Her er mit liv...
Caarlo Hedegaard - og Hans Peder Nørgaard Pedersen


Af Erling Haubjerg

Carlo Hedegaard
- Et æresmedlem

DGI Hammerum Herred har for øjeblikket tre æresmedlemmer stående i kartoteket. Det første medlem, vi vil portrættere, er født i Rom og alligevel er han ærkedansk. Han er heller ikke katolik, men inkarneret grundtvigianer. Han kan ikke italiensk overhovedet, men den jyske dialekt falder ham let. Han er som sagt født i Rom, men det er Rom ved Lemvig. Det er jo egentlig også sjovt, at kører man ind i Lemvig fra syd, kommer man igennem Rom, og kører man ud af Lemvig mod øst, kommer man gennem Paris. Nå, det var et sidespring.
Hvem er det så denne person, som dette portræt handler om? Jo, han hedder Carlo Hedegaard og blev født den 17. august 1923, og så kan vi jo alle regne ud, at han netop har rundet de 80 år.
I den anledning besluttede vi på redaktionen at interviewe fødselaren, og det var så mig, der blev sat på opgaven, så jeg bevægede mig til adressen Østerled 10 i Snejbjerg, hvor Carlo bor sammen med sin hustru, Karen.
Carlo gik i Nr. Lem Friskole, som var en grundvig-koldsk friskole, og det er nok herfra, det grundtvigske islæt har sit udgangspunkt. Carlos arbejdsliv startede allerede som 10-årig, hvor han kom ud at tjene som hjordedreng, men skolen skulle selvfølgelig passes. Om vinteren gik han i skole hver dag, men om sommeren kun to dage om ugen
Han tjente på forskellige gårde i Rom, men som 18-årig forlod han sin fødeegn og tog til Brande, hvor han også tjente på landet. Senere kom Carlo til at tjene på en gård i Assing ved Kibæk, og det var her, han fandt sin Karen.
Carlo prøvede mange ting, inden han ved et tilfælde blev slagter i Fjelstervang, og i 21 år havde Carlo og Karen deres egen slagterforretning her. I 1973 stod man og manglede en inspektør til den nye hal i Snejbjerg, og straks sprang Karen og Carlo til, og de fik 15 gode år som inspektørpar, inden de gik på pension i 1988 og købte Østerled 10 i Snejbjerg.
Ungdoms- og idrætsarbejdet har altid stået Carlos hjerte nær, og han var i mange år altid med i den avantgarde, der arbejdede for bedre forhold for de udøvende unge sportsfolk.
Selv var han i sine unge år en ivrig håndboldspiller bl. a. i Uhre ved Brande. Da han senere flyttede til Fjelstervang, kom han ind i foreningsarbejdet i Hammerum Herred og udførte mange års godt og uegennyttigt arbejde for HHSG&I og i herredsforeningens område i almindelighed. Han blev valgt ind i håndboldudvalget allerede i 1956 og blev formand for samme udvalg i 1959. I 1963 blev Carlo formand for idrætsudvalget og derefter frem til 1974 fællesformand. Han har desuden siddet i Idrættens Fællesråd og blev så i marts 1991 udnævnt til æresmedlem i HHSG & I.
De danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger og De Danske Skytteforeninger, det der i dag hedder DGI, var organisationer, der opstod ud af 1800 tallets store folkelige bevægelser, der byggede på de grundtvigske tanker. Men i midten af 1900 tallet, da bl.a. TV gjorde sit indtog, gik det hårdt ud over sammenholdet i f.eks ungdomsforeningerne, og pionererne måtte sætte sig sammen for om muligt at holde sammen på tropperne. Disse problemer blev kraftig debatteret ved en rundbordssamtale i julen 1968 mellem præstegårdsforpagter H.O. Klejs Hansen Sdr. Felding, der på det tidspunkt var formand for Midtjysk Hovedkreds, gårdejer Kristian Skov Olesen Hammerum, der var formand for Hammerum Herreds Skytte- Gymnastik- og Idrætsforening, mælkehandler Herluf Johansen Herning, der var tidligere formand for Midtjysk Hovedkreds og Carlo Hedegaard, der dengang boede i Fjelstervang og var formand for Idrætsgruppen i HHSG&I...
Carlo sagde bl.a. ved denne lejlighed følgende:
”Herredsforeningen og hovedkredsen har mange fælles problemer om, hvordan vi skal forstå og få tag i ungdommen. Men jeg bryder mig nu ikke om at kalde det problemer. Jeg vil hellere kalde det opgaver.”
Vi ved jo så alle, at der efterfølgende er sket nogle fusioner mellem de forskellige organisationer.
Nu kender jeg Carlo meget godt fra hverdagen her i Snejbjerg, og han har det stadig på samme måde. Den dag i dag løser han opgaverne hen ad vejen efterhånden, som de dukker op, og her i byen trækker vi stadig på Carlos erfaring, som bygger på mange års interesse for det folkelige arbejde.




Hans Peder Nørgaard Pedersen

Af Erling Haubjerg

Vi har nu taget hul på år 2000, og et spændende århundrede ligger og venter med mange oplevelser for dem, der fødes nu. Således var det også for dem, der blev født i begyndelsen af 1900-tallet. De vidste heller ikke, hvad dette århundrede ville bringe af gode og dårlige begivenheder, men meget skete der - også i vort eget lille sogn, og det er der mange, der allerede har berettet om her i Rosenbladet.
I Snejbjerg er der ikke så mange tilbage af den generation, der f.eks. kan huske helt tilbage fra før 1. verdenskrig, men jeg tør godt drage den konklusion, at det er lykkedes mig at finde én af de ældste snejbjergensere fra dengang og også at få et interview med vedkommende. Så portrættet i "HER ER MIT LIV" kan også denne gang være med til at formidle noget af Snejbjergs gamle historie ud til læserne.
Fortælleren er Hans Peder Nørgaard Pedersen, og han blev født den 14. juni 1908 på Kildegården vest for Snejbjerg. Peders bedsteforældre havde gården Nørgård i Snejbjerg, og den lå ved hovedvejen, hvor Snejbjerg mejeri, som blev stiftet i 1887, nu er placeret.
Peders forældre flyttede til Kildegården i 1896, og her gik de straks i gang med at opdyrke et stort hedeareal, som hørte til gården. Ca. 100 tdl. kom efterhånden under plov, så der var nok at se til.
"Hvad er det første, du kan huske fra Kildegården?"
Dette spørgsmål sætter gang i Peders fortælling. "Ja, jeg kan godt huske, at mine forældre brækkede heden op, for det var et stort stykke arbejde. Men det første, jeg sådan rigtig husker, er nok min skolegang. Jeg kom i Helstrup skole, som lå lige nabo til Kildegården, og her gik jeg så i 7 år. Det er den eneste skolegang, jeg har fået, men det er jo gået alligevel. Skolen var en stråtækt 2-klasset skole, så vi gik flere årgange i samme klasseværelse. I 1925 besluttede sognerådet at nedlægge Helstrup skole, men bygningen er der endnu og er i dag en meget velholdt privatbolig.
I 7. klasse kom så konfirmationsforbe-redelsen hos pastor Tindborg i Snejbjerg, og det foregik i noget, der hed "Rullestuen". Vi var 46 konfirmander ligeligt fordelt mellem drenge og piger, og jeg kan også huske, at der var syv, der hed Peder og syv, der hed Anna."
"Hvad skete der så efter konfirmationen?"
Peder rynker lige panden en gang, inden han fortsætter. "Ja, vi var 5 søskende, der på skift skulle hjælpe til på gården derhjemme, men ellers var jeg ude at tjene, indtil jeg blev soldat i Tønder i sommeren 1929. Jeg var indkaldt i 5 måneder, og i efteråret 1929 tog jeg så på Ollerup Folkehøjskole. Det var Lars Bækhøj, der var forstander, og han var gift med Niels Bukh`s søster. Niels Bukh stammer jo her fra Snejbjerg fra gården "Toftbjerg", som lå øst for kirken. Min mor og Niels Bukh`s søster kom meget sammen, så det var måske derfor, jeg kom på Ollerup Folkehøjskole. Niels Bukh grundlagde i øvrigt Ollerup Gymnastikhøjskole i 1920."
Efter vinteropholdet på skolen tog Peder plads som fodermester på Fyn i 1½ år, men i 1932 vendte han hjem til Kildegården og var medhjælper her, indtil han i 1940 overtog gården efter sine forældre, som på det tidspunkt flyttede til Herning i et nykøbt hus på H.C.Ørstedsvej.
Navnet "Kildegården" lyder romantisk - ja, så romantisk, at det godt kunne være en Morten Korch titel, så jeg kan ikke lade være med at spørge Peder, hvordan det så gik med kærligheden på gården.

Der er et spørgsmål, som ikke fremkalder rynker i Peters pande, for her er der noget, han husker meget tydeligt, og igen fortæller han både med ord og ansigtsudtryk:
"Jeg gik alene på Kildegården i to år, før Marie kom ind i billedet. Hun var fra Videbæk og havde en broder, der var på højskole sammen med mig. Vi to blev gode kammerater, og jeg kom derfor ofte til Videbæk, og derved lærte jeg Marie at kende. I 1942 giftede vi os i Videbæk kirke, og så var vi to på Kildegården, og det var dejligt. Vi måtte arbejde hårdt og ikke mindst Marie, for jeg fik efterhånden en del tillidsposter, som krævede megen tid. Men vi havde ofte et par karle og en pige til de 100 tdl., og i 1959 fik vi traktor, det hjalp lidt på det."
"Hvad havde du af tillidsposter?"
"Ja, i 1950 var jeg med til at oprette Frysehuset i Snejbjerg, og her var jeg formand i 48 år. I 1942 kom jeg i tilsynsrådet for Snejbjerg Sparekasse, og her var jeg med i ca. 30 år, hvoraf jeg var formand i 15. Herning Landboauktion var jeg også med til at oprette, og her blev jeg også formand og var det i nogle år, og samtidig var jeg også auktionarius. Ja, jeg kunne nævne mange andre ting, men det bliver for meget at få med. Men det var spændende det hele."
" Men tid til børn var der?"
"Ja, vi fik to børn - en søn og en datter. Sønnen, Anders, overtog Kildegården i 1969, og så flyttede Marie og jeg til Snejbjerg, hvor vi købte hus på Marievej. Datteren, Anne, bor i Foldingbro, hvor hun ejer Kongekroen."
"Nu er du snart 92 år og du bor stadig i eget hus, men det går vel ikke uden hjælp?"
"Jeg havde den store sorg at miste Marie i 1997. Jeg savner hende meget, men når man bliver så gammel som os, ved vi jo, at alt kan ske. Det blev så mig, der blev alene, og man føler sig virkelig alene, når man har haft en hustru som Marie, der var meget selskabelig og udadvendt. Vi havde altid mange gæster. Jeg kan bare nævne, at til vores sølvbryllup i Videbæk forsamlingshus, var der 130 gæster. Sådan var det, for Marie holdt utrolig meget af sine medmennesker. Hun var et gævt menneske.”
”Men nu må jeg huske at svare på dit spørgsmål, Erling. Jo, jeg klarer mig, for jeg har som sagt to børn, og så har jeg 4 børnebørn, og de er alle flittige til at besøge mig. Anne kommer hver 14. dag med mad, som jeg lige kan varme i mikroovnen, og Anders og hans kone Anna Margrethe kommer også ofte og hjælper til med mange ting, og så har jeg hjemmehjælp én gang om ugen."
" Hvad får du ellers tiden til at gå med?"
"Ja, hver mandag starter jeg rollatoren og går ned på Rosenlund, hvor jeg er med på motionsholdet. Det er dejligt, for det holder mig i form, og så er man jo også med i det sociale samvær. Rollatoren er også god til en tur rundt i byen og til købmanden. Men ellers kommer jeg i Ældreklubben hver torsdag eftermiddag på skolen. Vi er omkring 80-90 medlemmer hver gang, men jeg må jo sande, at jeg er den ældste i klubben, men også her har vi ældre nogle gode stunder sammen".
Peder Nørgaard har meget at fortælle endnu, men vi skal til at stoppe. Men lige da jeg skal til at sige farvel, kommer han i tanke om noget, han har glemt. Han trisser ud i køkkenet og kommer tilbage med en lille én til halsen. " Vi skal lige smage denne her!" siger han. Så skåler vi, og jeg siger tak for en hyggelig sludder på Marievej.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side