Gæsteskriver

Af Dennis Flydtkjær. Snejbjergenser og skat-teordfører for Dansk Folkeparti.
Politikere deler også gerne en øl over hæk-ken
Et lille portræt af dig selv. Herpå lød bestillin-gen, da jeg for nylig blev kontaktet af Rosen-bladet, der ønskede at bringe et indblik i en lokalmands politiske virke. Jeg blev selvføl-gelig enormt beæret over, at Rosenbladet så artikelpotentiale i mig, men samtidig var det også en smule angstprovokerende selv at skulle nedfælde de ord og sætninger, der bedst beskriver politikeren, familiefaderen, vennen, naboen og vestjyden Dennis Flydt-kjær. For jeg er selvsagt langt mere end den mand, der i ny og næ toner frem på tv-skærmen eller i Herning Folkeblad og kvæk-ker op om politiske holdninger. Jeg er også ægtemand og far til tre, og så er jeg vokset op i vores nabo by Videbæk. Ja, jeg er folketingspolitiker og skatteordfører for Dansk Folkeparti. Med det følger selvføl-gelig en masse privilegier og muligheder, som ikke er enhver forundt. Jeg får dagligt lov at
møde ind på Christiansborg, og jeg er så hel-dig at være én af dem, der har en plads ved bordet, når de store skattepolitiske beslutnin-ger skal træffes. Men ser man bort fra mit job, så er jeg også bare en helt almindelig jysk knejt, der elsker en god håndboldkamp, nyder at dele en øl med naboerne, og først alt for sent om aftenen kommer i tanke om, at jeg har glemt nogle af de daglige gøremål. Jeg er mere en bondeknold end en storby-dreng, og jeg elsker at bo i en lille by som Snejbjerg, hvor man kender folk man møder i Rema1000, sin datters fodboldboldtræner og risikerer muskelkramper, hver gang man bak-ker bilen ud af garagen, fordi man skal vinke til både Lars, Camilla og Anders på vej gen-nem byen. Jeg værdsætter den tryghed, der eksisterer i et lille lokalsamfund. Man kan uden de store be-kymringer – vi forældre bekymrer os selvføl-gelig altid lidt – sende sine børn til skole på cykel. Vi har et godt foreningsliv, og sam-menholdet i en by som Snejbjerg gør, at man gerne yder en ekstra indsats for, at alle har det godt.

Min tid på hjul

Når man sådan sider og tænker tilbage på sit liv, så tror jeg de fleste vil tænke, at livets ve-je er uransagelige. At det tit er små tilfældig-heder der afgjorde, hvilken vej man valgte igennem livet og hvor man endte. Det samme er gældende i mit eget tilfælde.
Da jeg var dreng havde jeg ikke en drøm om at blive politiker. I stedet drømte jeg om at blive fodboldspiller, politibetjent og brand-mand, som så mange andre små drenge gør. Ja, eller trommeslager – har faktisk helt uden at prale altid haft et habilt musikalsk talent. Nå, jeg afventer stadig det telefonopkald, der vil gøre mig til Lars Ulrichs efterfølger i Me-tallica. …Mens vi venter på det, så lad os vende til-bage til den unge udgave af mig, der i en alder af 12 år pludselig ender i en kørestol. Der sad jeg, fordi jeg blev ramt af sygdommen Calvé-
GÆSTESKRIVER

Perthes, der betyder, at blodtilstrømningen til den øverste del af lårbenet over en periode bli-ver nedsat, hvilket får hoften til at smuldre. Derfor skulle jeg holde bentøjet i ro, hvilket gjorde, at jeg endte med at tilbringe tre år i en kørestol. Man kunne tænke, at det var svært for en ung dreng pludseligt at se sig selv siddende i en kørestol, men faktisk husker jeg denne periode i mit liv som alt andet end dårlig. Jeg opdage-de nemlig, hvor fantastisk det er at bo i et lille samfund, hvor alle kender alle, og hvor jeg ik-ke bare blev overladt til mig selv, fordi det he-le pludselig blev lidt svært. Jeg husker i stedet, at der var rigtig mange i byen, der gjorde en ekstra indsats for at hjælpe mig. Jeg blev bl.a. udnævnt til holdleder på fodboldholdet, nu hvor jeg ikke længere kunne yde et bidrag på banen. På den måde var jeg stadig en del af fællesskabet og fik lov at komme med, når na-bobyen skulle have baghjul på grønsværen. Mine år i kørestol medvirkede til, at det netop blev Dansk Folkeparti, jeg blev aktiv i. Den sociale profil er i højsædet i vores parti, og fordi jeg selv har været i en situation, hvor jeg havde brug for andres hjælp, er det uhyre vig-tigt for mig at kæmpe for de mange menne-sker, der ikke kan klare sig selv i vores sam-fund.

Helt almindelig

Både som privatperson og som politiker ser man verden ud fra den, man er og ikke mindst, hvor man er. Jeg har selv haft behov for sam-fundets hjælp i en årrække, og derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, at vi værner om alle de vel-færdsgoder, der gør, at man kan få hjælp, hvis behovet opstår. Som politiker vil man altid være formet af sin fortid, og jeg er ingen und-tagelse. Jeg er selvfølgelig mærket af personli-ge oplevelser og erfaringer, men de omgivel-ser, jeg er opvokset og bor i, spiller en afgø-rende rolle for, hvordan jeg anskuer verden. Mit politiske arbejde er i høj grad præget af de ting, jeg ser og oplever i min dagligdag i Snej-bjerg og omegn. Mange meningsdannere har i de senere år luftet deres bekymring for, om der nu også er nok almindelige mennesker i Fol-ketinget. Personligt har jeg langt fra et klart billede af, hvad ordet ”almindelig” egentlig dækker over, men jeg vil da vove den påstand, at jeg nok er som de fleste andre danskere. Jeg ynder at brokke mig over vejret. Jeg brummer misfornøjet, når vækkeuret ringer lidt for tid-ligt en hverdags morgen. Og ja, jeg kan også godt lide at ligge på sofaen og se en dårlig B-film i ny og næ. Præcis ligesom alle andre.

Nystrøgne skjorter og velpudsede sko

Selvom det med at være almindelig er en un-derlig størrelse og svært at definere, så tror jeg, at det er rigtig vigtigt, at man som politi-ker er en del af den hverdag, som gør livet til det, det er. Den hverdag som er helt alminde-lig, og som er med til at gøre os alle sammen mere eller mindre almindelige. Gøre os til dig og mig og til os. Til danskere. Jeg har tidligere været selvstændig erhvervs-drivende, og derfor ved jeg, at erhvervslivet har brug for gode rammer, så man kan bibe-holde og skabe danske arbejdspladser. Jeg har også arbejdet en del år på mejeriet i Nr. Vium, og derfor ved jeg, at manden på gulvet er lige så vigtig som ham bag det dyre skrivebord. Fordi jeg selv har været der. Jojo, nok sidder jeg med ved højbordet på Christiansborg i dag, men jeg har på ingen måde glemt mine rødder. Nok huserer jeg til dagligt i hovedstaden, men for mig vil det midt og vestjyske altid være hjem. Det er så-dan jeg har det, når jeg i de sene timer sidder i min bil eller toget med kurs mod Snejbjerg. Så føler jeg, at jeg er på vej hjem. Hjem til mit ophav. Hjem til mit hus og min dejlige fami-lie. Hjem til det sted, hvor jeg kan smide de velpudsede sko og den nystrøgne skjorte og bare være Dennis. For det er i virkeligheden det, jeg er. Jeg er bare Dennis.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side