Interview med Aksel Møller Pedersen - og længere nedepå siden: Niels Halborg


Artikler fra kvartalsbladet
ROSENBLADET
udgivet af Centerrådet


Erling Haubjerg og Mona Rasmussen
har interviewet kendte personer.
Desværre er nogle af de gæve borgere
afgået ved døden, men de havde en
livserfaring, humor og fortællelyst,
så vi har valgt at bringe de fleste
interviews.
Har nogle - evt. pårørende - noget at indvende mod,
at vi bringer bestemte interviews,
hører redaktionen gerne nærmere.

(Af pladshensyn har vi lagt to-tre interviews ind
på flere af siderne)

 

Se siderne med:

Carlo Hedegaard - Katrine Hansen - Margrethe Andersen -

Olav Offersen - Anna Haunstrup - Grethe og
Anton Kristensen
-
Asta Fjord - Hanne Risager -

Erling Haubjerg - Søren Djernes - Hans Peder Nørgaard -

Helga og Kristian Kjær - Martha Dalgaard - Karoline
Hvid Jørgensen

- og herunder et interview med
Aksel Møller Pedersen og Niels Halborg



Aksel Møller Pedersen

Af Erling Haubjerg

Det var en god ide, der blev fostret, da man i sin tid besluttede sig for at renovere og udvide det gamle plejehjem i Snejbjerg til også at rumme et aktivitetscenter til brug for de personer, der er 60 år og derover samt førtidspensionister, der måtte have lyst til at melde sig til de mange aktiviteter, man håbede på at få op at stå i det nye center. I 1997 var ideen realiseret, og man kunne indvi den nye bygning, der fik navnet Rosenlund Centret.
Her i år 2003 er der virkelig gang i aktiviteterne på centret, ja, i centret i det hele taget, og dette skyldes ikke mindst centrets brugerråd, hvis opgave det bl.a. er at sørge for, at netop førtidspensionister og personer over 60 år har de bedst mulige forhold at trives under. Det er også brugerrådets opgave at være opmærksom på, at også de svageste ældre har en god tilværelse og har det godt med at være på centret.
For at et brugerråd kan arbejde optimalt, skal det have en formand, der ligesom kan styre og holde orden på tingene. Rosenlund Centrets brugerråd har da også en formand, nemlig Aksel Møller Pedersen, som virkelig har den indsigt og de evner, der skal til for at kunne udføre dette ansvarsfulde job.
Aksel Møller Pedersen har sagt ja til at fortælle om sit lange og indholdsrige liv her i dette nummer af Rosenbladet.
Aksel blev født den 23. august 1928 i Ølby ved Struer, hvor hans forældre havde en gård, ”Nygård”, på 28 tønder land. Nu lyder 28 tønder land jo ikke af så meget, når man tænker på, at en familie på 2 voksne og 4 børn skulle have brød på bordet hver dag og selvfølgelig også tøj på kroppen. Men gården ligger nord for den israndslinie, der blev dannet under den sidste istid. Da isen så var smeltet, havde den bl.a. aflejret store mængder af moræneler, og netop omkring Struer, ja, faktisk fra Struer og helt ud til Bovbjerg, findes der et stort sammenhængende område med moræneler og i dette område ligger altså ”Nygård”, så det var den fede lerjord, der gav familien til dagen og vejen.
Men det var strenge tider i 30erne, så der var ikke råd til de store udskejelser, og Aksel fortæller da også, at det var en nødvendighed for familien, at de fik lært at reparere tøj selv, og det resulterede i, at de fire børn, én pige og tre drenge, ofte måtte gå med lapper på bukserne for at få økonomien til at hænge sammen, men det gjorde de gerne, for som Aksel siger: ”Vi var jo altid rene, pæne og velfriserede.”
Da Aksel var 7 år gammel mistede han sin mor. Det var mandag den 21. oktober 1935 og han gik i første klasse. Det blev en dag, som virkelig har prentet sig i Aksels hukommelse. Han husker ikke mindst datoen, fordi han blev hentet i skolen midt i en time, hvor frk. Kynde var i gang med at fortælle historie. Da han kom hjem til ”Nygård”, fik han den barske nyhed, at moderen var død. ”Jeg husker ikke min mor helt tydeligt. Hun var der bare, når der var brug for hende – altid, men nu var hun der så ikke mere,” fortæller Aksel.

Aksel gik i Ølby skole i syv år. Ølby skole var en lille skole med kun to lærere, og selv om vi ikke gik i skole hver dag, lærte vi noget, fortæller Aksel. ”Var du glad for at gå i skole?” Vi sidder ude i haven over en kop kaffe, og Aksel skænker nok en kop, mens han svarer. ”Jeg kan egentlig ikke huske det, for det hørte jo bare med til hverdagen. Men jeg kan huske, at lærer Jensen var en noget streng lærer, og det var jo dengang, man måtte slå eleverne, så jeg opnåede da også at få en ørefigen af ham for en ganske banal forseelse nemlig for at bytte plads med en anden, mens hr. Jensen havde forladt skolestuen for en kort stund.
Da han kom tilbage var vi flere, der fik en på kassen, og han slog altid med højre hånd. Men frk. Kynde var vi glade for. Hun var glad for børn, og så var hun en god fortæller, husker jeg.
Jeg husker også, at frk. Kynde var den eneste, der havde bil i Ølby, og da hun var veninde med min mor, fik vi børn, da vi var små, én gang om året en tur til zoologisk have i Holstebro, og se det var en af årets store oplevelser,” fortæller Aksel Møller Pedersen.
Efter konfirmationen fik han plads på ”Ølbygård” som 3. karl, og det var fra november 1942 til november 1943. Årslønnen var på 500 kr. plus kost og logi, så det var jo ikke så dårligt. ”Ølbygård” ligger placeret i en fantastisk natur ved Kilen, som er det vandområde, der ligger lige nordvest for Struer.
Aksel var altså ikke kommet ret langt hjemmefra. Det var under krigen, og han husker, hvordan tyskerne holdt øvelser omkring gården, og han husker også, at som tiden gik, var de tyskere, der kom som afløsere faktisk kun store teenagere.
- Hvad husker du ellers fra krigen?
Med et roligt men eftertænksomt ansigtsudtryk læner Aksel sig tilbage i stolen, mens han nipper til kaffen. ”Ja, jeg må sige, at jeg husker klart den 9. april, 1940. Jeg var blevet sendt i skole som sædvanlig, og jeg opdagede med det samme, at lærer Jensen ikke var den samme, som han plejede at være. Vi havde ingen morgenavis og heller ingen radio i vores hjem, så den dag fik vi nyhederne fra lærer Jensen. Han fortalte, at tyskerne var i gang med at besætte Danmark, og at vi skulle skynde os at komme hjem. Inden vi forlod skolen citerede Lærer Jensen de sidste to linier fra sangen, - Jeg elsker de grønne lunde, og de lyder som følger: ”End er der en Gud for oven, der råder for Danmarks sag.” Da det var sagt, skyndte vi os hjem. Senere på dagen kunne vi høre og se de store bombefly med hagekors, der varslede, at noget meget ondt og mørkt truede vort land og vores tilværelse,” fortæller Aksel.
- Nå, men nu må vi tilbage til november 1943, hvor du jo sluttede som karl på landet. Hvad skete der så?
Aksel lægger begge hænder på stolens armlæn og skubber sig tilbage i sædet, og jeg kan ane, at han er på vej med en længere redegørelse. ”Ja, jeg følte, at jeg måtte tilbage til fødegården, og det blev til næsten 6 år på ”Nygård”. Jeg følte også, at som tiden gik derhjemme, blev mit ansvar større og større, idet min far, der led af senilitet, blev svagere og svagere, og de sidste år han levede, kunne han slet ikke kende os. Men inden han døde som 74 årig i 1956, havde min storesøster og hendes mand overtaget gården i 1949, og min far døde hos dem på ”Nygård”.
I de seks år jeg var hjemme, blev jeg mere og mere klar over, at det stod sløjt til med min viden, så i vinteren 1947–1948 tog jeg et højskoleophold på Tommerup Højskole på Fyn for at udvide min horisont. Efter højskoleopholdet havde jeg fået mod på at lære noget mere, og da mit ansvar derhjemme ligesom var væk, idet gården nu var på gode hænder, ja, så besluttede jeg mig for at tage på kursus i Rønde på Djursland. Min lillebror, der er læge og dr. med., animerede mig til at læse videre, så jeg tog også præliminæreksamen og derefter studentereksamen fra Rønde, og i 1954 fik jeg så studenterhuen på,” fortæller Aksel.
Aksel vidste ikke rigtig, hvad han nu skulle bruge sin studentereksamen til, men det endte med, at han søgte ind på Århus Universitet, hvor han begyndte at læse teologi. Men der skal jo penge til for at kunne gennemføre en sådan uddannelse, og dem havde Aksel ikke ret mange af. Han måtte derfor tage forskellige erhvervsjob for om muligt at få økonomien til at hænge sammen. Han blev buddreng for et filmcenter, og det skæppede da lidt i kassen, men ikke nok. Så blev han legeonkel på en skrammellegeplads, og det kunne Aksel godt lide, men også her kneb det med at tjene nok. Det sidste han prøvede var at være natportier på et hotel, men det gav heller ikke nok, så han måtte opgive teologistudierne på grund af pengemangel.
Noget skulle Aksel jo gøre, og så slog det ham, at han jo godt kunne lide at være på den her skrammellegeplads i Århus og have med børn at gøre, så han søgte ind på Århus Seminarium hos rektor Poul Holt, og her startede han på læreruddannelsen i 1957. Se nu var det sådan, at Aksel jo havde taget studentereksamen, og når man havde den, så var reglerne dengang, at man kunne blive lærer på tre år, så Aksel kunne holde dimissionsfest i 1960.
- Var du så kommet på den rette hylde?
Aksel er slet ikke i tvivl om, hvad han skal svare på det spørgsmål: ”Ja, det blev en livsgerning for mig. Mit første job var på en drengeskole i Århus. Lige overfor drengeskolen lå der en pigeskole, og året efter, at jeg var startet på drengeskolen, blev de to skoler lagt sammen til en kommuneskole. Jeg var på denne skole i to et halvt år, så søgte jeg orlov fra folkeskolen, fordi jeg ville prøve jobbet som højskolelærer. Så den 1. januar 1963 blev jeg lærer på den skole, hvor jeg selv havde været elev engang, nemlig Tommerup Højskole, og samme år blev jeg gift med Elna, som var sygeplejerske på Århus Amtssygehus.
Jeg fungerede som højskolelærer på Tommerup Højskole frem til 1. august 1964, hvor jeg startede som lærer på Snejbjerg Skole,” fortæller han.
Aksel Møller Pedersen var på Snejbjerg skole til 1991, hvor han gik på efterløn som 63-årig. Parallelt med den almindelige undervisning havde Aksel nogle andre gøremål. Han var en overgang beskikket censor, hvilket vil sige, at han af myndighederne var udnævnt til at overvære eksaminer på skoler rundt om i landet, og fra 1974 til 1991 var Aksel skolebibliotekar på Snejbjerg Skole.
Aksel har aldrig haft ambitioner om at blive skoleinspektør, det lod han andre om. Men i foråret 1968 blev han opfordret til at overtage ledelsen af den kommunale ungdoms- og aftenskole i Snejbjerg kommune. Det var før kommunesammenlægningen, men da den kom i 1970, blev aftenskolen lagt ind under FOF's regi, og Aksel kunne nu koncentrere sig om ungdomsskolen, der, som tiden gik, udvidede tilbudene betydeligt. Det var et job, han var meget glad for, og han bestred da også posten helt frem til 1980.
- Hvad lavede du ellers, når du ikke arbejdede med noget, der havde relation til skolearbejde?
Aksel stryger lige fem fingre gennem håret, inden han svarer. ”Ja, et af de største tillidshverv var nok arbejdet i Snejbjerg Menighedsråd, hvor jeg var med i tyve år og de 12 som formand. Det var et meget spændende tillidshverv, og i anledning af, at det her i år 2003 er 100 år siden, menighedsrådsloven trådte i kraft, sidder jeg i dag og gennemlæser Snejbjerg Menighedsråds gamle forhandlingsprotokoller med henblik på små artikler i Snejbjerg Kirkeblad året igennem.
Men ud over det, så har jeg i mange år været og er stadig kontaktperson for Herning Folkeblad her i Snejbjerg, og siden jeg gik på pension i 1991, har jeg været tilknyttet Aktiv Centret på Brorsonsvej i Herning som frivillig - og er det stadig sådan lidt i det små. Også dette arbejde har været meget spændende og har givet mig meget tilbage”.
- Du blev gift med Elna i 1963. Og så havde du den store sorg at miste hende den 11. oktober 2002 efter næsten 40 års ægteskab. Vi er jo mange, der engang imellem får den tanke, at det må være svært at blive alene. Nu er du så kommet i den situation, er det noget, du vil snakke om?
Aksel drejer stille hovedet og kigger ud over haven, der bærer så mange utrolige minder om tiden sammen med Elna. Så vender han sig rundt mod mig og begynder stille og roligt at fortælle.
”Ja, jeg vil gerne komme ind på emnet, for jeg tror og har erfaret, at det kan være med til at hjælpe mig i sorgen. Det kan være med til at hjælpe én i gang igen.
Dette at Elna faldt bort var ikke bare et meget stort tab for mig, men også for vore børn og børnebørn. Hun var alt for dem, og da Elna døde, var det ikke bare hende, der døde, det er også en del af én selv og familien, der dør. Sorgen angriber både sjæl og krop, og så er det, at det er godt at have nogen at snakke med. Vi har tre børn og ni børnebørn, og nr. ti er på vej, og der er ingen af dem, der er længere væk, end at vi hurtig kan være sammen. Jeg skal også lige fortælle, at i februar måned inviterede mine børn mig med på vinterferie til Norge, og det var ligesom med til, at jeg kunne komme lidt i gang igen. Og her i sommeren 2003 var der en god ven, der inviterede mig med til Færøerne, og det var også en herlig tur, så efterhånden går det bedre.
Men det bliver aldrig det samme igen, og savnet er utrolig stort. I den forbindelse vil jeg gerne nævne, at min kristne tro for mig har været en livsbekræftende og bærende kraft. Elna var selv meget afklaret, da hun gik ind i døden. Og det er en glæde for os at tænke tilbage på.
Som pensionister oplevede vi nogle begivenhedsrige rejser sammen. Således opnåede vi at få et højskoleophold i Grønland. Vi var i Egypten og sejlede på Nilen, det var en pragtfuld tur. Men også turen til Sinai-ørkenen og Israel, hvor vi så alle de bibelske steder var meget spændende. Campingturene, især rundt i Danmark, men også til andre lande i Europa, var også noget, der optog os. Det var en ferieform, vi skattede meget højt.
Men ellers så vil jeg sige, at Rosenlund har været og er stadig en stor støtte for mig efter tabet af Elna. Der møder jeg for det første mange mennesker, jeg kan tale med, og så er man jo på Rosenlund heller ikke fremmed overfor det skete.
Det hjælper alt sammen, og med hensyn til det gastronomiske, så går det faktisk helt fint. Det var nemlig sådan, at jeg gik på pension ét år før Elna, og derved lærte jeg at lave mad, og det kan jeg jo drage nytte af i dag,” slutter Aksel Møller Pedersen.



- En samtale med:
Niels Halborg

Af Erling Haubjerg

For kort tid siden kunne man i Herning Folkeblad læse, at Haunstrup måske får problemer med fortsat at kunne opnå status som landsby. Der mangler en enkelt indbygger.
”At tænke sig at nedlægge en by bare fordi den situation er opstået, at der pludselig mangler bare én sjæl ud af 200, som er det indbyggerantal, der betinger, at en landsby fortsat kan være en landsby, - det synes jeg er en form for pamperi. Hvis de så også fjerner byskiltene, ja, så må det blive dråben, der får bægeret til at flyde over,” siger Niels Halborg
Han var førstelærer på Haunstrup Skole fra 1966-1993 og derfor kender han byen. Niels Halborg har sagt ja til at være med i ”Her er mit Liv” i dette nummer af Rosenbladet, og se det er ikke så ilde, for han er et spændende menneske at lytte til.

Niels Halborg er født i Øster Lyby i nærheden af Skive i Salling, hvor hans forældre havde et husmandssted på 15 tdl., som var blevet udstykket fra bedsteforældrenes gård i 1927.
Niels gik syv år Lyby Skole, men som han siger, så var det ikke syv glade år.
”Vi fik slet ikke de udfordringer, vi skulle have, jeg gjorde i hvert fald ikke”, siger Niels.
”Men én ting kan jeg da huske fra min skoletid, og det er den 9. april 1940. På det tidspunkt var jeg 6 år gammel, og jeg kan huske, hvordan de tyske fly strøg lavt hen over landskabet og så lettede lidt for at komme over skolebygningen. Det glemmer jeg aldrig. Tyskerne gjorde det udelukkende for at forskrække os”, fastslår Niels.

Niels kom ikke ud at tjene, da han forlod Lyby Skole efter de syv år, for Niels’ far, der blev født i 1899, kom ud at tjene som 5-årig, og det skulle ikke overgå hans drenge. Niels og hans bror blev derfor hjemme, indtil de var 16 år gamle. Faderen kørte mælk til mejeriet hver dag, så der var nok at se til for de to drenge på gården.
Niels tjente lidt ekstra som daglejer på nabogården samtidig med, at han spillede lidt harmonika sammen med en ældre mand fra egnen. De to stillede gerne op, når der var juletræsfester i Salling, og det var der seks gange hver jul rundt om i Salling. Men også i høsten var Niels ude med harmonikaen, da var det høstfester for børn, der fik glæde af Niels’ harmonikatoner. Hans første harmonika var en Hohner, som moderen også kunne spille på. Hun var en sand mester ud i dette instrument, og det var også hende, der lærte Niels at spille.

Som 16-årig fik Niels arbejde på forsøgsgården - Abildgård - i Lyby, men det var kun et vinterjob sammen med forvalteren. Arbejdet som landbrugsmedhjælper fik desværre en brat ende, for en dag uheldet var ude, brækkede Niels en fod og blev så handicappet, at han måtte opgive landbruget.
Nu måtte Niels så se sig om efter noget andet arbejde, og i 1951 kom han i lære som kommis i Åsted Brugsforening i Salling. Det arbejde syntes han godt om, men det blev kun til et halvt år, så måtte han på lægens opfordring stoppe, ellers ville den dårlige fod gøre ham invalid for altid. I det halve år Niels var i lære, gik han på teknisk skole, og ikke nok med det, han havde også meldt sig til det dengang så legendariske – Mønsteds Brevkursus, hvor han tog de almindelige fag.
Niels kom nu på Køng Folkehøjskole ved Glamsbjerg, hvor han blev uddannet som kontrolassistent. I april 1952 blev han kontrolassistent ved Hammel. Det var dengang, man cyklede rundt med kontrolflaskerne på styret, men som Niels siger:
”Det var nu meget hyggeligt, for jeg logerede jo rundt på gårdene, og fik også kosten her.”
Niels blev dog hurtigt klar over, at han ville noget andet, så i 1953 begyndte han i præparandklassen på Køng Højskole, og efter otte måneder var han klar til optagelsesprøve, som han bestod på Skive Seminarium. I juni måned 1954 startede han på læreruddannelsen, så nu var det slut med nederlagene, som Niels udtrykker det, og en hård ungdom var lagt bag. I 1958 dimitterede han fra Skive Seminarium, og hans første job var som vikar for en gammel enelærer på Thorup Skole på Mors.

Men allerede i marts måned samme år var Niels blevet gift med Aase, der er sygeplejerske. Deres første tid sammen var altså i Thorup, men her boede de kun i et år, for i foråret 1959 rykkede de teltpælene op, idet Niels fik en stilling som lærer i Himmerland på Ellidshøj Centralskole. Her var de i fem år til 1964, og det var her, deres tre piger blev født.
Nu gik turen så tilbage til Mors, for Niels havde erfaret, at en ny eksternatskole var ved at blive oprettet i Nykøbing Mors, og han kunne godt tænke sig at prøve kræfter med undervisning af evnesvage. Men det blev kun til to år her, for det var for hårdt.
Nu syntes Niels, at der skulle til at falde ro over tingene, så derfor søgte han og fik stillingen som førstelærer i Haunstrup i 1966. Om der faldt ro over tingene, kan der nok sættes spørgsmålstegn ved, for der har i mange år ikke været ro om Haunstrup Skole. For som Niels Halborg siger: ”Hvis vi tager Herning Folkeblad, så har det blad nedlagt skolen hvert andet år de sidste mange år, og sådan noget er jo ikke ligefrem med til at skabe ro i oplandet og på skolen.”

I oktober 1977 vedtog N. O. Hansens byråd så at nedlægge skolen, men der var dog endnu et lille håb for overlevelse, hvis man kunne få stablet et fritidshjem på benene i skolens lokaler. Ved et stormøde i november 1977 i Haunstrup Huset, hvor Hilmar Sølund og N. O. Hansen også deltog, blev skolen genoplivet.
”Der var imidlertid ikke plads til et fritidshjem i skolens lokaler, så jeg tilbød at flytte ud af tjenesteboligen, så denne kunne inddrages til formålet”, siger Niels. Dette blev godtaget, og skolen kunne fortsætte. Den 1. august 1978 startede den integrerede børneinstitution i Haunstrup op, og den eksisterer endnu den dag i dag under navnet ”Hedens Børnecenter”.

”Vi måtte jo så kigge os om efter en anden bolig, så i foråret 1978 købte vi hus i Munkgårdkvarteret, og det har vi aldrig fortrudt”, siger Niels. I 1993 blev Niels Halborg sendt på sygepension som 59-årig, så det blev ikke som lærer ved skolen, han kom til at opleve Haunstrup Skoles endeligt. Den er først her i år 2002 ophørt som skole.
Kristen Kolds valgsprog ”Først oplive – så oplyse”, har altid været Niels' motto i skolearbejdet, ”for glade børn lærer bedst,” siger Niels. Se det er jo friskolernes ideologi, og på mit spørgsmål om, hvorfor Niels ikke blev friskolelærer, svarer han:
”Jeg valgte folkeskolen. Men hvis du tænker tilbage på mit motto i skolearbejdet, så vil du kunne se, at jeg arbejdede på at bringe friskolens ideer ind i folkeskolen, og det var der for øvrigt mange af mine seminariekammerater, der også gjorde.”
Selv om Niels Halborg er gået på pension, er der stadig go i ham. Han har gennem hele sit liv været meget kreativ både hvad angår sang og musik. Han har således været kirkesanger næsten alle de steder, hvor han har fungeret som lærer, og i dag er han stadig tilknyttet Herning Valgmenighedskirke som vikar. Han startede som kirketjener ved denne kirke allerede tilbage i 1976.
I skolen var det violinen og blokfløjten, der blev brugt flittigt. Det var ikke harmonikaen, som jo ellers var det instrument, han tjente penge med i de unge dage.
”Der gik faktisk 25 år, hvor jeg ingen harmonika havde. Men så i 1985 arvede jeg en, og så kom der gang i spilleriet igen. I 1988 blev jeg medlem af en harmonikaklub. Vi var 20 medlemmer, og allerede fra starten blev jeg medlem af klubbens bestyrelsen. Vi blev så gode, at vi hurtigt blev engageret til at spille ved forskellige arrangementer som f.eks. Dyr- skuer i Studsgård og private fester, så det var bare helt fint”, siger Niels.
I dag kan vi møde og høre ham på Rosenlund Centret, hvor han er med i husorkestret. Men også i mange andre sammenhænge får vi glæde af Niels’ harmonikaspil på Centret.
”Min bedste oplevelse som pensionist var dog, da jeg i år 2000 blev opereret for grå stær i begge øjne, og brillerne kunne lægges til side. Det er så pragtfuldt, at man slet ikke kan forestille sig det. Tænk, at jeg nu kan stå her på min adresse og på 5 kilometers afstand tælle træerne på Momhøje, se det er noget, der gør én taknemmelig”, siger Niels.
Niels har meget mere, han gerne vil fortælle, men vi må slutte nu, og Niels har bedt mig om at slutte interviewet med sætningen:
”Harmonikaen er blevet mit nemesis!”

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Preben Kjærulff | Svar 02.09.2013 20.28

Spændende historier. Er der mulighed for at sætte dato på artiklerne?

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
07.01 | 12:08

Hvor mange er i på RosenLundCentret?

...
07.10 | 17:12

Frede Andersen Har telef.
50936988
mvh Søren

...
Du kan lide denne side