Jens Wendell, Sørens Camping v/ Søren Olsen og Bent Jensen, "Tanderupkær-vinduet"


Jens Wendell - grundlægger og
ejer af
det første hotel
i Snejbjerg


Af Jørn Vestergaard

På denne side handler det om en mand, der af gode grunde er helt ukendt af de fleste mennesker i Snejbjerg. Han bor ikke i byen, har aldrig gjort det og kommer formentlig heller ikke til det.
Hans navn er Jens Wendell, og når han alligevel er så interessant, at der skal bruges spalteplads på ham her, er det fordi, han er grundlægger og ejer af det første hotel i Snejbjerg.

Hotellet er etableret i de bygninger, der indtil for et års tid siden husede Tøj-centeret, men som nu er blevet totalrenoveret og ændret til et moderne hotel, men alligevel ikke af den helt almin-delige slags. Der findes ingen prangende lysreklamer på facaden og inden for døren finder man heller ikke en reception eller noget personale, der står og byder èn velkommen eller tilbyder at bære ens kuffert. Har man bestilt plads, låser man sig selv ind ad hoveddøren og finder selv sit værelse. Man kan kort sagt sige, at det er et selvbetjeningshotel, men som alligevel fungerer på bedste vis.
Jeg har aftalt at mødes med Jens Wendell her tilbage først i februar, hvor han har sat en weekend af til at tage til Snejbjerg, ikke for at slappe af, men for at arbejde. Jeg finder ham og et par hjælpere iført arbejdstøj og travlt beskæftiget med at fjerne gammelt tapet og vægbeklædning i det, der skal forvandles til en hotel-lejlighed og som er lovet klar til brug om en halvanden måneds tid. Indtrykket er, jeg står over for en mand, der ikke er kommet sovende til resultaterne. Trods travlheden bliver der tid til en lille rundvisning og en kop kaffe i kantinen.

Jens Wendell fortæller:
- Jeg er født i 1946 og bor i Nylars på Bornholm og var oprindelig entreprenør. Jeg havde et stykke tid ønsket at etablere et hotel i Herning-området, og da jeg fik et tip fra en ejendomsmægler om, at nu havde han fundet den rigtige bygning til mig, købte jeg den tidligere tøjbutik her på Gødstrupvej i Snejbjerg.
Straks efter – helt nøjagtig den 21. juni 2007 – gik lokale håndværkere i gang med at ombygge ejendommen til et moderne selvbetjeningshotel – et såkaldt Bed and Breakfast hotel. Allerede den 1. november 2007 stod det klar til brug.
Konceptet består i, at man tilbyder en seng og morgenmad, ”bed and breakfast”. Der tilbydes ingen luksus eller fordyrende led, som f.eks. bar, restauration, fitnesscenter, swimmingpool o.lign.
Det, man får til gengæld, er enkelt og reelt. Både møbler, senge og ja selv lagner er specielt designet for at gøre det både enkelt og nemt. F.eks er skabene uden låger, derved spares plads, der er mindre, der kan gå i stykker og risikoen for at gæsterne glemmer noget i skabene er også mindre.
Sengene er uden besværlige sengetæpper og med den faste sokkel er rengøringen nem og umuliggør at man ligeledes glemmer noget under dem.
Næsten alt foregår automatisk og uden overflødigt personale, kun en stuepige til at servere morgenmad. Bestilling og betaling foregår over internettet via computer, hvor man i samme øjeblik, man har foretaget bestilling, modtager en faktura med en dørkode, som er nøglen både til hoveddøren og til det værelse, man har bestilt. Nøglen/dørkoden passer kun de to steder og selvfølgelig kun i den periode, man har reserveret. Hele computerprogrammet og kodesystemet er noget, som jeg og mit personale selv har udviklet og som derfor ikke medfører en ekstra udgift.

- Som sagt er det enkelt, reelt og med selvbetjening, men til gengæld billigt. En overnatning i dobbeltværelse med bad, morgenmad, fri internetopkobling på værelset, fri kaffe og te i kantinen hele døgnet koster den første nat 450 kr. og de efterfølgende nætter 400 kr.
- Et enkeltsengs værelse koster tilsvarende 350 kr. og 325 kr.
Hele hotellet kan lejes i forbindelse med fester, som f.eks. bryllup, konfirmation eller fødselsdag og man kan frit disponere over alle lokalerne og selv medbringe mad og drikkevarer af enhver art.
Næste morgen sluttes festen af med morgenmad, før man kører hver til sit. Morgenmaden sørger stuepigen for og stiller frem. Efterfølgende sørger hun også for opvasken.
Et helt hotel med selskabslokale, overnatning, morgenmad og fri kaffe kan fås for 240 kr. pr. person.
I de 16 dobbeltværelser, 4 enkeltværelser og 1 lejlighed er der plads til 42 overnattende gæster og kantinen har rigelig plads til 150 mennesker, som er det antal, brandmyndighederne har givet tilladelse til.
Da køkkenet er forholdsvis lille, skal maden i forbindelse med fester skaffes udefra.
BB-hotel i Snejbjerg er et af tre hoteller, som jeg ejer og driver fra mit kontor i Rønne.
Vi annoncerer mest via internettet, men også lidt i TV, men da disse reklamer er temmelig dyre, nøjes vi med at gøre det i én region ad gangen. Der har tidligere været udsendt reklamer i TV midt/vest og vil sikkert også blive det igen.

Ideen til at komme i gang med hoteldriften fik jeg, da jeg i forbindelse med min fortid som entreprenør ejede en kontorbygning ved Kastrup lufthavn.

Et af de selskaber, som havde lejet sig ind i bygningen, gik konkurs og så stod jeg pludselig med nogle tomme lokaler, som jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle stille op med. Jeg fik da at vide, at mange piloter og stewardesser ofte manglede et sted at bo, når de skulle overnatte i København og om ikke det var muligt, at de i så tilfælde kunne leje et værelse. Det var der i og for sig intet i vejen for, men betingelsen var, at jeg ikke ville have besvær med booking og den efterfølgende rengøring.

Hvis lokalerne skulle bruges til dette formål, måtte det være en slags selvbetjeningssystem, som var nemt at administrere
Dermed kan man sige, rullede lavinen, og jeg ejer som sagt nu tre hoteller af slagsen, foruden det i Kastrup og Snejbjerg også et i Rønne. Det hele kan drives med 11-12 medarbejdere.

Her i Snejbjerg er der ansat to stuepiger, der lidt på skift passer det daglige arbejde. De møder kl. 6 om morgenen for at være klar til at servere morgenmad for gæsterne.

Mere privat har jeg siden 1969 været gift med Ellen og vi har to børn, Jesper og Maiken.

Mange tak Til Jens Wendell for at stille sig til disposition med beredvilligt samarbejde og oplysninger. Vi ønsker ham fra bladudvalgets side alt muligt held med den videre hoteldrift.

Jens Wendell - grundlægger og ejer

 


Sørens Camping
v/ Søren Olsen

Af Jørn Vestergaard

Når man begiver sig mod Herning her fra Snejbjerg, har vi alle lagt mærke til, at der for ikke så lang tid siden er dukket et skilt med et nyt firmanavn op blandt de mange virksomheder i området.
Her tænkes på ”Sørens Camping”

Har vi ikke alle tænkt, at hvad er nu det for noget, og hvem står mon bag ved det? Og så camping her inde midt i Jylland, som om der ikke findes nok af det allerede.

Det er som om, vi er blevet indlemmet af Søren'er, idet vi både har Søren Djernes, Søren slagter, Søren Fløe og Søren Brogaard for blot at nævne nogle, og nu én mere.
Jeg har opsøgt Søren Olsen på en af de travle dage midt i campingsæsonen og han byder velkommen på umiskendeligt bornholmsk. At han står ved sin herkomst, fik man allerede en fornemmelse af, inden man kom ind ad døren, idet det bornholmske flag indgår som en del af firma-logoet.
At jeg står over for en travl mand, hersker der ingen tvivl om, men han giver sig alligevel tid til beredvilligt at fortælle lidt om sin baggrund og forretning:

- Jeg er rigtignok bornholmer og født i Rønne i 1960. Allerede da jeg var fjorten år, mistede jeg min far på grund af kræft, og syv år senere døde også min mor, ligeledes af kræft. Det er måske det, der har lært mig tidligt at skulle stå på egne ben og tage ansvar. Jeg har faktisk arbejdet hele mit liv. Først som bydreng ved den lokale møbelhandler og senere som lærling i el-branchen.
- Jeg blev uddannet som elektriker i 1980, men forinden var der sket det, at min mester gik hen og døde. Jeg fik da valget mellem at finde en anden læreplads eller blive samme sted, men med den aftale, at jeg ville blive fyret lige så snart læretiden var overstået.
- Jeg valgte det sidste og nåede således kun at være svend i tre dage. Jeg altid har haft en god evne til at finde arbejde og fik derfor et nyt job med det samme. Et sted gik den maskine, jeg passede, i stykker, men allerede på vej hjem mødte jeg en jeg kendte, og han tilbød mig nyt arbejde med det samme.

- Det er således ikke bare noget, jeg siger, når jeg påstår, at jeg altid har arbejdet, for jeg kan ikke lade være og er vel af natur en smule rastløs. De sidste par år på Bornholm havde jeg forskellige jobs som sælger.
- I 1987 flyttede jeg over til Annette i Herning og har den lykke at have fået to børn, Glenn og Kaya, sammen med hende. Jeg blev ansat som sælger i Lind Camping Center. Året efter blev jeg medejer af firmaet sammen med to andre. I 1993 trak den ene af medejerne sig ud af aktieselskabet, hvorefter jeg blev administrerende direktør.
I 2002 trådte min kollegas søn ind som aktionær i firmaet, hvorefter vi igen var tre medejere.
2004 blev et meget skelsættende år. I marts solgte jeg alle mine aktier i selskabet, hvorefter det kun var et spørgsmål om tid, inden jeg måtte finde på noget nyt. Den 25. august trådte jeg ud af firmaet efter sytten gode og lærerige år.
Da jeg startede i Lind, solgte vi 50 campingvogne om året og i 1999 var antallet steget til 200. Samtidig havde vi udvidet kundekredsen fra 400 til 5000.
I de følgende seks måneder måtte jeg ikke have noget med campingbranchen at gøre overhovedet, men der var selvfølgelig ingen hinder for at gå og lægge planer.

- 3. marts 2005 åbnede jeg Sørens Camping aps. på Enggårdsvej i Snejbjerg, og på åbningsdagen var jeg naturligvis spændt på, om der kom nogle kunder. Jeg havde købt rundstykker til 250 besøgende, men allerede inden klokken 13 var de alle spist. Jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre start, og jeg tillader mig at tage den som udtryk for den tillid og kendskab kunderne har til mig efter at have arbejdet i branchen i så lang tid. Jeg har altid kunnet sige ”undskyld”, hvis jeg er kommet til at lave en fadæse.
- Ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg behøvede mere plads, så i februar 2006 udvidede jeg med Enggårdsvej 31, hvor der er en udstillingshal på 500 m2 med plads til 14 campingvogne. En måned senere kunne jeg fejre et-års fødselsdag med servering af 1100 røde pølser til mine kunder.

- Allerede efter det første regnskabsår havde jeg overskud i firmaet, så succesen var hjemme. Arbejdet med at udvide og sætte den store hal i stand gav rigtig pote i vinteren 2006/07, idet kunderne nu kunne komme indendørs og se på vognene. I det første halvår af 2007 har jeg fordoblet regnskabet i forhold til samme periode året før.
Det lader sig gøre, fordi jeg ingen udgifter har til personale, idet jeg klarer det hele selv, og så har butikken åben 50 uger om året. I år lå min ferie i uge 30, idet jeg i de dage først åbnede kl. 10 og gik hjem allerede kl. 17. Jeg holdt dog også fri på min datters konfirmationsdag.
En stor del af handelen foregår over internettet, så derfor kan jeg klare det meste fra mit kontor.

- Jeg har ingen forhandling af nye campingvogne, kun brugte, hvilket er både nemmere og sjovere. Hvis der er så meget som en ridse på en ny vogn, klager kunden, hvorimod han bedre accepterer, at der kan være lidt småskavanker på en brugt. Omsætningen kommer af, at jeg sælger vogne for kunder, der har en model, de skal have solgt til den bedst mulige pris, og som gerne vil være fri for at have besværet selv. Det betyder derfor, at jeg ikke har noget dyrt varelager stående.

- Det har været meget positivt at starte i Snejbjerg, hvor jeg føler, at folk har taget godt imod mig, og det har også medført, at jeg og min familie er flyttet til byen, idet vi har købt hus på Solbjerg.
- Når det lige blev Snejbjerg, skyldtes det, at butikken ligger ved en god indfaldsvej til Herning, og så det, at jeg altid har sværmet lidt for byen. Når den nye omfartsvej engang står færdig, bliver det selvfølgelig en ny situation, idet jeg så må overveje, om jeg skal blive eller finde et mere velegnet sted, idet min forretning er meget afhængig af at være synlig for mange trafikanter.

- Jeg er af den mening, at man som forretningsdrivende også bør støtte op om lokale foreninger og initiativer.
Jeg støtter derfor Snejbjerg Hallen og Snejbjerg S. G. og I. både til byfest, med bandereklamer og annoncer. Ligeledes bruger jeg den orange Snejbjerg-farve i mine reklamer og handler altid lokalt ved bager og købmand.
Snejbjerg er det helt rigtige sted for min familie og mig! slutter Søren Olsen.

Søren Olsen på en af de travle dage midt i campingsæsonen


 

Fortælling om Bent Jensen
Medstifter af fabrikken
"Tanderupkær-vinduet"
og nu indehaver af tømrerfirma

Af Jørn Vestergaard

I serien om lokale iværksættere er vi nået til herningdrengen Bent Jensen, der flyttede til Tanderupkær og senere Snejbjerg. Han var medstifter af fabrikken "Tanderupkær-vinduet" og nu indehaver af eget tømrerfirma med ca. 50 mand i arbejde.
Han fortæller:
- Jeg kommer fra Fenrisvej i Herning, hvor min far, Hilbert Jensen – ved siden af at være ansat ved DSB – var en meget ivrig hobbyavler inden for racefjerkræ. Min mor var servitrice på eksportmarkedet i Herning. Det med høns og andet fjerkræ har nu aldrig haft min interesse, så på det punkt er æblet faldet langt fra stammen.

- Min storebror var snedker, og da han kendte lidt til Holger Pedersen i Snejbjerg, blev det ordnet sådan, at jeg kom i lære hos ham, i øvrigt som hans første lærling. På det tidspunkt, hvor jeg havde fået mit svendebrev, gik Holger P. over til kun at drive produktion af limtræ, og da det nok kunne blive lidt ensformigt i længden, valgte jeg at søge et andet sted hen.
Først blev det ved byggefirmaet Mogens Lund og senere ved Henning G. Hansen i Tjørring, hvor en stor del af beskæftigelsen var at bygge typehuse for firmaet Erik Riis.

- Allerede som 18-årig mødte jeg min tilkommende, Birthe. På det tidspunkt deltog jeg meget i cykelløb i Herning, men holdt op med det, fordi arbejdet optog mere og mere af min tid. Birthe og jeg startede vores tilværelse sammen i Gødstrup, hvor vi boede til leje i 3 år.
- I 1984 var jeg kommet så langt, at jeg havde lyst og mod på at få foden under eget bord. Vi købte en lille landejendom mellem Snejbjerg og Tanderupkær og flyttede dertil, og her startede jeg mit eget lille tømrerfirma.

- Det gik godt fra starten af, så godt at jeg i 87/88 købte Karl Friis Hansens værksted af Eskimo i Tanderupkær, og på grund af pladsmangel tog jeg i 1994 yderligere et skridt fremad og etablerede et værksted på Agerlandsvej i Herning med både alm. tømrerarbejde og vinduesproduktion.
Med værksted både i Tanderupkær og Herning var der megen uhensigtsmæssig kørsel frem og tilbage, så jeg besluttede at samle alle aktiviteter og solgte bygningerne det førstnævnte sted.
- Udviklingen gik støt og rolig fremad, og senere købte vi matriklen, hvor der engang lå det, der hed Herning Røgeri og endvidere købte vi den gamle møbelfabrik Finex.

- I produktionen af vinduer koncentrerer vi os meget om at opretholde en god kvalitet og yde en god service. Konkurrencen fra Østeuropa er så hård, at vi ikke kan konkurrere i prisen alene.
- Der arbejdes mest i malet fyrretræ og mahogni plus en smule i teaktræ. Vi har certifikat på, at det mere eksotiske træ kommer fra forsvarlig skovhugst, sådan at der genplantes lige så meget, som der fældes. Det er hvad vi kan gøre for at sikre balancen i naturen, skønt vi selvfølgelig ingen garanti har for, at alt, hvad der står i certifikatet, bliver overholdt. Med hensyn til mahogni gælder det, at det er vægten, der bestemmer kvaliteten. Jo tungere veddet er des bedre kvalitet, hvilket igen har noget at gøre med, hvor hurtigt eller langsomt træet har groet, da det stod ude i skoven.

- For yderligere at sikre kvaliteten er vi underlagt DVC, Dansk Vinduescertificering, hvorfra der jævnligt kommer uanmeldt besøg for at tjekke kvaliteten af træ, maling, glas og samlinger. Det er sådan, at for at opnå godkendelse skal mindst 60% af træet være kernetræ, hvor vi normalt ligger på 85-90%, et godt stykke over minimumskravet. Desuden bruger vi altid oliemaling til vore vinduer, hvor de fleste andre modsætningsvis bruger vandbaserede malinger.
De fleste af vinduerne går til hjemmemarkedet, men lige nu har vi også en ordre til 22 huse til Irland.

- Nu er vinduesfabrikken skilt fra tømrerfirmaet, og de kører hver for sig som to selvstændige virksomheder, men dog sådan, at min tidligere kompagnon Arne og jeg hver ejer 1/3 af aktierne i vinduesfabrikken.
- I dag koncentrerer jeg mig udelukkende om at drive tømrervirksomhed.
- I øjeblikket beskæftiger vi ca. 20 mand i vinduesproduktionen og ca. 50 mand i tømrerfirmaet, hvoraf 3 mand arbejder hjemme i værkstedet med specialopgaver, som f.eks. udformning af trappetrin. Ellers er arbejdsgangen sådan, at de ansatte kører ud til kunderne to og to, hvor de medbringer det, de skal bruge. Det betyder selvfølgelig, at der er en del køretøjer, der skal holdes i orden, men sådan er vilkårene.
- Nu har tømrervirksomheden en passende størrelse, og målet er nu ikke at være større, men bedre. Skønt der er mangel på arbejdskraft, føler vi, at konkurrencen inden for byggebranchen bliver større og større.
Arbejdsområdet er for både store og små kunder, men af mere specielle opgave med både tømrer- og vinduesopgaver kan nævnes:

Lidl-butikker i Danmark
Hovedsædet for DGI i Vingsted
SAS Arena i Herning
Museumsbygningen til fregatten Jylland
Vinduer til ”Den blå Lagune” på Island

- I dag foregår arbejdet hele året rundt, og jeg kan huske, at vi har prøvet at rejse spær i 20 graders frost.

- Én dag – mens børnene var små – glemte jeg at få barnevognen ud af arbejdsvognen. Næste dag ude på arbejdspladsen var vi nødt til at placere den på græsplænen foran byggepladsen, hvilket vakte en del opsigt, idet folk nu troede, at vi nu både skulle bygge hus og passe børn samtidig.
Birthe har brugt sin pædagoguddannelse først på Mariehønen i Snejbjerg og nu som leder af den kommunale børnehave i Studsgård.
- Vore tre børn Lene, Kim og René er kommet godt på vej som henholdsvis revisor, bankelev og gymnasieelev i Herning.
Vores fritid bruger vi meget med vores autocamper, hvor vi ofte tager en tur sydpå om sommeren, men i år gik turen til Øland i Sverige. Ellers bruger vi den fortrinsvis til ture rundt i det danske.
- I 1996 købte vi huset på Lergravsvej i Snejbjerg, hvor vi har boet siden.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side