SOMMEREN 2020.
Sommeren 2020 vil gå over i historien som noget helt specielt - det var “ corona-sommeren” . Jeg håber
kun, der bliver denne ene !!
Men solen kender ikke til corona, så på trods af alle restriktionerne, blev det jo sommer alligevel - en dejlig èn endda, med passende af varme
og væde, så naturen har virkelig vist sig fra sin flotteste side.
Da vi har været henvist til at tilbringe sommeren i Danmark, har mange også fået øjnene op for
mange skønne pletter her i vort land.
Når man lige bevæger sig væk fra motorvejene, ser man mange steder langs landevejene skilte med “ Gårdbutikker”, der
udbyder mange forskellige ting. Det lokker mange, da vi godt kan li det originale/ autentiske.
Men vi behøver ikke bevæge os så langt for at finde “ fristelser” ved
landevejen. Ca. midt mellem Snejbjerg og Studsgård, Bliddalvej 10, finder vi et flot skilt med
VESTERGAARDS HEREFORD
Her har Bente og Kaj Vestergaard Gårdbutik - Stalddørssalg. En fin og hyggelig butik indrettet i en tidligere stald, hvor de sælger forskellige varer - først og fremmest kød.
De holder åbent torsdag og fredag ( og efter aftale) fra 14-18. Der er altid kaffe på kanden og en meget kundevenlig betjening.
Bente og Kaj har haft
Hereford siden år 2000, hvor de købte to drægtige køer. Derefter har de udelukkende haft egen opdræt. De er nu oppe på 15 ammekøer og 17 kalve ( to hold tvillinger) . De har også egen tyr.
Alle dyrene går ude på græs i 8 mdr. I de sidste 4 mdr. er de inde i løsdriftsstald på dybstrøelse. Om vinteren får dyrene ensilage, hø og roer. Kalvene får
desuden tilskud af kraftfoder..
I 2017 var Bente og Kaj trætte af at levere til slagteriet, hvor alt det gode kød blev solgt til udlandet. De mente, at folk selv skulle komme ud og opleve
det gode kød. Derved opstod ideen om en gårdbutik .
Når kalvene er 13-15 måneder, er de klar til slagtning.
Alt kvæget bliver slagtet hos Slagter Sørensen i Videbæk. Kaj klarer selv transporten derud. Hos slagteren bliver kødet skåret op i kvarte og ottendedele plus alt det løse :
Bøffer, roastbeef, småkød, hakket kød, pølser, spegepølse m.m . Alle smådelene bliver vakuumpakket og nedfrosset hos slagteren, og dyrlægekontrollen foregår også der. Fødevarekontrollen
kan selvfølgelig også komme uanmeldt hos Kaj og Bente.
Kunderne er private folk, der kommer fra et stort område fra Ringkøbing i vest til Horsens i øst. Der
er unge og ældre, mange er stamkunder.
Varesortimentet i butikken er selvfølgelig først og fremmest kød, men derudover er der:
Marmelader, saft, snaps/likør fra “ Samsø Bær”
Krydderier, olier, sennepper fra “ Vestjyske Delikatesser”
Øl fra Borgs Bryghus
Kartofler af egen avl om sommeren
Plus mange forskellige småting.
På spørgsmålet om fremtiden og plantebaseret mad, svarede Bente : “ Lad dem, der har lyst til det, spise planter - vi holder os til vort gode kød”.
Mange tak for en god og velsmagende oplevelse !
Inger Krogstrup
Lidt bonusinfo.
Hvis I er ude for at købe kød, så fortsæt ca 200 meter mod øst, så kommer I til stien, der fører til Mørupstenen. Den ligger på Kajs mark.
MØRUPSTENEN har ligget der på marken ca 120000 år. Stenen er vandret hertil fra Norge under næstsidste istid, den er af bjergarten Larvikit. Den ligger som et isbjerg, hvor kun
en lille del er synlig, men den går 3,5 meter under jorden, vejer 500 ton og er Danmarks næststørste sten.