Iværksætter.

Gunnar Facius

Gunnar Facius
Sådan blev jeg guldsmed:
Jeg er født og opvokset i Herning, og efter konfirmationen kom jeg – som det var skik og brug dengang – på landet for at tjene som karl. De næste par år tjente jeg på et par gårde, og på den tredje af dem skete der det, efter at jeg kun havde været der et par uger, at jeg for første gang i mit liv kom til at sove over mig.
Det var en mandag morgen og weekenden havde nok været en smule festlig.
Da jeg kom ud i stalden en time for sent, havde manden i huset allerede ordnet alt det, der skulle gøres.
”Hvorfor har du ikke kaldt?”, spurgte jeg.
”A kalder kun jen gång”, var svaret.
”Jamen, jeg har ikke hørt det, hvorfor kald-te du ikke igen?”.
”A hår ålle hat en kål, der hår sowet øwer”.
”Det har du heller ikke mere, farvel!”, og dermed gik jeg og forlod pladsen.
Jeg tog hjem til mine forældre, og hvad så nu? Dengang kunne man allerede kl. 13 få udleveret dagens avis på Folkebladet, så der tog jeg hen. Der var en annonce, hvor man søgte en arbejdsdreng/specialarbejder hos guldsmed Ul-richsen i Fynsgade.
Noget skulle der ske, så jeg tog derhen for at søge pladsen. ”Hvornår kan du begynde,” blev jeg spurgt, ”jeg kan begynde med det samme”, svarede jeg. Resulta-tet blev, at jeg ville få besked gen-nem Kurt, som var en af de allere-de ansatte, og som jeg kendte fra min skoletid. Jeg fik arbejdet, og allerede dagen efter, om tirsdagen, var jeg i gang.
Efter nogle måneder som arbejds-dreng bad jeg om at komme i lære, idet jeg havde fået interesse for faget. Jeg fik at vide, at jeg kunne tjene lige så mange penge eller måske mere ved at fortsætte som arbejdsdreng. Men jeg var fast be-sluttet på at ville have en lære-plads. Mine forældre var ikke lige så begej-strede, idet de ikke mente at have råd til at have mig boende hjemme i så lang tid med den løn, man fik som lærling. Guldsmed Ulrichsen fik arrangeret et møde med mine forældre og fik dem overbevist om, at lære-pladsen ville være det eneste rigtige for mig.
Ulrichsen var et fantastisk menneske, en god mester og jeg har alle dage sat stor pris på ham.
Jeg var nu lærling med en ugeløn på 14 kr. og det gav jo ikke meget at slå til Søren med. En anden lærling og jeg fandt derfor en god måde hvorpå, vi kunne supplere ugelønnen og få råd til at gå i byen.
Vi begyndte at lave smykker af træ,

hoved sageligt teaktræ, med indlagt sølv,. Ved at forme og bore et hul i dem kunne de bruges

som hals-, armbånd eller øreringe. Og vi havde lov til at bruge værkstedet alt det, vi ville i vores fritid.

Læretiden + teknisk skole tog 4½ år og d. 2. juli 1959 stod jeg med mit svendebrev i hånden og havde en endda bestået med på-skriften: Vel Udført, hvilket er et flot resul-tat. Mit svendestykke bestod af en guld-halskæde og en broche med en indlagt sten (billedet)
Læretiden havde været spændende, men lønnen lille. Når man arbejder med smyk-ker får man ideer, og hver ide bringer nye med sig. Det er det, der gør arbejdet inte-ressant.
Efterfølgende skete der det, at Ulrichsen flyttede sin produktion til Fredericia, og jeg tog med. Selv om jeg var glad for at være der, blev jeg enig med mig selv om, at jeg efter et års tid burde prøve noget andet eg tog derfor til Aarhus, hvor der var arbejde at få hos en guldsmed.
Da jeg ikke skulle tiltræde straks, tog jeg toget hjem til Herning. Undervejs sad jeg og læste i Jyllands-Posten og så, at der var en stilling ledig i Silkeborg. Ud fra, hvad der stod i annoncen, lød det mere tiltalende end det i Aarhus. Hvad gjorde jeg?, jeg af-brød rejsen, stod af toget i Silkeborg og henvendte mig til vedkommende. Jeg sag
de ja til at få jobbet og aflyste det i Aarhus.
Grunden til, at jeg foretrak det sidste var, at her kunne jeg komme til at arbejde mere selvstændig, idet chefen mest stod i butik-ken, hvor jeg så kunne få lov til at råde i værkstedet med reparationer og nye frem-stillingsopgaver af smykker.
Det blev til 2 lærerige år i Silkeborg, hvor-efter jeg godt ville tilbage til Herning. Ul-richsens tidligere kompagnon, Preben Lud-vig, havde oprettet et guld-smedeværksted i byen og jeg opsøgte ham for at høre, om han kunne bruge en ekstra mand. Han var lidt betænke-lig ved situationen, for han ville godt have mig, men spørgsmålet var, om der var arbejde nok til to. Ved at op-søge Ulrichsens gamle kunder sikrede han sig, at der var ri-geligt at tage fat på, og altså: jeg var tilbage i min barn-doms by.
Det udviklede sig nu sådan, at min gamle arbejdsgiver, Ul-richsen, var kommet tilbage til egnen og havde købt Snejbjerg gamle skole, hvor han oprettede en større produktion af guld-smedevarer. De spillede firmafodbold, og da de manglede en mand på holdet, blev jeg spurgt, om jeg ikke ville være med. Jeg har aldrig været nogen ørn til det med fod-bold, men jeg kunne da godt sparke lidt til en bold, og jeg var god i 3. halvleg.
På den måde kom jeg lidt i kontakt med min gamle læreplads igen, og det endte med, at jeg i 1967 var tilbage hos Ulrich-sen, nu i Snejbjerg, hvor jeg senere bosatte mig. Det var en noget større arbejdsplads med omkring 16 ansatte, og der blev omsat omkring 10 kg. finguld om ugen, hvilket fortæller lidt om størrelsen af produktio-nen.

Det blev til 12 år her og det længste tidsmæssige på sam-me arbejdsplads indtil da. Men som tiden gik modnedes tanken mere og me-re om at blive selv-stændig med nye udfordringer og fo-den under eget bord.
Jeg opsagde min stilling og d. 2. ja-nuar 1979 startede jeg for mig selv i Volmerhuspassagen i Østergade, Her-ning, med tilbud om alt inden for repara-tioner og omforandringer. Alle mine be-tænkeligheder ved, om det kunne gå, kunne jeg godt have sparet mig, idet det gik over al forventning og jeg havde he-le tiden rigeligt at gøre. Ud over private kunder leverede byens guldsmede man-ge opgaver hos mig. Som det udviklede sig, var jeg efterhån-den nødt til at ansætte en ekstra medarbej-der, Lars Christensen, som jeg kendte som en tidligere kollega.
Årene gik og der er kun at sige, at det var nogle gode år, der fulgte.
Pensionisttiden kom efterhånden nærmere og i 2001 solgte jeg forretningen til Lars, idet jeg vidste, at så var den i gode hæn-der.
Han havde, ud over at videreføre arbejdet, tillige planer om en udvidelse, idet der også skulle være en rigtig butik. Det nødvendiggjorde en mere synlig placering i byens hovedga-de, og derfor ligger forretningen i dag i Østergade.
Han spurgte, om han måtte tilføje butik-kens navn ”Facius’s efterfølger” og det indvilgede jeg i. Det hedder den stadig, og det er jeg da en smule stolt over.
Tak til Gunnar for samarbejdet og det gode humør.
Jørn Vestergaard

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
07.01 | 12:08

Hvor mange er i på RosenLundCentret?

...
07.10 | 17:12

Frede Andersen Har telef.
50936988
mvh Søren

...
Du kan lide denne side