Her er mit liv...
Margrethe Andersen - og længere nede på siden: Helga og Kristian Kjær


Af Erling Haubjerg

Margrethe Andersen var en farverig personlighed.
Hun er nu afgået ved døden,
men jeg mindes mange gange den dag,
jeg besøgte hende i hjemmet.

Mange gange om dagen må man standse op i Gødstrup for at vente på, at toget skal passere. Ofte må man vente længe, men kommer man fra Snejbjerg, kan man benytte ventetiden til at kigge til venstre. Her ligger der et dejligt rødstenshus lige ud til vejen og banen. I huset bor Margrethe Andersen, som jeg har valgt som ”offer” i denne udgave af ”Her er mit Liv”.
Så en dejlig forårseftermiddag startede jeg jernhesten og cyklede til Gødstrup.Vi havde aftalt at mødes ved kaffetid . Det er altid så hyggeligt at starte med en god kop kaffe, så får man snakketøjet smurt lidt, inden interviewet går i gang.
”Nå, du er på cykel i dag!” var Margrethes første kommentar. Hun havde set mig gennem ruden, da jeg svingede ind på den lille gårdsplads.
- Ja, konen har taget bilen! replicerede jeg, og nu var det som om, vi allerede kendte hinanden.
”Ja, jeg har også en cykel, men den har tre hjul. Og da bentøjet ikke er, hvad det har været, har jeg også hjælpemotor på,” sagde Margrethe. ”Du skal lige ud og se den, inden du kører hjem.”
Kaffebordet var dækket inden jeg kom, så der kom hurtig gang i de hjemmebagte småkager.

- Nu må du fortælle en masse om dig selv Margrethe, for jeg har hørt, at du har haft et langt og spændende liv.
Denne opfordring satte beretningen i gang.
”Ja, som du kan se, Erling, så er jeg jo ikke helt ung mere. Jeg blev født den 10. juni 1910 i Vildbjerg. Her var mine forældre forpagterpar på en gård, men allerede da jeg var to år, flyttede familien til Snejbjerg. Her blev de bestyrerpar på en 30 tdl. stor gård, og her var de i 14 år. Gården var en fattiggård, hvor der var plads til fattiglemmer. Gården blev senere kaldt ”Asylcentret”, og atter senere blev det til kommunekontor. I dag har Snejbjerg legestue til huse i det gamle stuehus.”
- Kan du huske noget fra hverdagen på fattiggården? var mit næste spørgsmål.
”Ja, jeg kan huske, at fattiglemmerne cyklede til Snejbjerg Teglværk, hvor der var arbejde at få, og jeg kan også huske, at mine forældre havde meget travlt. De skulle jo både bestyre fattiggården og passe fattiglemmerne. Og så skal vi huske på, at på den tid var der kun petroleumslamper og kakkelovne, men ingen el.”
Jeg kan se på Margrethe, at minderne fra dengang dukker op, og hun kan heller ikke lade være med at udtrykke, at hun aldrig vil kunne glemme tiden på fattiggården. Det var et 20 timers job for hendes forældre, og hendes tanker dengang var, at man for alt i verden skulle undgå at komme på et asyl som fattiglem.
- Kunne du få tid til at passe din skole?
”Ja, jeg gik 7 år i Snejbjerg gamle skole på Gødstrupvej. Så blev jeg konfirmeret, og straks efter rejste jeg til Sønderjylland, hvor jeg havde to mostre. Den ene var enke, og den anden var syg. De boede sammen, og det var mit job at passe dem, og det var et stort ansvar at lægge på en 14 år gammel pige.”
Margrethe husker, at hun kun var hjemme én gang i de 1½ år, hun var i Sønderjylland. Hun havde ingen cykel, og telefon var der heller ikke, og julen måtte hun også tilbringe hos mostrene.
Da Margrethe var 16 år, købte forældrene en gård i Gødstrup, der hvor sostalden nu ligger. Hun mener, at det var en statsejendom på ca. 16 tdl. Margrethe blev hjemme, til hun var 22 år. Derefter tjente hun 1½ år hos murermester Riis i Herning. Som 23 årig var hun på Tommerup højskole i 3 mdr.. Og det, der skete herefter, husker Margrethe meget tydeligt, for nu kom hun hjem på gården igen og skulle binde korn op efter en aflæggermaskine. Det var hårdt, for hun havde jo ikke arbejdet i 3 mdr...
Margrethe blev nu hjemme et par år, men hun kunne godt tænke sig at komme i en forretning, og hun fik da også plads hos købmanden i Gødstrup. Her var hun i et år. Derefter blev hun kogekone og passede også syge mennesker, inden hun blev husbestyrerinde på Store Lundgaard ved Herning. Det var en gård på 100 tdl., og her var der mange karle og piger, og forkarlen havde da også svært ved at holde øjnene fra Margrethe, så de blev gift i 1942.
De fik 4 dejlige børn – 3 piger og en dreng. En datter er gift med Rohde, der har et hønseri i Gødstrup. En anden datter er gift med Rohde, der ejer gården ved Studsgaardvej i Snejbjerg.
Altså 2 søstre gift med to brødre, det har vi hørt om før i Snejbjerg.
En datter er lærer på Lundgaardskolen, og hendes mand er murer. Sønnen er murer hos Niels Petersen i Tjørring, men han bor i Snejbjerg. Hans kone er snart færdig som børnepædagog. Så Margrethe har alle 4 børn inden for en kort radius fra huset i Gødstrup, og de er alle flinke til at besøge deres mor. Og så har hun 8 børnebørn og 9 oldebørn.
Som 50 årig startede Margrethe hos købmanden i Gødstrup igen. Det var et formiddagsjob, og hun var både i privaten og i butikken, og især butikken kunne hun godt lide.
I 1972 mistede Margrethe sin mand, så hun blev enke som 61 årig. Da hun blev 66, startede hun som rengøringskone, og det blev hun ved med, til hun var 75 år, så blev hun træt af det.

I dag bor Margrethe som sagt i Gødstrup i det hus, som moderen lod bygge efter faderens død i 1936. Hun klarer selv hverdagen, dog har hun hjemmehjælp 2 gange om ugen, men Margrethe er godt tilfreds med alt i tilværelsen, selv om hun er noget gangbesværet.
- Kan du nok få tiden til at gå?
”...Man skal selv gøre noget for at komme i kontakt med mennesker! Jeg har da også været 25 gange på pensionisthøjskole på Hostrup højskole i Sønderjylland, og det har været en stor glæde, for der et sammenhold uden sidestykke. Sidste år havde jeg jubilæum, og det blev fejret på højskolen.”
Men Aktivcentret i Herning har Margrethe også benyttet sig af, og hun har været medlem af pensionistklubben i Snejbjerg gennem 24 år, så hun har været god til at komme ud.
Nu er det Rosenlund Centret i Snejbjerg, der har hendes interesse. Her kommer hun i motionsrummet, går til gudstjeneste 2 gange om måneden, og så spiser hun 2 gange om ugen på centret.
”Hvis situationen er der, vil jeg ikke have noget imod at flytte på Rosenlund, for de har det godt der, men jeg vil gerne blive så længe som muligt i mit eget hjem, og det har jeg en mulighed for, for mine børn er gode til at komme med mad og besøge mig,” siger Margrethe. ”Vi har et godt sammenhold i familien, og jeg synes, det er utroligt, at mine svigersønner gider at slæbe svigermor med hver gang, der sker noget i familien.”
Margrethe nyder at se fjernsyn og lytte til radioen. ”...Og der er mange gode radioudsendelser,” siger Margrethe, ”og en god film går jeg heller ikke af vejen for, men jeg synes altså, at de elsker for meget i de film, der laves i dag. Det er ikke fordi jeg er snobbet Erling, men er du ikke enig i det?”
Og hertil kan jeg kun svare, at det er jeg, og pludselig erindrer jeg Jytte Hildens kontroversielle udtalelse, da hun blev udnævnt til kulturminister for nogle år siden.
Men nu kommer foråret, og nu skal Margrethe altså ud. Hun har aldrig haft kørekort, men kan udmærket se, hvor idiotisk og egoistisk mange bilister bærer sig ad i trafikken.: "Men bare rolig,” siger Margrethe, ”jeg skal nok klare trafikken, når jeg nu skal ud på landevejene på den trehjulede.”
Inden jeg siger tak til Margrethe for en hyggelig eftermiddag, skal jeg lige ud at se vidunderet. Den fylder godt i garagen, men den er også forsynet med alt lige fra tudehorn til spejle.
Jeg skal lige til at svinge benet over sadelen på min egen cykel, da Margrethe råber: ”Jeg skal lige huske at sige, at Rosenbladet er et meget godt blad, og jeg vil foreslå, at vi giver 10 kr. for bladet. Det kan vi pensionister godt få råd til, for vi er ikke så fattige, som mange tror!!” slutter Margrethe.



Helga og Kristian Kjær

Af Erling Haubjerg

Der ligger mange smukke gårde rundt om Snejbjerg - store som små. En af dem ligger meget tæt på byen - ja, så tæt, at ca. 5 tdl. af jorden er udstykket til parcelhuse i det område, som hedder Solbjerg.
Her er jeg på besøg i nr. 15 for at snakke med Helga og Kristian Kjær, som har sagt ja til at lade sig interviewe til “Her er mit Liv” i dette nummer af Rosenbladet.
Står man i køkkenet og kigger ud ad vinduet, ser man et prægtigt landskab bestående af grønne marker og enkelte læhegn. Går man ind i stuen og kigger ud ad vinduet her, ser man over på en meget smuk stråtækt gård omkranset af høje træer.
Gården hedder “Ørskovbjerg”, og er Kristians fødehjem. Her blev han født den 2.september 1920.
For at få øje på Helgas fødehjem, skal man kigge til den anden side ind mod det gamle teglværksområde. Her ligger “Søndre Bassumgård”, og her blev Helga født den 14.marts 1924.
Både Helga og Kristian gik i Snejbjerg Hovedskole - altså den gamle skole ved Gødstrupvej. Hovedskolen blev den kaldt, fordi skolerne i Tanderupkjær, Studs-gaard, Gødstrup og andre skoler var små. Snejbjerg var en fireklasset skole med kun 1 lærer og 1 lærerinde.
Kristian blev konfirmeret i Snejbjerg sognekirke, og Helga blev konfirmeret i Hammerum valgmenighedskirke.
Dengang var det ellers almindeligt, at man kom ud at tjene meget tidligt, men det gjorde Kristian ikke. Først i 1939 som 18-årig forlod han fødehjemmet - Ørskovbjerg - og kom på Den grundtvigske Højskole ved Frederiksborg, der på det tidspunkt var en af landets mest ansete folkehøjskoler. Her var Kristian i 6 mdr. og fik sin delingsføreruddannelse, som han senere fik megen glæde af.
”Hvad gav skolen dig ellers med på vejen”?
”Højskolen betød utrolig meget for mig. Her fik jeg den historiske- og kulturelle grundviden, som jeg faktisk har bygget min tilværelse på, og så er det jo en fantastisk ballast at have været på højskole, fordi et sådant ophold bibringer dig en åndelig værdi, som giver styrke i livet.
Jeg kan også huske, at jeg blev interviewet af den dengang legendariske journalist ved Danmarks radio Jens Frederik Lawaetz, der var meget interesseret i at høre om forskellen i livsstil mellem Sjælland og Jylland. Udsendelsen hed: “En dag på Højskole“ og blev transmitteret i radioen, og jeg syntes dengang, det var en spændende oplevelse. Det var jo i radioens barndom.”
Efter højskoleopholdet tog Kristian til Fyn, hvor han fik plads på en gård ved Nyborg, og han besøger stadig sin gamle madmor fra den gang. Hun er nu 90 år gammel.
Under krigen aftjente Kristian sin værnepligt ved Jyske Dragonregiment i Ran-ders. Dengang var det heste, man havde på kasernen, og Kristian husker, at tyskerne ikke lod soldaterne afvæbne, fordi Danmark skulle have et kampklart militær. Man måtte f.eks. ikke forlade kasernen uden sin sabel. Kristian poin-terer, at de fik en rigtig god uddannelse i Randers, der kunne jo blive brug for dem. Randers var “dragonby“ til 1952.
Efter krigen blev Kristian genindkaldt i 6 mdr., og her blev der etableret et kammeratskab som stadig holder. Der er dog kun 1 tilbage foruden Kristian af de 9, der holdt sammen dengang, resten er døde.
I 1943-44 var Kristian på Korinth Landbrugsskole på Fyn.

I 1943 var Helga på Vallekilde Højskole i Odsherred på Sjælland, hvor hun fik sin delingsføreruddannelse. Helga kom derefter til Rynkeby på Fyn, hvor hun fik plads hos Dagmar Andreasens mor, altså hende med Rynkebymosten. Helga og Dagmar var næsten jævnaldrende og blev meget gode veninder.
Da både Kristian og Helga var fra Snejbjerg, skete det ofte, at de rejste med det samme tog fra Fyn til Herning. De kendte egentlig ikke hinanden fra Snejbjerg, så venskabet opstod på rejserne hjem til hovedlandet. Venskabet udviklede sig, da de senere begge kom til at lede gymnastik i Snejbjerg. Delingsføreruddannelsen var jo i hus.
I 1946 overtog Kristian styringen af fødehjemmet for sin mor, der var blevet enke. Helga var pige hjemme på sin fødegård, men arbejdede også på Karl F’s Kjolefabrik i Herning som syerske. Så nu var de to unge tæt på hinanden hele tiden, og i 1949 gav de hinanden ord på, at de ville følges ad resten af livet. De giftede sig og overtog Kristians fødegård “Ørskovbjerg“, og Kristians mor flyttede derefter til Herning. Gården var på 35 tdl., og lige efter krigen havde landbruget det ikke for godt, men så kom der grøde i jorden, og fra 1946-1955 var det virkelig godt at være landmand, og Helga og Kristian tænker tit tilbage på den tid og ikke mindst på året 1953, hvor der blev plads på budgettet til nye stalde.
Selv om der skulle arbejdes hårdt, var der også tid til andre ting. I 1960 lejede de deres første villatelt, og rejste på ferie ud i landet. Hvert år et nyt telt, og hvert år nye steder, og familien Kjær camperede i mange år, for børnene skulle ud og se Danmark.
“Havde I andre fritidsinteresser”?
“Ja, både Helga og jeg ledede gymnastik i Snejbjerg i mange år, og en overgang var jeg fællesformand i S.S.G.& I, og da var jeg med til sammen med Kaj Dalgaard at tage initiativet til Snejbjerghallen, som jo blev en realitet i 1968.
Vi var også med i Herning ungdomsforening - HUFH - i mange år. Det var dengang kaffen kostede 75 øre på Højskolehjemmet. Hver mandag var vi en flok her fra Snejbjerg, der gik til Herning i al slags vejr for at komme til foredrag. Det gav os mange gode kulturelle oplevelser, ja, mange spændende oplevelser i det hele taget. Det var dengang, Jens Holdflod var formand og senere Svend Nicolaisen.”
“Og på gården gik det stadig godt”?
”Ja, det gjorde det, selv om 1955 var overgangsåret til lidt andre tider for landbruget, og det resulterede bl.a. i, at mange unge forlod landbruget i årene derefter for at gå ind i andre erhverv. Men på Ørskovbjerg avlede vi godt, og det er sjovt at tænke på, at efter krigen avlede vi 17-18 fold, det blev senere til 25-26 fold, og vores søn Niels, som nu har gården, avler ca. 35 fold.
“Og der blev også tid til at få børn”?
“Ja, vi fik 4 børn - 3 piger og 1 dreng. Den ældste Lene er 49 år, og hun har sammen med sin mand en taskefabrik i Vem. Jette er 46 og er edb-konsulent i MD FOODS i Aarhus. Niels er 45 og er økonomichef i Ikast-Bording Landboforening, og så har han jo overtaget Ørskovbjerg og dyrker stadig de 30 tdl. Og så er der endelig Dorthe, som er 41 år og er assistent ved skoletandplejen i Grenå.”
“Hvad får I jeres pensionisttilværelse til at gå med”?
“Ja, vi er jo meget privilligerede både Helga og jeg. Vi byggede huset her i 1990 og er meget glade for at bo her. Og hvis du nu kigger ud ad vinduet her Erling, så kan du se en sti, som fører hen til gården, og den sti bruger jeg hver dag, for jeg kan altid finde noget at lave på Ørskovbjerg. Og så har vi gårdens marker lige uden for køkkenvinduerne og kan følge med i årets rytme på markerne.”
“Bruger I også tiden sammen”?
“Ja, vi har rejst meget og gør det stadig. Vi har bl.a. været i Østrig - Thailand - Kina - USA og Israel. Vi kan godt lide at komme ud og se verden, mens vi kan. Og så går vi til foredrag på Aktivcentret i Herning, vi går til seniorsport i Snejbjerg, og så kommer vi selvfølgelig også på Rosenlund Centret. Her sker der mange spændende ting efterhånden. Jeg har f.eks. været med på Blanche`s madhold, og nu bliver der jo arrangeret nogle gode fællesspisninger, det er også hyggeligt. Og så er jeg frimurer i Logen Hardia i Herning, og det er også både spændende og hyggeligt”, siger Kristian.
Nu skal vi til at slutte, selv om det er svært, for under kaffen har vi snakket om utrolig mange ting, som også fortjener at komme med i interviewet, men alt skal jo have en ende, også selv om Helga og Kristian er fantastisk til at fortælle, så jeg vil slutte med at sige tak til både Helga og Kristian for en virkelig hyggelig eftermiddag.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side