Niels Haunstrup, Øster Haunstrup, og Holger Linneberg, Langvadbjerg
Niels Haunstrup


Gården Øster Haunstrup


Af Jørn Vestergaard

 

Langt væk fra industrikvarterer og kontorbygninger finder vi også initiativrige mennesker i vort lokalområde. Vi skal således en tur ud på landet og stifte bekendtskab med et moderne landbrug, der selv om det drives økologisk alligevel er topmoderne. Det drejer sig om gården Øster Haunstrup, der drives som et interessentselskab af Doris Haunstrup, sønnen Niels Haunstrup og hans kone Jonna Bækgaard.

Helt tilbage i 1827 var der en mand, der hed Anders Jensen, der erhvervede gården, og siden dengang  har hans efterkommere i led efter led besiddet stedet, således at Niels nu er den 7. generation på gården. Skønt vi således kan kalde den for en gammel slægtsgård, er der af den grund hverken noget stråtækt eller Morten Korch-agtigt over den. De tider er for længst forbi, hvis man skal drive et effektivt landbrug.

Doris og Niels tager imod i stuehusets køkken og med udsigt til nogle af avlsbygningerne fortæller Niels:

Jeg blev færdiguddannet som landmand i 1997 og havde allerede da købt to mindre ejendomme, inden jeg kom med i driften af Øster Haunstrup.

 

Siden er der foretaget flere udvidelser. I 2003 var der 120 malkekøer og 115 ha jord, mens der i dag er 400 malkekøer, alle af sortbroget race, og 450 ha jord. Jeg står selv for den daglige drift sammen med en fodermester, min lillebror Anders og en medhjælper.

Min far døde desværre for 10 måneder siden, men han har haft en stor andel i at drive gården frem til det, den er i dag. Allerede fem år forinden var den blevet omdannet til ovennævnte interessentselskab.

Siden 1991 har gården været drevet økologisk, hvilket bl.a. vil sige, at der ikke må anvendes kunstgødning og sprøjtemidler, og at køerne kommer ud på græs mindst 150 dage om året. Ud over de 400 malkekøer er der ca. lige så mange under opdræt, heraf 72 drægtige kvier, der går ude på Tipperne i Ringkøbing Fjord.

 

Når det kan lade sig gøre at passe så mange køer, hænger det sammen med, at vi har investeret i 6 malkerobotter. Hver ko bærer om halsen en såkaldt transponder, der indeholder elektroniske oplysninger om, hvad der har med netop den ko at gøre. Når koen kommer ind for at blive malket, aflæser robotten således både hvad det er for en ko, det drejer sig om, om den har stort eller lille yver, om patterne er små eller store og hvor de sidder på yveret, om de vender lidt fremad eller ud til siderne, om den skulle være 3-pattet, kort sagt alt, hvad der sikrer en rigtig malkning.

- Er det mon snart spisetid..?

Samme transponder kan også registrere, når koen er i brunst. Den bliver i så tilfælde automatisk ledet ind i en speciel staldafdeling for her at blive insemineret. 

Koen behøver ikke at blive drevet ind i malkerobotten, men kommer der af sig selv, idet lokkemidlet er en belønning af en portion kraftfoder. Her nytter det ikke noget, at den drevet af lækkersult prøver at snige sig igennem robotten igen lige med det samme, for der holdes nøje regnskab med, hvor meget netop den ko må få af godbidder. At blive stående og vente på, at der er gået så lang tid, at det snart må være ved den tid, at der igen skulle vanke noget, går heller ikke, for den bliver hurtigt puffet ud af den ko, der er den næste i rækken. Køerne bliver i gennemsnit malket 2,7 gange i døgnet, og det er alt lige fra 2 til 5 gange i samme tidsrum.

 

Som regel passer anlægget sig selv, men skulle der opstå et problem, vil der komme en alarm, men om natten sker det højst en gang hver 3. uge.

Robotten registrerer samtidig, om der skulle være noget i vejen med mælken, for er der det, vil den malkes ud i en særlig tank og blive brugt til kalvefoder. Det fungerer ved at den elektriske ledningsevne af mælken fra hver patte automatisk bliver målt, idet den stiger, hvis der er ved at opstå yverbetændelse.

 

Her om sommeren kommer køerne ud ved 9-tiden, men går selv ind, hvis de i dagens løb trænger til at blive malket. Ved 23-tiden bliver de sidste køer jaget ind, og hertil bruger vi en crosser, så vi ikke skal vandre flere kilometer for at blive færdig.

Senere, da vi står i stalden og betragter, hvad der sker i en malkerobot, kan man ikke lade være med at blive en smule imponeret. Ko nr. 1515 går tilfældigvis stille og rolig ind i boksen, som automatisk indstilles i størrelse, så koen ikke kan flytte sig under malkningen, en afmålt portion kraftfoder lander i fodertruget, en vaskerobot spuler patterne med vand og lufttørrer dem, inden pattekopperne med sikker automatik sættes på, hvorefter malkningen kan begynde, alt imens koen gumler kraftfoder i sig. Koens ædehastighed er også en del af programmet, så der er sikkerhed for, at det hele kan nås.

Meget af Niels' arbejde med besætningen foregår på kontoret

På et display kan vi se gennemstrømningen af mælk fra hver enkelt patte. I staldens kontor viser Niels med en vis stolthed på computerskærmen, hvad der gælder for samme ko. Den har fået kalv nr. 5 for 96 dage siden og har i den tid afgivet 4661 kg. mælk, leverer lige nu 51,5 kg mælk pr døgn, afgiver under malkningen 4 liter mælk pr. minut, bliver i løbet af 7 dage malket i gennemsnit 3,6 gange i døgnet og får 6,78 kg. kraftfoder ligeledes pr døgn. Mælkens protein- og fedtindhold kan ligeledes aflæses.

 

På spørgsmålet om, hvordan man lærer en ko selv  at finde ud af at lade sig malke, svarer Niels, at det i reglen går forbavsende let. De første 3 dage skal den føres ind i robotten, herefter går det i langt de fleste tilfælde helt af sig selv. Måske skal udtrykket ”dum som en ko” tages op til revidering.

Imens vi taler sammen, kommer der en ny ko ind for at blive ekspederet. Da den står lidt urolig, siger Niels: ”Den plejer nu også, at opføre sig sådan”. Hvordan kan han nu vide det? ”Jo”, fortsætter han. ” jeg kender da hver enkelt af køerne, bla.a. fordi deres sort-hvide mønster aldrig er helt ens”.

Når man tænker på, at der er 400 af slagsen, er det lidt imponerende og fortæller samtidig, at han ikke tilbringer tiden på sofaen.

Hver dag bruges 2-3 timer ved computeren, idet der hele tiden er nye data, der skal tastes ind og ting man skal tage stilling til, så man er på forkant med opgaverne.

Et andet sted i staldene kommer vi forbi fødeafdelingen, hvor køerne kommer ind lige før, de skal kalve. Med stedets videoovervågning kan man fra kontoret se, om alt er som det skal være. Kalvene bliver efter fødslen lukket ud i nogle fælleshytter til de er 5 mdr. gamle, idet det er mest naturligt for dem at have selskab. Vi sørger i det hele taget for at dyrene lever så sundt som muligt og derved lykkes det at holde dyrlægeregningerne nede. Som økologisk landmand må man ikke selv medicinere dem.

Vi har 350 ha. lagt ud med græs og som vinterfoder dyrker vi også majs og helsæd bestående af havre og vikke.

 

Når man ikke må ukrudtssprøjte, gør vi i stedet det, at vi strigler markerne et par gange om året med en slags renser, der river ukrudtet op, men lader vore afgrøder blive stående. Majsmarkerne bliver radrenset.

 

Med så stort et dyrehold går det ikke an, at vi bliver ramt af tørre perioder, så derfor har vi 8 vandingsmaskiner, der er klar til at tage over, hvis markerne trænger til vand. På vore arealer skal vi hente vandet 90 m. nede og her er vandet så rent, at det sagtens kan bruges som drikkevand.

Vi producerer næsten 4 mill. liter mælk om året, som bliver leveret til det økologiske mejeri i Thise. I tilgift kommer der også ca. 15.000 kubikmeter gylle ud af det og langt det meste af det, bruger vi selv.


For at give landbruget et mere venligt og åbent ansigt udadtil, er vi med i ordningen med besøgsgårde, så ofte har vi besøg af skoleklasser og børnehaver, hvor Jonna er en god rundviser. Til daglig er hun ansat som regnskabsassistent på landbrugscentret ”Heden og Fjorden”.

Vi har børnene Line på 4 år og Marie på 2 år.

 

Tak til Doris og Niels for gæstfrihed og det lille lynkursus i økologisk landbrug.

Efterfølgende har Niels meddelt, at vi skal være velkommen til at komme ud og se bedriften, hvis vi har lyst. Mon ikke vi på et tidspunkt får arrangeret en tur derud for de af Rosenlunds medlemmer, der skulle have interesse for det.

Den store stald er næsten tom, når køerne er på græs



Holger Linnebergs virksomhed,
Langvadbjerg


Af Jørn Vestergaard

Her og nu drejer det sig atter om en af Snejbjergs initiativrige borgere, Holger Linneberg, der ikke bare har etableret én, men hele to virksomheder på Langvadbjergvej her i byen.
Den ene, som er beliggende på nr. 15, har han afhændet for en del år siden og har derfor ikke har nogen tilknytning til den længere. Bygningerne rummer i dag et helt andet firma. Den anden, som ligger lidt længere henne ad vejen i nr. 19-21, driver han i dag i samarbejde med sønnen Henrik og den går under navnet Front-z.

Holger Linneberg fortæller:
- Jeg er født i Sunds, og i 1950 flyttede jeg med mine forældre til Tanderupkær, hvor de havde købt en landejendom. Her voksede jeg op og havde min skolegang, bl.a. hos Gerda Larsen, som hun senere kom til at hedde. Vi gik kun i skole hver anden dag, så man kan på en måde godt sige, at jeg kommer fra den ”stråtækte”.
I 1961 kom jeg i tømrer/snedkerlære hos Svend Mortensen i Herning og fortsatte efter endt uddannelse i samme firma indtil 1971, hvor jeg tog skridtet til at blive selvstændig. På den tid var der megen byggeaktivitet, så ved hjælp af 2-3 svende sprang jeg med på vognen ved at opkøbe byggegrunde, bygge huse og sælge dem, når de stod færdige. Allerede et par år efter byggede jeg mit værksted på Langvadbjergvej og når det lige netop blev I Snejbjerg skyldtes det, at her var byggemoden jord billigst.
Det store skridt fremad tog jeg i 1980, hvor jeg startede en møbelproduktion i værkstedet, hvor vi udelukkende fremstillede fyrretræsmøbler, dvs. borde, senge og reoler, for heldigvis var fyrretræ på den tid meget moderne. Én af vore aftagere var Ikea i Sverige, men ellers var afsætningen gennem årene nogenlunde ligeligt fordelt mellem hjemmemarked og eksport.
I 1988 solgte jeg hele herligheden og på den tid var fabrikken blevet udvidet adskillige gange og medarbejderstaben vokset til 55-60 personer. Medvirkende til salget var simpelthen, at jeg følte, at det hele var blevet for stort, og at jeg skulle bruge al min tid bag skrivebordet, hvor jeg mere er af den type, der hellere vil gå ude på værkstedet og tage del i det praktiske.

I stedet etablerede jeg i 1989 et lille værksted på 600 kvm. bagved min nuværende bopæl, hvor jeg havde lovet Bente, min kone, kun at have én mand ansat. Her udførte vi forskelligt lønarbejde for diverse møbelfabrikker. Og sådan kørte det stille og roligt indtil 1995, hvor jeg ikke kunne dy mig længere og fik ansat et par mand mere. Omkring årtusindskiftet tog vi for alvor fat på vores egentlige produkt, nemlig fabrikation af skabslåger til køkken-elementer. Heldigvis kom den yngste af vore børn, Henrik, hjem og tog del i arbejdet og har været her lige siden. På det tidspunkt havde vi 3 ansatte og i dag er det hele vokset, så vi nu har ca. 50, så det er unægtelig gået stærkt.

En del af udviklingen har været, at den fabrik i Herning, hvor vi fik foretaget alt lakarbejde, i 2003 gik hen og lukkede, hvorefter vi købte maskinerne og lejede lokalerne, men allerede året efter flyttede vi den aktivitet her til Snejbjerg, så vi nu har det hele samlet.

Vi afsætter det meste af produktionen til køkkenfirmaer, idet vores største kunde er HTH-køkkener som én ud af 5-6 stykker. Efterhånden har vi også fået en del eksport i gang til Norge og Sverige.
Det har alt sammen krævet en del udvidelser, så vi nu har 6500 m2 under tag. Det sjove ved det hele er, at noget af den
jord, vi har udvidet på, er den, jeg afstod med salget af den gamle fabrik.
Vi har altså - nødsaget af udviklingen - købt vores gamle jord tilbage.
Den seneste udvidelse skete da ejeren af nabovirksomheden, Birk Stål, desværre gik hen og døde, hvorefter vi købte hele matriklen med fabrikslokaler og privat villa. Villaen har vi fået lavet om til administrationslokaler og fabrikken lejet ud til dets oprindelige formål. Alt dette har naturligvis givet os gode muligheder for fremtidige udvidelser.
I starten hed fabrikken Linnebergs Maskinsnedkeri, men da vore udenlandske kunder havde svært ved at skrive og endnu sværere ved at udtale navnet, har vi ved en reklamemands medvirken skiftet til det mere mundrette Front-z.
På den mere private side er det sådan, at jeg blev gift med Bente i 1968. Vi har 3 børn, 2 piger og en dreng. Begge piger bor her i området og sønnen, som er den yngste, er som tidligere nævnt indgået i firmaet. Vi er desuden blevet beriget med 2 børnebørn. En stor del af fritiden tilbringer vi i Søndervig, hvor vi har vort sommerhus.

Her i Snejbjerg har vi ført en lidt omskiftelig tilværelse.
Da vi blev gift byggede vi hus i Rughaven. Senere flyttede vi til Nordgaden og senere igen til Agerbjerg, inden vi i 1989 flyttede ind i villaen ved siden af fabrikken. Vi har således boet 4 steder i byen og alt sammen i huse, jeg selv har bygget.
I dag har Henrik overtaget ejerskabet af det meste af virksomheden, men dog stadig sådan, at det er mig, der ejer bygningerne.
Vi er således i gang med et generationsskifte, men selv om jeg har nået den alder, hvor jeg kunne gå på efterløn, har jeg ikke tænkt mig at indstille arbejdet foreløbig.
Og jeg spiller heller ikke golf..! understreger Holger Linneberg.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side