Frede M. Andersen fortæller
Originaler og hændelser fra egnen


En sær Vringel te’ degn!


Af Frede M. Andersen

Hvornår bruger man i grunden ordet ”original”? Ud fra et opslag i en almindelig ordbog kan man konstatere, at ordet dels kan bruges i betydningen ”oprindeligt eksemplar” i forbindelse med f. eks. et kunstværk, dels kan bruges om en person, der i sind og levevis adskiller sig fra flertallet, d.v.s. er ”aparte”.
Men i denne sidste betydning bruges ordet ikke så meget i dag, for ”originaler” er lidt af en uddøende gruppe, der tilsyneladende eksisterede bedst i ”gamle dage” f. eks. på Storm P’s tid, og før Danmark blev den højtudviklede velfærdsstat, vi kender i dag, hvor der tilsyneladende enten ikke er plads til sådanne ”skæve eksistenser” i hverdagen , eller de bliver opslugt i den udbredte sociale velfærd.

Det er heller ikke beskrivelser af ”de små originaler”, der optager mest plads i litteraturen. I hvert fald ikke i de tilgængelige officielle kilder fra fortiden, hvor slige ”enestående personer” faktisk kun omtales, hvis den pågældende havde forbrudt sig mod lov og orden eller på anden måde markeret sig i forhold til datidens øvrighed. De fleste mere farverige beretninger er derfor at finde i almindelig folkesnak og i mundtlige overleveringer, som bl.a. ihærdige lokalhistorikere har givet sig tid til at nedskrive.

Et af de navne, der i denne forbindelse dukker op i såvel Johan Sulkjærs og H. P. Hansens beskrivelser fra Snejbjerg er Jens Olesen Agger:
J. O. Agger indskriver sig i Snejbjergs historie i juni 1826, hvor han overdrages degne-embedet efter salig Thomas Gjersten, der havde røgtet samme fra 1799 til sin død.
Agger var ud af en navnkundig limfjordsslægt, og man kan undres over pludselig at finde ham i et beskedent degneembede i det midtjyske. Han har givetvis været en begavet mand, hvilket bl.a. fremgår af hans efterladte optegnelser om sognets historie og folketællingen 1834.
Men det er ikke fra sådant, at han er blevet husket i sognet. Det er derimod for den daglige fremtræden, der stedse fremkaldte såvel morskab som forargelse i omgivelserne.
Af overleveringer fremgår ikke mindst, at Agger var temmelig fordrukken (et træk, der tilsyneladende også prægede andre af de tidlige Snejbjerg-degne), men samtidig var Agger godt skåret for tungebåndet, og han gik ikke af vejen for at supplere med ”tørre tærsk”…
Det fik en lokal handelsmand efter sigende at føle. Dengang gav man ”offer” til degnen ved højtiderne, men den pågældende vovede på offer-sedlen til degnen at skrive: ”Afdrag på gælden!”
Det faldt ikke i god jord!
Aggers alkoholforbrug medførte også, at han indimellem fik delirium eller ”druksyge”. I sådanne tilfælde søgte man hjælp hos en apoteker, og ”patienten” blev ordineret kun at indtage 2 snapse rom pr. dag! Men medicinen skulle indtages på apoteket mod kontant afregning, og det blev hurtigt for besværligt og dyrt for Agger, så han genoptog derfor indtagelsen af den kendte, billige brændevin i stedse stigende mængder...

Et gentaget og vægtigt bidrag til Aggers gøren og laden hændte efter sigende på et Lundmarkeds 3. dag. På selvsamme dag havde han et større opgør med sin kone og fo’r slutteligt ud ad døren med den besked, at ”nu dronnede han sig!” Det gjorde dog ikke større indtryk på madam Agger – hun kendte ham jo ganske godt. For dog at lægge tryk på sine ord stillede Agger sig imidlertid op på brønden, men hvordan det nu gik til, så mistede han pludselig balancen og røg med et brøl ned i hullet…..men med fødderne først!
Denne udvikling hidkaldte alligevel madam Agger, og da hun så ned i brønden, kunne hun se sin mand stå på bunden i vand op til armhulerne – det vil sige, at hver gang hun kiggede ned, dukkede han sig, så kun mund og næse var oven vande.
Efter sigende søgte madam Agger hjælp hos en anden hjemmeværende kone – alle Snejbjergs karle og piger var jo til marked – og sammen med hende prøvede hun at ”vinde” Agger op igen. Men dels var han for tung, og dels var tovværket gammelt, så der var ikke andet at gøre end at lade ham gå ned igen. Efter nogen tid kom en forpagter på Kjærsgaard hjem fra marked, og ved hans hjælp fik man så hevet degnen op igen.
Da historien blev kendt vovede en at spørge Agger, hvorfor han dog ikke var sprunget på hovedet i dybet, nu hvor han ville ”dronne sig selv”. Hertil svarede Agger, at ”han nødig ville have hovedet skamferet, når han efterfølgende skulle ligge lig!”...

Det var ikke den eneste gang, at Agger nærmede sig døden. Engang havde han således regnet ud, at han en bestemt dato skulle dø ved midnat. Men da det ville være trist at være alene den nat, fik han en bekendt (der også satte pris på en dram) til at være hos sig. De sad så der og snakkede, mens aftenen gik. På et tidspunkt konstaterede den bekendte imidlertid, at klokken var over 12, og dødstiden overskredet! ”Ja, så kom vi jo over det!” sagde han. ”Ja, Herren være lovet!” svarede Agger.

Det var også i Aggers tid, at man fra øverste pædagogiske myndighed bestemte, at der skulle sættes ind med svømme-undervisning over det ganske land. Hvordan dette initiativ så skulle praktiseres i det sø- og badefattige Midtjylland, har man næppe gennemtænkt, men fakta er, at man i Albæk badede i en ”limgrav” og i Snejbjerg i Gødstrup sø.

Fra Albæk berettes således om en lille purk, der var "vandskræk", og da Agger alligevel prøvede at få drengen i vandet, hagede han sig fat om degnens hals. Men Agger var en god svømmer, og med drengen om halsen gik han ud i graven og svømmede med drengen på sin ryg. Da begge igen var i land, trak Agger tøjet af, bandt det på en kæp og vandrede tilbage til hovedskolen.

Anderledes og mørkere tegner sig en hændelse fra Gødstrup sø i 1836, hvor en 9 årig dreng omkom under badningen. I kirkebogen noteres, at drengen druknede i Gjødstrup Sø ved uforsigtig badning.

Tilsvarende står der iflg. J.Sulkjær i provstens kopibog: ”Agger, Snejbjerg. Advaret ham mod hans drikfældighed.” Blandt menigmand fortælles, at skylden dels var Aggers, da han ”som sædvanlig var fuld.”

J. O. Agger trådte tilbage i 1842 og boede i den sidste tid i et lille hus vest for daværende Snejbjerg Kro. Her døde han i maj 1844 ifølge kirkebogen af en blodstyrtning 51 år gammel.
I eftertiden er han blevet husket og beskrevet som en original - aparte og med fejl. Men hans liv og levned i øvrigt er med tiden skjult for nutiden.
Et sted berettes, at man, inden han døde, ”brændte halm under hans seng”... en iflg J. Sulkjær ikke helt sjælden skik for at ”få ånden af dem, særlig måske, når de ikke havde været helt så gode, som de burde være...”



Efter alle julemærker
at dømme


Af Frede M. Andersen

Efter alle julemærker at dømme... Den udtalelse møder vi nogle gange i årets løb i forbindelse med et eller andet udsagn eller ønske, der er behæftet med en vis usikkerhed, men den har intet at gøre med de ”julemærker”, som man rundt om i de små hjem klistrer på årets julepost!
Næh! For det første er ordene af meget gammel dato – helt tilbage fra dengang, da ordet ”mærke” betød ”varsel”, og for det andet har de noget at gøre med det, som alle nok taler om, men ikke gør noget ved, nemlig vejret!
Udtrykket er nemlig udsprunget af såkaldte ”julemærker”, som bonden i fordums tid ridsede ind og kridtede op på en af stuens loftsbjælker i løbet af de første 12 juledage, og som herefter fungerede som en af hans og lokalsamfundets vigtige vejr-prognoser!

Op mod jul ridsede eller tegnede man 12 ens cirkler på en loftsbjælke – en for hver måned i det kommende år. I nogle mindre kristelige egne kaldte man disse for ”solemærker”. Det faldt nu ikke i god jord i en tid, hvor man fra kirkelig side ihærdigt bekæmpede gammel folketro. Men når man indskrev et kors i cirklerne, så blev de pludselig mere kristne. Nu lignede de endog de vievands-mærker, som man kendte fra kirken, hvor de fandtes som et minde fra dennes indvielse og almindeligvis markerede de steder, hvor det hellige vievand i sin tid havde mærket muren...
Med 12 kors-indskrevne cirkler var man klar til at udarbejde det nye års vejr-prognose. Fra 1. juledag og frem til Hellig Trekonger blev mærkerne ”passet til” i overensstemmelse med vejrliget i de første 12 juledage. Det foregik efter princippet, at hvis formiddagen på 1. juledag var blæsende, ville første halvdel af januar også blive blæsende. Hvis anden halvdel af dagen havde solskin, ville sidste halvdel af januar blive tør o.s.v., og således fik man en enkel og klar forudsigelse for vejret i de kommende 12 måneder.

De endelige julemærker blev stående året igennem, og hvis de slog fejl (hvad næppe kan undre), så indgød de i hvert fald lidt håb om forandring i de kommende måneder. En ting var man dog overbevist om: Juledagenes vejr varslede det næste års vejr!

Julemærkerne stod dog ikke alene for vejrfor-udsigelserne. Man supplerede dem med en stribe af mundheld eller ordsprog, som vi ind imellem kan nikke genkendende til, f.eks.: ”hvid jul giver grøn påske”, eller ”grøn jul giver hvid påske” og mere middelalder-barskt: ”en grøn jul giver en fed kirkegård”. Men hertil kom så de forudsigelser eller varsler, som man kunne læse sig til i tidens almanakker eller ”bondepraktica”. Udover at give gode råd om julemærkningen magtede man her at varsle om hele det kommende år! Var det f. eks. solskin 1. juledag kunne man imødese et frugtbart nytår. Var det derimod stormvejr 4. juledag, så måtte man imødese ”stor hunger”.
Også ugedagene havde deres betydning.

Faldt 1. juledag på en søndag, varslede det, at sommeren ville blive meget varm. Faldt den derimod på en onsdag, så blev sommeren dårlig.

I dag er der næppe nogen, der vil tillægge den slags forudsigelser nogen større sandhedsværdi – vi ved jo trods alt bedre! For i løbet af døgnet fodres vi i tale, tekst og satellit-fotos i farver og på storskærm med oplysninger om vejrligets gøren og laden. Begreber som ”vandrende lavtryk”, ”højtryk”, ”koldfronter” og ”varmfronter” er blevet en del af vor hverdag, og vi orienteres fortløbende om cykloner i den Mexicanske Golf, tørke i Australien og regnskyl i Indien.

Alle kan med et klik på Pc'en eller TV'et her og nu få at vide, hvordan vejret er og forventes at blive på det sted, hvor man bor.
Og med yderligere et par klik kan man tilmed orientere sig om vejrliget f. eks. i Hong Kong eller i Moskva eller på Teneriffa, hvor onkel Thomas og faster Marie er på ferie netop nu.
Men midt i denne underfulde tekniske verden kniber det stadigt med langtids-prognoserne, for selv garvede vejrfolk undgår behændigt at forudsige vejrliget mere end nogle få dage frem!

Det kom også til udtryk forleden, da en journalist stillede det klassiske december-spørgsmål: ”Får vi hvid jul i år?”
Svaret lød nogenlunde således: ”Øh... I betragtning af de temperaturer, vi i øjeblikket kan registrere i omgivende have og på land, så... øh... er det yderst tvivlsomt ...efter alle mærker at dømme!”

Ak ja! ...Hvor er det dog godt at vide, at ”en grøn vinter giver en hvid påske”, at ”mange nødder, bog, agern og bær giver en streng og varig vinter” og at ”når lyngen blomstrer i toppen, bliver vinteren streng”...

Frede M. Andersen

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side