Her er mit liv...
Martha Dalgaard - og herefter Karoline Hvid Jørgensen




Martha Dalgaard

Af Erling Haubjerg


Nu er det ikke fordi jeg er så gammel igen, men alligevel har jeg nået en alder, hvor jeg engang imellem godt kan gå hen og blive en lille smule nostalgisk, altså hvor man savner noget af det, der var engang. Det er et fænomen, som alle oppe i årene kan nikke genkendende til, tror jeg. For mit vedkommende er det sådan, at når jeg f.eks. hører ”Hjem-is-bilen” hver tirsdag, hvor den lader sin ringeklokke lyde ud over byen, ja, så kommer jeg ofte til at tænke på vores mælkemand hjemme i min fødeby Brande. Jeg kan stadig se ham for mig denne skallede, solbrændte, hyggelige mælkemand, hr. Møller, komme gående op ad Viadukten, som vejen hed, hvor vi boede. Jeg kan se ham med tømmen i hånden og styre hesten ”Tulle”, som trak den hvide kassevogn fyldt op med mælkeflasker, smør, fløde og andet godt fra mejeriet. Jeg kan se ham gribe i klokkesnoren og ringe med messingklokken, der hang ved agestolen, for at gøre opmærksom på, at han nu var i nærheden.
Det var under krigen, og meget er sket siden, men da jeg flyttede til Snejbjerg i 1967, havde vi også en mælkemand her i byen, og det var Kaj Dalgaard Jensen. Han kørte ikke rundt i Snejbjerg med en hest spændt for mælkevognen, nej, han var blevet motoriseret og kørte rundt i byen i en mælkebil, og det gjorde han i 28 år.
Kaj Dalgaard Jensen døde i 1998, året før han kunne have holdt guldbryllup sammen med sin hustru Martha Dalgaard Jensen.
Martha har haft et spændende liv i og omkring Snejbjerg, så derfor spurgte jeg hende, om hun kunne tænke sig at lade sig interviewe til høstnummeret af Rosenbladet., og det sagde hun ja til.
Martha blev født den 29. februar 1916 på gården Højgård på Ørskovvej. Hun be- gyndte sin skolegang i Snejbjerg Skole på Gødstrupvej, hvor hun gik i to år, men flyttede så på Gødstrup Skole, som hun forlod efter 7. klasse. Hun gik til præst hos pastor Tindborg, og efter konfirmationen arbejdede hun hjemme, til hun var 18 år gammel. Så syntes hun, at nu skulle der ske lidt mere, så hun tog på Ry Højskole, og det var i 1935-36. Efter højskoleopholdet fik hun arbejde på samme højskole i et års tid, hvorefter hun i 1937 fik plads hos én, der havde været lærer på Ry Højskole, men som nu var præst i Vengel. Det blev kun til et år her, så flyttede Martha hjem til Snejbjerg og arbejdede flere forskellige steder i området blandt andet hos sin far, der på det tidspunkt havde solgt Højgård til Therkel Hansen, hvorefter han startede en slagterforretning i Snejbjerg .
I 1941 rejste Martha til Spentrup mellem Randers og Hadsund, hvor hun havde fået arbejde på et hotel. Det blev kun til godt et års tid her, så rejste Martha atter tilbage til Snejbjerg, hvor hun i 1943 fik arbejde i Snejbjerg Mejeriudsalg. Det var et udsalg, hvor man hverken havde papir eller blyant, så alle priser blev lagt sammen i hovedet, og efter hvad Martha siger, så blev hun rigtig ferm til hovedregning. Martha arbejdede på mejeriet til 1947 under mejeribestyrer Pingel.
I 1945 var Martha en aften til fest i Herning, og her fandt hun Kaj, eller var det omvendt? Det er også lige meget, men det medførte, at de to senere blev forlovede, og de giftede sig i 1949. Det blev til et dobbeltbryllup, idet Marthas søster Kamma blev gift med Frede Thalund samme dag.
Martha har fire søskende, to brødre og to søstre. Niels fik slagterbutikken i Snejbjerg Overby efter sin far og drev den i mange år, og han bor stadig i huset, hvor forretningen var. Knud var i en foderstofforretning på Helstrupvej, Kamma blev som allerede nævnt gift med Frede Thalund, og Gundhild blev gift med Sigvald, og de to var bestyrerpar i kantinen på Handelsskolen i Herning i mange år.
Men nu tilbage til Martha og Kaj, som jo altså startede deres tilværelse sammen i 1949 i en lejlighed på Snejbjerg Hovedgade. Senere flyttede de i en lejlighed oven på forsamlingshuset på hjørnet af Snejbjerg Hovedgade og Tanderupvej.
Kaj arbejdede i en grusgrav på det tidspunkt, og Martha havde arbejde i en papirforretning, som var blevet oprettet i en gammel skomagerforretning på Tanderupvej. Denne forretning købte Martha og Kaj af mejeribestyrer Pingel i 1958 og flyttede den senere hen på hjørnet af Snejbjerg Hovedgade og Tanderupvej, og her bestod den til 1981, som blev året, hvor de nedlagde forretningen.
Selv om dette interview drejer sig om Martha, må vi ikke glemme Kaj. Kaj har altid været et kendt menneske i Snejbjerg, idet han har haft meget med sport og dilettant at gøre. Også indenfor politik gjorde Kaj sig gældende, og han sad i Snejbjerg sogneråd i otte år fra 1962 og til kommunesammenlægningen i 1970, og senere kom han i Herning byråd, hvor han også sad i to perioder.
Så det var Martha, der måtte klare papirforretningen, som hun fik arbejdet op til en god og sund forretning, hvor man kunne købe næsten alt indenfor for papir og legetøj. Tipstjenesten gjorde også brug af Martha, og det var også med til, at mange mennesker besøgte Martha på hjørnet, når tipskuponerne skulle afleveres.
I mange år havde Kaj og Martha sammen med nogle af Marthas søskende et lille landsted på Tothøjvej, som de kaldte Mosehuset, og her tilbragte de utrolig mange timer sammen i deres fritid.
Martha og Kaj fik ikke selv børn, men adopterede i 1957 en 2-årig dreng fra Svendborg. Efter endt skolegang blev han udlært som mekaniker hos Erik Poulsen i Snejbjerg, og senere fik han arbejde på Danfoss på Als. Desværre skete der det tragiske, at han som 22-årig i 1977 blev dræbt ved en trafikulykke i Sønderjylland.
Martha er i dag en meget travl pensionist. Hun laver håndarbejde for Røde Kors, går ret ofte til bankospil i Herning, er med til seniorsport i Snejbjerg, løser en del kryds og tværsopgaver, og så kommer hun en del på Rosenlund Centret, hvor hun er med i Støtte-vennekredsen på et hold, der producerer forskellige ting med salg for øje.
Martha bor stadig der, hvor hun engang havde forretning. Selve butikslokalet er lavet om til beboelse, og da hun viste mig rundt i huset, kunne jeg konstatere, at hun bor i en rigtig hyggelig lejlighed. Fra stuen kan hun følge med i alt, hvad der sker på Snejbjerg Hovedgade og på Tanderupvej. Martha klarer selv det huslige, og hun har også nået at få bagt kager og lavet æblekage, inden jeg dukkede op, så alt imens vi talte sammen, nød vi hjemmebagen.
Nu, hvor Martha er blevet alene, har hun besluttet sig for at rejse ud i verden. Sidste år var hun i Lanzarote, og i år tager hun en tur til Tunesien, og inden jeg takkede for kaffe og kage, ønskede jeg Martha en rigtig god tur.




Karoline Hvid Jørgensen

Af Erling Haubjerg

Ude i det sydvestlige hjørne af Herning kommune ligger et område, som hedder Volsgårde. Her ligger spredt, som navnet næsten siger, en række gårde lige op til kommuneskellet mellem Herning og Kibæk. Og på en af disse gårde, ja, faktisk den yderste på det sted i Herning kommune, boede Karoline Hvid Jørgensen, som har indvilliget i at være hovedpersonen i denne udgave af ”Her er mit Liv”.
For at komme fra Snejbjerg til Volsgårde kører man til Studsgård, drejer til højre ved banen og følger denne helt ud til den første baneoverskæring. Netop passeret overskæringen kører man faktisk lige ind på gårdspladsen tilhørende den gård på Momhøjvej 77, hvor Karoline og Laurids tjente til livets ophold gennem 61 år.
Karoline blev født på en gård på Harrild Hede ved Fastholt den 17. marts 1915, men da hun var 2 år, solgte familien gården og flyttede til Ronnum ved Karstoft. Her havde hendes forældre købt en anden gård på ca. 200 tdl. med 50 tdl. under plov og resten hede. Karoline kom i Ronnum skole, hvor hun gik alle 7 år, og hun blev konfirmeret i Karstoft kirke.
“Kom du så ud at tjene lige efter konfirmationen?”
Her lægger Karoline armene over kors, og ansigtsudtrykket fortæller, at hun er en meget stovt kvinde. “ Nej, nej, jeg kom skam ud at tjene, da jeg var 9 år gammel. Det var godt nok tæt på mit hjem, men så havde jeg også let ved at finde hjem til mine forældre, hvis jeg trængte til lidt trøst. Her var jeg så, til jeg blev konfirmeret, hvorefter jeg tog lidt længere væk, idet jeg fik plads på en gård i Gejlbjerg mellem Brande og Skarrild. Her var jeg så, til jeg blev 16 år.“
Karoline er nu rigtig i fortællehumør, så det er næsten synd at stoppe hende, men jeg må vide, om hun var tjenestepige inde eller ude eller måske begge dele. ”A ka godt fortæl dæ, at det wor båd ud å inn, for det wor det a helst will,” fortæller Karoline på sin dejlige jyske dialekt, som for øvrigt er svært at sætte på skrift, så jeg hopper lige over til normalt skriftsprog igen.
Og Karoline fortsætter: “Nu kom jeg så til Andkjær ved Munkebjerg i Vejle amt. Her skulle jeg blandt andet malke 20 køer 2 gange om dagen - å det wor wel å mærk mæ æ hån,” siger Karoline på en sådan måde, at man slet ikke er i tvivl om, at det er rigtigt.
Derefter kom Karoline til Kærby ved Brande til en moster, som havde kræft. Her var hun kun en ganske kort tid, inden hun kom til Grøndalslund ved Studsgård. Men det blev kun til et halvt år her, så måtte hun tilbage til Kærby. “Var der noget, som trak i Kærby, siden du skulle tilbage til det område igen?”
“Åh ja, den kærlighed, den kærlighed. Jeg havde jo fået øje på en flot fyr, der var karl på en gård i Kærby, så jeg måtte tilbage og se, om jeg kunne smigre mig ind på ham. Og ved du hvad? det lykkedes saft suse mig, og det var godt! Vi blev gift den 2. januar 1938 og købte derefter gården i Volsgårde.”
“Hvad hed gården..?” Her knækker Karoline lidt sammen i latter, men får dog fremstammet, at gården faktisk ikke havde noget navn, men at hun kaldte den “Karolines Lyst“. Og Karoline fortæller videre. “Vi boede altså 61 år på gården. Og ved du hvad? Vi levede et stille og roligt liv med dejlige naboer omkring os. Det var et alsidigt landbrug, som vi kunne gå og passe selv. Vi var ikke interesserede i at blive store med opkøb af jord og store bygninger. Nej, vi nøjedes med at bygge en ny kostald i 1953, det var nok for os. Og så fik vi 5 børn - 2 piger og 3 drenge, og de er alle kommet godt i vej, og så har jeg dem lige omkring mig. To i Studsgård, én i Hammerum, èn i Kibæk og én i Linde ved Holstebro.”
“Var I aldrig bekymrede ved at bo så tæt på jernbanen, jeg tænker specielt på børnene?”
Her tænker Karoline sig lige lidt om, inden hun svarer. “Nej, det var vi faktisk ikke. Jeg tror, vi mistede en hund engang, og børnene blev truet med, at en trold ville komme og tage dem, hvis de vovede sig ud på skinnerne, men ellers vænnede vi os hurtigt til toget. Men jeg kan huske en hændelse fra krigens tid, hvor jeg sammen med naboen og to af pigerne var på skinnecykel på vej til Studsgård, da toget pludselig dukkede op. Det var på et hængende hår, men vi klarede den ved at springe ned i grøften. Men det var tæt på, husker jeg.
Jeg kan også huske en anden episode fra krigen. Skinnerne var blevet sprængt på strækningen mellem os og Studsgård, og tyske soldater var blevet tilkaldt for at holde vagt ved de væltede vogne. Kort efter var jeg på cykel på vej til Studsgård med en spand æg. Tyskerne opdagede, hvad jeg havde i spanden og ville have æggene. Det fik de også, men jeg stoppede ikke op og gav dem spanden. Næ, jeg satte cyklen i god fart og smed æggene stykvis ud til dem på jernbanen. Det var de ikke tilfredse med, men de skød dog ikke efter mig. Jo, vi havde skam også spændende øjeblikke på Momhøjvej. Og her havde vi også den store glæde at holde vores diamantbryllup den 2. januar 1998 med 53 gæster til morgensang. Jo, det var en dejlig dag.”
Laurids havde det efterhånden ikke så godt med helbredet, så pludselig var de i den situation, at de måtte sælge gården. De gav 24.700 kr. for den, da de købte i 1938, og da de solgte i 1999, fik de 1.2oo.ooo, og den er stadig i familiens eje.
Laurids og Karoline var heldige, for de fik den lejlighed de gerne ville have på Rosenlund Centret og kunne flytte ind den 1. september 1999.
Nu er Laurids ikke mere, så nu bor Karoline alene i lejligheden, som hun selv passer, og hun får også selv lavet varm mad hver dag.
“Hvad får du ellers dagen til at gå med?” Karoline giver sig lidt på grund af benene, inden hun svarer. ”Ja, jeg har jo lige været indlagt på sygehuset med rosen i bentøjet. Det tog fem uger, fordi min egen læge ikke kunne finde ud af, hvad der var i vejen. Læger er jo ikke, hvad de har været, ved du. Han er ellers en meget flink læge, men det hjælper jo sådan set ikke rigtig på mine ben. Så det var sygehuset, der måtte finde ud af, hvad der var galt, men nu går det bedre, og det er jeg godt tilfreds med.”
“Jeg hører, at du har samlet på dukker, men jeg kan ikke rigtig få øje på nogen her i stuen?” Karoline læner sig roligt tilbage i stolen, inden hun svarer. “Ja, det startede vel for en 10 - 15 år siden - mindst. Jeg fik samlet 115 dukker i alt, og nogle af de dyreste købte jeg i en speciel dukkeforretning i København. Jeg kan også huske, at den dyreste kostede 3.000 kroner. Men jeg har ikke plads til dem her, så i dag har dukkerne det godt hos venner og bekendte og ikke mindst hos mine 5 børn, 18 børnebørn og 30 oldebørn, så jeg har jo stadig mulighed for at se samlingen.”
“Jeg kan se, at du er flittig til at bruge hænderne? Der ligger en del håndarbejde i stuen”
“Ja”, svarer Karoline, “ kan man ikke bruge benene, så må man jo bruge hænderne. Jeg laver en del ting for Røde Kors, og vi har den ordning, at de kommer med materialerne, så får jeg både tæpper, servietter, grydelapper og meget andet ud af det, og det går der megen tid med.”
“Nu er du jo så 85 år, så er der vel også en masse minder, der dukker op i ledige stunder?”
Spørgsmålet får Karoline til at falde lidt sammen, og øjnene bliver lidt fugtige. “Ja, det er jo ikke så længe siden jeg mistede Laurids. Han var en herlig mand, og ikke mindst på grund af ham har jeg haft et rigtig godt liv. Vi fik jo også lov til at have hinanden i mange år, og det kan jeg kun sige tak for. Men selvfølgelig var der da torden en gang imellem, men det driver jo som bekendt altid over igen.”
Se den konklusion var Karoline og jeg enige i.Og nu skal vi til at slutte interviewet for denne gang, og det er Karoline, der tager initiativet til det, idet hun spørger:
“Vil du have noget kaffe, Erling?” Jeg siger ja tak, for der havde været en dejlig kaffeduft i stuen under hele samtalen.
“Bruger du sukker og fløde?”
“Nej, det gør jeg ikke, Karoline!”
“Det lyder godt, for jeg har heller ikke nogen af delene!”, bemærker Karoline.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side