Vand-, El- og Varme - er det en selvfølge - ?


Da Snejbjerg fik
sit vandværk...


Af Frede M. Andersen

"Man tænkte faktisk ikke over, at det var der - ”værket”, men det var det altså!
År efter år, dag efter dag, time efter time havde det gennem generationer arbejdet i sin egen faste rytme - også i den grad, at man slet ikke tænkte over dets eksistens...
Det ville faktisk kun være, hvis det havde stået stille eller var kommet ud af drift, at de omkringboende ville have bemærket, at det virkelig var der. Men selv ikke en sådan svigten kunne det tilsyneladende finde på! Næh, værket arbejdede troligt og ensformigt videre til fælles bedste, kun jævnligt besøgt af opsynsmanden, der med omhu tilså dets fysiske tilstand..."


Se denne lille beskrivelse er hentet fra indledningen til en fortælling - ikke om et vandværk, men om et urværk i et tårnur. Men da jeg forleden sad og arbejdede med vores vandværks historie, faldt denne beskrivelse mig ind, fordi den beskrevne ”stille eksistens” på sin vis også kan bruges om vores eget Snejbjerg vandværk i dag.
Selv stille eksistenser har nemlig en historie, det kan være værd at lytte til, selv om det ikke har været det ”rene vand” kortfattet at skulle sammenfatte den lokale vandforsynings historie.
Det ældste synlige, lokale spor vi har i den historie, finder vi faktisk på sydmuren af Snejbjergs Kirke i den såkaldte ”peststen”. Den bærer til forskel fra de øvrige sten en indhugget tekst med ordene: ”Anno 1602 døde af Snebj. Sogen 209 mennesker af pest. AP.S”
Det har ikke siden skortet på antagelser, om hvad der var årsagen til denne såkaldte pest, men en at årsgagerne var givetvis - udover tidens boligmæssige og hygiejniske standard - brøndvandet kvalitet. Man færdedes i skidt fra løsgående dyr, møddingerne var åbne og der forgik konstant en nedsivning af gødningsvand til de bestående brønde med forurenet vand til følge. For de få, der havde mulighed derfor, var øl og kildevand dengang da også at betragte som eneste rene drik!
Nu skal det siges, at ordet ”pest” nærmest var en fællesbetegnelse for alle tilvendende dødelige epidemier, det være sig kolera, kopper osv., som dengang hærgede overalt i ’Europa. Men efterhånden opdagede man, at de steder, hvor man rensede eller filtrerede vandet, der undgik man epidemierne. Og da videnskaben endelig fandt frem til, at nogle af menneskets værste sygdomme kunne overføres med forurenet vand, begyndte man i større bysamfund på det, der i vor tid har udviklet sig højt specialiseret vandforsyning.

Ude på landet havde denne udvikling i lang tid trange kår. Her gik udviklingen i første omgang ikke længere en til, at hver gård skulle have sin egen brønd. Men man blev ret hurtigt opmærksom på, at desto dybere brønden var, desto klarere og - følte man - desto renene blev vandet.

Og således blev den middelalderlige gravede og tømmerinddækkede vippebrønd i takt med udvikling og viden afløst af dybere stensatte brønde, der igen blev afløst af dybere brønde borede ved den mortenske metode og forsynet med gårdpumpe i støbejern, som mange kan huske, for endelig i nyere tid at blive afløst af brønde med eldrevne pumper.
Men denne udvikling kunne faktisk kun ske, fordi vi geologisk set bor i et af de få lande, hvor grundvandet har en sådan kvalitet og findes i så stor mængde, at det almindeligvis har kunnet dække den daglige vandforsyning.

Dette spekulerede man næppe over i Snejbjerg i sommeren 1929! Den blev nemlig lang, varm og ikke mindst tør, og det betød, at overby-brønde tørrede ud, hvorefter den enkelte brøndejer pludselig stod uden det nødvendige daglige brugsvand.
Det var nu ikke den eneste gang, det var sket, og man havde da også tidligere talt om at finde en måske fælles løsning på problemet, men det var altid blevet ved snakken. Men denne sommer var det altså det, der billedligt talt ”fik bægeret til at løbe over”...
Men med kort varsel indkaldte man samtlige 21 ejendomme i Overbyen til et møde om sagen søndag den 21. oktober 1929, og dette møde blev skelsættende. 19 af de 21 ejendomme mødte frem, og efter at have debatteret sommerens vand-problemer enedes man om at danne et interessent-selskab med det formål at bygge og drive et vandværk for ejendommene i Snejbjerg Overby.
Det har skam været en målrettet og handlekraftig forsamling, der mødtes den dag, for dels tegnede samtlige tilstedeværende sig som interessenter, og dels vedtog man straks at indkalde til egentlig stiftende generalforsamling allerede to dage efter, nemlig tirsdag, den 22. oktober
På den første generalforsamling vedtog man så love og regler for det, der nu kom til at hedde Interessent-selskabet Snejbjerg Overbys Vandværk.

Og der var fra starten orden i tingene! I et overleveret, håndskrevet dokument kan vi i dag bl.a. læse (citat): ”Fra vandhanen har ethvert medlem ret til at afhente så meget vand som udkræves til hans husstands og kreaturers brug. Derimod må han ikke forsyne eller lade ikke interessenter forsyne sig med vand fra vandværket. Overtrædelse straffes med bøder til foreningens kasse fra 2 til 20 kroner efter bestyrelsens skøn. Med samme bøder straffes den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder vandspild. Sagen kan senere indankes for generalforsamlingen, hvis afgørelse er endelig...”
Og uden at skulle fordybe mig yderligere i generalforsamlingens beslutninger skal dog lige nævnes at:
- Anlægskapitalen skaffedes til veje ved lån, og alle interessenter hæftede solidarisk - ”en for alle og alle for en!”
- Hver interessent skulle yde en årlig afgift til afdrag og drift. Det beløb sig for almindelige husstande til 25,- kr., for forretninger og mindre landejendomme til 50,- kr. og forstørre gårde til 75,- kr. Afgiften betaltes halvårligt og forud! Den hentedes af kassereren, og var den ikke betalt en måned efter forfaldstid kunne vandtilførslen standses.
- Af det indkomne samlede beløb påregnedes en del til afdrag, forrentning og drift. Overskydende del ville blive henlagt i reservefond i Snejbjerg Sparekasse. Når denne fond med tiden nåede en størrelse af 500,- kr kunne vandafgiften nedsættes, men kom den under 100,- kr. kunne afgiften forhøjes!
Da det grundlæggende papir arbejde var på plads, var man klar til handling, og hvorfor vente! Allerede næste dag - onsdag, den 23.oktober - købte den nedsatte 5-mands bestyrelse en egnet grund af daværende møller A. Hansen for 100,- kr. Og dagen derpå - om torsdagen – overdrog bestyrelsen projektet med værkbyggeri og nødvendige forsyningsledninger til den lokale købmand N. A. Dalgaard for en beregnet sum på 6.500,- kr.
Dalgaard var godt nok med stor stemmetal blevet indvalgt i bestyrelsen tirsdagen forinden, men udtrådte igen for ikke at skabe, hvad vi i dag forbinder med interessekonflikt og insiderhandel.
Næh, der skulle fra starten være rene linjer, hvad også fremgår af aftalen med Dalgaard, hvor der bl.a. står at:
”Arbejdet påbegyndtes straks og udføres i henhold til tegninger og beskrivelse, og såfremt vejret tillader det være afsluttet ca. 1. dec. d.å. (1929). Der udbetales ikke penge til Dalgaard inden arbejdet er færdigt og værket prøvekørt, og der tilbageholdes et beløb på 500,-kr til sikkerhed for evt. mangler ved arbejdet.”

Et særligt område, der lå uden for Dalgaards formåen, var el-installationen, der blev overdraget til et Herning firma for en samlet sum på 335,- kroner. Og den samlede anlægssum blev herefter dækket ved et lån i Hammerum herreds Spare- og Lånekasse på 8000,- kr, der skulle forrentes og afdrages i 20 år frem til det herrens år 1950.

Hvornår så beboerne i Snejbjerg Overby for første gang kunne åbne for den nyinstallerede vandhane, ved vi desværre ikke, men vandværket stod som planlagt i slutningen af 1929. En kalket cylinderformet, tårnlignende bygning med tidssvarende indretning og omgivet af 3 rækker pigtråd. Og således stod den indtil 1961.
Man ansatte i øvrigt en mand til at passe værket. Han havde til opgave at holde rent på pladsen, kalke tårnet og skifte filtermateriale mindst 4 gange årligt. For dette arbejde fik han 50,- kr pr. år!

I 10-årene efter fungerede værket stille og roligt naturligvis med visse tekniske tilpasninger undervejs, således f.eks. i 40'erne, hvor man foruden nyt filteranlæg installerer en såkaldt hydrofor, der sikrede forbrugerne et større og mere ensartet vandtryk.
Tilgangen af forbrugere var i disse år begrænset, men til gengæld blev forbrugerne mere og mere vandkrævende. F.eks. voksede besætningerne på gårdene, og rundt om i de små hjem begyndte man at indføre mere vandkrævende installationer bl.a. i form af såkaldte “vandskyllede toiletter” og i visse tilfælde endda hele badeværelser!
Mere naturbårne hændelser var man tilsyneladende forskånet for, bortset fra i de hårde vintre i 40'erne, hvor hovedledninger frøs til, og værket måtte bekoste elektrisk optøning af samme.

Men på generalforsamlingen i 1953 skete der noget bemærkelsesværdigt! Medlemstallet dette år var oppe på 53, og nu forelå minsandten en ansøgning fra beboerne i Snejbjerg Nederby om at blive tilsluttet Snejbjerg Overbys Vandværk! Efter debat og lovformelig afstemning forelå resultatet: Et nej med 13 stemmer imod og 5 stemmer for...!
Der skulle herefter gå 7 år, før beboerne i nederbyen igen henvendte sig i 1960, men denne gang var stemningen vendt og det blev med 20 stemmer for og 3 imod vedtaget at optage nederbyen.
Beslutningen var noget af en udfordring for det lille vandværk, hvor man endda fem år tidligere havde investeret i nyt pumpeanlæg og ny boring. Men man enedes alligevel om at lave et helt nyt vandværk i samme område med byrderne fordelt således, at nederbyen dels betalte for en ny boring inkl. pumpe og tørbrønd, og dels afholdt udgifterne til den nødvendige udbygning af ledningsnettet, medens overbyens vandværk betalte for ny grund og ny bygning. Under hensyn til renter, afdrag og drift i den udvidede version fastsattes den årlige afgift i 1961 i øvrigt til 80,- kr. for en alm. husstand.
Herefter begyndte byudviklingen i Snejbjerg for alvor at tage fart. Tidligere marker blev byggemodnet, veje blev anlagt, ny huse skød op, og Snejbjerg Nederby og Overby smeltede sammen. Denne udvikling stillede fortløbende krav til Snejbjerg Vandværk, og i 1966-67 opførtes så et helt nyt moderne værk - det 3. i rækken og i samme område som de to tidligere, men nu med en helt anden kapacitet!

I 1965 havde man i forvejen øget renvandskapaciteten med 500 kbm. Nu fik man desuden nyt filterrum med overkapacitet og hentede vand op fra 3 boringer i 36 meters dybde.
Tilmed havde man en vandkvalitet som var misundelsesværdig. Analyser viste dengang, at man faktisk ikke behøvede filtrere vandet. Alligevel rådede man i Snejbjerg over et avanceret filteranlæg med speciel bjergart.
Og aktiviteten sted og steg:
1969 oppumpede man 125.000 kbm.
1973 forsynede man Albæk og Kæret med vand.
1974 forsynede man det nyudstykkede Kirkely-område med 177 grunde.
1976 forsynede man Tanderupkær og Tanderup.
1978 kom Snejbjerg Mejeri til med et eget forbrug på 100.000 kbm. og ved 50års jubilæet 1979 havde værket tilkoblet 1070 brugere!
Med en sådan brugerudvikling og med de små hjems stadigt mere vandkrævende installationer - nu bl.a. i form af fuldautomatiske vaskemaskiner og opvaskemaskiner - kan man godt forstå, at der ind i mellem tegnede sig panderynker hos bestyrelsens medlemmer:
Nogle her kan sikkert huske, at man på et tidspunkt strammede op på reglerne for havevanding! “Lige numre på lige datoer og ulige numre på ulige datoer”. Men som en gammel og nu afdød vandværksmand sagde: “Aldrig har så mange glemt hvilket nummer, de boede i!”
Det var også i den periode, at man begyndte at overveje indførelse af “afregning pr. måler”. Det ville godt nok være et brud med traditionen, selv om fordelen ville være, at den enkelte bruger kom til at betale efter reelt forbrug...
Der skulle dog flere år og flere overvejelser til, før vandmålerne fandt vej til de små hjem. Og mange ældre snejbjergborgere kan nok med et skævt smil genkalde billedet at genboen eller naboen, der i forhaven fortvivlet leder efter den gamle, nedgravede hane til husets stikledning, der i årenes løb var blevet gemt og glemt under fliser og busketter.

Op gennem 80'erne og 90'erne fortsatte den vandkrævende udvikling. Men samtidigt var det i disse årtier, at man for alvor fokuserede på forurening og miljø, herunder også vandmiljøet og ikke mindst på grundvandet. Også vores vandværk fik vor tids “pest”, pesticid-forureningen at føle, da man i 90'erne måtte låse for 3 boringer og erstatte dem med andre...
Vi går jo populært sagt “oven på” vores drikkevand, og fra såvel statslig, regional og kommunal side søger man overordnet at sikre denne - for mange lande -misundelsesværdige ressource mod ødelæggelse fra f.eks. gamle depoter, industrigrunde, landbrug, affaldspladser, private olietanke og privat kemikalieforbrug.
Love, forordninger og bekendtgørelser skal således overordnet være med til at sikre, at også vores børnebørn og oldebørn kan gøre som vi: Lukke op for vandhanen og drikke vandet.

I løbet af de sidste 15 år har mere end 700 vandværker drejet nøglen om, fordi råvandskvaliteten er blevet for dårlig, og man imødeser, at flere er på vej i de næste 10 år.
Snejbjerg vandværk har holdt 75 års jubilæum, og vi kan fortsat glæde os over en høj vandkvalitet, der leveres til mere end 1600 forbrugere i en mængde på godt 300.000 kbm.

Men vandforsyning er for længst blevet en for alvorlig sag til - som i 1929 - kun at overlade den til praktiske, driftige folk som tømrermester Foged, cementstøber Hesselvig, murermester Mogensen, gårdejer P. Nørgaard, skræddermester Pedersen, smed Sveningsen og købmand Dalgaard.
Drikkevandsforsyning er blevet et højteknologisk område med prøvetagning på værk og hos forbruger, og hvor man i samarbejde med specialister, ingeniører og computereksperter stadigt prøver - bedst og billigst - at sikre os det bedste drikkevand i verden.

Snejbjerg Vandværk blev før jubilæet renoveret for 4 mill. kr. Det fremstår i dag med supermoderne filtertanke, computerstyret pumpeanlæg, computer-overvågning, 1000 kbm nykontrolleret renvandstank, klaringsbassin for bl.a. okkerfældning og en ny boring, der henter vand ind til os helt ude fra “skoven” vest for Snejbjerg. Og værket er stadig et selvstændigt værk med egen bestyrelse, der stadig har nok at se til i forbindelse med nye brugere, anlæg af omfartsvej osv...
----------------------------------------------

Jeg er hav ren

For den som bruger sin rene fornuft,
er der intet så rent som den rene luft.
For den som bruger sin rene forstand,
er der intet så rent som det rene vand.
For at sige det rent ud med rene ord:
Vi må arbejde frem mod den rene jord!
Det kræver renfærdig og ren energi.
Alt andet vil være ren idioti!

Johannes Møllehave


Frede fortæller


Den elektriske energi

”Pas nu på Andreas!”
Den gamle farmor søgte ly i stuens bagerste ende, mens hun sendte en stille bøn til Vor Herre.
Husmoderen stod ved bordenden med tændstikæsken knuget i hånden og en lysestage inden for rækkevidde i fald noget skulle gå galt. Den ældste af pigerne stod klar til at slukke petroleumslampen, når faderen gav signal, mens de to mindste ved bordkanten rettede forventningsfulde, beundrende blikke mod ham. Han havde i situationen taget opstilling ved stuedøren og husets nymodens installation – en porcelænsindfattet messingtingest med vippearm, der bar betegnelsen ”el-afbryder”.
Andreas Søbæk selv stod let anspændt i bevidstheden om øjeblikkets betydning. Han følte, at han nu stod ved siden af fremtiden! Om et øjeblik ville fremskridtet kaste lys over al deres gøren og laden! Det følte han dybt inde, som han stod der med den ene hånd på ryggen fattende om dørhåndtaget – og den anden tæt ved den nye installation.
”Godt! Sluk så lampen!” lød det fra ham. Pigen skruede forsigtigt petroleumsvægen i bund og stuen henlå i mørke. Farmoderen ville have fremmumlet endnu en advarsel, men nåede det ikke, før der hørtes et klik henne fra stuedøren, og det elektriske lys tændtes!

I et nu lå stuen badet i lys. Et noget blegt, hårdt lys, der søgte ind i alle kroge, afslørede alt, kastede skygger af ting og mennesker på gulv og vægge. Og den enlige elektriske pære under den hvide skærm spejlede sig i det vægbillede i glas og ramme, der forestillede de ti brudejomfruer, fem med og fem uden olie til deres lamper.
En undrende tavshed fyldte i stuen. Alle betragtede tryllebundne den enlige el-pære, der fra midten af loftet omfavnede rummet og dets mennesker i fremtidens lys.
”Kan I se, det virker!” lød det omsider fra husfaderen. ”Har I set nok...? Så kan vi godt tænde lampen igen!”
Kort efter lignede stuen sig selv i lyskransen fra petroleumslampen. Kun dens mennesker mærkede, at tiden nu var en anden...

Dette øjebliksbillede fra en svunden tid kan meget vel illustrere den tid, da ”den elektriske energi” begyndte at vinde frem. Mens vi i dag nærmest betragter elforsyningen ikke blot som en selvfølgelighed, men også som en bydende nødvendighed for vor trivsel, så skal vi faktisk ikke mere end godt hundrede år tilbage for at finde dens spæde start.
Rent lokalt begyndte det hele faktisk i Studsgaard. Her puslede man i begyndelsen af 1900-tallet med at få installeret elektricitet i det daværende Studsgaard Mejeri. En gruppe beboere fandt imidlertid hurtigt, at man vist her havde en fælles interesse med mejeriet, og i august 1907 mødtes interessenterne derfor hos sognefogeden for om muligt at realisere ideen.
Resultatet af dette møde blev, at man stiftede et interessent-selskab, der i kontrakt med mejeriet skulle skaffe elektrisk energi til interesserede. Efter aftale forpligtigede mejeriet sig herefter til at anskaffe den nødvendige teknik, medens ”ledninger i hus, lamper, målere m.v.” skulle bekostes
af den enkelte brugsberettigede. Vedligeholdelse af strømforsyningen fastlagdes efter samme princip, og mejeriet skulle herefter årligt sikres 10% af anlægssummen plus dækning af kul og olie i ca. 15 år, hvorefter det efter beregninger skulle være betalt ud.
Med en tremands bestyrelse i spidsen kunne man herefter i november samme år fastlægge en pris på 5 øre pr. hekto-Watt/time – en pris, der tilsyneladende holdt sig helt frem til 1914, hvor den bl.a. grundet tekniske udskiftninger i værket blev fordoblet til 10 øre!

Medens el-initiativet således udfoldede sig i Studsgaard, var man åbenbart mere påholdende i Snejbjerg. Her vedtog mejeriet godt nok at installere elektrisk lys fra eget værk i 1908, men tilsyneladende uden virkning for beboere omkring mejeriet. Man har nok en gang imellem skelet til Studsgaard-løsningen, men åbenbart valgt at ”vente og se”.
Og på sin vis med rette, for tiden omkring første verdenskrig medførte nemlig visse problemer for Studsgaard-værket. Brændsel blev bl.a. så dyrt og vanskeligt at fremskaffe, at noget måtte gøres!
Der blev på et tidspunkt fremsat tanker om at hente drivkraft helt ude fra Rind Å, men omkring 1917 vedtog man i stedet at anskaffe en vindmølle med 36 fods vingefang og supplere den med petroleumsmotor i eget hus. I november kunne dette ”nye” værk så levere strøm til sine ca. 22 medlemmer.
På dette tidspunkt var ”den elektriske energi” for alvor ved at brede sig fra bydistrikterne til landdistrikterne. I samtidens tryksager kunne man således læse om den nye tids energi, der:
”Erstatter brugen af hidtidige lyskilder på bostedet som petroleumslamper og petroleumslygter, karbidlamper og karbidlygter, petroleumsmotorer m.v.
Det må imødeses, at anvendelsen af elektrisk energi vil være stærkt stigende i den nære fremtid til gavn for den samfundsmæssige og erhvervsmæssige udvikling i by og på land...”
Endelig i 1923 fik den elektriske energi så tag i Snejbjerg! Ikke med oprettelsen af eget værk, men med oprettelse af Snejbjerg Transformator-forening som den første i området. Årene efter fulgte i hurtig rækkefølge Tjørring-Gødstrup, Tanderupkær, Mørup-Voldsgaard og Albæk-Haunstrup.

Transformatorforeningen var en sammenslutning af el-brugere, der med en transformator som fødepunkt købte en aftalt, højspændt strøm udefra og omsatte den til det lokale el-nets spænding.
Dette el-net havde oftest 3 spændingsførende luftledninger og en jordforbundet ledning. Almindelige lamper og små apparater kunne så tilsluttes via nul og 1 fase, men større motorer krævede flere faser, også kaldet ”kraft-strøm”. Generelt gjaldt den regel, at ”en ejendoms målere, ledninger, kontakter samt øvrige fornødne installationer, herunder vedligeholdelse at samme bekostes af ejeren”.
Herefter betalte man så sit forbrug via en måler til en af foreningen fastsat pris, men denne skulle komme til at skabe uenighed mellem forening og brugere og i visse tilfælde også mellem brugerne indbyrdes.
El-prisen var nemlig fra begyndelsen at betragte som høj, hvilket også aftegnede sig i medlemsskarens størrelse. Som eksempel kan anføres normalprisen i de midtjyske sogne, hvor man f.eks. betalte 90 øre pr. kwt. (kilo-watt-time) for lys, men 50 øre pr. kwt. for kraftstrøm.
Hertil kunne så yderligere komme udgifter på 150 øre pr. lampested, 100 kr. pr. 1000-kroners grundskyld og en afgift pr. anvendt motor beregnet udfra dens hestekraft (HK). Ikke noget at sige til, at 5 og 10 watts pærere var populære hos forbrugerne, og det, at glemme at slukke for lyset, var noget nær en ulykke!

I Snejbjerg gav de høje priser anledning til stridigheder mellem lys- og kraftbrugere, da førstnævnte fandt, at de betalte for meget i forhold til kraftbrugerne. Situationen blev ikke bedre af, at man fra Herning Elektricitetværk på et tidspunkt tilbød rabat til de kraftbrugere, der kun anvendte strøm i produktionen. Baggrunden for dette initiativ skulle søges i, at en del landmænd tøvede med at anvende den dyre strøm i driften og bibeholdt brugen af f.eks. egne vindmøller og hestegange.
Med tiden og et voksende brugertal faldt tingene efterhånden i lave, og elektriciteten udbredte roligt sit net til selv de yderste egne.

I efteråret 1941 gik interessentselskabet i Studsgård over til vekselstrøm, og der blev bygget transformatortårn ved det gamle udgangspunkt, mejeriet. Og i 1942 nedlagdes Snejbjergs eneste lokale el-værk på Snejbjerg Mejeri. Den gamle dampmaskine, der i mange år havde været basis for jævnstrøm til mejeriets lysforbrug, blev sat ud af drift, og man overgik til vekselstrøm til såvel lys som kraft fra Herning El-forsyning.

Frede M. Andersen


Frede fortæller


Der var engang... Da Snejbjerg
fik sit varmeværk


Af Frede M. Andersen

Det var engang sidst i 40erne, at man kunne læse: ”Metoderne til opvarmning af vore boliger sker i dag fortrinsvis via kakkelovne, kaminer og radiatoranlæg, der dog alle er baseret på brug af fast brændsel. Fremtiden vil dog præstere nye opvarmnings-systemer, og man kan imødese den dag, hvor boligens opvarmning vil ske automatisk, og hvor beboerens indsats vil være begrænset til at skulle indstille den ønskede temperatur ved et tryk på en knap eller ved at dreje på en ventil….”

Dengang var ovenstående nu nok rene visioner og ønskedrømme, hvor de fleste i en efterkrigstid var ved at være trætte af og lede ved de daglige fyrings-strabadser med brænde, tørv, briketter, koks m. v. Men der kom alligevel hurtigt opvarmnings-former, der bar i retning af en renere og lettere boligopvarmning. I byer uden gas-net begyndte man således at anvende den moderne ”flaskegas” og investere i tilhørende gaskaminer og gasradiatorer, mens andre valgte tidens nye petroleums-løsninger i kaminer og ovne. Begge løsninger gjorde opvarmningen ”lettere og renere”…. Man slap i hvert fald for ”askesvineri” og for en stor del af fyringsbeværet.

Men det blev nu især oliefyret, der vandt frem i landets parcelhuse. Det var nemlig udviklet til at kunne kobles på de eksisterende centralfyringsanlæg og indebar umiddelbart en række fordele!
Det var renligt, arbejdsbesparende og pladsbesparende i den forstand, at tidligere brændselsrum blev frigjort til andre formål. Endvidere førte udviklingen hurtigt til en automatisering af fyret, så forbrugerens indsats faktisk blev reduceret til alene at skulle sikre, at der hele tiden var olie nok i den tilhørende olietank.

Således tegnede situationen sig i og for sig også i Snejbjerg i begyndelsen af 60erne. På dette tidspunkt var området imidlertid gået ind i en udviklingsfase, hvor parcelhuse og parcelkvarterer begyndte at indtage tidligere marker. Man var i gang med projekter i Syrenparken, den østlige side af Skolegade (Skolesvinget) og Læsøgade (Dagmarvej) og endvidere i gang med den nye parallel-vej til Hovedgaden (Sydgaden). Hertil kom, at man den 12. oktober 1962 indkaldte involverede jord-ejere til møde om fremtidig bebyggelse af jordene nord for Hovedvejen (Nordgaden, Havretoften, Rughaven og Hvedemarken).
Al denne aktivitet betød på sigt nye parcelhuse – endda mange, og dermed fødtes også tanken om en varmecentral for hele Snejbjerg i form af et nyt, moderne fjernvarmeværk!

Det blev Borgerforeningen, der tog initiativet. I marts 1964 indkaldte man til orienterende møde med det sigte at oprette et fjernvarmeværk i Snejbjerg. Fordelene lå jo lige for: Udover en økonomisk gevinst for den enkelte indskrænkede varmeindsatsen sig faktisk til kun at ”dreje på en ventil” – al fyring skete på varmeværket! Samfundsmæssigt slap man endvidere for mange skorstene og opnåede derved en bedre hygiejne. Og så slap man for at skulle indrette et særligt rum til kedelanlæg m.v., udover at man fik mulighed for hele tiden at have varmt vand i hanerne!
Økonomisk set kostede et medlemskab her og nu godt nok penge, men på sigt ville de være givet godt ud, for et fjernvarmeværk udnyttede brændsels-energien på effektiv måde, og pengene ville komme igen mange gange.

Efter orientering og debat valgte de fremmødte herefter at nedsætte et arbejdsudvalg. I bedste Snejbjerg-tradition arbejdede man hurtigt. Allerede den 2. april reserverede man to grunde i den nye Nordplan-udstykning, og fjorten dage efter afholdtes stiftende generalforsamling for det kommende ”Snejbjerg Varmeværk” med nu 65 interessenter. Her vedtog man det forud rundsendte vedtægtsforslag samt valgte en bestyrelse, der kom til at bestå af Rich. Videbæk, Eilif Fjord Thomsen, Lars Aage Ottosen, Kaj Dalgaard Jensen og sognerådsformand Harry Jensen.
Fra tanke skred man nu for alvor til handling. Den 1. november 1964 købte man jord til værket for en pris af 1,50 kr. pr. kvadrat-alen, mod at man afholdt alle udgifter i forbindelse med vedtaget udstykning.
Umiddelbart efter gik man i gang med selve byggeriet, og et halvt år efter – den 5. april 1965 – kunne man så indvie det nye værk, nu med 106 brugere plus et boligselskab med 24 lejligheder. På dette tidspunkt var der allerede nedlagt godt 5000 meter gadeledning, og varmemesterposten blev overdraget Hans Poulsen.

I slutningen af 1970 havde værkets medlemstal passeret de 300, men samtidig var Snejbjergs dage som selvstændig kommune talte. Kommunalreformen trådte i kraft, og i april indledtes forhandlinger med Herning Kommune om overtagelse af værk og varmeforsyning i Snejbjerg.
I september vedtog bestyrelse og medlemmer så et forhandlingsresultat, efter hvilket forbrugerne betalte de fastlagte udgifter i 3 år, hvorefter man overgik til de for storkommunen gældende takster.
Den 14. september 1971 kunne Snejbjerg Fjernvarmeværk herefter afholde sin sidste og afsluttende generalforsamling, hvorefter det og varmeforsyningen overgik til Herning Kommune den 26. september samme år. En kortvarig, selvstændig og aktiv æra var dermed slut.


Frede M. Andersen

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.07 | 15:58

Hvornår får I det nye program lagt ind? For 2018-19

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
07.01 | 12:08

Hvor mange er i på RosenLundCentret?

...
Du kan lide denne side