Snejbjergs udvikling

Et historisk tilbageblik i Snejbjerg med hovedgaden som udgangspunkt


Snejbjerg Hovedgade


Af Erling Haubjerg

Der er sket noget revolutionerende i Snejbjerg. Store entreprenørmaskiner har revet det gamle mejeri ned for at give plads til nyt byggeri. Et nyt, stort forretningscenter med et hav af parkeringspladser er opført på grunden. Snejbjerg Bageri med cafeteria og drive-in ekspedition, samt ALDI og REMA 1000 har åbnet forretninger på stedet.
Det er en stor arbejdsplads, der gennem tiderne har beskæftiget mange mennesker, der nu er jævnet med jorden, og nu bliver det så spændende at se, hvad den store tomt yderligere kommer til at rumme af nye aktiviteter.
Men hvordan har forretningslivet egentlig taget sig ud i Snejbjerg gennem tiderne? Se, det spørgsmål tog vi op i bladudvalget, og vi blev enige om, at Karen Mogensen fra ”Kirkely” måske kunne være et oplagt emne til at besvare dette spørgsmål, idet Karen er er født og opvokset i Snejbjerg. Så jeg kontaktede Karen og spurgte, om hun var villig til at medvirke i et interview, hvor vi så ville kigge tilbage og se på især forretningslivet på hovedgaden i Snejbjerg. Det var hun med på, så jeg steg på cyklen og kørte ned på Snejbjerg Hovedgade nr. 2A, hvor Karen og Harry Mogensen bor.

Karen blev født på gården ”Kirkely” i 1933, som på det tidspunkt havde et tilliggende på 56 tdl. med det hele.
Karen fortæller, at hun er blevet fortalt, at i 1929 havde gården behov for at bygge en ny svinestald, og at den eneste mulighed for at få plads til den var i skellet ind til kirkegården. Man fik bevillingen til at bygge stalden, men med den betingelse, at der skulle laves plads til to toiletter i nordgavlen, hvor kirkegængerne så kunne forrette deres nødtørft. Sådan blev det, men endnu en betingelse fulgte med, fortæller Karen, og den betingelse gik ud på, at man ikke måtte fodre grisene i kirketiden, idet dette ville medføre for megen larm.
I 1973 blev jorden solgt fra Kirkely, og da også andre gårde i Snejbjerg solgte jord på det tidspunkt, ja, så kan man sige, at i de år startede udviklingen for alvor i Snejbjerg, og i løbet af få år blev Snejbjerg faktisk en forstad til Herning.
I år 2000 blev stuehuset, som den sidste del af Kirkely, revet ned. Det vakte en del postyr i Snejbjerg, men som Karen udtrykker det: ”Nu har vi vænnet os til det nye Kirkely, og jeg synes faktisk, det er en flot og funktionel bygning.”
Karen gik i skole hver anden dag på Snejbjerg Skole, som dengang lå på Gødstrupvej, og da hun var meget glad for at gå i skole, kom hun i 1948 på Vejstrup Ungdomsskole på Fyn. Vejstrup Ungdomsskole var delt op i to semestre nemlig et sommersemester for piger og et vintersemester for drenge. Sådan var det dengang.
Mange ved, at Karen spiller klaver, og det lærte hun på Vestre Skole, som lå på Helstrupvej, hvor Jerseygården nu ligger.
”Nu har vi to skoler i Snejbjerg, som fungerer godt, og det er vigtigt for en landsby, at skoleforholdene er i orden,” fortæller Karen.

- Jeg kan huske det gamle forsamlingshus på hjørnet af Tanderupvej og Snejbjerg Hovedgade. Der skete meget i denne bygning, fortalte Karen Mogensen

Et aktivt forsamlingshus


Karen husker mange ting fra ”gamle” dage, eller måske skulle vi sige fra barndoms– og ungdomsårene. ”Jeg kan huske det gamle forsamlingshus på hjørnet af Tanderupvej og Snejbjerg Hovedgade. Der skete meget i denne bygning,” fortæller Karen, og hun fortsætter: ”Der var foredragsaftner, der blev spillet dilettant, der blev lavet gymnastik og afholdt baller, der var på mode dengang. Og så blev der også afholdt mange familiefester, idet forsamlingshuset jo var det eneste mødested i Snejbjerg på det tidspunkt,” siger Karen.
I 1943, da Karen var ti år, blev der anlagt en sportsplads mellem Tanderupvej og Skolesvinget. Her blev der spillet både håndbold og fodbold. Ja, det var i det hele taget et sted, hvor ungdommen mødtes og havde det rigtig hyggeligt om sommeren, fortæller Karen.
I 1969 blev Snejbjerg Hallen bygget, og det var virkelig en god ting for byen. Da så hal 2 kom nogle år senere, fik sporten virkelig gode kår i Snejbjerg. Nu kan alle aldre dyrke sport og få musklerne rørt lige præcis på den måde, de ønsker det.
Men nu tilbage til hovedgaden. Karen rynker panden lidt, og så fortæller hun, at for år tilbage var der plads til flere købmandsforretninger i Snejbjerg. Der var således tre købmænd i Snejbjerg Overby og én købmand i Snejbjerg Nederby. I dag er der foreløbig kun én købmandsforretning, som ligger på Hedetorvet. Overby havde en dejlig slagterbutik, men den en nu nedlagt, så nu er det kun Nederby, der har en slagterforretning, hvor Søren Mortensen er boss.
Karen fortsætter med at fortælle og stiller spørgsmålet om, hvor mange i Snejbjerg der mon er klar over, at i Overby var der et skrædderværksted, som var placeret der, hvor solcentret ligger i dag. Og hvor mange er mon klar over, at der på hjørnet af Helstrupvej og Snejbjerg Hovedgade var en bygning, der både indeholdt en træskoforretning, et håndkøbsudsalg og en sadelmager. Lige efter var der en barberforretning og en damefrisør for ikke at glemme bagerforretningen på den anden side, der havde til huse lige før Erik Poulsens autoforretning. I samme bagerforretning var der også en café, som blev meget besøgt af unge mennesker efter en hyggelig sportsaften.
Der var to cykelhandlere i Overby, en bag det gamle forsamlingshus og en i hovedgaden. Der var en smedeforretning på Tanderupvej, som senere flyttede om på Helstrupvej. Lidt længere nede ad hovedgaden havde Aage Christensen sin VVS–forretning, og lige over for havde Jenny Jørgensen sin El-forretning.

Malericentralen i det tidl. missionshus - ved siden af lå sygekassekontoret, bestyret af Peder Knudsen. Engang var her også byens telefoncentral


Går vi endnu længere ned ad hovedgaden, så havde skomager Slumstrup sit værksted lige efter Elin Thylstrup, og vel nærmest der, hvor Pers cykler har indkørsel fra hovedgaden, havde smedemester Andersen sit smedeværksted.
Shell-stationen ligger der stadigvæk (det vil sige, nu er den altså lukket), men har i sin tid skiftet ejer nogle gange. Mange vil huske Carl Aage Andersen og senere "Svend Shell", som han blev kaldt. De to drev stationen på hver deres facon.

Malericentralen til venstre - som gadeafsnittet ser ud i dag


På den anden side af hovedgaden, der hvor Malericentralen ligger i dag, lå det gamle missionshus, Bethesda, som - da det nye Menighedshus blev bygget - blev solgt til bogtrykkeri og siden blev overtaget af Malericentralen, og ved siden af lå et hus, hvor den gamle telefoncentral og siden sygekassekontoret havde til huse. I dag er huset revet ned, og stedet fungerer som parkeringsplads for Malericentralen. Går vi et skridt længere mod øst ad hovedgaden, kommer vi til det gamle posthus, hvor Hr. Hjort - der havde sin hel egen mening om, hvordan et posthus skulle bestyres - huserede med breve og pakker.
I nr. 20 - det lille røde hus over for Shell - havde sparekassen sit domicil. I dag er der ingen pengeinstitutter i Snejbjerg, men der har været to, nemlig Midtbank på Hedetorvet og sparekassen på hjørnet af Snejbjerg Hovedgade og Nordgaden.
”Mejeriet – tja, når det nu ikke kunne køre mere, så må vi håbe på, at det nye byggeri, der bliver opført på tomten, må blive til gavn for Snejbjerg i det lange løb,” siger Karen og tilføjer, at den udvikling, der er sket og sker i Snejbjerg har været positiv.
”Tænk bare på Rosenlund, der startede som et alderdomshjem, og som nu er både plejehjem og et center, hvor mange mennesker mødes hver dag året igennem til mange forskellige ting. Jo, vi har mange muligheder her i Snejbjerg,” slutter Karen Mogensen.

Otto Knudsen boede sammen med sønnen Peder ved siden af det tidl. missionshus

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Kim v.Jensen | Svar 29.01.2015 01.42

God historie.. Og specielt fordi jeg selv er gl Tidligere borger fra Snejbjerg. Ha. Gået i skole med Karens og Harrys datter .
Så jeg kender historierne.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.07 | 15:58

Hvornår får I det nye program lagt ind? For 2018-19

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
07.01 | 12:08

Hvor mange er i på RosenLundCentret?

...
Du kan lide denne side