Her er mit liv...
ELING HAUBJERG - og længere nede på siden et interview med BODIL og SØREN DJERNES


Af Mona Rasmussen


Det er Hortensia-år i år. Det er i hvert fald den konklsion, vi når til - undertegnede og Erling Haubjerg. Vi er på havevandring i Erlings lille park, og magen til dejlig, fin, velfriseret og hyggelig have skal man lede længe efter! Hortensiaerne står i fuldt flor med uendelig mange, smukke blå og hvide blomster, og det bliver da også med dem som fantastisk baggrund, at jeg senere fotograferer Erling.
Hele situationen virker lidt forkert, fordi det denne gang er Erling, der sidder i “den varme stol” og skal fortælle om sit liv. I de forløbne år er det - med få undtagelser - ham, der har aflagt besøg hos en masse spændende mennseker fra området. Han har spurgt, snakket og drukket kaffe hos sine “ofre”, og altsammen er det hver gang endt med en spændende beretning om et menneskeliv i Midtjylland.
Nu er det altså Erling selv, der skal fortælle, og jeg skal love for, at han har meget at berette om:
Han blev født den 13. august 1937 i Flø ved Brande. Forældrene havde en landejendom på 30 tdl. Der var en søster, som var ældre end Erling, og knap 3 år senere - fik han en lillebror. Det blev ikke den glædelige begivenhed, en barnefødsel normalt er, for den samme nat døde Erlings far på Rigshospitalet af en svulst på hjernen.
I 6 år klarede moderen sig alene på gården med sine 3 små børn, så fik hun en karl ansat. Han forelskede sig i enken, men hun sagde nej tak, da han friede. I stedet solgte hun sin gård til ham, da hun senere traf og blev gift med Erlings stedfar, som var vognmand i Brande.
Vognmandsforretningen blev solgt, og de købte en stor gård i Sandfelt. Denne gård var dog for stor en mundfuld, og familien flyttede derefter et par gange. Den sidste gård var ret lille. Den lå i Hyvild, og det hele kunne løbe rundt, fordi stedfaderen blev ansat som chauffør ved mejeriet. I ægteskabet kom yderligere tre børn, og Erling fortæller, at det var små kår. Familien havde én cykel, som børnene måtte skiftes til at have til skole. Erling startede med at gå i skole i Brande, og han kom faktisk et år for tidligt afsted. Dette kom ham til skade, fordi han måtte gå i 7. klasse 2 år! Han kunne simpelthen ikke tages ud af skolen før sit 14. år. Skete det alligevel måtte familien betale mult - en form for bøde - og det var der ikke råd til.
Han gik i Uhre skole i 6. og 7. klasse - altså 3 år, da han som sagt måtte tage 2 år i 7. klasse. På denne skole var der en lærer, som var helt enestående. Han havde et fantastisk tag på børnene:
“Jeg bestemte dengang, at hvis jeg nogensinde kunne blive lærer, ville jeg være ligesom ham”, fortæller Erling Haubjerg. Drømmen om en læreruddannelse havde han altså helt fra sin egen skoletid. Han ville gerne have været på realskolen, men det var der ikke råd til. Han skulle blive derhjemme og hjælpe til på gården, og senere kom han ud at tjene på forskellige gårde som så mange andre drenge og piger dengang. Han aftjente sin værnepligt, og vendte tilbage til landbruget. Lidt senere kom han på landbrugsskole, og det var mens han gik dér på Lægården i Holstebro, at han bestemte sig til, at han ville forsøge at blive lærer. Han søgte ind på det nystartede Herning Seminarium, men fik afslag i første omgang. Noget senere, da skoleåret var godt i gang, blev han  alligevel kontaktet af seminariet, der tilbød ham en plads, idet de lige havde sagt farvel til én elev ved navn Haubjerg, som gik ud - og nu ville de så gerne have en anden Haubjerg i stedet. Erling var ellevild af glæde, og han forlod Lægården, selv om det bestemt ikke passede forstanderen!

Da Erling jo kun havde en 7. klasses skolegang bag sig, kom han først i dét, der dengang hed “for-præp.” Det var lidt af et kulturchock, fortæller Erling:
“Jeg havde jo aldrig hørt om, at man kunne regne opgaver med X og Y, og jeg havde heller aldrig før lært engelsk, så du kan nok forstå, det var en omvæltning”!
Dengang var der mange unge mennesker, der forlod landbruget og søgte ind til længerevarende uddannelser, så Erling følte sig ikke dårligere egnet, end de andre studerende. Efter “for-præp.” kom han i præparent-klassen i 2 år, og endelig i 1963 startede han den egentlige læreruddannelse.
I alle disse studieår havde Erling forskellige former for ferie- og fritidsjobs. En S.U. kunne han ikke leve af, så for ikke at stifte gæld, tog han småjobs ved siden af sit studium. Han passede f.eks. garderoben hver søndag eftermiddag på Højskolehjemmet i Brande, når der var rockkoncert.
Der er især ét feriejob, han husker, nemlig da han var hjælper på et sindssygehospital i Norge. De var en 14-15 unge mennesker fra Danmark, der 2 somre i træk arbejdede på dette hospital. Det var spændende, men hårdt, husker Erling. Han fortæller også om gode ferier i England og om ture rundt i Europa på stop. Jo, der er meget at berette om, men vi må videre, for hvad skete der, da han var dimitteret fra seminariet i 1967?
Erling smiler, og jeg kan se, at hans øjne bliver varme og glade ved det, han nu skal fortælle: "Jeg blev faktisk "head-hunted", som det hedder i dag til en stilling på Herning Friskole. Men forinden havde jeg jo mødt mor Lis, og det hele hænger sammen".
Der er ingen tvivl om, at Erling er meget glad for sin Lis - og omvendt! Man mærker, at der er stor harmoni og kærlighed imellem dem, og det er tydeligt, at Erling nyder at fortælle om, hvordan de mødte hinanden:
"Jeg var begyndt at instruere dillitant og revy i Ungdoms- foreningen. Der skulle være en fest, hvor jeg selv skulle spille med i en sketch. Jeg fik at vide, at jeg skulle spille sammen med en pige, som jeg kunne møde ved kasse 5 i Hammerum Herreds Spare- og Lånekasse, hvor hun var ansat. Så jeg begav mig ned til banken for at hilse på hende. Og dér sad hun, mor Lis. Med det samme vi så hinanden, var det sket! Og vi vidste det begge to. Det var virkelig kærlighed ved første øjekast". Erling griner højt og fortæller, at det var den eneste rolle han aldrig fik lært! De blev forlovet på hans 30 års fødselsdag i 1967 og gift i Herning Valgmenighedskirke 3. august 1968.

Tilbage til lærergerningen: Det var også via Ungdomsforeningen, at Erling fik tilbudt en stilling på Herning Friskole. Det tilbud tog han imod, og han følte sig straks godt tilpas, på rette hylde og rette sted, for han blev på Friskolen til han blev pensioneret. Han har stadig kontakt til sin gamle arbejdsplads, idet han nemlig er  tilknyttet som tilsynsførende. Dette indebærer, at han skal være med en hel dag og overvære undervisningen. Derefter skal han skrive en rapport om dét, han har set og oplevet på skolen. Disse tilsyn skal han lave 1 gang hvert år
Det bliver nu ikke så meget Erlings år som lærer, vi taler om denne sommer- eftermiddag på Toustrupvej. Jeg er ikke i tvivl om, at han kunne fortælle længe og medlevende om sine år på Herning Friskole, men vi ved det inderligt godt, både Erling og undertegnede: artiklen må ikke blive for lang - helst kun 2-3 sider, og der er SÅ meget andet, han gerne vil berette om... så måske kan vi en anden gang overtale ham til selv at skrive om sine år som lærer?!

De første år i deres ægteskab boede Erling og Lis i én af blokkene på Sydgaden. I 1970 byggede de deres nuværende hjem, huset på Toustrupvej, hvor begge deres børn er født, Søren i april 1971 og Michael i april 1974. Begge sønnerne er meget gymnastikinteresserede. De har dyrket gymnastik, siden deres drengeår, og har som elitegymnaster været med på verdens -tournéer. Denne interesse førte med sig, at også Erling blev aktiv indenfor DGI, De Danske Gymnastikforeninger, hvor han en årrække sad i DGI Landsudvalg, Hammerum. Dette er han nu ude af, men sønnerne er fortsat aktive på det organisatoriske plan, idet Søren sidder DGI’s turnéudvalg, og Michael er formand for DGI Midtjylland, så gymnastikken fylder rigtig meget hos de to. I dag bor de begge to i Viborg, og Erling og Lis er nu blevet bedsteforældre - endda til et hold tvillingdrenge, Oliver og Victor. Det er en helt ny rolle, men der er ingen tvivl om, at både farfar og farmor elsker deres nye tittel og de herlige små gutter. Med stolthed viser de billeder frem og fortæller med begejstring om de to små guldklumper, der nu er 9 mdr. gamle.

Helt fra sin ungdom har Erling elsket at optræde og instruere. Han har bl.a. været instruktør ved dillitant og revyer i Snejbjerg i over 25 år. Sammen med en god ven fra Tjørring Holger Thordal, har han underholdt ved alverdens fester, på plejehjem og i foreninger i hele Jylland. Folk, der har set de to på slap line, (undertegnede inclusive) siger sam- stemmende, at de var utrolig morsomme og gode sammen på en scene, og de var et meget populært par. I 1986 - i forbindelse med indvielsen af det nye Kongrescenter i Herning - blev Erling instruktør på et stort hold af amatørskuespillere, samlet fra alle omegnsbyerne. De opførte en ryvy kaldet “Kongresgas” Det var et kæmpearbejde, husker Erling, men sjovt! Derudover har han været med i en masse forskellige reklamefilm for bl.a. D.S.B., Lego og Shell. De fleste kan sikkert huske ham fra reklamen på TV2 om Silkeborg Seminarium. Mens vi sidder og nyder vores kaffe, henter Erling en kæmpe stak videobånd. Det er altsammen reklamefilm, han har deltaget i. Det er vældig imponerende. Det samme er hans “minde-skuffe”, som er fyldt af udklip fra aviser, programmer m.v. Der er ingen tvivl om, at Erling altid har haft mange jern i ilden, men samtidig med at jeg konstaterer dette, forsvinder smilet fra hans ansigt og øjnene bliver lidt fjerne:
“Det var sjovt, men det gik bare for stærkt. Jeg havde alt for mange ting i gang, og det gik altså bare ikke. Jeg måtte stoppe helt, finde mig selv og få sjælen med.”
I dag har Erling fundet ud af, at han skal passe lidt bedre på sig selv og ikke have for mange bolde i luften på én gang. Trods det har han alligevel utrolig mange ting at passe.
 Han underviser i engelsk på Rosenlund, - et hold der startede lidt sløjt med 2 elever, men snart blev ét af de mest populære hold på centret, i dag er der 17-18 elever.
På Rosenlund Centret er Erling i det hele taget involveret i mange ting: han var fra starten med til at skabe og forme ideerne til dette blad, idet han fra begyndelsen har siddet i PR-udvalget. I foråret blev han valgt ind i Brugerrådet, hvilket medførte, at han nu også sidder i højskoleudvalget.
Erling har en dejlig kraftfuld stemme, og efter 10 år i Karolinekoret, skiftede han og synger nu sammen med mor Lis i Grethe Christiansens kirkekor. Det er ligeledes sammen med Lis, at han står for underholdningen hvert år ved et “Jule-syngmed” arrangement på Rosenlund Centret. Også underholdningen ved et af sæsonens fællesspisninger har de to taget sig af.
De tager endvidere sammen ud og underholder i pensionistforeninger, når der sendes bud. De følges pænt ad til Seniorsport i Snejbjerg hallen og til foredrag i Højskoleforeningen, og i det hele taget virker Erling og Lis som et godt team, der støtter og hjælper hinanden. Det gjorde de givetvis også for år tilbage, da de holdt op med at ryge.
“Det gik lidt lettere for mig end for mor Lis”, fortæller Erling. “Hun måtte have hjælp af en akupunktør, jeg holdt bare op. Og pengene vi sparede, puttede vi i et syltetøjsglas. Det blev snart til en mindre formue og på den måde fik vi råd til sommerhuset i Gjellerodde”.
De er utrolig glade for deres sommerhus, Lis og Erling. De tilbringer så meget tid som muligt deroppe. Lis er nu delvis pensioneret, og hun kan selv tilrettelægge sit arbejde som forretningsfører i Valgmenigheden. Det giver dem en stor frihed, som de nyder meget.

Det var et par utrolig hyggelige timer, jeg havde hos Erling og Lis. Vi havde svært ved at få stoppet snakken, for der blev ved med at komme ting, som kunne have været nævnt og kommenteret: - De rystende oplevelser under besættelsen; - at Erling har været jæger siden sit 15. år og har flere gode jagtkammerater, som han holder meget af at være sammen med på jagt og til fest, - Erling og Lis’ rejse rundt i Amerika for 4 år siden - den rejse, som han så fint skrev om her i bladet, - en anden rejse, han for år tilbage pludselig kom med på til Island... og ja, det ville ingen ende tage. Men sådan er det, når man hygger sig i godt selskab, og hos Erling og mor Lis ER der hyggeligt, man føler sig velkommen og snakken går uden problemer. Og når man sådan sidder og snakker ude på terrassen, kan man jo ligeså godt nyde den herlige have og de fine Hortensia’er...




Bodil og Søren Djernes

Af Erling Haubjerg

Bevæger man sig en tur ad Snejbjerg Hovedgade anno 2001, vil man opdage, at det er så som så med forretningslivet her. Ja, det har faktisk længe stået sløjt til med forretninger på Snejbjerg Hovedgade, så vi skal mange år tilbage i tiden for at finde et forretningsliv, der bare satte lidt liv i gadebilledet i Snejbjerg. Det var dengang, hvor der både var et brødudsalg, en cykelhandler, en slagterbutik, en papir- og legetøjsforretning, et posthus, en elfor- retning, og ikke mindre end tre købmænd o.s.v., og alle disse forretninger havde til huse på Snejbjerg Hovedgade.
Det var dengang, hvor man brugte udtrykkene Snejbjerg Overby og Snejbjerg Nederby, og hvor mejeriet var en form for bindeled mellem de to områder. Vi har stadig forretninger af nævnte slags, men ikke på Snejbjerg Hovedgade. Jo, vi har en købmandsforretning, som ligger på hjørnet af Snejbjerg Hovedgade og Toustrupvej, og denne forretning har sin hel egen historie, som vi blandt andet skal høre om i dette nummer af Rosenbladet. Jeg spurgte nemlig forretningens grundlæggere, Bodil og Søren Djernes, om de kunne tænke sig at være med i ”Her er mit Liv” i Rosenbladet, og det sagde de ja til.
Både Bodil og Søren stammer fra Mors - denne dejlige ø i Limfjorden. Bodils forældre havde en købmandsforretning i Ørding på Sydmors, men selv blev hun uddannet som kontorassistent hos en sagfører på øen. Søren kommer fra Tødsø, som er en lille hyggelig landsby nord for Nykøbing Mors. Efter konfirmationen kom han ud at tjene på landet, og her blev han, til han var fyldt atten år, så kunne det være nok med det, og han kom i købmandslære i landsbyen Mollerup på Mors. Da Søren var udlært som købmand, blev han ansat hos Bodils far i Ørding, og det var nok her, at venskabet mellem de to unge tog sin begyndelse.
I 1954 – 55 var Søren soldat på CF kasernen i Thisted, og her blev han venner med Nanna og Aksel Neesgaard, som på det tidspunkt var bestyrerpar på soldaterhjemmet her. Efter soldatertiden blev Søren bestyrer i en købmandsforretning på Jegindø i Kås Bredning øst for Thyholm. Her var han i godt to år, hvorefter han i fire måneder kørte rundt med ost i Hurup og omegn.
Men nu kunne det være nok med at skifte fra sted til sted, og da Søren og Bodil gif- tede sig i 1957, måtte der ligesom lidt mere faste rammer om tilværelsen. Derfor star- tede de op med en købmandsforretning i Vejerslev på Mors den 13. 1. 1958 med 13 kontobøger og 13 sammenplantninger.

Sortimentet blev dog hurtigt udvidet, så det blev en blandet landhandel med korn- og foderstoffer, isenkram og selvfølgelig diverse kolonialvarer, og det hele var sammenstuvet i en butik på tre etager, og hver uge måtte Søren ud på landtur med varer til kunderne. Det var små kår dengang, så der var ikke meget at gøre med i det daglige, men Bodil og Søren blev der i ti år, og deres tre børn blev alle født i købmandsforretningen.
I 1964 var Søren og Bodil på besøg i Snejbjerg hos Nanna og Aksel Neesgaard, der i mellemtiden var blevet bestyrerpar på Snejbjerg Plejehjem. De gik alle fire en tur i den lille by, og da de kom til hjørnet af Snejbjerg Hovedgade og Toustrupvej, kunne Aksel Neesgaard fortælle Søren, at her skulle der placeres en brugsforening. Ordene fra Aksel var ikke mere end lige blevet sagt, før Søren udbrød : ”Det er da ikke noget at få til byen, det er da bedre, at Bodil og jeg køber grundene og etablerer et supermarked på hjørnet”.
Som sagt så gjort, Bodil og Søren henvendte sig til Lars Aage Ottesen og købte i 1964 tre grunde på selvsagte hjørne for 30.000 kr. Meningen var så, at byggeriet skulle starte i 1966, men så indførte regeringen samme år et byggestop, så byggeriet måtte skrinlægges for en tid.
I 1968 købte Søren endnu en grund på hjørnet, og samme år solgte de købmandsforretningen i Vejerslev, for nu skulle der altså ske noget i Snejbjerg. Søren henvendte sig til Hoki, og denne indkøbskæde hjalp Søren og Bodil med en stafetbutik, hvilket vil sige en butik, der kunne flyttes fra sted til sted, hvis dette blev nødvendig. Så den 5. december 1968 åbnede de deres købmandsforretning i en barak på det erhvervede hjørne i Snejbjerg.
På sigt var det meningen, at de to unge tilflyttere ville opføre et supermarked på hjørnet, så derfor henvendte Søren sig i Midtbank i Herning for at få en kassekredit på 25.000 som startkapital, men en vis hr. Egsgaard ville ikke låne penge ud til noget, der kunne blive en konkurrent til de eksisterende tre købmandsforretninger i byen.
Efter to år var pladsen blevet for trang, så Søren købte et sommerhus, som han pla- cerede i forlængelse at stafetbutikken, så der nu var ca. 150 kvadratmeter under tag.
Søren og Bodil siger, at det ikke var så nemt at starte i Snejbjerg, for gang på gang hørte de folk sige, at under de forhold med tre købmænd i forvejen i byen, ja, så ville de kun få lov til at holde jul i Snejbjerg èn gang.

Men det kom ikke til at holde stik, for den 9. november 1972 flyttede Søren og Bodil ind i deres nye Hokiforretning med 1000 kvadratmeter under tag på Hedetorvet i Snejbjerg. I 1976 blev forretningen udvidet med en slagterafdeling og kom derved til at hedde Trica.
Det skal lige med, at da Søren og Bodil var klar til det store byggeri, ja, så ringede bankdirektør Egsgaard til Søren og sagde pænt undskyld og forhørte sig samtidig, om der var en mulighed for, at banken kunne leje sig ind i det kommende byggeri, og trods låneafslaget fik Midtbank en fløj i bygningen. Også et posthus, en garnforretning og en barberforretning lejede sig ind i bygningerne. Alle disse lejere var med til at hjælpe Søren og Bodil med økonomien i det samlede byggeri.
Når stedet kom til at hedde Hedetorvet, skyldtes det, at Søren og Bodil afholdt en konkurrence blandt kunderne om det bedste navn til forretningshjørnet i Snejbjerg, og det blev altså navnet ”Hedetorvet”, der vandt.
Efter at have været købmand på Hedetorvet i tyve år solgte Søren og Bodil forret- ningen i november 1988, og som Søren siger, blev det til tredive gode år som købmand, heraf altså tyve år i Snejbjerg. Så den dystre spådom om overlevelsen som købmand i Snejbjerg kom ikke til at holde stik.
Samtidig med købmandsskabet var Søren i femten år medlem af Hokis bestyrelse og deraf de fem som næstformand.
Søren har erhvervet sig en del skov, hvor han går og hygger sig i den tredje alder med nyplantning, fældning, klipning af pynte- og julegrønt, og i det hele taget god pleje af skoven, og så er jagt en af hans store lidenskaber. Bodil har i mange år ført regnskaber for sønnen Poul, der er selvstændig købmand i Holstebro. Men hun har ligesom Søren en stor lidenskab, hun går op i, og det er slægtsforskning. Det er ikke få ture Bodil har taget til Landsarkivet i Viborg for at sætte sig ind i sagerne.
Foruden Poul har de Hans Ole, der er kriminalassistent i København og Lone, der er sygeplejerske i Holstebro. De har 7 børnebørn, som de gerne og ofte er sammen med.
Søren og Bodil bor stadig i deres dejlige lejlighed oven over forretningen, og de lægger slet ikke skjul på, at her nyder de tilværelsen i fulde drag.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side