Kai Fredsø Pedersen, medstifter af KK-electronic i Herning og Light Partner v/ Jytte Boel og Jens Meyer


Rosenbladet har bragt en serie artikler med titlen "IVÆRKSÆTTERE".
Har kan du læse om nogle initiativrige og dygtige mennesker, der har bidraget med at "holde hjulene" i gang.
Se afsnittene om iværksættere:
Jytte Boel og Jens Meyer, Light Partner.
f.eks. Bjarne Vestergaard - Bjerrely Fiskesø og Muslingehuset.
Pia og Kaj Pedersen, som driver gårdbutikken Øster Skovgård
på Helstrupvej. Haunstrup Golfbane.
Lisbeth Vind, der har oprettet Snejbjerg Fodklinik.
Jens Wendell, grundlægger af Snejbjergs første hotel.
Søren Olsen, Sørens Camping. Bent Jensen, medstifter af fabrikken "Tanderupkær-vinduet" og nu indehaver af tømrerfirma.
samt  Lis og Rubeck Risager, ejerne af Herning Fiskepark
på Langvadbjerg og tidligere indehaver af Jydemarked i Herning. Eller læs afsnittet om Egon Pedersen, EP Caravan
Service og Holger Linnebergs virksomhed.



Kai Fredsø Pedersen
Medstifter af elektronikfirmaet kk-electronic i Herning
og bosiddende i Snejbjerg gennem mere end 35 år.

Af Jørn Vestergaard

Efter aftale skulle jeg mødes med hovedpersonen en eftermiddag ved fyraftenstid inde i hans firma.
Da det kan være svært lige at fastsætte det nøjagtige mødested i de store bygningskomplekser, aftalte vi, at jeg skulle henvende mig ved receptionen og der få at vide, hvor jeg kunne træffe ham.
Vel ankommet fik jeg at vide, at han lige skulle have afsluttet et møde, så hvis jeg bare ville vente lidt, ville han dukke op. Ventetiden var på ingen måde spildt, idet den gav lejlighed til at iagttage omgivelserne og indsnuse lidt af atmosfæren på en stor og moderne arbejdsplads. Hvis man forestiller sig, at det drejer sig om et værksted med oliepletter på gulvene og halvbeskidte ansatte i overalls, tager man fejl. Her er pinligt rent, og for at understrege dette er en rengøringsassistent allerede her efter endt arbejdsdag i gang med at vaske de i forvejen tilsyneladende rene gulve. Man bliver klar over, at elektronisk udstyr og nullermænd ikke er den rette sammensætning. Medarbejdere i rene skjorter og pæne sko har travlt med at tjekke ud efter dagens indsats i firmaet, og det foregår naturligvis elektronisk ved at de trækker et magnetkort gennem en scanner.

Lidt efter dukker KFP op og vi følges ad gennem fabrikslokalerne til et møderum, hvor vi kan sidde uforstyrret og nyde en kop kaffe, mens han fortæller:
- Jeg er født 1942 i Thisted og fik på byens gymnasium min realeksamen i 1959, hvorefter jeg kom i lære som elektromekaniker hos Thy Elektro, også i Thisted.
Fire år senere var jeg udlært og fik stilling som styrings-montør hos det lokale firma Cimbria A/S.
Allerede et år efter havde jeg fået lyst til at videreuddanne mig og flyttede teltpælene til Århus, hvor jeg startede på uddannelsen som stærkstrømsingeniør på Århus Teknikum.
- For at tjene lidt penge til dagen og vejen tog jeg, mens uddannelsen stod på, arbejde i de lange sommerferier som værkfører på et lastbil-værksted hjemme i min fødeby.
I 1966 blev jeg gift med Lilly, som kommer fra Hillerslev nær ved Thisted og året efter afsluttede jeg studiet på teknikum.
I stedet for at pleje den ægteskabelige lykke og bruge min nye titel som nybagt ingeniør til at sætte gang i karrieren stod de næste 14 måneder i soldaterlivets tegn. Jeg blev indkaldt til militærtjeneste ved Farum kaserne og var derved næsten kommet så langt væk fra Thisted, som man kan komme her i landet.

- Efter at dette kapitel i mit liv var vel overstået, skulle der til at ske noget. Jeg så i avisen en annonce under billetmrk. angående en ledig stilling som teknisk leder i et mindre elektrofirma. Hvor firmaet lå, stod der ingenting om, og det var heller ikke det, der optog mig mest, blot jeg fik stillingen.
- Min ansøgning resulterede i en ansættelse og firmaet viste sig at være Herning Elektro, så jeg flyttede 1. februar 1969 med familien fra Århus til Labyrinten 14 i Snejbjerg, hvor der var en bolig til leje. Et par år senere flyttede vi til Sigvej 2 til det hus, vi selv har bygget og hvor vi stadig bor.
I 1981 fandt en ven og kollega, der var daglig leder hos et andet elektronikfirma, EC Electronic i Herning, og jeg ud af at etablere vort eget firma. Vi købte aktiverne ud af det firma, hvor han var ansat og startede for os selv, og da han hed Knud og jeg Kai, var det nærliggende, at firmaet skulle have navnet kk-electronic.
- Vi havde af Herning kommune købt grunden på Cypresvej 6 og fik sammen med Kurt Poulsen, KPC, som selv lige var startet med sit byggefirma, bygget vores første fabrik på 750 kvadratmeter. Vi var fra starten 22 medarbejdere og en stor del af vores produktion dengang var opbygning af kontroltavler til elektrisk styring i mindre og større virksomheder.
Selskabet udviklede sig positivt – dog med et par krøller undervejs – og i 2003 købte vi Demex I Tjørring med ca. 100 medarbejdere. Indehaveren her var et par år tidligere
død og enken ville gerne sælge. Samtidig byggede vi en fabrik i Stettin i Polen for at kunne imødegå andre i branchen, som havde fået den samme gode ide. Denne fabrik er siden blevet udvidet flere gange og er i dag på knap 5000 m2. Udviklingen i Polen er dels nødvendiggjort af den billigere arbejdskraft og dels af, at det i øjeblikket er nær ved en umulighed at skaffe tilstrækkelig med arbejdskraft her i området. På den anden side er det tilmed medvirkende til at sætte gang i hjulene og forbedre levevilkårene i dette land.
- I 2004 overtog vi Cirquit Electric med 75 medarbejdere fra Hedeselskabet, som ikke fandt det interessant at engagere sig så meget i for dem så fremmede opgaver.
- Alt i alt betyder det at kk-electronic i dag beskæftiger ca. 530 medarbejdere og har 15.000 m2 under tag, omsætter for ca. 3 mill. kr. pr. dag og har et årsresultat før skat på godt 35 mill. kr.

- Det er klart, at der gennem årene har været mange både gode og dårlige oplevelser i firmaet. En af de interessante opgaver, jeg har haft, var da jeg tilbragte 14 dage i de sibiriske skove, hvor jeg skulle være med til at bygge et nyt savværk op for den russiske stat. På de kanter gør man det, at man transporterer tømmeret fra de fældede træer ud på de tilfrosne floder og når tøbruddet sætter ind om foråret, flyder det langsomt ned til savværket for at blive skåret op i passende længder, bjælker og brædder. Det er her elektronikken kommer ind i billedet, for en tømmerstok skal lynhurtigt kunne måles op, så man får den bedste udnyttelse af veddet og dermed en bedre økonomi i foretagendet. Opholdet under disse breddegrader på grænsen til nowhere stiller krav til både tålmodighed og opfindsomhed.

- Vort største arbejdsområde i dag er udvikling og konstruktion af styresystemer til vindmøller.
En vindmølle vil - uden belastning - i sagens natur rotere hurtigere og hurtigere jo mere det blæser, og vil i denne situation - uden kontrol - lynhurtigt løbe løbsk med katastrofale følger i udsigt. Ikke mindst set i lyset af, at møller bygges større og større.
- Møllevinger på godt 50 meters længde skal behandles med omtanke og ikke udsættes for belastninger, der får dem til at rive sig løs og flyve rundt i luften. Det gælder derfor om, at få tæmmet den overskudsenergi, der tilføres vingerne, når det blæser, til i stedet for acceleration og hurtigere rotation, at få denne energi omsat til el-produktion. For at udnytte denne overskudsenergi, der kan overføres til el-nettet, vil møllevingerne på især tidligere opstillede møller rotere med næsten samme hastighed, om det blæser lidt eller meget. Dette skyldes, at de generatortyper, der tidligere har været anvendt, opererer med næsten (± 1-2%) samme omløbstal i hele belastningsområdet. Denne driftsform giver ikke optimal udnyttelse af vindenergien, og vi er derfor ved nyere større møller (større end 2.000.000 KW) begyndt at anvende den væsentlig dyrere teknologi, der knytter sig til møller med variabel omdrejningstal.

At der åbenbart skal meget udstyr til for at kontrollere og overvåge sådanne møller, får vi et synligt bevis på, da vi under en senere rundgang på fabrikken standser op ved et metalskab på størrelse med et stort køleskab. Kassen er spækket med elektroniske dimser af enhver art, printplader og ledninger og er endog kun en mindre del af en komplet udrustning til en mølle. Det en umulig tanke for en udenforstående at forstå, hvordan alt dette isenkram, der kaldes styresystemet til et af nutidens helt store vindmøller, virker.
Det er sådan, at kk-electronic leverer styresystemerne til bl.a. Siemens i Brande, og når man i dagens avis kan læse, at man der netop har fået en ordre på 140 møller til Skotland, forstår man, at der er travlhed på fabrikken her i Herning.
Én af de føromtalte krøller undervejs skete da USA's regering for nogle år tilbage sløjfede statsstøtten til opførelse af nye vindmølleparker. Det oplevedes som et brat fald i ordretilgangen og gav naturligvis en del hovedbrud, idet det fik stor betydning for det tal, der kom til at stå på bundlinjen, når resultatet skulle gøres op.

Under rundgangen fornemmer man den begejstring der lyser ud af Kai Fredsø Pedersen, når han fortæller om de forskellige produkter og maskiner, vi kommer forbi. Et sted standser vi op og han forklarer, at vi står ved en robot, der er i stand til at samle elektriske komponenter på en printplade på en brøkdel af den tid, det ville tage, hvisdet skulle udføres med menneskelig arbejdskraft. Den slags robotter står der allerede tre af i fabrikken.
- Men, som han konstaterer, så er den tid også kommet, hvor vi to gamle er trådt tilbage og har ansat to nye direktører til at styre selskabet. Dog har jeg fortsat min hverdag fyldt godt og vel ud i kk, så der er ikke blevet plads til pensionisttilværelsen endnu, men det er også sådan, jeg gerne vil have det, og så må det være ved det.
Vi har stadig vore aktier i kk, men forventer at finde en køber inden for det kommende år.
Vore to døtre, Tina og Lotte, er for længst flyttet hjemmefra. Tina bor ved Videbæk, har tre børn og arbejder som fast vikar. Lotte er tjenestegørende på Flyvestation Karup, hvor hun er kaptajn på redningshelikopterne. I fjor flyttede hun fra Albertslund til Herning, hvor hun sammen med sin ven har købt hus – de har sammen en datter på 18 måneder.

Tak til Kai Fredsø Pedersen for at stille sig til rådighed og fortælle om den virksomhed, han har været med til at bygge op.
Jo, de kan noget der ved kk...

Kai Fredsø Pedersen, medstifter af elektronikfirmaet kk-electronic


Light Partner


Af Jørn Vestergaard

Jytte Boel og Jens Meyer

Når I har set X-factor, Sportsgalla, Melodi Grand Prix eller andre stort opsatte programmer i fjernsynet eller har været i det nye operahus eller i Det kongelige Teater kan I være sikre på, at et af vore lokale firmaer har haft en lille finger med i spillet. Det drejer sig om virksomheden

Light Partner
der er oprettet og udviklet af ovennævnte hovedpersoner.
Firmaet har gjort det til sit speciale at være leverandør af alt inden for belysning til opsætning af teaterforestillinger, musikfestivaler og shows af enhver art.
Firmaet ligger på Nr. Lindvej, som dog ikke er længere væk, end det kan kaldes lokalt. Men det har alligevel meget med Snejbjerg at gøre, idet Jytte og Jens i hele deres ægteskabelige liv har boet, og stadig bor, på Engbjerg her i byen.
Ikke mindst Jytte er en kendt person af de af vore læsere, der har deres gang på Rosenlund, idet hun er medlem af ”Syngepigerne fra Snejbjerg” og siden 25. marts i år tilmed formand for Støtte-vennekredsen, som gør et imponerende arbejde for vore ældre medborgere.

Jytte og Jens får ordet -
Vi er begge to fra Herning, og vi er kommet sammen siden, vi var 15 år. Vi var oprindelig udlært og ansat ved henholdsvis Buus´s materielhandel og S.C. Sørensen, Jern og Stål i Herning.
Og, fortsætter Jens: det passer nu ikke helt det med, at vi begge er fra Herning, idet jeg trådte mine første barnesko i Struer. Jeg kom dog allerede dengang en del til Snejbjerg, idet min morfar boede på Langvadbjerg i det gule hus, der ligger ved siden af Otto C. Jensen. Jeg mindes stadig togturen til Herning og busturen med Laust ud til min bedstefar.
I mine unge dage var jeg medlem af et rockorkester, der hed ”Ny Dag”, af den slags med langt hår, som hørte tiden til. Jeg spillede ikke selv, men var med som ham, der stod for teknikken og dermed også sørgede for den rigtige belysning, når vi var ude at optræde. Jeg forsøgte ihærdigt at lære at spille på tromme, men det blev aldrig til det helt store.
Alligevel var min interesse for teknik og sceneudstyr blevet vakt, og jeg fik et fritidserhverv i branchen ved et firma, der hed Stage Light. Sådan gik der nogle år, hvorefter jeg fik ansættelse i et københavnerfirma, hvor jeg skulle være deres sælger i hele Jylland.

Jytte Boel og Jens Meyer, Light Partner

For at kunne vejlede kunderne ordentligt, var jeg nødt til at have et showroom og et kontor, hvilket blev til, at jeg lejede den gamle købmandsgård i Gødstrup.
Her havde min salgsafdeling til huse i årene 1983-85, hvorefter det grundet stigende omsætning flyttede til større og mere præsentable lokaler på Knuthenborgvej i Tjørring. Samtidig fik jeg Jytte ansat i firmaet, så vi nu var to til at forestå arbejdet. Vi havde i sagens natur meget med københavnerne at gøre og vi havde megen morskab af, at når de kom til Gødstrup eller Tjørring, troede de, at de var kommet til verdens ende, i hvert fald helt derude, hvor kragerne vender.
Omsætningen tog rigtig fart i de følgende år, og som en af de store opgaver fra dengang husker vi etableringen af belysningen på Skive Travbane. Moderfirmaet i København havde indtil da mest leveret lys til fodboldstadions og lufthavne, hvorimod teaterbelysning var ret ukendt for dem, hvilket Jytte og jeg var noget utilfredse med, idet vi havde mest forstand på alt, hvad der havde med den slags at gøre.
På vores initiativ begyndte vi derfor gennem firmaet at få foden inden for i teaterverdenen og det skulle vise sig at være en klog disposition. Før vi begyndte på det, bestod 90% af firmaets omsætning i belysning til sportsanlæg og kun 10% til teatre, men som tiden gik stod vores afdeling i Tjørring for 80% af hele omsætningen og kun de sidste 20% i København.
Det virkede selvsagt noget skævt, og det blev derfor undersøgt, om man kunne flytte mere af virksomheden til Jylland. Men her løb man panden mod en mur, for de københavnske ansatte ville under ingen omstændigheder flytte til Jylland. Da firmaet i hovedstaden tilmed havde domicil på en dyr adresse i det indre af byen, begyndte det efterhånden at knibe med likviditeten og det haltede mere og mere med overholdelsen af vareleveringen. Da man tilmed ligefrem ville have os til at lyve over for kunderne, sagde vi stop, idet vi altid har sat ærlighed i højsædet.
Vi sagde derfor vores stillinger op og stod i 1991 reelt uden arbejde og vi sagde til os selv, at vi aldrig mere ville have med den branche at gøre, vi havde fået nok. Jeg kunne vende tilbage som almindelig lysmand og Jytte få et arbejde i en forretning, som hun var uddannet til.
Der gik et par måneder, og en dag var der en englænder, der ringede til os, og det viste sig, at det var en af dem, vi havde samarbejdet med før opsigelsen. Han spurgte, om vi ville sælge hans produkter i Danmark, hvortil vi tøvede lidt og egentlig også havde det lidt skidt med at skulle henvise ham til en af vore tidligere konkurrenter. Enden på samtalen blev, at vi ville tænke over det. Nogen tid efter var der en italiener, der ringede og stort set spurgte om det samme, og her kunne vi få både konto og kredit, hvis vi sagde ja.
Efter at have tygget lidt på det, gik vi ned til Frits Horslund, der bestyrede Snejbjerg-filialen af det, der dengang hed Unibank. Efter nogen tøven og efter at have fået tilsagn fra hovedbanken, gav han os fuld opbakning, men opfordrede os til at flytte til Herning-afdelingen, idet det var for stor en mundfuld for en lille bank som hans. På trods af det insisterede vi på at forblive der og vedblive at have ham som rådgiver. Det blev således starten på et liv som selvstændig og en dag sad vi pludselig på nogle papkasser i 200 m2 lejede lokaler på Gavnøvej i Tjørring og skulle starte helt fra bunden. Vi var kun Jytte og mig og vi havde stort set ingenting, ikke engang et skrivebord, men dog en telefon. Vi kiggede på hinanden og tænkte, hvad er det vi har vovet os ud i?
Samme dag var der heldigvis en medarbejder fra Danmarks Radio, der ringede til os og gav os en ordre på 40.000 kr. til levering af filtre til projektører. Vi var kommet i gang.
Siden er det bare gået fremad og efter et par år var det nødvendigt at tage det store skridt at ansætte en medhjælper. Siden har vi ansat én ny medarbejder om året, således at der i dag er 15 ansatte.
Når folk hører, at vi sælger lamper og den slags til teatre, er det typiske spørgsmål her blandt vestjyder: ”Kan man leve af det”?
Hertil må vi sige, at det kan man åbenbart.
Vi har hele tiden prøvet at gøre tingene selv og på vores egen måde. Også vores logo har vi selv fået ideen til, men dog fået en designer til at rentegne den.

Vi flyttede til større lokaler på Vildbjergvej i Tjørring i 1993, og nu er vi så havnet i Lind, fordi vi hele tiden har måttet skaffe mere plads.
Vi lever ikke af at leje materiel ud, men af at sælge det. De gange, jeg selv er taget med ud og opstillet og styret lysanlægget ved et arrangement, har det været noget, jeg har gjort i fritiden og som en slags vennetjeneste. Det er ikke noget vi normalt gør, men dette ”fritidsarbejde” gør, at vi kender vore produkter ud og ind og ved, hvad vi kan stå inde for.
Et af vore mottoer er, at man står ved det man véd, og det man ikke véd.
Ud over lamper og pærer er vi leveringsdygtige i broer til ophængning af lamper, lysdæmpere, røgmaskiner, kraner, styresystemer, for blot at nævne nogle af vore produkter.
Arbejdet har givet gode oplevelser undervejs. Engang var der en københavner, der ringede og spurgte, om det kunne være rigtigt, at han skulle helt over på den jyske hede for at skaffe en bro. Det forholdt sig faktisk sådan, og det resulterede i, at vedkommende købte hvad han skulle bruge til Danmarks Radios opsætning af ”Super Chancen”, det i sin tid meget populære bankospil i TV med Susanne Bjerrehus og ”smør 40”.
Jeg har også været hyret af Mogens Palle, dengang bokseren Brian Nielsen var på sit højeste. Jeg var med rundt til boksestævner og krydrede dem med nogle af mine lyseffekter.
Kort tid efter, at vi startede for os selv, fik vi en ordre på et stort tagsystem til et udlejningsfirma på Fyn. Hvis vi sammenligner det med Orange Scene på Roskilde-festivalen, har man en fornemmelse af, hvad det drejer sig om. Jeg tog til Fyn og fik stillet hele historien op og var efter færdigt arbejde rent ud sagt møgbeskidt, idet nye aluminiumsrør har det med at smitte af. Da arbejdet var godkendt, ville jeg da gerne have mine penge, og det var der overhovedet ingen problemer i. Kunden skrev prompte en check på 2 mill. kr. og overrakte mig den. Det var alligevel mange penge, så jeg tog til Fåborg og gik ind i den lokale afdeling af Unibank. Kassedamen ænsede mig ikke særligt, da jeg sagde, jeg havde en check, jeg skulle have indløst. Det kunne jeg da godt få lov til, så jeg rakte den over, hvorefter hun kiggede på den...
Der blev en lang pause, hun kiggede på checken og hun kiggede på mig, der stod der i snavset overall og langt fra lignede en million. Hun henvendte sig til sine overordnede og der blev undersøgt på kryds og tværs, inden de fandt ud af, at den var god nok og pengene blev sat ind på vores konto.
I de 18 år, der er gået siden starten, har vi fortalt vore kunder, at vores telefon har døgnåbent 7 dage om ugen, og der er aldrig gået en weekend uden, at op til flere har ringet og sagt, at de havde et problem, vi måske kunne hjælpe dem med at få løst. Som regel har det ikke været større, end man kunne klare det i telefonen, men ofte har jeg måttet tage bilen en fredag eller lørdag aften og levere en lille reservedel. For ham, der måske står ude i Bøvling Forsamlingshus og skal have en dilettantforestilling til at løbe af stabelen om fem timer og lyset ikke virker, har udskiftningen af en lille pære ikke den store omsætingsbetydning for vores forretning, men for ham har vi løst et kæmpe problem. Sådan noget huskes og sandsynligheden for at han kommer igen, hvis han vil lave en større handel, er stor.
Da vi i sin tid startede, lovede vi os selv, at vi ikke blev ved længere end til vi var 50. Når man er nået den alder, må man se i øjnene, at man har toppet, og derfra kan det
ikke gå i samme tempo længere. I dag er vi 55 år, så vi har ikke helt overholdt det, der var meningen.
Det har været en stor glæde for os, at vores søn Stig har indvilget i at købe og videreføre det, vi har sat i gang. Det har gennem længere tid været vores ønske at gennemføre et generationsskifte, men disse planer blev nogle år forsinket, ganske enkelt fordi jeg i 2002 blev syg og måtte gennemgå en 5-dobbelt bypass operation. Dette gjorde, at der gik nogen tid, før vi kunne finde en god løsning. Stig meldte sig for 4 år siden på banen som køber og de sidste 3 år har vi fulgt en nøje tilrettelagt plan, der langsomt men sikkert har lagt mere og mere ledelse over på Stig. Han har en væsentlig andel af firmaets store fremgang de sidste år.
Vi holdt en stor fest på selve overdragelsesdagen d. 6. marts, og efter den tid har vi lovet os selv, at vi ikke sætter benene i firmaet i arbejdstiden, og derfor har vi også nu bedre tid til at komme med oplysninger til en artikel i Rosenbladet.
Af planer fremover vil vi hvert fald bruge nogen tid på at komme rundt i Europa i vores nyerhvervede autocamper og måske besøge nogle af vore gamle udenlandske leverandører.
En stor tak til Jytte og Jens for gæstfrihed og hjælpsomhed i forbindelse med tilblivelsen af denne artikel.
Vi ønsker dem nogle velfortjente campingture.


Efter 30 dage kan ungerne begynde at tage foder selv og først i juli bliver de taget fra moderen og anbringes i separate bure med en han og en hun sammen.
Danmark sidder på ca. 30% af verdensmarkedet og når vi er de førende inden for erhvervet, skyldes det flere ting. Vi har et godt klima med milde vintre og ikke for varme somre, gode muligheder for anskaffelse af foder, en god organisation og en effektiv hjælp fra laboratorier, der er med til sikre dyrenes sundhed.
Vi er 65 minkavlere, der har sluttet sig sammen om en fælles fodercentral. Selve foderet består hovedsageligt af diverse fisk og rester fra fjerkræ- og svineslagterier. En af vores værste konkurrenter er faktisk hunde og katte, for de samme råvarer, vi bruger til foder, bruges også til hunde- og kattemad. Her handler det om helt andre priser, for når det drejer sig om vovse og lille mis er folk villige til at betale meget mere, end hvad vi kan hamle op med.  

Min kone hedder Ruth og hun er en stor støtte og hjælper i det daglige arbejde. Sammen har vi fire børn, en dreng på 12, en pige på 9 og tvillinger på 8 år. Derudover har vi en pige på 21 år, som Ruth havde med ind i vort ægteskab.
Her slutter Holgers beretning og med et stort smil om munden afslører han, at priserne på minkskind i øjeblikket ikke bare er gode, men rigtig gode. Hovedparten går til det kinesiske marked og vi kan glæde os over, at forfængeligheden også trives på disse kanter.
Der er nok noget om snakken, når man siger, at økonomisk trængte tider virker stik modsat inden for minkavl. I sådanne tider er der god signalværdi i, at man har råd til at gå i mink. Når der går 30-60 skind til, for at kunne lave en pelsfrakke, er det ikke uden grund, at det er en dyr beklædning.
Tak til Holger for en god rundvisning og gæstfrihed!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

16.07 | 15:58

Hvornår får I det nye program lagt ind? For 2018-19

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
07.01 | 12:08

Hvor mange er i på RosenLundCentret?

...
Du kan lide denne side