, jeg var jo holdt op med at lægge små kærestebreve i, så han forstod det ikke rigtigt. Så gik det op for mig, at han slet ikke havde set mine små spegepølsehjerter! ”Har du bare spist spegepølsemadderne uden at se, at jeg havde skåret små hjerter ud”?? Ja, det måtte han jo desværre indrømme. Jeg var skuffet og knust og nok også vældig forurettet, så næste dag lagde jeg en elastik under de fine, almindelige skiver spegepølse. Så ku’ han sidde og trække lidt i den,  ku’ han! Jo, hævnen var sød!

Da han kom hjem fra skolen den dag, besluttede han, at det nok var bedst, at han selv begyndte at smøre sine egne madpakker!

 

Åh ja, i dag kan vi grine af mange af episoderne fra vores ungdom, fra dengang vi ”byggede rede”.

Men sådan er der jo så meget…

Af børn og fulde folk skal man høre sandheden..!

 

Af Mona Rasmussen

 

Af børn og fulde folk skal man høre sandheden” –  siger et gammelt muldheld. M.h.t. de fulde folk har jeg ikke rigtig nogen kommentarer,  men dén med børnene, kan jeg nikke samstemmende til. Børnene anskuer ofte verden ud fra helt andre vinkler end vi voksne, og det kan der komme meget sjovt, men også tankevækkende, ud af.

 

Sidste sommer var jeg alvorligt syg. Jeg havde fået en meget giftig bakterie ind i mit højre ben, og til sidst måtte lægerne amputere højre ben og hofte. Det var selvfølgelig meget traumatisk, men jeg fik (og får stadigvæk) rigtig mange pudsige og morsomme kommentarer fra børn omkring mig. Jeg valgte hurtigt at tage deres kommentarer fra den humoristiske side, for ellers blev det hele for mørkt og trist. Børn reagerer ofte impulsivt, de siger, hvad de tænker, og tingene bliver ikke pakket ind!

Da jeg efter 7 ugers indlæggelse endelig blev udskrevet, blev jeg mødt af nysgerrige og undrende øjne fra vores naboers dejlige drenge. De er 8 og 4 år, og de havde svært ved helt at forstå, hvad der var sket. Jeg fortalte igen og igen om, at benet var sygt, og lægerne blev nødt til at fjerne det.
 - Jamen, gjorde det ikke ondt? Nej, forsikrede jeg dem, det gjorde ikke ondt, for jeg sov mens lægerne opererede mig.
- Hvor er benet så henne nu? Hvad er der sket med det? Jeg afstod fra at begynde at fortælle om krematorier og operations-affald, så jeg stak en lille hvid løgn, da jeg fortalte, at jeg faktisk ikke vidste, hvad der var sket med benet.

 

Men jeg forklarede, at jeg da var sikker på, at lægen helt sikkert havde taget sig godt af mit ben, da det var blevet amputeret.
Frederik, den store, spurgte flere gange, om sådan et ben ikke kunne vokse ud igen?! Neeej, sagde jeg, det troede jeg nu ikke rigtig. ”Jo”, sagde gutten så, ”jeg er sikker på, at det nok skal vokse ud igen! Prøv at holde øje med det”! Det lovede jeg, og hver morgen mærker jeg lige efter, inden jeg forlader min varme dyne. Er der ikke ét eller andet, der bevæger sig dernede..?! Måske er der vokset en lille tå ud i løbet af natten ….?! Endnu er der desværre ikke tegn på noget, men man kan aldrig vide, vel?! Så jeg bliver ved med at kigge efter hver morgen.

 

Frederik fortalte et par dage senere, at han efter sommerferien skulle starte i SFO’en. Han glædede sig rigtig meget, for der var et værksted, hvor de måtte lave forskellige ting. Og så spurgte den herlige dreng, om der ikke var et eller andet, jeg ønskede mig? Han ville gerne lave noget til mig. Jeg kunne ikke lige komme i tanker om noget, så han foreslog, om han så ikke skulle lave et strygebræt til mig? ET STRYGEBRÆT??!! Jeg tabte vist lige mælet et øjeblik, fordi jeg i erindringen var tilbage i barndommen, hvor jeg huskede min bedstemors strygebræt, som var et umanerligt stort og tungt monstrum, lavet i træ.

 

Såe - nej tak; jeg afslog, vi havde jo også et rigtigt godt strygebræt, så jeg syntes ikke, at det var så god en idé. Så bredte der sig pludseligt et stort glad smil på Frederiks ansigt: ”Ved du hvad, Mona, skal jeg ikke bare lave et træben til dig”??  ØH… hvad var det så lige, jeg skulle sige?? Der stod den søde unge og tilbød at lave et træben til mig? Jeg forestillede mig, at det nok ville blive et træben a la Kaptajn Klo, så jeg afslog venligt, men lovede dog at sige til, hvis jeg fortrød!

"HELDIGE BØRN"

Ikke alle børn er så ”heldige” at have et familiemedlem i kørestol. Dette er selvfølgelig ment ironisk, for sunde og raske familiemedlemmer med fuld funktionsdygtighed er naturligvis klart at foretrække, - men på anden side - et handicappet familiemedlem i kørestol åbner andre muligheder, og det kan man som barn lige så godt benytte sig lidt af....

Vi havde Frida, vort ældste barnebarn på 4 år på ferie et par dage. Frida og jeg skulle til købmanden, og Frida valgte, at denne gang skulle hun stå bag på kørestolen. Jeg har siddet i el-kørestol hele Fridas levetid, så hun kender kun sin farmor som kørestolsbruger, og hun har siddet på skødet hos mig utallige gange fra hun blev født.
Da hun nu er stor - nå ja, det mener hun da selv - er hun begyndt at leve livet farligere. Hun stiller sig op bag på min kørestol, og så forventer hun det store gys! Jeg spørger hende et par gange, om hun holder rigtigt godt fast. Det forsikrer hun mig ivrigt, og så lyder det deromme fra: ”Kom nu farmor, kør stærkt”. Jeg kører hen ad plan vej uden medtrafikanter, og får efterhånden kørestolen op på den svimlende fart af ca. 15 km/t. Frida hujer og råber: ”Hurtigere, farmor. Hurtigere”!! Når vi sådan har kørt race lidt, udvikler turen sig som regel til en snak om stort og småt. Vi hygger os sammen - og således også den dag, hvor vi var hos købmanden.

Inden længe var vi dernede, og der skulle købes ind. Først skulle vi have en pose kaffe fra en af de øverste hylder. Jeg kunne ikke nå, og Frida var ikke stor nok, men vi kunne have sparet os alle bekymringer, for pludselig kom en rar mand og spurgte, om ikke han dog skulle hjælpe os? Jeg tog imod tilbuddet og takkede manden mange gange bagefter. Nede ved køleboksene gentog det sig: Præcis den yoghurt, jeg skulle have, stod alt for højt, og denne gang var det en rar ældre dame, som hjalp os. Inden vi forlod købmanden havde vi modtaget hjælp fra andre 3-4 gange.

Jeg kunne nok fornemme, at Frida havde fået noget at tænke på, og da vi atter skulle hjemover, ville hun gerne op og sidde på mit skød. Mine arme er efterhånden ret dårlige, så jeg kunne ikke hjælpe hende, og hun prøvede et par gange uden held. Da hun ville gøre et nyt forsøg, kom der pludselig en dame cyklende. Hun sprang af cyklen, greb Frida og løftede hende let op på mit skød. ”Jeg er jo vant til at arbejde med børn på din alder, og jeg kunne jo se, I havde brug for hjælp”, forklarede hun bagefter. Vi takkede for hjælpen og kørte hjemad. Det varede ikke længe, før Frida begyndte at spørge: ”Farmor, hvorfor kommer der altid nogen og spørger dig, om de skal hjælpe”? Det blev en lang snak, der varede hele vejen hjem. En snak om at give og modtage hjælp, om betydningen af et smil og det vigtige lille ord TAK.

Da vi var vel hjemme, drønede Frida ind til sin farfar og fortalte, at  nu skulle han altså bare lige høre, hvor mange søde mennesker, vi havde mødt! Og hun remsede op: manden ved kaffeafdelingen, damen med yoghurten o.s.v. På sin gammelkloge vis fortalte hun sin farfar om alle de personer, der havde hjulpet os, og hun sluttede af med en trumf: ”Og ved du hvad farfar, vi mødte faktisk også én, som var sød mod mig! Der var faktisk en sød dame, som hjalp mig op i farmors kørestol, og jeg havde faktisk slet ikke spurgt om hun ville”! (Frida er p.t. ret glad for ordet FAKTISK )
Om Frida husker vores samtale, er usikkert, men vi fik os en god snak om én af de små, men vigtige ting her i livet. Og det er da vigtigt, selv om man kun er 4 år! (Her ser jeg Fridas bestemte ansigt foran mig. Hun løfter sin lille pegefinger og siger: Hov farmor, jeg er faktisk ikke 4 men 4½!! Faktisk bliver jeg snart 5”!! Det er en vigtig oplysning, så Frida fik lov af få det sidste ord.

...De fantastiske børn


Jo, jeg har fået mangen god latter og mange smil takket være de fantastiske børn, verden er fuld af. En anden gang var vi til familiefest, og min nevøs 3 piger var ret benovede over den gamle et-benede faster.

Efter et stykke tid begyndte de at spørge, og især lille Wilma på 4 år spurgte og spurgte. På et tidspunkt havde hun åbenbart fået sin nysgerrighed stillet, for hun løb ind i en anden stue og legede med de andre børn. Men ikke særlig længe – for pludseligt kom hun igen. Hun kiggede på mig med sine glade, spillende øjne, og så kunne jeg godt se, at hun havde fået en kanon god idé: Hun trak sit ene ben op under sig, og så hoppede hun rundt.

Se Mona”, sagde hun, ”se nu har jeg også kun et ben”.

Hun hoppede  rundt og rundt, mens hun forklarede mig, at sådan kunne jeg også bare gøre: ”Se Mona, du skal bare hinke! Hvis du hinker rundt på dit ben, så behøver du slet ikke sidde i en kørestol”!!

Jamen, er verden dog ikke fantastisk?! Her kommer sådan en lille herlig pige og løser problemerne for mig!! Jeg er heldig! Så nu må jeg vist bare se at komme i træningslejr, for det kunne da være sjovt, hvis jeg kunne være med til at danse om juletræet igen – hinkende på mit ene ben...

Oplevelse

 

Af Mona Svarre Rasmussen

Forleden morgen havde jeg en fantastisk oplevelse.
I månedsvis havde hele Danmark sukket efter mildere vejr. Det var som om, naturens ur var blevet sat i stå et eller andet udefinerligt sted mellem vinter, vår og sommer. Det var koldt, og det blev ved med at være koldt - hundekoldt, selv om vi efterhånden bevægede os ind i april. Det blæste, det regnede, det sneede, og nattefrosten ville slet ikke slippe sit tag. Vi fik meldinger om, at marts måned var den koldeste siden 1987. Der var dog flere, som ikke troede på den med 1987. De mente helt bestemt at kunne huske, at marts måned var den koldeste i mands minde! Nu er ”mands minde” jo et vidt begreb: taler vi om 75 eller 50 eller 4 år??
De sædvanlige små - og elske  de forårstegn viste sig   flere uger senere end forventet. Men de kom dog, og heldigvis for det, for de små vintergækker, erantis og krokus gør et eller andet ved os. De spreder en forventningens glæde: nu varer det ikke længe….. nu bliver det snart forår! Men det trak ud. Hele Danmark snakkede om vejret. Sådan har det altid været, men i år blev det helt ekstremt, for hvad var der galt, hvad skete der, kom der mon aldrig mildere vejr?

Og jo, det mildere vejr kom omsider. Uendeligt langsomt kom der gang i den proces, vi længtes så meget efter: de små anemoner i skovbunden kom over 1 mdr.  senere, end de plejer, træerne begyndte langt om længe at  få et grønt skær, og det var en festdag, da der omsider kom en melding: bøgen er begyndt at springe ud på Fyn! Af alle de forandringer der sker hvert år, når vi bevæger os fra vinter mod forår, er  denne den mest savnede og elskede melding uden tvivl: bøgen springer ud!
Og den fantastiske oplevelse jeg havde forleden morgen, har netop med bøgen at gøre.  Vi har 2 store bøgetræer i vores have, og lige neden for vores grund står der yderligere 2 meget store bøgetræer, som tilhører kommunen. Vi havde holdt øje med disse stolte træer, og det var som om, at de ind imellem gik i stå! Men ENDELIG, endelig begyndte de første små blade at vise sig i al deres spæde pragt. Det var helt forløsende: jo da, selvfølgelig springer både bøge og alle andre træer ud også i år - de er bare længere om at komme i gang! 

Og omtalte morgen oplevede jeg så noget helt guddommeligt! Da gardinerne blev trukket fra vore soveværelsesvinduer, så jeg ud på den dejligste blå himmel, men det, der gjorde størst indtryk på mig, var at jeg kiggede lige ud på de nyudsprungne bøgetræer. Solens første stråler fra øst spillede ubegribeligt smuk blandt de nyudsprungne blade. Den lysegrønne farve var dér i solens stråler ubeskrivelig, og jeg tror, at alle er enige med mig: der findes ikke noget så smukt som de helt lyse, nyudsprungne bøgeblade! Midt i dette fantastiske syn, blev jeg opmærksom på, at et par fugle leverede underlægningsmusik! Det var en helt unik helhed: den blå himmel, solens spil i de spæde, lysegrønne blade, og fuglenes dejlige morgensang. Det var én af de oplevelser, man kan fortælle om, uden nogensinde at kunne bruge de rigtige ord til at beskrive den følelse, man er opfyldt af! Jeg kan kun sige, at den morgen følte jeg, at Vorherre sendte mig et Godmorgen, Mona. Nu er der gået knapt 14 dage. Fuglene synger stadig dejligt og bøgetræerne står stadig umådelig smukke og lyser med alle deres 1000vis af grønne blade. Den helt unikke lyse-grønne farve er dog umærkeligt blevet lidt mørkere, og om yderligere 14 dage er den endnu mørkere. Og vi kan konstatere, at trods nogle måneder med sne, regn, blæst og kulde blev det alligevel forår i Danmark. Sommeren står allerede og tripper, og inden vi får set os om, nærmer vi os Sct. Hans. Og gad vide, hvordan vejret skikker sig til den tid?                                                                                      Ja, det vil der nok blive snakket en del om, - men sådan er der jo så meget!!

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side