Her er mit liv...
Asta Fjord - og nederst på siden Hanne Risager


Af Erling Haubjerg


Under og efter 2. Verdenskrig blev der gravet kul flere steder omkring Herning bl.a. i et stort område ved Haunstrup. Mange gårde blev opkøbt netop her, fordi man havde fundet ud af, at der var kul i undergrunden, og som årene gik, og udvindingen af kul eskalerede, forsvandt gårdene èn efter èn fra jordens overflade. Bygningerne fra gården Sdr. Albæk ligger dog som de sidste stadig midt i Haunstrup-lejerne som et minde fra dengang, og en af dem, der husker stedet, er Asta Fjord, for her blev hun født den 28. juni 1922. Jeg kontaktede Asta for at høre, om hun ville lade sig interviewe til Rosen-bladet. Det sagde hun ja til, og det er vi glade for, idet der så kan føjes endnu mere til egnens spændende historie.
Astas far var vinterlærer i Haunstrup, men han var også en meget habil kortspiller og spillede ofte kort på Tjørring gl. kro, hvor han traf Astas mor, der kom fra Treldenæs, men som nu var serverings-dame på kroen. De blev gift og bosatte sig på Sdr. Albæk, som var på 20 tdl. Faktisk kunne de godt leve af de 20 tdl., men om vinteren var faderen både børstenbinder og skovarbejder for at tjene lidt ekstra til familien, og om sommeren fik han også tid til at grave tørv for andre og kunne så også på denne måde forsøde tilværelsen lidt. Men der blev også tid til andre gøremål, idet de fik 13 børn, hvoraf Asta er den anden yngste, og nu sidder hun altså her over for mig.
“Du er så nummer 12 af en søskendeflok på 13, hvordan var din barndom?"
Asta er ikke i tvivl om, hvad hun skal svare. “Man må sige, at jeg havde en god barndom. Jeg kom i Tanderupkjær Skole, hvor jeg gik i 7 år, men da kårene var små derhjemme, så måtte jeg ud at tjene, da jeg var 14 år, og min første plads var på Lundmølle ved Herning.”
“ Var det ikke lidt tidligt at komme ud blandt fremmede?”
Jeg kan se på Asta, at hun lige må tænke dybt et øjeblik, før hun svarer. “Joh, men det var almindelig dengang, og det var også almindelig, at der var flere folk på gårdene, og på Lund-mølle var der 2 karle, så jeg var jo ikke alene, og Marie, der var kone på Lund-mølle, var en meget flink dame, men der var alligevel noget, der gjorde, at jeg ikke blev der ret længe.”
“Er det noget du vil fortælle om?”
Asta placerer begge albuer på bordkanten og fortsætter. “Ja, pyt, det er jo mange år siden, og selv om Marie lever endnu, bliver hun nok ikke sur på mig af den grund. På gården var der en dejlig schæferhund, som jeg havde det utrolig godt med, ja, så godt, at den sov inde hos mig om natten. Men der var noget, jeg ikke var så glad for, og det var rotterne. Der var simpelthen så mange rotter, at man skulle tro, det var løgn. Jeg kunne høre dem løbe hen over loftet, når jeg om natten lå på mit kammer, og om dagen kunne vi se dem i hundredvis løbe frem og tilbage over stråtaget. Så på grund af rotterne og det, at min bedste ven, schæferen, gik hen og døde, flyttede jeg altså hjem igen, og det passede fint, for vi skulle skiftes til at være hjemme uden løn.”
Efter at have arbejdet hjemme et stykke tid fik Asta plads hos førstelæreren i Tanderupkjær. Senere ville hun gerne prøve nye veje, så hun tog til Hanning ved Skjern, hvor den grundtvigske tanke var meget udbredt. Her kunne Asta godt lide at være, ikke mindst fordi hun her fandt en meget god veninde. De to blev enige om at tage et ophold på Snoghøj Højskole, som var en grundtvigsk højskole, og her har Asta en historie fra. ”Se, tyskerne havde taget Snoghøj Højskole i 1940, så derfor måtte vi starte opholdet på Vingsted Centret. Men ti dage før opholdet sluttede, fik vi mulighed for at komme på Snoghøj, og det var vi stolte af, for så kunne vi jo med god samvittighed sige, at vi havde været på Snoghøj Højskole, der i mange år var en meget anerkendt skole.
En dag var vi nogle tøse, der gik og sparkede til nogle løse sten ved Lillebæltsbroen, og pludselig fandt vi ud af, at vi kunne lave så store V-tegn af disse sten, at de kunne ses oppe fra broen, hvor tyskerne havde vagtposter stående. Tegnene provokerede åbenbart tyskerne, for vi kom til afhøring, men de var noget usikre på, hvad de skulle stille op med os, så det endte med, at vi fik et par flade lussinger, inden forstanderinden blev bedt om at hente os. Vi troede, at vi skulle have en reprimande, når vi kom tilbage til skolen, men hun roste os for vores mod.”
“Hvad skete der så efter højskole-opholdet?”
Da jeg stiller spørgsmålet, er Asta i fuld gang med at lave kaffe, men hun hører spørgsmålet og starter på en hel utrolig historie. “Jamen jeg vendte tilbage til Hanning, for jeg havde det godt med den her grundtvigske tanke, men lad nu det ligge. Nej, jeg vil hellere fortælle om en jagtepisode, som egnen var meget stolt af. Episoden havde fundet sted på nabogården til stedet, hvor jeg tjente. Det var en meget stor gård, og en dag havde de inviteret selveste Kong Christian den Tiende med til et jagtselskab. Under jagten var kongen så uheldig at træde ud i noget mosedynd og kom til at sidde så fast, at man måtte danne kæde for at få ham fri, og ad den vej lykkedes det så at få ham op igen, men våde bukser, det fik han. At historien er rigtig, beviser et billede, der blev taget af situationen, der fandt sted i 30erne.”
Efter Hanning måtte Asta hjem og arbejde igen, men nu havde hun fået interesse for gymnastik og håndbold, som hun dyrkede i Fjelstervang. Her mødte hun Johannes Fjord, som hun giftede sig med i 1941, så Asta blev gift, da hun var19 år. De første år havde de en lidt omskiftelig tilværelse, idet de boede 5 forskellige steder, inden de slog sig ned på Videbækvej nr. 19 vest for Haunstrup.
“Hvorfor flyttede I sådan rundt?”
Jeg kan se på Asta, at nu lægger hun op til at fortælle om en længere flytterunde, men vi skal kun høre om nogle enkelte af de steder, de har boet “Ja, en overgang boede vi i Fjelstervang Forsamlingshus, og her var jeg “synagogeforstander”, som jeg kalder det. Arbejdet bestod i at gøre rent, stille borde op og hjælpe til ved fester. Dette måtte jeg gøre, for at vi kunne få lov til at bo der. Her fik vi barn nr. 2, men det døde af lungebetændelse kun 3 mdr. gammelt.
Herefter købte vi et hus af en enkekone i Fjelstervang, men det blev kun til 11 mdr. her, så solgte Johannes huset på et marked uden mit vidende. Men da Johannes vidste, hvad han gjorde, så godtog jeg handelen, også fordi han fik det dobbelte af, hvad vi havde givet for huset.
Herefter var vi ude at se på et par gårde, og et sted havde vi en mægler med, som absolut ville have, at handelen skulle gå i orden, så mægleren og Johannes gik en tur ud over markerne. Jordboniteten var dårlig, og det vidste mægleren godt, men gik den, ja så gik den jo. Men Johannes var en klog rad, han gjorde sig nemlig umage med at undersøge jorden, og det gjorde mægleren lidt nervøs, så som en afledemanøvre vendte mægleren sig rundt for at lade sit vand, men kom til at gøre det på et elhegn. Kan du høre brølet Erling?! Han var ikke mere værd den dag, men det var den straf, han fik for at være så emsig.
I 1951 købte vi så gården på Videbækvej, men allerede ved overtagelsen var Johannes blevet ramt af sklerose, som vi alle ved er en snigende og uhelbredelig sygdom, så efter at have siddet i kørestol i mange år døde Johannes i 1982.”
Johannes’ sygdom var i øvrigt medvirkende til, at Asta, mens hun sad i bestyrelsen for skleroseforeningen i Ringkøbing Amt, var i København til foreningens 25 års jubilæum. Her havde man inviteret Dronning Margrethe, der er protektor for foreningen, og efter mødet oplevede Asta at få en personlig samtale med dronningen, og som Asta siger, så har dronning Margrethe et meget stort og varmt hjerte.
Asta blev boende på gården, for mens Johannes levede, havde hun fået anlagt en dejlig stor have. Ja, den var så flot, at en svigerinde en dag i 1982 opfordrede Asta til at holde åben have, også fordi hun så på denne måde kunne have kontakt med omverdenen og fylde det tomrum ud, der var opstået efter, at hun var blevet alene.
På selve åbningsdagen i 1982 var der ca. 200 besøgende og blandt disse en jour-nalist fra Herning Folkeblad. Samme journalist dukkede for øvrigt op 18 år senere, da Asta en sommerweekend i år 2000 lukkede haven med ca. 800 besøgende. Det var også samme år Asta solgte gården og købte hus på Skibbildvej i Haunstrup.
”Hvad får du så tiden til at gå med nu?”
Asta peger ud ad vinduet og siger: ”Ja, jeg vil gerne indrømme, at det både kan være en befrielse og et savn ikke at have så stor en have, som den jeg kom fra, men som du kan se, så er jeg allerede i gang med min nye have her. En del af planterne har jeg for øvrigt fået lov til at hente i min gamle have. Men ellers læser jeg en del og ser fjernsyn, og jeg har ofte feriegæster, da jeg jo har 5 børn, som rejser rundt i verden, så derfor prøver jeg på at lære lidt engelsk på Rosenlund Centret. Man skal jo holde sig i sving, men jeg vil sige, at jeg er god til at holde mit eget selskab ud. Nu er jeg så også ved at skrive mine erindringer, og det kunne godt gå hen og blive et digert værk, men det skal ikke udgives” slutter Asta.



Hanne Risager

Af Erling Haubjerg

November - et kig gennem ruden bekræfter det. Efteråret er over os, og bladene løsner let nu og hvirvler omkring hushjørnerne eller stoppes brutalt af de mange vandpytter, som det våde vejrlig har skabt gennem en næsten uophørlig kaskaderegn som-meren og efteråret igennem. Det er tid for indendørs aktiviteter. Det er tid at mødes til socialt samvær i den mørke tid, som ligger forude, for vi skal jo igennem den. Og mulighederne for at være sammen er tilstede - ikke mindst på Rosenlund Centret. Et hurtigt blik i årsprogrammet fortæller os, at det bugner med tilbud af alle slags, både hvor du selv kan være aktiv, og hvor du bare kan læne dig tilbage og nyde et af de mange fællesarrangementer Rosenlund Centret har tilrettelagt.
Et af arrangementerne er Syng-med-eftermiddagene, der er lagt i hænderne på Hanne Risager og Agnethe Hastrup Pedersen. De er begge vældig begejstrede for at levere musik til forskellige arrangementer - også for ældre mennesker, og da Hanne Risager bor inden for vort område, har jeg besluttet mig for, at hun skal være "offeret" i denne udgave af "Her er mit Liv".
Hanne er født i Vesterlund og er landmandsdatter. Gården er placeret midt i et naturskønt område ved Rørbæk sø, Hærvejen og Tinnet krat, hvor Gudenåen og Skjernåen har deres udspring. Hanne er ud af en søskendeflok på seks, og alle seks havde deres skolegang i Vesterlund. Hanne holdt så meget af området, at hun efter grundskolen fortsatte på Vesterlund Ungdomsskole, eller måske var det fordi, faderen sad i bestyrelsen for denne skole. Faderen havde i øvrigt mange andre tillidshverv, hvilket måske skyldtes, at han var meget udadvendt, som resten af familien også var det. Desværre døde faderen ved et trafikuheld i en tidlig alder, så en af sønnerne måtte tage over. Af de seks søskende blev én altså landmand, fire blev lærere, og den sidste blev barne-sygeplejerske.
Efter sit ungdomsskoleophold kom Hanne ud at tjene. Det første sted var som ung pige hos lederen af Jelling Øvelsesskole, hvor hun var meget glad for at være. Derefter blev hun ung pige hos redaktøren af Vejle Amts Folkeblad, men det sidste sted, hun kom til at svinge støvkluden, var som stuepige på Askov højskole.
Derefter startede en spændende tid for Hanne. Hun har altid godt kunnet lide at arbejde med børn, så hvad var mere nærliggende end at søge ind på et seminarium. Som tænkt så gjort, og hun blev optaget på Småbørnsseminariet i Odense og fik sine eksamenspapirer herfra ved juletid 1962. I januar 1963 blev Hanne ansat ved Studsgaard Skole som småbørns-lærerinde, men hun ville gerne videre, så hun supplerede sin uddannelse med forskellige kurser og kunne i starten af halvfjerdserne titulere sig som lærer. Hun fortsatte på Studsgaard Skole, og der har hun stadig sin daglige gang.
I 1981 blev stillingen som skoleleder i Studsgaard opslået ledig, og det blev Hanne, der nu skulle prøve kræfter i lederstolen. Efterhånden som tiden gik blev Hanne dog klar over, at det var undervisningen, hun bedst kunne lide, og da det tager megen tid og samtidig er meget opslidende at sidde i en lederstol, blev Hanne enig med sig selv om, at det var om at holde, mens legen var god, så hun stoppede som leder og blev igen fuldtidsunderviser og sidder nu i en seniorstilling på Studsgaard Skole.
Da Hanne nu har rundet de seksti år, har hun besluttet sig for at holde til august 1999, men så har hun også haft med elever at gøre i ca. 36 år, og som hun selv siger: "Jeg har brugt næsten al min tid på skolen, for jeg elsker at have med børn at gøre. Når jeg ser tilbage, ser jeg alle mine år i skolen som en film - en spændende film med farverige billeder og oplevelser, der fortæller mig, at min beslutning om at blive lærer var den rigtige”.
Det, Hanne blandt meget andet vil blive husket for som lærer i Studsgaard, er musikken. Hun har lavet mange musiklejrskoler og haft skolekor i mange år. Hun har lavet musicals på Studsgaard Skole gennem flere år, og fritiden er altid blevet brugt til noget, der har relation til musik. Som allerede nævnt tager Hanne og Agnethe ud og underholder med musik og sang, og Hanne har gennem 10 år spillet til folkedans i Hammerum, og også her har hun haft et fortrinligt samarbejde med Agnethe. De to har gennem årene haft meget sammen inden for musikkens verden og vil garanteret fortsat have det.

Hanne Risager har store planer. Når hun stopper med undervisningen til næste år, vil hun ud at se verden. "Jeg kunne virkelig godt tænke mig en tur med den transsibiriske jernbane," siger Hanne, "...og jeg kunne også godt tænke mig en tur til Sydamerika. Jeg er motiveret for sådanne oplevelser, og det skal man være, ellers skal man blive hjemme.
Men opnår jeg ikke dette, har jeg købt mig en ny cykel, som jeg så må få nogle oplevelser med i de hjemlige naturområder. Jeg må heller ikke glemme Poul, som jeg har boet sammen med i 10 år. Han er blevet pensioneret, og vi nyder livet og haven sammen. Ham bliver der også mere tid til, når jeg holder til næste år. Jeg har også en datter i Aarhus, der er sygeplejerske. Hun kan helt sikkert også regne med flere besøg, så jeg er ikke nervøs for min fremtid."
Jeg kommer forresten til at tænke på, at jeg også altid har ønsket mig en tur med den transsibiriske jernbane, men det har ikke været nemt at finde en rejseledsager,så her er chancen måske?
Vi, der har noget med Rosenlund Centret at gøre, håber også, at Hanne fortsat vil besøge stedet og underholde os lidt med violinen. Held og lykke med fremtiden ønsker vi alle for Hanne Risager.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side