Her er mit liv
Katrine Hansen - og sidst på siden interview med Olav Offersen


Af Erling Haubjerg

Det er egentlig mærkeligt, det der med sne til jul. Det er et emne, som åbenbart optager hele nationen, for vi begynder allerede at tale om en hvid jul sidst i november. TV laver et julesnebarometer, og hvis nålen bare bevæger sig en lille smule opad for hver dag, der går, ja, så får både børn og voksne julelys i øjnene, men lige lidt hjælper det. Det vil bare ikke sne juleaften, men så snart juleaften og -nat er overstået, ja, så vælter sneen ned, og julen bliver alligevel så hvid så hvid til glæde især for børnene.
Den sne, der kom, blev liggende et stykke ind i det nye år, så var den væk igen. ”Næh”, siger Katrine Hansen, ”dengang vi var børn, da kunne vi tale om sne, og der var ikke bare sne her og nu, nej, der var sne i flere måneder.”
Katrine Hansen blev født den 9. november 1915 i Bølling ved Skjern. Katrine er en utrolig frisk 90-årig dame, som i dag bor i en andelslejlighed på 2. sal i Nygade 32 i Herning. Der er ingen elevator, så hun får en del motion, når hun skal ud at handle, for det gør Katrine nemlig selv, og hun klarer også selv alt hjemme i lejligheden. Det kniber lidt med at få luft engang imellem, og det skyldes en bronkitis, som hun har døjet med et stykke tid, men det lærer jeg at leve med, siger Katrine.
Der var 9 søskende på den lille gård i Bølling, så det var trange tider, men familien havde det godt. I 1922 valgte forældrene dog at sælge gården for at flytte til Snejbjerg. Her købte de af Dines Nielsen, ”Toustrupgård”, som ligger på Krogstrupvej lige syd for Snejbjerg. For at præcisere det lidt nærmere, så er det den første gård på venstre hånd, når man drejer til højre i T-krydset i Toustrup. Denne gård var på 60 tdl. så nu blev der noget at rive i.
Katrine var seks år, da familien kom til Snejbjerg i 1922. Hun kan ikke erindre så meget fra dengang, men èn episode står dog lysende klar for hende.
”Det var en aften,” fortæller Katrine, ”hvor familien var i gang med at fodre dyrene på Toustrupgård, at vi pludselig fik øje på et kæmpe ildskær mod sydvest, og det viste sig at være herregården, ”Tanderupgård”, der brændte.”
Katrine fortæller nu en anekdote om en mand ved navn ”Cassius”, der efter sigende engang skal havde ejet Tanderupgård. Denne mand var så streng og uretfærdig, at han selv efter sin død spøgte i området og måtte manes i jorden op til flere gange. Til sidst blev han manet i jorden på en lille høj, og nu håbede man så på, at han aldrig ville spøge mere. Men fra højen dukkede dette uhyggelige væsen frem igen og bevægede sig, som Katrine fortæller det, med ”en kokskridt” hvert år mod Tanderupgård, og når han nåede den, ville den brænde. Han nåede gården i 1922, og det år nedbrændte gården fuldstændig. To af Katrines brødre stod brandvagt om natten, til ilden var slukket.
Katrine kom på Snejbjerg Skole, som dengang lå på Gødstrupvej. Her startede hun i første klasse sammen med en anden pige fra Snejbjerg nemlig Martha Dalgaard, som jo også stadig er i fuld vigør.
Efter syv år i Snejbjerg Skole, blev Katrine ung pige i huset derhjemme på Toustrupgård. Der var altid to søstre hjemme på samme tid. Katrine var mest hjemme, dog tjente hun et års tid på en gård i Studsgård, og hun var også et halvt år hos købmand Ove Mollerup i Snejbjerg Overby.
Ikke langt fra Toustrupgård ligger Smedegård, og det var jo dengang, hvor der var mange unge mennesker på landet, og alle disse unge mennesker var sammen, så snart tiden tillod det.
Som årene gik, kom der da også gang i flirteriet, og Katrine havde fået et godt øje til Harry Hansen fra Smedegård, og de blev gift den 9. november 1937.
I 1941 overtog de Smedegård, men solgte den igen tidligt på året i 1945 til fordel for en anden gård, der lå der, hvor Ydunsvej i Herning ligger i dag. Gården havde jorder på begge sider af banen til Holstebro, så markarbejdet kunne ind imellem godt være lidt bøvlet.
Katrine og Harry havde også, da, de boede på denne gård, en uhyggelig oplevelse. Det var samme år, som de havde købt gården og i slutningen af krigen, at de en aften ved titiden, mens Katrine var ved at lave kaffe, hørte et vældigt brag henne fra banelegemet. Katrine og Harry gik udenfor, og nu kunne de høre skrig og skrål fra sårede og lemlæstede ofre fra en af de mange sabotager, der skete bl.a. mod jernbanetransporter under krigen. Da Harry om foråret pløjede jorden tæt op til banen, fandt han mange vragrester af forskellig art fra hændelsen.
På grund af banen var de derfor ikke så kede af, at de i 1952 måtte flytte fra gården, fordi borgmester, Munk Poulsen, ville have den til udstykning.
Nu købte de så en gård i Kibæk lige op til Vardevej, der hvor der nu ligger en møbelforretning. Men også denne gård måtte vige for udstykningen, så den blev solgt samlet til kommunen i 1965. De forpagtede jorden i to år, så i 1967 måtte de flytte igen.
Katrine var efterhånden blevet vant til gadelys, så nu ville hun ikke ud på landet mere. Derfor købte de i 1967 huset på Gadegårdsvej nr. 3 i Lind, og her boede de i 30 år.
Da de kom til Lind, blev Harry chauffør og altmuligmand ved Herning bremse- og koblingservice. Harry blev ved med at arbejde, til han var midt i 70-erne.
Katrine kunne ikke få tiden til at gå derhjemme i Lind, så hun blev rengøringskone og fik til opgave at holde rent i 5 forskellige hjem. Bl. a. var hun hos Ejvind og Aase Siggaard på Th. Nielsens Gade i Herning i 23 år. Som 63 årig faldt hun ned af en trappestige og måtte på sygehuset i 3 uger, og efterfølgende måtte hun ikke støtte på benet i 3 måneder. Da Katrine var klar igen, gik hun på ny i gang med rengøringen, og hun stoppede først, da hun var 75 år gammel.
Da Harry døde i 1997, solgte Katrine huset i Lind og flyttede ind, hvor hun bor nu, og der bor hun rigtig dejlig.
Katrine har tre af sine søskende endnu, nemlig Hilda på 95 i Herning, Niels Arne på 88, der også bor i Herning, og så Anna på 85, der bor i Århus. Desuden har Katrine en svigerinde på 80 år, der også bor i Herning.
Katrine og Harry fik tre børn. Gunda, som bor i Lind, Birthe, som bor i Århus, og Christian, som bor på Munkgårdvænget i Snejbjerg. Christian er gift med Elin, som efterhånden kommer en del på Rosenlund Centret, hvor hun er opstillet som kandidat ved næste valg til – brugerrådet.
Selv om Katrine ikke har boet i Snejbjerg i mange år, har hun alligevel et godt kendskab til byen. Hun fortæller således, at hun kunne nikke genkendende til alt, hvad der står i artiklen her på siderne: ”Et historisk tilbageblik i Snejbjerg - med fokus på Hovedgaden”.
Trods sine 90 år er Katrine stadig en interessant dame at lytte til, og hun er så god til at fortælle, at det bare var om at have styr på pennen gennem hele interviewet.




Olav Offersen

Af Mona Rasmussen

Der var forår i luften, da jeg på min crosser susede om i Labyrinten. Det var stadig lidt kold, men foråret var afgjort på vej, vi manglede bare solen. Men hvis jeg frøs udenfor, fik jeg snart varmen, da jeg blev budt indenfor i nr. 11 hos Olav Offersen. Han havde nemlig indvilliget i at medvirke i denne udgave af “Her er mit liv”.
Det blev et par rigtig hyggelige timer. Snart kom der kaffe og brød på bordet, og snakken gik. Han havde meget at fortælle, Olav, en masse erindringer fra et langt liv. Han er over 80 år, og "huskeren" fungerer stadig fint.
Han blev født i 1921 i Brahe-Trolleborg på Fyn. Olav var den yngste af 3 søskende, og faderen var husmand.
Det var en kæmpe omvæltning for den lille Olav, da han som 10-årig flyttede med sine søskende og forældre fra det milde Fyn til de barske egne omkring Lemvig. Faderen overtog fødegården derhjemme i Vandborg, og der fulgte en barsk tid for Olav. Han fortæller om, hvordan han i frikvartererne i skolen blev presset op i et hjørne af en hel flok unger, der hujede "Sej nøj - sej nøj"!! (Sig noget - sig noget). Så snart Olav sagde noget, grinede de af ham p.gr.a. den fynske dialekt. Dette lagde han dog med tiden noget fra sig, men han fik aldrig lært at snakke jysk! Olav fortæller videre, at han skrev på skifertavler med kridt i hele sin skoletid. Det gjorde et stort indtryk på ham at se, hvor hårdt mange af de andre drenge havde det.
Olav kom ud af skolen efter 7. klasse. Han arbejdede derefter derhjemme som med- hjælper på gården til han blev 18 år, og broderen igen kom hjem for at hjælpe forældrene. I de år, Olav var derhjemme, tjente han ikke nogen løn, men faderen stak ham lidt penge, når han skulle til noget, så Olav følte ikke, han manglede noget. Som det dengang var skik og brug på landet spillede han om sommeren fodbold og om vinteren gik han til gymnastik.
Da Olav blev 18 år kom han ud at tjene på en gård ved Horsens. Derefter var han lidt rundt omkring, bl.a. i Skanderborg, Sønderjylland, på Sjælland og i Sverige, hvor han arbejdede i skoven. Det var i krigsårene, og Olav prøvede lidt af hvert. P.gr.a. krigen blev han aldrig soldat. Der blev simpelthen ingen indkaldt i de år.
Efter krigen kom Olav til Snejbjerg, hvor han tjente på en gård. Senere blev han murerarbejdsmand, og han var med til at bygge Rosenlund i 1950.
I 1948 havde han mødt en sød pige fra Albæk. Gerda hed hun, og de blev kærester. Olav startede i 1951 på svineslagteriet. Det var et helt anderledes arbejde, end han før havde været vant til, hvor det meste foregik udendørs. Men det var et arbejde, han blev meget glad for, da det ikke var sæsonarbejde. Desuden var det dengang meget varieret, idet han skiftede mellem at skære op, salte, læsse o.s.v. Den løn han tjente i 1951 var på 134 kr/ugentlig for 48 timer. Det var en god løn, og der var ofte overarbejde. Dengang arbejdede man jo også om lørdagen.
I 1952 blev han gift med sin Gerda, og de flyttede ind på førstesalen på Hovedgaden nr. 100. Gerda syede hos Boswell i Herning, og alt i alt havde de det godt. Da ejeren af huset på Hovedgaden senere blev dræbt ved en ulykke, købte Olav og Gerda huset. De fik 3 børn: Ib i 1954, Per i 58 og Jette i 59. Det var travle år for de to, Olav var invol- veret i flere større projekter som frivillig. Bl.a. var han med til at bygge både spejderhytten Højborg og Snejbjerg Hallen. I 1973 blev Gerda pludselig syg, og hun døde af en hjernesvulst kun 45 år gammel. Olav blev nu alene med de tre børn. Den yngste, datteren Jette, var lige blevet konfirmeret 14 dage før, hendes mor døde. Olav fortæller ikke meget fra den periode, men det er klart, at det har været svært for ham og børnene. Han havde ikke lyst til at komme meget ud blandt folk, men et nyt "familiemedlem" var måske med til at ændre lidt på dette: I 1974 fik han nemlig sin første hund "Rik", en airedaleterrier. Han gik til dressur med denne hund, og det har de været gode til Rik og Olav, for der hænger fine pokaler på væggen, som Olav har vundet med Rik og Teddy, Rik's "afløser". Olav havde hund i mange år, men han må ikke have dyr der, hvor han bor nu, i Labyrinten.

I 1978 blev Olav famt af en hjerneblødning, der gjorde han uarbejdsdygtig i 3 mdr. Han kom sig dog fint og kunne genoptage sit arbejde på slagteriet.
Olav gik på efterløn i 1981, også startede et nyt kapitel i hans liv. Han begyndte at rejse. Gennem 12 år rejste han sammen med en gammel arbejdskammerat på ferie faktisk overalt i hele Europa. Jo, han har virkelig set og oplevet meget på disse ferieture. På et tidspunkt magtede vennen ikke rejseriet mere, men Olav blev ved. Inden for de senere år har han været på en fantastisk sejltur op langs Norges Vestkyst. Han fortæller med begejstring om Norges smukke natur og den enestående forplejning og behandling, han havde fået på skibet. Også i Grønland har han været. Der er også meget at fortælle om fra dette kolde, smukke land højt mod nord.
Det er helt tydeligt, at Olav har fået og stadig får meget positivt ud af sit otium. Ud over rejseriet deltager han i forskellige ting: han spiller bob på Rosenlund hver mandag, han kommer i en efterlønsklub hver 14. dag og han er medlem af en privat kortklub, hvor han mødes med 3 andre pensionister til et slaw whist en gang hver uge.
I det daglige har Olav en privat rengøringshjælp, men ud over det klarer han sig selv. Og man må sige, at det gør han skam godt. Det lille rækkehus i Labyrinten er pænt og hyggeligt. Olav pusler om sine gæster, og hver dag laver han varm mad til sig selv og sin søn, der ganske vist ikke bor derhjemme, men dog kommer hjem og spiser sammen med sin far de fleste dage i ugen.
I Olavs reol er der mange spændende ting, bl.a. en koklokke, som han har fundet i de svenske skove, da han arbejdede dér. Det er en koklokke, der er ret så tung og med en usædvanlig fin klang. I reolen finder han også en spændende scrapbog fyldt med avisudklip og sjove ting bl.a. rationeringsmærker fra krigen. I afdelingen med avisudklip læser jeg om dengang, slagteri- arbejderne strejkede, fordi de havde fået påbud om at arbejde nytårsaftensdag til kl. 19.00 i stedet for som de plejede til kl. 16.00! Der er også udklip fra gymnastikopvisninger, hvor Olav har været med på herreholdet, og udklip fra dengang hans hus i Hovedgaden blev voldsomt torpederet af en vildfaren billist!
Ja, det var et hyggeligt besøg, jeg var på hos Olav. Hans liv har ikke altid været lige nemt, alligevel er han positiv og godt tilfreds, og jeg har indtryk af, at han selv synes, hans tilværelse her i den 3. alder er ganske god. Og hvor er det dog meget værd! En gang var han en lille, skræmt dreng i et hjørne af skolegården - omgivet af hylende unger, der ville have ham til at sige noget. I dag er han en ældre, livserfaren mand, der nok aldrig blev rigtig jysk, men alligevel kan se på sit liv og sige: “Det var vist møj godt”!!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side