Medena v/ Finn Dose / Plan Trapper A/S v/ Doris og Jimmy Larsen
Medena - før med navnet Mini Crosser

Medena - fremstiller
el-drevne køretøjer til
handicappede


Af Jørn Vestergaard

 

Alle i Snejbjerg har på deres vej til Herning ikke kunnet undgå at lægge mærke til det velkendte billede af en eldrevet scooter, der pryder muren på én af vore lokale virksomheder.

Det drejer sig om Medema og før det Mini Crosser, som stadig er navnet på dens produkter.

Firmaet har specialiseret sig i at fremstille el-drevne køretøjer til handicappede og er en meget betydningsfuld medspiller på dette marked ikke bare i Danmark, men i en lang række lande, ikke mindst her i Skandinavien.

På facaden finder man også sætningerne ”kom frit frem” og ”hvorhen du vil”. Og det er netop det, der er sandheden bag produkterne, at kunderne trods det, at de lider af et eller andet handicap kan hjælpes til at blive mere mobile og derved få et friere liv.

 

For at finde ud af, hvad der foregår ind bag facaden har jeg kontaktet firmaets administrerende direktør Finn Dose, som ud over at være daglig leder også bor her i Snejbjerg, nærmere bestemt Toftbjerg. 

 

Finn Dose fortæller:

Firmaet blev oprindelig grundlagt i 1981 af Henrik S. Breum, som i dag bor på Limfjords-egnen, men har trukket sig helt ud af alt, hvad der har med stedet her at gøre. Selv har jeg været med hele vejen lige fra begyndelsen.

Startede i Frifelt


Det startede på en ejendom i Frifelt, som ligger mellem Haunstrup og Barde og hvor man fra begyndelsen tog fat på fremstillingen af de batteridrevne scootere, der stadig er firmaets hovedprodukt. I de første fire år gik udviklingen meget trægt, idet det var svært at få skabt et marked, men fra 1985 begyndte det at gå stærkt, og det blev nødvendigt at udvide fabriksarealet. En plan om at bygge til i Frifelt kunne ikke tillades af amtet, og derfor måtte vi ud at finde egnede lokaler andetsteds.

Vi fandt dem her i Snejbjerg i det nedlagte Merrild Maskinværksted og med de tre udvidelser, der siden er blevet foretaget, har vi nu et produktionsareal på 3500 m2.

 

I 2003 blev firmaet købt af norskejede Medema, hvor første stavelse i navnet henfører til ordet medicin og dermed til noget, der har med medicinalvarer og hjælpemidler til handicappede at gøre. Medema har afdelinger i hele Skandinavien, men den i Snejbjerg er den eneste, hvori der foregår en egentlig produktion. Alle de andre er salgs- og serviceafdelinger, hvor der her i Danmark ved siden af vores også er én i Køge og én i Odense.

Ud over scootere producerer vi nu også eldrevne og joystick-styrede kørestole.

 

90% af produktionen går til eksport, mest til de øvrige nordiske lande, Tyskland, Holland og England, men også til USA og Australien. For at udvide markedet deltager vi jævnligt i messer herhjemme og i udlandet.

At vi er en produktionsafdeling skal forstås således, at vi ikke selv laver nogen af enkeltdelene til vore køretøjer, vi får det hele andre steder fra, så vores opgave består i at samle delene til de færdige resultater.

Produktionen har gennem de senere år været støt stigende og alt det med finanskrise har vi stort set ikke mærket til. For at kunne følge med efterspørgslen, skal vi lave 3000 scootere og 500 kørestole om året, hvilket for scooternes vedkommende vil sige, at der året rundt for hver ½ time forlader en ny én af slagsen her fra fabrikken.

I dag beskæftiger hele gruppen 160 mand, heraf de 60 i Snejbjerg, men den beskæftigelsesmæssige betydning er som helhed mindst dobbelt så stor, når man medregner vore underleverandører.

 

En Scooter kan køre op til 100 km. på en opladning og har en tophastighed på 15 km/t. Trafikalt set betragtes den som værende en cykel, hvorfor den fungerer under de samme regler, som der gælder for cyklister. Cykelhjelm er således ikke påbudt, og den må gerne bruges i gågader, men så må hastigheden ikke overstige 6 km/t, idet køreren derved betragtes som en fodgænger og skal overholde reglerne for sådanne. Det kan lyde lidt indviklet, men det plejer nu ikke at volde problemer.

Efter endt køretur skal scooteren lades op fra en almindelig stikkontakt og tiden for en opladning er ca. 8 timer. Der stilles ikke specielle krav til føreren, så som kørekort eller helbredsattest, men man skal selvfølgelig kunne klare sig i trafikken.

Adm. direktør Finn Dose i samtale med medarbejder
Moderne, tekniske vidundere!


Vi har en udviklingsafdeling, der beskæftiger 6 mand, idet vi hele tiden skal være åbne for nye forbedringer og anvendelse af bedre teknologi for at kunne følge med i udviklingen.
Der er langt fra datidens hånddrevne kørestole til de mere moderne tekniske vidundere, som kan styres med langt færre krav til brugerens evne til at kunne bevæge arme og hænder. Førlighed i én hånd er således mere end tilstrækkelig til at kunne betjene et joystick, ja, vi plejer endda at sige, at hvis man bare er i stand til at bevæge et øjenlåg eller puste og suge, så kan man styre en kørestol. Nogle kørestole lader sig også styre med tungen, så det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan opnå for at hjælpe selv de mest handicappede til et bedre liv.

 

Vi møder ligesom så mange andre steder konkurrence fra fjernøsten, og her kan vi have svært ved at hamle op med dem på prisen alene. Når vi alligevel vinder mange licitationer, er det på grund af bedre service og et langt større udbud af tilbehør. Vi er også gode til at tilpasse vore køretøjer til den enkelte kunde, f.eks. i valget med mellem fod- eller håndbetjening og tilpasning til højre- eller venstrelammelser. De kan leveres med sædehejs, stokkeholder, indkøbskurv, mm. I vort eget polsterværksted kan vi fremstille sæder, som er nærmest skræddersyet til den enkelte.

Selv om vore kunder henvender sig til os, fordi de er kommet i en svær situation, så er det mest positive oplevelser, vi har i det daglige arbejde.

 

Jeg husker fra et af de første år, jeg var i firmaet, at jeg var blevet sendt til Sønderborg for at aflevere en scooter til en kunde. Han havde på grund af sit handicap ikke været uden for sin lejlighed i 3 år. Da han kom op at sidde på sin nyerhvervelse og fik forklaret, hvordan den skulle betjenes, kørte han sin vej rundt om hjørnet og forsvandt. Der gik lang tid, og han kom ikke tilbage, og til sidst måtte vi ud at lede efter ham. Efter 1½ time fandt vi ham nede i den lokale brugs, hvor han var ved at se på en ny pibe og var kommet i snak med flere andre mennesker.

En anden gang skulle vi levere en scooter til en gammel landmand, der var flyttet til Hvide Sande. Han ville gerne have traktorhjul på sin maskine, hvilket vi fandt en løsning på. Resultatet blev, at nu kunne han køre ud i marken og på den måde bedre følge med i, hvordan det gik med afgrøderne.

 

Det skal også nævnes, at der kører 50 af vore maskiner rundt i Kommunehospitalet i Århus, hvor de bruges som servicevogne for elektrikere,VVS-folk og portører.

 

I år har vi haft den ære, at vores afdeling i Holland har modtaget Prins Henriks æresmedalje, som tildeles personer eller virksomheder med hjemsted i udlandet. Prisen tildeles som anerkendelse for fremragende indsats til fremme af afsætningen af danske produkter og tjenesteydelser.

Den frihed, det giver, at man til hver en tid kan sætte sig op på sit eget køretøj og transportere sig hvorhen man vil uden at være afhængig af andre, er uvurderlig.


Finn Dose runder besøget af med at sige:

”At være med til at give den slags oplevelser og frihed til handicappede og se den glæde, det giver dem, er en del af belønningen for arbejdet i Medema.”

 

Tak til Finn Dose for gæstfrihed og hjælp til denne artikels tilblivelse.

Adm. direktør Finn Dose prøvekører crosser






Plan Trapper A/S
v/ Doris og Jimmy Larsen 

Af Jørn Vestergaard

 

Der findes til stadighed og heldigvis foretagsomme mennesker, som har mod og lyst til at skabe - og dermed også risikere - at etablere deres egen virksomhed. Vi skal her stifte bekendtskab med et par af dem.

Jeg er taget ind på Mads Eg Damgaards Vej i Herning til trappefabrikken Plan Trapper A/S, hvor Doris og Jimmy Larsen, som er direktør og grundlægger af virksomheden, tager imod.

Selv om produktionen foregår i Herning, har den meget med Snejbjerg at gøre, idet Doris og Jimmy i mange år har boet her og således er et kendt par i byen.

Hun er født og opvokset på en gård i Sinding og han kommer fra en lille by, Kyse, som ligger på Næstved-kanten.

Doris Larsen, Plan Trapper A/S
Doris og Jimmy fortæller

 

- For at tage det helt fra begyndelsen traf vi for første gang hinanden på KFUM soldaterhjemmet i Sandholm på Sjælland. Det gik sådan til, fortsætter Doris, at jeg efter endt realeksamen skulle til at finde på noget andet. Mine forældre syntes ikke, at jeg skulle tage plads som ung pige i huset og blive brugt som billig arbejdskraft. Da min storebror, som på det tidspunkt var soldat i Livgarden, havde kendskab til, at man stod og manglede en medhjælper på føromtalte soldaterhjem, søgte jeg stillingen og fik den.

Samme sted arbejdede også Jimmy og i travlheden med at servicere og hygge om soldaterne ville skæbnen, at det endte med, at vi efterhånden blev lidt mere end bare kolleger.

Efter endt arbejdsindsats der, rejste jeg tilbage til Jylland og begyndte som økonomaelev på Herning sygehus og Jimmy blev samtidig selv indkaldt til militærtjeneste, endda ved Den kongelige Livgarde og samme sted som, hvor han havde virket på soldaterhjemmet.


Det blev, fortæller Jimmy, efter endt rekruttid til et halvt års tjeneste ved vagtkompagniet på Amalienborg. Det var på den tid, at kong Frederik den 9. døde og dronning Margrethe tog over, så jeg har oplevet tronfølgeskiftet på nærmeste hold.

 

En skønne dag var soldatertiden overstået, og hvad gjorde jeg? Jeg rejste til Jylland for at være i nærheden af Doris. Da jeg ikke havde nogen egentlig uddannelse, måtte jeg tage, hvad der bød sig. Jeg kunne altid som en begyndelse tage plads ved Franks Smede- og Maskinfabrik i Snejbjerg, hvor man godt kunne bruge en ung mand som mig.

 

Det, der bare skulle have været noget midlertidigt arbejde, blev i stedet til 14 år, hvor jeg i starten arbejdede som montør af firmaets produkter. Op- og nedture har der alle dage været i byggebranchen, og på et tidspunkt blev jeg kaldt ind på kontoret og fik at vide, at jeg var fyret, da der simpelthen ikke var nogle opgaver til mig. I mellemtiden var vi blevet gift, i 1974, og boede på Snejbjerg Hovedgade i den bygning, hvor den gamle sparekasse lå. Det så i det hele taget temmelig skidt ud, jeg fyret og ikke medlem af nogen fagforening eller A-kasse, og samtidig skulle Doris være 5 måneder i København som et led i hendes uddannelse. På vej ud af døren vendte jeg mig om til Frank og sagde, at jeg mente, at jeg også kunne sælge. Efter en del snak frem og tilbage endte fyresedlen med, at jeg i stedet blev ansat som sælger med en lille fast løn plus provision. Firmaet var nu kommet til at hedde Franks Trapper og i de sidste år, jeg var der, var jeg avanceret til chefsælger.

 

I 1977 flyttede vi ind i vort nye hus på Solbjerg, hvor vi bor endnu.

Der skete nu det, fortsætter Doris, at jeg fik arbejdsrelaterede helbredsproblemer med mit arbejde på sygehuset. Jeg blev af min læge opfordret til at finde noget andet arbejde og jeg valgte, at det måtte være noget på kontor- og med regnskaber.

Og, siger Jimmy, da jeg lige siden drengeårene altid har haft lyst til at blive selvstændig og have benene under eget bord, besluttede vi os for at benytte os af lejligheden til at starte for os selv. I 1987 opsagde jeg min stilling velvidende, at det ikke bare var et fra syv til fire job, men det havde jeg heller ikke været vant til ved Frank Trapper. Vi købte grund og byggede en fabrikshal på Teglvænget i Herning og Doris blev ansat på kontoret. ”Plan Trapper” var en realitet.

 

Vi kom godt i gang og lejede ret hurtigt en fabrikshal på nabogrunden, så vi havde både

smede- og tømrerværksted, da der på mange af vores produkter bruges træ til f.eks. trappetrin.

Vi fik efterhånden en stor eksport til Tyskland, og så stor, at vores aftager dernede næsten alene kunne holde os beskæftiget. For ikke at satse det hele på et marked, indså vi, at vi også måtte dyrke andre græsgange, hvilket krævede mere plads, end vi rådede over. Vi flyttede derfor i 1995 hele virksomheden her til de bygninger, hvor vi stadig har til huse.

Ud over trapper, altaner, gangbroer, osv. til mere eller mindre traditionelt byggeri, har vi altid turdet give os i kast med projekter, der er lidt ud over det almindelige. Det kan dreje sig om trapper, der ikke bare skal bruges til at komme fra den ene etage til den anden, men, hvor de i design og materialevalg bliver en slags skulptur, der indgår som en væsentlig del af helhedsindtrykket.

Engang blev vi spurgt, om vi kunne lave en trappe til en balletballerina fra Moskva. Hun havde været i London, og i en restaurant havde hun set en trappe, som åbenbart havde gjort indtryk på hende. Hendes reaktion var, som man siger ”So ein ding muss ich auch haben” eller hvordan det nu udtrykkes på russisk. Hun ville hvert fald have en af samme slags og via en tidligere stasi-officer fra Østtyskland, der efter murens fald var begyndt at handle med trapper, fandt man frem til, at det var os, der havde produceret omtalte trappe. Vi fik ordren i hus, og i slutfasen ankom tre russere og kontrollerede, at alt var som det skulle være, inden det færdige resultat blev sendt af sted sammen med en af vore montører. Damen fik sin trappe.  

 

Jimmy Larsen, Plan Trapper A/S
fly til Lanzarote -


Vi har endvidere haft til opgave at lave trapper til krydstogtskibe. Et skib af slagsen skulle for nogle år siden have foretaget nogle ændringer, hvorved vi fik til opgave at lave en speciel trappe, der skulle installeres i skibets natklub. Nu er det sådan, at et fartøj af den slags ikke indtjener penge, så længe det står på et værft, så derfor forlangte man, at alt hvad der skulle nyinstalleres, skulle stå klar på kajen den dag, skibet ankom til værftet i Bremerhafen, hvor arbejdet skulle udføres i løbet af højst 4 uger. For at kunne klare opgaven, måtte der nødvendigvis foretages nogle opmålinger, så vi var sikre på, at vores trappe passede præcis, når den skulle monteres. Alt det er temmelig svært, når skibet befinder sig ude i rum sø.
En måneds tid, inden trappen skulle leveres, fik vi en tirsdag heldigvis at vide, at skibet lå i havn om torsdagen på Lanzarote, og kun i et døgn. Der var kun et at gøre, vi måtte derned på en eller anden måde. Vi ringede til Bravo Tours for at høre, om de havde flybilletter til Lanzarote og helst straks. Heldigvis havde de lige to ledige billetter til en uges charterferie på naboøen Fuerteventura dagen efter, så vi bestemte os for at købe rejsen og kombinere opmålingsopgaven med en uges ferie under sydlige himmelstrøg. Det hotel, vi fik, lå tilfældigvis lige ved færgelejet, så det var let at sejle over til det sted, der var formålet med det hele. Vi fandt skibet, fik foretaget opmålingerne og dermed var en ny ordre kommet i hus.

 

En anden gang fik vi en ordre på en trappe til et slot på øen Man i Det irske Hav. Slottet var hovedsæde for et rederi og bemeldte trappe skulle åbenbart være vidnesbyrd om et rederi med succes. Den skulle udstyres med stålgelændere, buet glas, træ i fugleøjefiner og håndlister af amerikansk valnøddetræ. Ikke ligefrem de billigste løsninger, men hvis man vil have det, får man det.

 

En spændende og udfordrende opgave har tillige været at levere stålgelændere til de første 6 metrostationer i København med bl.a. Nørreport station, som er tre etager dyb, og stationen på Kongens Nytorv.

På det seneste har vi haft travlt med det nye Plaza hotel i Ørestaden. Vi skulle lave trapper til 2 gange 24 etager på det, der angiveligt er Danmarks højeste bygning af den slags, og det hele skulle stå færdigt til klimatopmødet her før jul. Vi nåede det.

Takket være gode medarbejdere har vi nået mange af vores mål.


Vi har tre sønner, hvoraf de to ældste i dag har overtaget halvdelen af firmaet. De arbejder her dels som bygningskonstruktør og med tegning og dels som revisoruddannet og med salg for øje, så et generationsskifte er ligesom på vej.

Gennem arbejdet i bestyrelserne for både KFUM-spejdernes Støtteforening og Snejbjerg idrættens Støtteforening har vi også givet os tid til at tage del i det lokale fo reningsliv i Snejbjerg, hvilket selvfølgelig har betydet en del arbejde, men også givet anledning til mange glæder og nye venskaber, som vi ikke har villet være foruden.

I vort sommerhus i Søndervig nyder vi at kunne slappe af og nyde naturen, når tiden er til det.

 

Tak til Doris og Jimmy for gæstfrihed og hjælpsomhed til denne artikels tilblivelse.


Her i Snejbjerg behøver vi ikke bevæge os så langt for at se nogle af produkterne fra Plan Trapper. I Herning Centret er de seneste to udvidelser blevet udstyret med trapper, gelændere, elevatortårne og gangbroer herfra.

Det kan anbefales, at I beundrer det smukke interiør næste gang, I begiver jer derud.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Gerda Christensen | Svar 28.01.2018 08.42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

xCurt | Svar 25.03.2015 00.49

Tillykke med succesen. Men et spørgsmål trænger sig på: Udkonkurrerede I Franks Trapper, eller hvordan gik det dem?

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side