Johs. Wienberg Larsen

Tilværelsen er som musik....!

Tilværelsen er som 

et herligt stykke musik..

Det emmer af musik, når man besøger Stinne
og Johs. Wienberg-Larsen, Munkgårdkvarteret
341 i Snejbjerg. »Vil du ikke lige
høre....«, »Og så er der...«. Johs. Wienberg-
Larsen kan næsten ikke stoppe med at spille
musikeksempler på sit hammondorgel. Han
understreger da også, at tilværelsen indtil
nu næsten har været et sandt eventyr for
ham – akkurat som det afspejler sig i musikken.
- Det hele er faktisk som et herligt stykke
musik! Du ved, der er opture og nedture, og
lykke og held veksler med mørke tider og
brænder hele tiden indtryk og minder ind i
sindet. Ligeså med orglet og musikken, bemærker
Johs. Wienberg-Larsen.
Han forklarer om det tekniske, at husets orgel
egentlig ikke er et ægte gammeldags af
mærket Hammond, men et moderne, svensk
-bygget, af mærket Clavia.
Hans egne kompositioner, et par stykker
som er kommet til offentlighedens kendskab,
synes han, vi skal glemme og lade
ligge i »mølposen«. Snejbjerg-valsen og det
lille tema, der er lagt ind på kirkens klokkespil,
»Opus 11 version II«. Ting, der har givet
genklang på egnen.
- Hvis du vil vide mere, kan jeg lige fortælle,
at Snejbjerg-valsen blev til i forbindelse
med Snejbjerg Skytte-, Gymnstik- og
Idrætsforenings 100 års jubilæum 1987. Op
til årets byfest udskrev Støtteforeningen en
konkurrence om bidrag, der kunne repræsentere
byen, fortæller Johs. Wienberg-
Larsen.
- Sjovt nok havde jeg komponeret mit bidrag
som en march. Men hvornår kunne
man egentlig bruge en Snejbjerg-march?
Næsten aldrig! Nej, det skulle da være en
vals –og det blev det! Sonja Pedersen, dengang
ansat i Snejbjerg Sparekasse, havde
hørt om mit melodi-bidrag, og hun ringede
en dag og spurgte, om det var en idé med
en tekst til denne vals. Strålende ide, syntes
jeg, og hendes friske og rammende tekst
blev i hast indspillet med Sonja selv som
solist i et studie i Grindsted. Jeg indleverede
Snejbjerg-valsen som et nyt bidrag i
konkurrencen - og den gik hen og vandt.


Komposition til klokkespillet
Vi vil også gerne høre lidt om det musikstykke,
han har lagt ind i Snejbjerg Kirkes
klokkespil. Johs. fortæller:
- Det tema, »Opus 11 version 2«, der er
lagt ind i computeren, der styrer Snejbjerg
Kirkes klokkespil, havde egentlig ligget »i
skuffen« siden 1998, men da Vera og Hans
Ditlev Poulsen skænkede klokkespillet til
kirken i 2006, kom jeg i tanke om mit lille
tema, som jeg fandt egnet til klokkespil. Jeg
spurgte menighedsrådet om ideen med et
lille stykke »lokalt« musik lagt ind på klokkespillet,
og i samarbejde med vores herlige
organist, Grethe Christiansen, blev det ført
ud i livet.
- Det var en underlig, men også meget bevægende
oplevelse for mig, da det lille tema
lød ud over byen under klokkekoncerten
ved indvielsen 2. pinsedag i 2006, fortæller
Johs. Wienberg-Larsen.
- Endnu mere spændende blev det, da jeg
kort tid efter fik en venlig hilsen fra kirkeministeriets
klokkekonsulent, at han gerne
ville have noderne til stykket, og bruge det
ved nogle klokke-koncerter. Og han opfordrede
mig til at gøre mere ved det, evt. i
samarbejde med Snejbjerg menighedsråd
og organisten, og indspille flere af mine
små stykker på klokkespillet. Den hilsen
lod jeg naturligvis gå videre til menighedsrådet,
fortæller Johs. Wienberg-Larsen.


Dramatisk start på livet
Johs. Wienberg-Larsen kan fortælle om en
dramatisk start på livet i en omtumlet tid.
Hans far, Ernst Wienberg, var præst i Alling-
Tulstrup sogn ved Ry. Kun 45 år gammel
døde han – kort tid før Johs. blev født.
- Min far havde – som en naturlig del af
præstegerningen - haft stor interesse i forskelligt
ungdomsarbejde, og han følte, der
manglede et sted på egnen, ungdommen
kunne mødes til boldspil mv., og først og
fremmest et hjem for den gryende vandrerbevægelse,
som han havde set udvikle sig i
Tyskland. På en naturskøn plet ved Knudsø
nær Ry havde han opført Knudhule Vandrerhjem,
i dag Knudhule Badehotel.
Præsten havde forud for indvielsen i 1937
lagt stor energi i at få dette vandrerhjem
etableret. Der var blevet indsamlet ca.
10.000 kr. til opførelsen. Men han opnåede
knap nok at se vandrerhjemmet i funktion,
før han blev syg og afgik ved døden, fortæller
Johs.
- Men tænk, hvilken tilværelse for min
mor! Hun, der nu var blevet enke, drev
vandrerhjemmet, som i den barske krigens
tid blev beslaglagt af tyskerne i flere omgange.
Først de tyske flyvere, der var udstationeret
på flyvepladsen ved Gl. Rye.
Senere var det
en transportkolonne, der krævede huset
stillet til rådighed. Min mor
havde kun ét valg, at forsøge at drive
Knudhule Vandrerhjem – trods de frygtelige
tider.
- Det var et slid uden lige, og det er meget
forståeligt, at hun afstod den lille nyfødte
dreng til et barnløst ægtepar, som boede i
nærheden. Så jeg er altså adoptivbarn; fik
et godt hjem hos verdens bedste forældre
på en lille landejendom i Skovsrod ved Laven.
- Jeg blev modtaget og passet i mit nye
hjem som var jeg »søn af huset«. Og det
var helt naturligt for mig at sige »far« og
»mor« til de to kærlige mennesker, der gav
mig en god start på tilværelsen – hvilket
var en trøst for min »rigtige« mor.


Musik i huset
Johs. Wienberg-Larsen fortæller, at musikken
og sangen var en naturlig del af tilværelsen
i hjemmet, helt fra han var barn.
- Min adoptivfar var meget aktiv i menighedsråd
og sogneråd, og kirken og dens ve
og vel havde hans store interesse.
- Det betød, at vi sang sange og salmer derhjemme,
når der var sammenkomster. Og
gudstjenesten og de kirkelige højtider fyldte
en stor del af tilværelsen.
Johs. Wienberg Larsen fortæller om sit liv.
6
Vi havde et lille Ringkjøbing-orgel i
stuen, og det fik jeg lov at »klamre« på
så meget jeg ville, og når vi var i kirke,
fik jeg ofte lov at sidde oppe ved organisten
bagerst i kirken og studere hvilke
orgel-stemmer og teknik, der blev brugt.
Jeg sugede til mig af indtryk af denne
spændende verden, og havde nok også
en drøm om engang selv at blive organist
og beherske sådan et kæmpe orgel,
beretter Johs. Wienberg-Larsen.
- Jeg gik et par år til spilleundervisning;
men uanset hvor meget jeg sled, kunne
jeg ikke læse noder. En organist i vores
venskabskreds konstaterede til min
sorg, at jeg var det, der hedder nodeblind.
Det er akkurat som at være ordblind;
man kan overhovedet ikke i hovedet
danne noget billede af fingerstillinger
og klange ud fra noderne. Altså
måtte jeg opgive drømmen om at drive
det musiske videre. Men til gengæld har
jeg let ved at huske melodistemmer, og
skriver mine egne primitive noder, når
jeg laver kompositionerne, fortæller
Johs. Wienberg-Larsen.
Hans gehør for kirkens salmemelodier
førte senere til, at han blev organist ved
en kirke i Silkeborg, Vor Frelsers Kirke
på hjørnet af Nygade-Tværgade. Det var
på et tidspunkt, hvor det var svært for
kirkerne at skaffe organister, og han klarede
sig med at ledsage salmerne med et
system af udenadslære.


Avis-interesse
Johs. Wienberg-Larsen havde tidligt opdaget,
at den daglige avis havde stor betydning
rundt i hjemmene, og han besluttede,
at arbejdet med avisfremstilling
og diverse tryksager skulle være
hans livsbane. Både den tekniske og den
skrivende del af faget.
Læretiden blev udstået på A. Bernhard
Larsens Bogtrykkeri i Silkeborg, og på
den lille konservative Herning Avis lærte
han herefter maskinsætteri, efter et
skoleophold i København.
Jeg kom i 1961 i kontakt med Lars
Aage Ottosen, som syntes, jeg skulle
købe en grund på Skolegade 31 i Snejbjerg
– Senere Skolesvinget 31! Her var
så mit hjem, mens jeg skiftede arbejdsplads
til Herning Folkeblad. Med til
eventyret hører også, at jeg traf Stinne
Nielsen fra Skærlund ved Bande – en
gæv syerske, som boede i Herning. Vi
blev gift i 1965, og en farverig og spændende
tilværelse ventede os gennem
årene i hjemmet på Skolesvinget.
Johs. Wienberg-Larsen kan berette om
et sandt eventyr – noget med at kaste
sig ud i forskellige spændende jobs og
opgaver på livets rejse. Men det er en
hel beretning for sig, som vi måske vender
tilbage til ved en senere lejlighed.


Han slutter:
Vi er i 1989 flyttet til en af de nye boliger,
som er skudt op i Munkgårdkvarteret
i Snejbjerg. Og her har vi rig lejlighed
til at blade i mindernes album og se
tilbage på en virkelig lykkelig tid i en
god og fredelig by.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.11 | 21:26

jeg er født på Tanderupgaard d.30 maj 1940 og vil gerne vide om der stadig er lanbrug på gården? eller skal stedet bruges til andet formål.

...
05.11 | 17:53

Spændende historie. Er gården i dag privatejet?

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side