Aage Gildam fortæller

Aage Gildam fortæller

Min grønlandske barndom

 Aage Gildam, Skolesvinget, Snejbjerg.

 Af Jørn Vestergaard

 At have oplevet en barndom lidt ud over det sædvanlige er faldet i Aage Gildams lod. Med stor interesse og med respekt for den grønlandske befolkning fortæller han her om sine erindringer fra den tid.

Jeg kom som 9-årig med mine forældre til Grønland i 1956, fordi min far skulle være politimand deroppe. Det første halve år boede vi i Godthåb, det nuværende Nuuk, hvorefter vi flyttede til Egedesminde (Aasiaat) og blev der de næste 4 år.  Vi kom til at bo i embedsboligen, der var indrettet i et hus med politikontor i den ene ende og privatbolig i den anden. I kælderen var der fængsel med 2 celler, som jævnligt blev brugt.

At være politimand på Grønland kan ikke sammenlignes med det at være det i Danmark. Min far skulle have opsyn med et distrikt, der i størrelse svarer til afstanden fra Skagen til Kiel, og for at klare det, måtte han ofte ud og aflægge besøg i de mange småbyer og udsteder. Om sommeren sejlede han og en kollega rundt i en ombygget fiskekutter, hvor det tidligere lastrum var indrettet som kontor, og om vinteren foregik det med hundeslæde, hvor der altid deltog 3 personer med hver sin hundeslæde: min far, hans assistent og en lokal indfødt som vejviser. Jeg var heldig med ofte at få lov til at komme med ud på disse rejser.

Jeg kom naturligvis i skole i Egedesminde og fik mange nye kammerater, hvilket bevirkede, at jeg nærmest på lige fod med dem blev betragtet som grønlænder. Jeg lærte både i skrift og tale det grønlandske sprog, men har desværre som årene er gået glemt det igen.

I skolen skulle jeg i modsætning til mine kammerater lære både engelsk, tysk og matematik. Det foregik ved, at jeg havde enetimer med skoleinspektøren, hvilket senere skulle vise sig at have virket overordentligt godt.

Da jeg havde lært at tale grønlandsk skulle jeg ofte virke som tolk for mine forældre. Specielt var det, når der var indsatte i fængslet, og min mor skulle ned i kælderen med mad til dem, så skulle jeg med for at oversætte, hvad de sagde til hende. Jeg husker, at en af dem brugte nogle gloser, som var så sjofle, at jeg ikke ville oversætte dem. For det meste var arrestanterne nogle, som ikke havde kunnet styre deres brandert og derfor måtte i enecelle for at køle ned.

Min far brugte mig også til at lære sygeplejerskerne på sygehuset, hvordan de skulle takle de ofte fulde besøgende og få dem ud af sygehuset, for de ville nemlig ikke altid gå frivillig.

De indfødte havde stor respekt for min far og her hjalp det, at han var 2 meter høj og havde lært brydning. Han kunne godt slå en proper næve, og det var noget, der rygtedes. Der var kun et værtshus i byen, og på lønningsdage kunne det godt gå hedt til. Engang ringede værtshusholderen midt om natten til min far, for der var mere uro, end han kunne klare. Han skulle dog først lige øve nogle judo-tricks på mig, inden han tog afsted. Der blev efter sigende hurtigt ro på værtshuset.

Når grønlænderne bragte en større fangst til byen, det kunne være sæler eller en hvidhaj, (som slet ikke er en haj, men en art hval), var det sådan, at alle i byen delte kødet. Dog var det sådan, at de mindre bemidlede, f.eks. enker eller syge, altid fik først. Så kunne de andre dele det, der var tilbage, og det taler lidt imod de fordomme, som vi danskere ofte har om grønlænderne. 

Jeg blev konfirmeret, mens jeg var deroppe og gik endda på grund af sproget helt alene til præst. Jeg var til dagen iført hvid anorak, sorte bukser og kamikker.

Noget af min fars arbejde bestod i at kontrollere laksefiskeriet om sommeren, og det gav mig nogle fantastiske oplevelser, når jeg var med på inspektionssejladserne. Når man sejler i grønlandske farvande, er man hele tiden på udkig, det kan være efter isbjerge, hvaler, sæler, hvalrosser, osv. I den rene klare luft er farverne og synsoplevelserne fantastiske, og for en dreng noget, man aldrig glemmer.

Jeg har selv fanget mange laks, og måden vi gjorde det på, var lidt usædvanlig. Vi brugte et kosteskaft, hvorpå der i enden var fastgjort en tilslebet hajkrog, og ved at sidde på lur de steder, hvor laksene står for at springe op i elvene, kunne vi med et rask tag ”kroge” dem. En sådan laks skåret i passende stykker og kogt i en spand vand smagte himmelsk. 

Hvad lavede vi drenge ellers? Vi løb f.eks. på ski på en lidt selvlært måde. Vi havde ikke rigtige ski, men nede på havnen havde vi fra nogle fisketønder fået nogle tøndestaver. Dem sleb vi blanke på den ene side og ved hjælp af nogle lærredsstykker til at anbringe støvlerne i var vi klar. Det gik i susende fart ned ad de passende stejle skråninger.

Vi tjente også nogle håndører ved at sælge vand om vinteren, for på det tidspunkt skaffede man gerne vand ved at smelte is og sne. Vi tog op til den opdæmmede kraftværksø, huggede hul i isen og fyldte en stor tank med rent ferskvand, som vi på en slæde kørte ned i byen og solgte i portionsvis til vore kunder.

Et andet foretagende var at gå på rypejagt. Ryperne kunne sidde op til seks stykker sammen, og da de ikke var bange for mennesker, kunne man skyde dem en efter en, uden at de fløj op.

Vi gik også på fangst efter sæler om vinteren. Ude på havisen huggede vi med et stemmejern påsat et langt skaft 3 huller med passende afstand imellem.

Skaftet måtte ikke være tungere, end det kunne holde sig flydende og ved at sende det under isen fra hul til kunne vi med den tilbundne snor anbringe et net under isen. Blev en sæl fanget i nettet, druknede den, og vi drenge kunne med stolthed fragte den hjem til byen, idet vi tog en lille omvej ned mellem husene, så alle kunne se, hvor dygtige vi var. 

Det bedste jeg vidste var at køre med hundeslæde. Jeg startede med 2 hunde. og inden jeg rejste hjem, havde jeg tolv. Det er nogle pragtfulde dyr, men kan også være farlige. Dengang fik de lov til at gå løse omkring, og hvis et lille barn faldt, risikerede det at blive overfaldet med de værste følger som resultat. Så galt gik det heldigvis ikke, mens jeg var der, men jeg har dog set, at børn er blevet bidt. Min far fik faktisk indført ved lov, at alle grønlandske hunde skulle have fjernet hjørnetænderne i hvalpestadiet. I dag er det endda bestemt, at de skal stå bundne.

Vi fodrede hundene med amasetter, som er en 10-20 cm lang fiskeart, der optrådte i store stimer langs kysterne. Der kunne være så tætte stimer på steder, som lokalbefolkningen kendte, at man bogstavelig talt kunne gå på dem. Fangsten bestod i, at vi med spande med huller i bunden skovlede dem op i båden, som blev fyldt på ingen tid. I farvandet omkring Egedesminde er der nogle små ubeboede øer, og på en sådan landede man fiskene og lagde dem til tørre på klipperne i den meget tørre grønlandske luft. Efter en måneds tid hentede vi de tørrede fisk hjem i store sække til vinterforråd. Hvis en hund fik bare 5 amasetter, var den i stand til at gå foran slæden en hel dag.

Den dag i dag har jeg det sådan, at hvis jeg i fjernsynet ser en hundeslæde med forspand, giver det et lille gib i mig. 

En sommer kom kongeskibet på besøg, og min far blev af kongens adjudant inviteret med ombord. Adjudanten fik øje på mig og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme med. Om jeg havde, det skulle jeg ikke spørges to gange om. Efter det formelle var overstået, sad vi på agterdækket, og kong Frederik kom ud til os og fik en øl og jeg en sodavand. Kongen spurgte, om ikke jeg gerne ville se hele skibet. Jo, det ville jeg gerne, og jeg blev derefter vist rundt af en af matroserne.

Der skete en meget tragisk hændelse en sommer. 3-4 af mine klassekammerater var sammen med børn fra andre bygder blevet udtaget til at komme en tur til København, fordi de som grønlændere skulle have et nærmere kendskab til det land, de var en del af. Jeg så aldrig mine klassekammerater igen, idet de skulle sejle med det nybyggede skib, ”Hans Hedtoft”.

Skibet sank på mystisk vis, og det eneste efterladte spor var en redningskrans, der et halvt år senere drev i land på Island. På redningskransen stod der Hans Hedtoft København. Det var noget, der gjorde et stort indtryk på alle.

En af teorierne om forliset er, at det var sejlet på et isbjerg. På Grønland inddeler man isbjergene i to slags, de hvide og de klare. De hvide er nemme at få øje på, men med de klare er det en anden sag. Dem kan man på grund af afsmeltning næsten kigge igennem, og de kan ikke ses på et radarbillede. Måske er det sådant et, skibet er stødt på.

Jeg blev sendt hjem til Danmark et år før mine forældre, idet de mente, at jeg ellers ville komme for langt bagud med min skolelærdom. Det viste sig alligevel, at jeg fagligt var noget foran mine nye klassekammerater, men jeg havde også haft enelærer i flere år. I det år boede jeg hos min faster i København.

Jeg har aldrig siden været på Grønland, og hvis jeg endelig kom derop, ville jeg nok opleve, at alt er forandret.

 Tak til Aage for fortællelyst og gæstfrihed.

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.11 | 21:26

jeg er født på Tanderupgaard d.30 maj 1940 og vil gerne vide om der stadig er lanbrug på gården? eller skal stedet bruges til andet formål.

...
05.11 | 17:53

Spændende historie. Er gården i dag privatejet?

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side