- At fordybe sig i en god bog

Fortæl til Rosenbladet og vores hjemmeside om en god bog, du har læst


Fik du læst...


Af Mona Rasmussen

 

Det er dejligt at fordybe sig i en god bog. Man kan for en stund glemme sine egne små sorger og bekymringer, når man sluses ind i en - ofte helt anden - tid og verden. Man kan have svært ved at slippe en rigtig god bog igen, og man kan føle sig tom og trist, når man læser den sidste side.
Vi vil i denne nye klumme fortælle om og anbefale gode bøger, vi har læst, og PR-udvalget modtager gerne anmeldelser fra jer, der læser Rosenbladet eller studerer hjemmesiden.
Har I lyst at fortælle om en god bog, I har læst, så skriv endelig om det. Det kunne jo være, andre fik lyst til at få en god læseoplevelse.

Mona Svarre Rasmussen

Aksel Møller Pedersen fortæller:

Af Aksel Møller Pedersen
 
”Til sidst”
af Asger Baunsbak-Jensen.

Lidt om forfatteren:
Asger Baunsbak-Jensen er kendt af mange. Han er født i 1932. Har været politiker, medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre. Han har været medlem af Det etiske Råd. Og han har været sognepræst i Farum.
I sit lange liv har han deltaget ivrigt i sam­fundsdebatten og skrevet en lang række bøger. Foruden fire spændende erindringsbøger, har han bl.a. skrevet:”Den tynde væg”, ”Mod til at blive gammel”, ”Trøst i angst”, ”Skønhederne” for blot at nævne nogle af de ca. 20 bøger,  Asger Baunsbak-Jensen har udgivet.
Til sidst.
Romanen ”Til sidst” udkom i året 2001. Den er tilegnet Lotte [forfatterens kone] med ordene: Kærlighed gør tryg. Kærlighed giver mod. 
Handlingen:
Enkemand Victor Clausen ligger syg og døende på et plejehjem – sandsynligvis i København. Han er 84 år gammel.
Victor er meget syg og hjælpeløs, men han er klar i hovedet. Derfor gør han sig mange tanker om det liv, han har levet. Hans demente kone, Aase, døde tidligere på året. Hun var så dement, at hun slet ikke opdagede, at hendes mand var syg af kræft. De to havde haft et godt liv sammen, men de fik ingen børn. Der er således ingen pårørende, der kan komme og være hos ham nu, han ligger for døden.
Victor gør sig også mange tanker om det sted, hvor han er nu, om hvordan plejehjemmet fungerer. Er jeg et menneske eller en maskine med funktionsproblemer, spørger han sig selv, efter at en fortravlet plejer har
været hos ham. Der er alt for få hjælpere til de 82 beboere. Alt for lidt tid til den enkelte. Den største rigdom der findes er: tid, opmærksomhed og godhed. Men her er ingen af delene – ikke af uvilje, men af magtesløshed.
Her kommer Omar ind i billedet som en opmuntring for Victor. Omar er fra Iran. Nu er han lægestuderende og afløser på plejehjemmet. Han er venlig og opmærksom. Han ved, der er travlhed, derfor tager han sig tid til at besøge Victor uden for arbejdstiden.
Bogen er et stærkt indslag i debatten om de vilkår, der bydes de mest værgeløse i dagens Danmark.
Victor elsker musik. Omar spørger: Er der noget jeg kan gøre for dig, Victor, så sig det.
Ja tak, Vil du finde Kathleen Ferrier-pladen med Händel. En af sangene Spring Is Coming. Victor dør, mens musikken spiller.
Forfatterens mening:
”Plejekunsten forudsætter kultur og dannelse, ikke kun færdigheder til at passe os fysisk. Man burde give plejepersonalet højere status, højere løn, mere tid.”

Last og brast


af Hanne Reintoft

Hanne Reintoft skriver om sig selv bl.a.:
”Jeg hører til den lykkelige generation, hvor der var lange mørke vinteraftener uden TV og PC…
I gymnasiet vakte en dygtig lærer min historiske interesse...
I mine modne år begyndte både venner og en altid støttende ægtefælle at opfordre mig til at skrive skønlitteratur...
I år 2000 vovede jeg så springet og udgav min første historiske roman...”

Siden da har Hanne Reintoft udgivet fem meget spændende historiske romaner:
Et strejf af nådens vinge,
Ravns føde,
Hjertebånd,
Last og brast og
Nu er det længe siden.

Romanen Last og brast udkom i året 2006.
Vi er i begyndelsen af 1700-tallet. Dan-mark må erkende, at kampen for at gen-vinde Skånelandene er tabt. Det lykkes fire krigskammerater at komme med det samme skib tilbage fra slagmarken til København. Om bord lover de hinanden, at de for fremtiden vil stå last og brast.
De fire kammerater er meget forskellige. Malte er præst og alene med sine tre børn. Hans kommer fra et lægehjem i København og gifter sig med Elisabeth, en ung adelsfrøken. Rasmus er bonde og bliver gift med den søde Gjeske. Mathias overtager sin faders bogtrykkeri og bliver gift med den altid hjælpsomme Beate.

Det er genialt gjort fra forfatterens side, at lade fire så forskellige personer stå last og brast livet igennem.
Deres venskab kommer virkelig på en hård prøve de følgende år. Men de vil ikke svigte hinanden. Man bliver som læser helt rørt over den indsats, de hver især gør for at støtte og hjælpe. Vi får en levende beskrivelse af, hvordan de fire familier udvikler sig. De sociale forskelle mellem dem kommer til at spille en stadig større rolle.
Gennem de fire familier beskriver forfatteren den tid de lever i: Vi oplever Københavns brand i 1728, stavnsbåndets indførelse og jødeforfølgelsen. Og vi får en indføring i slavehandelen, fordi Maltes søn rejser til De Vestindiske Øer som missionær. Da faderen vil besøge sønnen, kommer han med et skib, som lige skal omkring Afrika efter en last slaver, som undervejs bliver behandlet som dyr.
Forfatteren magter at gøre fortiden så levende og nærværende, at vi også bliver klogere på vor egen tid.
En anmelder skrev:
”Hanne Reintoft har med sin fjerde og absolut bedste historiske roman formået på en gang at skrive om mennesker, man gribes af og samtidig skildre dramatiske begivenheder i danmarkshistorien. Det er simpelthen blændende gjort”.

Jeg er helt enig!


 

Frederik
En folkebog om
N. F. S. Grundtvigs tid og liv
af Ebbe Kløvedal Reich


Af Aksel Møller Pedersen


Ovennævnte bog om Grundtvig udkom i 1972, men er stadig aktuel og kan lånes på biblioteket - også som lydbog.
Bogen er skrevet af vores fantastiske fortæller og samfundsdebattør Ebbe Kløvedal Reich, som desværre døde af en kræftsygdom for tre år siden. Han fortæller med stort engagement ikke alene om Grundtvig, men også om hans tid. Det vil sige, at vi får opfrisket danmarkshistorien, ja, endog verdens-historien på Grundtvigs tid. (1783 – 1872).

Bogen er således en fagbog, rigt illustreret med billeder både af personer og begivenheder. Som eksempler kan nævnes: Billeder af Grundtvig selv – fra ungdom til alderdom, hans nære familie, herunder hans tre hustruer, men også navnkundige perso-ner fra verdenshistorien: Napoleon og Goethe. Eller begivenheder som: Københavns bombardement. Blot for at nævne nogle få af billederne i bogen.

Hvorfor skrive en bog om Grundtvig hundrede år efter hans død. Forfatteren har indledningsvis fire fortaler, som han kalder dem: Ånden, Sangen, Landet og Troen.

Et citat fra afsnittet,
Landet:
Den mest aktuelle grund til at Grundtvig bør kaldes til live og ikke blot mindes i anledning af sin død, er, at han kom dybere i det at være dansk end nogen anden dansker.


Eller et citat fra afsnittet,
Sangen:
Hvert nyt år synges ind af radiokoret… Det er Grundtvigs sang, der synges.
Ved hvert bryllup er det Grungtvigs sang, der rører ved vore tårekirtler og styrker vores tro på, at det er meningen, at de to skal følges ad for at lette hinanden vejen.
Ved hver jul er det Grundtvigs sange om barnet, vi synger.


Grundtvig skrev over 1600 salmer og sange, og det var endda det mindste af det han skrev. Skulle alt, hvad han har skrevet udgives på tryk, ville det fylde 130 velvoksne bind, fremgår det af bogen.

I året 2003 fik vi en ny salmebog, som indeholder 791 salmer. Grundtvigs navn står under de 253 af dem. De 163 har han selv digtet, de 90 er gendigtninger eller bearbejdelser.

For to år siden fik vi en ny udgave af højskolesangbogen. Her er Grundtvig repræsenteret med ca. 15 % af alle sangene. 87 sange i alt.
Imponerende, at en så gammel herre er så fremtrædende inden for kirkelivet og i det folkelige i året 2008.
Og så har jeg slet ikke nævnt, at der til stadighed skrives om Grundtvig og hans liv. Senest har Regner Birkelund her i efteråret på Århus Universitet forsvaret sin doktorafhandling: ”Frihed og fællesskab går hånd i hånd i Grundtvigs tænkning”.


Aksel Møller Pedersen

Aksel Møller Pedersen


Af Mona Rasmussen:

”Drømmeren fra Palæstina”
af Peter H. Fogtdal

En kær veninde kom en dag blæsende ind i min stue, smed bogen på mit bord og sagde: ”Den her bog, den MÅ du simpelthen læse! Den skal afleveres på biblioteket senest næste fredag”! – og væk var hun….
Nå da, tænkte jeg, så må jeg da vist hellere se at komme i gang! Og nu – bagefter kan jeg kun takke min veninde for initiativet. Hun gav mig en fantastisk oplevelse med den bog.

Forfatteren Peter H. Fogtdal fortæller i Drømmeren fra Palæstina om sin morfar, David Huda. Peter understreger, at romanen er baseret på morfaderens erindringer, dagbøger og breve, på samtaler med ham – men mest af alt på hans egen – Peter Fogtdals – fantasi. Det er altså ikke en biografi, men en romanbiografi.
David Huda, som var jøde, blev fødti Palæstina omkring år 1900 Som 5-årig blev han bortført fra sin familie og endte på besynderlig vis som plejebarn hos et ældre indremissionsk ægtepar på den jyske hede, nærmere bestemt ved Kibæk.
Vi hører om Davids trængsler op gennem hans barndom og ungdom. Han har stadig mange erindringer fra Palæstina. Han mindes lyde og lugte, og han savner farverne og solen, men mest selvfølgelig savner han sine forældre, sine søskende og følelsen af omsorg og kærlighed, følelsen af at høre til, kort sagt: tryghed. David er splittet mellem 2 kulturer, og han oplever hos plejeforældrene en religiøs intolerance af værste slags. Han begynder hurtigt at gøre oprør, og som ung forlader han Kibæk og rejser til hovedstaden. Her begynder han at læse medicin – bl.a. sammen med Mogens Fog, som han senere arbejder sammen med i modstandsbevægelsen under krigen.

David bliver aldrig færdig som læge, i det hele taget er han meget rastløs. Han rejser til Palæstina for at finde dels sine rødder, men også for at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang…? Hvorfor blev han bortført? Men heller ikke i det hellige land føler han sig hjemme, og først langt senere i livet finder han ud af det tragiske mysterium omkring sin egen bortførelse.

David bliver gift, får et par børn og vender senere tilbage til Kibæk. Under krigen er han med til at opbygge en modstandsgruppe på egnen. Han er med i flere farefulde aktioner, men må flygte til Sverige med Gestapo i hælene. Inden han flygter, opbygger han et venskab til en østriger, som er officer i den tyske hær. Denne officer hjælper ham med oplysninger om tyskernes operationer i det midtjyske. Dette venskab er farligt, men guld værd for David, idet han uden tvivl ikke var sluppet af sted til Sverige uden hjælp fra sin østrigske ven.

”Drømmeren fra Palæstina” er en meget gribende og tankevækkende roman. Vi følger Davids liv gennem kærlighed og smerte, glæder og store sorger.
Når bogen virker nærværende og interessant, skyldes det selvfølgelig også, at en stor del af handlingen foregår i ”nabolaget”. Der er fine beskrivelser af byen og livet i både Kibæk og Herning for 60-70 år siden. Især afsnittene om modstandskampen her i det midtjyske er spændende læsning.
Peter H. Fogtdal har senere skrevet bogen ”Flødeskumsfronten”, som er en selvstændig fortsættelse af ”Drømmeren fra Palæstina”. I Flødeskumsfronten fortæller han historien om Davis Hudas ven, den østrigsk-preusisk soldat, der er udstationeret i Danmark som en del af den tyske hær.
David Huda døde i 1982. Han ligger begravet på Assing Kirkegård sammen med bl.a. sin søn, der døde ved en ulykke lige efter krigen. Han var soldat i brigaden og kun 19 år gammel.


"Fred på jorden i mennesker af god vilje" - er
underteksten på David Hudas gravsten på Assing
Kirkegård.

David Hudas gravsten på Assing Kirkegård

Nu er det længe siden og Når dagene strenges

Af Ole Pedersen:

af Hanne Reintoft. 1934-
Forfatteren vil være kendt af de fleste. Hun blev født på Østerbro i 1934. Søster til blandt andre Troels Kløvedal. I begyndelsen var hun mest kendt for sit politiske arbejde, hvor hun har været aktiv på venstrefløjen som folketingsmedlem for DKP/ VS og SF. Ved siden af sit politiske arbejde var hun medstifter af ”Mødrehjælpen af 1983”.
I årene 1976 til 2004 var hun redaktør af DR´s sociale brevkasse: ”Hvad er min ret og hvad er min pligt”. Fra 2004 har hun været brevkasseredaktør i Ugebladet Søndag. Hanne Reintoft udgav en række bøger om sociale og politiske emner i årene fra 1969 til 1995.
I 1996 udgav hun en meget rost selvbiografi: Et liv – mange liv, men det er mit indtryk, at de fleste blev meget overraskede, da hun i år 2000 fuldstændig skiftede stil og udgav den første af sine historiske romaner: Strejf af nådens vinge, derefter fulgte i hastig rækkefølge Ravns føde (2002), Hjertebånd (2004), Last og brast (2006), der alle er læseværdige bøger både for den historieinteresserede og for den, der blot søger en god roman.
Men det er hendes seneste 2 udgivelser Nu er det længe siden (2008) og Når dagene strenges fra 2010 der er mit hovedemne.
 Romanerne tager deres begyndelse i slutnin-
gen af 1863, hvor det trækker op til krig mod Preussen om Slesvig-Holsten.
Bogens første hovedperson Jens Peter melder sig som frivillig, og det går rigtig ilde. Jens Peter bliver hårdt såret under stormen på Dybbøl, og dør kort tid efter hjemme på sin gård, Vemminggård, som ironisk nok ligger på Sundeved, så Jens Peter har været nødt til at skyde mod sit eget hjem.
Familien skal nu til at affinde sig med at være tysk, og trods en stærk samhørighedsfølelse kan Jens Peters 4 børn ikke enes om en løsning.
Den yngre søster sværmer for alt, hvad der er tysk, hvorimod den ældste søster overtager gården sammen med sin mand og går aktivt ind i kampen for at gøre Slesvig dansk igen. For at undgå tysk militærtjeneste rejser de to brødre til Danmark. Herved taber de deres ret til gården i Slesvig, og i Danmark oplever de det store opbrud i samfundet i 1870erne og må erkende, at det sønderjyske spørgsmål ikke fylder meget hos danskerne sammenlignet med landets forandring fra landbrugsland  til industrination med de politiske rørelser og kampe, der følger deraf, især den begyndende arbejderbevægelse og kampen for kvindelig valgret.
De fire søskendes vidt forskellige livsbaner bliver både en udfordring for den fælles kamp for danskheden i Slesvig og for deres ønske om at bevare familiesammenholdet.
Den første bog slutter omkring år 1900, hvor manden på Vemminggård dør.
Handlingen i anden bog begynder dramatisk med, at gamle Jens Peters oldebarn, der også hedder Jens Peter fysisk og psykisk nedbrudt er på flugt fra tvungen tysk militærtjeneste efter at have oplevet skyttegravenes rædsler i 1. verdenskrig. Det lykkes ham at komme over grænsen til de danske slægtninge , der i god tid har valgt at komme til Danmark, mens andre af familiemedlemmerne i Slesvig fortsætter kampen for danskheden der.
De fleste i slægten ønsker dansk statsborgerskab, når genforeningen bliver en realitet, mens enkelte af idealistiske og humanitære grunde vil hjælpe med at opbygge et nyt og demokratisk Tyskland.
Hjemme i Danmark oplever vi en skærpet klassekamp med påskekrisen i 1920, men på trods af alle forskellene lykkes det stort set for den efterhånden store familie at bevare sammenholdet, og da den aktive kommunist Hans må flygte fra Hitlers regime i begyndelsen af trediverne, er familien i Danmark behjælpelig med en ny dramatisk flugt.
Romanerne har begge mange krydsende forløb både personligt og politisk. Hanne Reintoft har en umådelig stor viden om de historiske kendsgerninger, der ligger bag familiens oplevelser og prøvelser, men på intet tidspunkt tipper bøgerne over og bliver for historiske. Hun skriver om levende mennesker og ikke skabeloner.
Til støtte for hukommelsen har begge bøger en kort oversigt over de vigtigste begivenheder, og bind 2 har en slægtstavle, der gør det lettere at huske, hvem, der er hvem i det efterhånden store persongalleri.
Jeg håber på, at Hanne Reintoft følger op på familien på Vemminggård, så vi kan læse hvorden det videre går dem.

Hanne Reintoft

Den hundredårige

Af Ole Pedersen

Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt.
Skrevet af  Jonas Jonasson.

Motto: ”De, der kun siger noget der passer, de er ikke værd at høre på”

Der er sket noget sjældent. En svensker har begået en stærkt humoristisk roman. Så vidt jeg lige erindrer, er det ikke sket siden engang i 1920erne, da Fritiof Nilsson Piraten huserede.
Normalt er svensk litteratur i tiden lig med kriminalromaner, denne har en smule kriminalroman i sig, men er først og fremmest en skæmte-roman, røverhistorie og til ren fornøjelse. Man kan bestemt ikke sige, at den har et dybere budskab ud over, at man skal bruge sin tilmålte tid helt ud – og det er vel også en pointe.

Mottoet er hentet fra forfatterens farfars fortællinger til sine børnebørn, - men kunne godt gælde for sønnesønnens debutroman.
På trods af sin høje underholdningværdi – eller måske netop  på grund af - er bogen blevet kåret til Årets bog 2011 i Gyldendals Bogklub.

Men til handlingen:
Den hundredårige Allan Karlsson flygter på sin 100 års fødselsdag ud ad vinduet på det plejehjem, hvor velmenende medborgere har anbragt ham. I 2 fortællespor følger vi den gamle mands oplevelser på flugt i rollatortempo fra plejehjemmet og ”velfærds-Sverige”. Ved en busstation stjæler han en rullekuffert med et højst interessant indhold. Dette medfører, at både en rockergruppe og politiet jagter ham gennem Sverige.
Undervejs møder han ganske mange spændende mennesker, der lige som ham selv ikke er helt fine i kanten.

I det 2. spor følger vi Allans oplevelser gennem hans lang liv. Han har en passion for sprængstoffer og elsker at sprænge broer i luften. Dette fører ham gennem det meste af det 20 århundredes historie. Han deltager i den spanske borgerkrig, møder Franco. Kommer til USA, hvor han, uden egentlig at ville det, hjælper forskerne med at udvikle atombomben, og han kommer derfor til at kende Truman. Videre til Kina, hvor han hjælper Maos hustru med en flugt fra nogle fæle nationalister osv osv. Blandt hans bekendte kan nævnes Charles de Gaulle, Stalin og Einsteins broder Herbert.
De verdenshistoriske begivenheder serveres kronologisk, men tilsat en del fiktion på grund af den fandenivoldske Allans indgriben.

For mig at se fungerer de to spor godt sammen. Vi følger som sagt dels den 100-åriges oplevelser på flugten fra plejehjemmet, dels hans liv inden han ender der. Som bogen skrider frem, nærmer de to spor sig hinanden, og til sidst ender spor 2 med, at den gamle mand bliver anbragt på plejehjemmet, efter at han er kommet til at sprænge sit hus i luften. Og det sidste vi hører fra spor 2 er netop det første, vi hører i spor 1: Allan Karlsson blev stående lidt tvivlrådig i det bed med stedmoderblomster, der kantede plejehjemmets ene langside. 
Men hvordan historien ender, må I selv læse. En ting kan jeg garantere for: Allan har endnu nogle gode år tilbage, og de bliver på ingen måde brugt på plejehjemmet.
Det er svært at finde noget om forfatteren, men lidt har jeg da gravet frem:
Jonas Jonasson er født i 1961 i Växjo i Sverige. Han er uddannet journalist. Blandt hans litterære idoler er Frans G Bengtsson, det var ham der skrev ”Røde Orm”.


Det Syvende Barn
Af Erik Valeur

Denne gang drejer det sig om ny dansk roman ”Det syvende Barn” af en temmelig ukendt forfatter: journalisten Erik Valeur, født 1955.
 Erik Valeur etablerede i 1985 månedsbladet Press. Han fik i 1995 Cavlingprisen for sin dækning af begivenhederne 18. maj på Nørrebro. Men nu er han altså aktuel med en roman.
Som så mange romaner både fra Danmark og udlandet i tiden er det både en roman i gængs forstand, men med så megen krimi-intrige, at Erik Valeur er indstillet både til DR romanprisen for 2012, samt Harald Mogensen Prisen for årets bedste krimi. I 2011 modtog han Danske Banks Debutantpris.

Erik Valeur boede selv som helt lille to år på spædbørnshjemmet Skodsborg, hvor hans mor afleverede ham kort efter fødslen. Han vendte dog efter sit ophold tilbage og voksede op sammen med hende.

Arbejdet med ”Det syvende Barn” går helt tilbage til midt-halvfemserne. Da havde han i mange år arbejdet på et journalistisk projekt om børn fra spædbørnshjems skæbner, men det var vanskeligt, fordi adoptionssager er omgivet af stor fortrolighed. Derfor valgte han i stedet at omdanne projektet til et skønlitterært værk.

I 1961 kommer 7 børn til verden på Rigshospitalets fødegang B. De 7 spædbørn deler en fælles skæbne. De skal bortadopteres og bor derfor i deres første levemåneder på spædbørnshjemmet Kongslund i Skodborg. Efterhånden som tiden går, finder hjemmet nye familier til de små, indtil kun et barn er tilbage. De øvrige vokser op uden at kende det mindste til deres fortid.
Sådan var praksis, og den navnkundige leder af børnehjemmet i en menneskealder Magna Ladegaard vogter nidkært over børnenes oprindelige herkomst.

I 2008 kort før Magnas 60 års jubilæum modtager de 6 adoptivbørn imidlertid et anonymt brev og en hæklet babysok.
Pressen, personificeret ved den fallerede journalist Knud Taasing, øjner en god historie: Var Kongslund i virkeligheden et skalkeskjul for magtfulde mænds fejltrin, og havde hjemmet i mange år været medvirkende til at skjule skandaler på højeste plan?

Noget er der i hvert fald om snakken, for regeringen med den kommende statsminister Ole Almind Enevold reagerer ualmindeligt panikslagent og sætter alle sejl til for at finde den anonyme brevskriver.

Undervejs følger vi de 7 børn, der i '61 lå på Elefantstuen og hører om deres opvækst og voksenliv. Orla Berntsen, der er blevet en indflydelsesrig embedsmand. Søren Severin Nielsen, der udlever sine idealistiske synspunkter som underbetalt advokat. Peter Trøst, der er blevet en af landets største tv-stjerner. Den kommende forstander på hjemmet, Susanne Ingemann. Astronomen Asger Christoffersen. En fotograf, hvis adoptivstatus kommer som en uventet og ubehagelig
overraskelse. Og den besynderlige Marie, der kom til hjemmet som hittebarn, og hvis fysiske deformiteter gjor-
de, at hun al-
drig blev bortadop-
teret men i   stedet kom til at bo på hjemmet som forstanderindens plejedatter Historien forgrener sig også, som allerede skrevet,  ud til den politiske arena med magtbegærlige ministre og udspiller sig desuden i et på én gang velkendt og fremmedartet Danmark, idet Erik Valeur har skabt en nær fremtid, der er anderledes end den vi kender og præget af et langt mere nationalistisk skær.

Jeg synes, at blandingen af kriminalroman og kras skildring af en ikke al for fjern fremtid, fungerer fint, men det er som skildring af sårede børn og deres vanskelige gang ind i verden, at bogen virkelig bider sig fast.

Af Ole Pedersen 

Guernseys litterære kartoffel- tærteklub

  af Mary Ann Shaffer & Annie Barrows.

( Guernsey: én af de britiske kanaløer)

Bogen udkom på dansk i 2009. Forfatteren Mary Ann Shaffer døde inden færdiggørelsen, og bogen blev afsluttet af hendes niece Annie Barrows.

Forfatterinden har arbejdet som bibliotekar i mange år, da hun blev tilskyndet til at skrive denne roman af sin egen læseklub. Når jeg har valgt en 4 år gammel bog denne gang, er det fordi, jeg mener, at denne her er al for lidt kendt. Og så er der for en gang skyld ingen kriminalgåde, der skal opklares.

Bogen er usædvanlig opbygget, forfatteren har valgt en gammel form for roman, der næsten er uddød. Alle de oplysninger vi får, og som opbygger romanen, er i form af telegrammer og breve. At læse denne bog er som at pille et løg, man kommer dybere og dybere ind i materien, der i parentes bemærket bliver grummere og grummere. Handlingen tager sin begyndelse i 1946. Forfatteren Juliet Asthon har under krigen skrevet vittige klummer i London aviserne, men nu føler hun, at hendes liv må tage en ny retning. Hun har ikke skænket Guernsey og de andre kanal øer mange tanker under krigen, selv om kanaløerne var totalt besat af tyskerne. Men en dag modtager hun et brev fra en svineavler Dawsey Adams fra Guernsey. Det bliver begyndelsen på en korrespondance, der fører til inspiration, uventede venskaber, indsigt i øernes grumme historie under besættelsen og ikke mindst kærlighed. Juliet bestemmer, at hendes næste bog skal handle om Mr Adams og hans venner i Guernseys Litterære Kartoffeltærteklub. Jeg vil ikke gå i detaljer med handlingen, som den lag på lag afdækkes, men vil dog berette hvordan klubben opstod: På Kanaløerne havde tyskerne forsøgt at udplyndre befolkningen så meget som muligt, men hist og her var det lykkedes øboerne at skjule en gris eller andet større spiseligt. En aften er en flok af de gæve øboer samlet for at spise ”sort” flæskesteg. Der er også kraftige drikkevarer til, og tiden løber fra selskabet. Da de er på vej hjem – efter spærretidens begyndelse – løber de ind i en tysk patrulje. De undskylder deres sene tilstedeværelse med, at de har været til møde i deres litteraturklub, og der fuldstændig glemt tiden, fordi de kom til at diskutere tyske haveanlæg. Den falder tyskerne for, men næste dag farer selskabet rundt og skaffer sig bøger, så deres historie kan sandsynliggøres, hvis tyskerne skulle finde på at tjekke deres historie. Dernæst er øboerne nødt til at mødes igen, for at sandsynligøre deres historie, og klubben bliver derved et skalkeskjul for beboerne til at mødes uden for tyskernes skarpe opsyn og dyrke fællesskabet ved hjælp af læsning, samtale og fantasifulde og nøjsomme måltider.

Romanen er også en historie om bøgers magiske evne til at skabe inspiration og lys i mørket. Bogen er som sagt opbygget af en masse detaljerede og beskrivende breve og kortfattede telegrammer. Hver brevskriver har sin egen tone og sat sammen bliver romanen også fortællingen om de overgreb og lidelser, besættelsen fører med sig.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side