Her er mit liv...
Grethe og Anton Christensen


Af Erling Haubjerg

Sneflokke kommer vrimlende
hen over diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård.


- Således beskriver Jeppe Aakjær en vinterdag i 1916. Ordene, han bruger i denne dejlige vintersang, er typiske for Jeppe Aakjær. Han kunne med sine ord beskrive enhver situation på en sådan måde, at man føler, man selv er med i det smukke natursceneri.
Lige nu, hvor jeg sidder på mit kontor i færd med at forfatte nok et ”Her er mit Liv” til ”Rosenbladet”, kommer sneflokke vrimlende omkring hushjørnerne og lægger sig tilrette som et blødt lag overalt i haven. Jo, der er virkelig vinterstemning over landskabet lige nu.
Under en pause i skriveriet kaster jeg lige et blik ud ad vinduet, og pludselig ser mit øje noget, jeg aldrig før har observeret i vores have. Hen over sneen kommer en strunk fasankok spankulerende med hovedet stolt løftet, som om den vil proklamere, at her kommer jeg. Bag kokken dukker ”konen” op med hovedet hængende på en sådan måde, at der ikke kan herske tvivl om, hvem der har magten under den spadseretur.
Det hører til sjældenheder, at man inde midt i byen, hvor vi bor, kan opleve faunaen på denne måde.
Men vi er ikke de eneste, der her inde midt i Snejbjerg kan nyde synet af hr.- og fru fasan. Nej, nej, det stolte par spadserer skam rundt i nabolaget og nyder godt af diverse foderautomater rundt om i haverne. Blandt andre har Anton Christensen og fru Grethe på Lergravsvej 6 flittigt besøg af fasanparret. Anton og Grethe er vores næsten genboer, og de har sagt ja til at lade sig interviewe til Rosenbladet”.

Anton blev født den 4. maj 1929 i Fjelstervang. Her havde forældrene en gård på 32 tdr. land, men gården var ikke stor nok til at kunne brødføde familien, der foruden forældrene også bestod af seks drengebørn, der skulle have mad og tøj på kroppen hver dag. Så faderen måtte tage ekstra job i brunkullene for at få det hele til at løbe rundt.
Anton, der er nummer tre i flokken, begyndte sin skolegang i Fjelstervang, men da han allerede som niårig kom ud at tjene hos en moster i Isenvad, måtte han som følge heraf skifte til Isenvad Skole. Anton var dog kun hos mosteren i èt år, så flyttede han hjem til Fjelstervang igen.
”Savnede du ikke dine forældre og dine brødre, mens du tjente hos mosteren?”
Anton sidder tilbagelænet i sin stol med den ene næve godt plantet på bordet og den anden på armlænet. Så hæver han sin dybe stemme og fortæller om, hvordan det var at komme ud at tjene som niårig. ”Det er klart, at det er tidligt at komme ud at tjene - nok også for tidligt. Jeg vil ikke sige, at vi levede under fattige kår hjemme i Fjelstervang, men der var ikke for meget at gøre godt med. Sådan var tiderne for mange den gang, men det var tidligt at komme hjemme fra. Som niårig savner man helt naturligt hjemmet, og jeg var ofte hjemme på besøg, men det foregik jo på cykel, og der er altså langt på cykel fra Isenvad og til Fjelstervang og tilbage igen for en niårig en mørk aften.”

Efter konfirmationen kom Anton ud at tjene på forskellige gårde i omegnen af Fjelstervang. Men i 1951 stoppede han på landet og blev ansat ved Snejbjerg kommune som lastbilchauffør. I 1953 skulle der så ske noget andet, og Anton kom nu til at køre lastbil for vognmand Holger Jensen i Snejbjerg. Anton ville imidlertid gerne være sin egen herre, så i 1955 startede han for sig selv i Gødstrup.

I 1952 var Anton blevet gift med Grethe, der stammer fra Barde. Her havde hendes far et autoværksted. Der var fem piger i søskendeflokken, men en af pigerne døde som 3-årig i 1940. Syv år senere adopterede forældrene en dreng, så der er altså stadig fem i søskendeflokken.
Anton og Grethe købte det hus i Gødstrup, som de havde siddet til leje i, og her startede de som allerede nævnt, deres egen vognmandsfirma op. Efter nogle år var vognparken oppe på tre biler, og der var nok af gods at køre med. En af bilerne kørte svin til slagteriet, en anden kørte med brunkul fra lejerne i Søby til Skærbækværket i Sønderjylland, og en tredje kørte med gødning og foderstoffer for købmand Jens Nørgaard i Gødstrup.

I 1967 rykkede Anton og Grethe teltpælene op i Gødstrup og flyttede til Rughaven i Snejbjerg. Det var imidlertid ikke lige stedet, hvor Anton kunne parkere sine biler, så han måtte kigge sig om efter et andet sted at bo. Han havde erfaret, at Lars Aage Ottosen ville sælge gården ”Lergrav”, og i 1972 slog Anton til og købte, hvad der var tilbage af gården nemlig det store stuehus med masser af udenomsplads.
Her kunne Anton få plads til de mange biler og entreprenørmaskiner, der efterhånden var blevet indkøbt. Han var nemlig begyndt at køre med sand og grus ved siden af brunkulskørslen, som han havde beholdt. Anton kan huske, og hans første sandgrav blev etableret i Skibbild, men der kom dog først rigtig gang i graven, da Snejbjerg Hallens parkeringsplads skulle anlægges i forbindelse med hallens opførelse i 1968. Herefter fik han gennem 18 år det hverv at levere sand til mørtelværket i Herning. Gennem årene har Anton også stået for mange vejarbejder og nybyggerier her på egnen.

I 1989 kom Grethe og Antons søn Leif ind i billedet. Han havde taget en uddannelse som autoriseret kloakmester, og da Anton i 1989 som 60-årig valgte at gå på efterløn, overtog Leif nu hele entreprenørfirmaet.
Grethe var gennem alle årene Antons højre hånd, idet hun administrerede hele firmaet frem til 1989, hvor hun også gik på efterløn, og efter Antons udsagn kunne han ikke have haft en bedre administrator end Grethe.
”Har I så haft et godt arbejdsliv”?
Grethe snupper lige en ekstra kage fra fadet, og Anton tager en slurk kaffe, så mødes deres blikke tværs over bordet, og de nikker. ”Vi har haft et rigtig godt arbejdsliv, som vi tit tænker tilbage på, og vi glæder os også meget over, at vores søn Leif har haft medvind ved videreførelsen af firmaet, som i 2005 kan fejre 50 års jubilæum.”
”I mange år har I jo så været i gang med jeres tredje alder, har I en aktiv pen- sionisttilværelse?” Spørgsmålet frembragte et bredt smil hos både Grethe og Anton, og jeg kan med det samme se, at her er der slet ingen tvivl. Den tredje alder går, som den skal.
”Efter 33 år som selvstændig trænger man til at slappe af, og det har vi gjort og gør det stadig. Vi har 5 tdr. land jord ved Munkgårdkvarteret, og her har vi nogle nordbaggere gående, som vi har megen glæde af. Heste har altid haft vores interesse. Men vi har også rejst rigtig meget til udlandet, så vi har set og oplevet en del. Og så er jeg med i en fiskeklub, som også arrangerer ture til udlandet, så vi kommer vidt omkring.
Desuden har vi haft sommerhus på Lodberg Hede ved Søndervig, og der kunne vi godt lide at komme ud og slappe af. Men i dag er det mest bob, bowling, petanque og bordtennis, tiden går med. Og sidst men ikke mindst, så har vi jo også et dejligt hus og en dejlig have, der skal passes”, slutter Anton.

Det liv er ikke længst,
som længst har varet;
den lever længst,
som fyldte livet bedst.
Den ikke rigest er,
som længst har sparet;
nej, den er rigest,
som har givet mest.

Og livet skal du handle med
og ikke grave ned et sted,
hvor det går til i mug og fugt,
fordi du aldrig fik det brugt.

At have levet således,
at man kan se tilbage på sit liv
med behag,
er at have levet to gange.
                                       Ma
rtial

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side