Frede M. Andersen fortæller
Af skolens lokale historie


Det hele begyndte
med en degn...


Af Frede M. Andersen

Ser vi i dag langt tilbage i historien – og det vil sige ca. 400 år – er de første optegnelser om undervisning og kundskaber knyttet til enkeltpersoner, nemlig de lokale degne. Dengang var skole og skolegang almindeligvis ikke noget, der var rettet mod at give den såkaldte ”land-almue” viden og kundskab.
Således heller ikke i daværende Snejbjerg Sogn, hvor den i tiden ”påkrævede oplæring” var lagt i hænderne på den lokale degn.
Alene betegnelsen ”degn” antyder den nære forbindelse, der var til den eneste stedlige kultur-bærende institution, kirken! Ordet ”degn” er i virkeligheden afledt af ordet diakon, der betyder præstemedhjælper, og den stedlige degn var da også først og fremmest en kirkens mand, der skulle tage vare på de foreskrevne kirkelige handlinger.
Men derudover havde han til opgave at ”belære stedlige Ungdom i Katekismus om Søndagen, og samle Børnene en Søgnedag om Ugen til Katekismus-undervisning…” Det var efter dansk lov et betroet embede, og det krævede egentligt, at indehaveren havde studentereksamnen! Men det har man nu nok set stort på, for sådant et krav kunne man sjældent opfylde lokalt.

Vi ved, at i året 1690 hed degnen i Snejbjerg Niels Jensen Dybeck. Han var søn af den stedlige præst og provst (Jens Nielsen Dybeck), der havde bolig i Gjødstrup. Denne degn kender vi fra en indberetning, som står opført i herredsbogen, og her fortælles, at der til degneembedet i Snejbjerg og Tjørring hører en bolig, der er beliggende ved Snejbjerg Kirke. Til samme hører noget jord, der dog ligger i henholdsvis Snejbjerg og Tjørring, og herfra henter han en del af sit udkomme. Resten modtager han tilsyneladende gennem et såkaldt ”offer” ved de tre store kirkelige højtider, og
degnens levestandard har således næppe været ret høj. Nogle år senere - i 1714 - omtales også, at: ”Degnen i Snejbjerg og Tjørring Sogne, Niels Jensen Dybeck nyder en årlig indkomst på 4 tønder og 2 skæpper rug, foruden 15 fårelår, 2 sletdaler og 2 mark i penge ved hver af de tre store højtider. Har ingen degnebolig, men opholder sig i en lejestue i Snejbjerg og hans tilstand er armelig..”
Ak Ja! Men efter alt at dømme har han dog passet sit embede indtil ca. 1732. De sidste spor af ham står måske at læse i kirkebogen, for her er kort anført:”Begraven den fattige Else Degn..” Hun har efter al sandsynlighed været hans efterlevende hustru. Mere om hans liv og levned ved vi ikke.

I 1739 skete der imidlertid noget. Da trådte en skolelov under Christian den 6. i kraft, og den fik betydning for såvel skolegangen som for Niels Jensens efterfølger. Han hed Thomas Møller, og udover embedstitlen ”degn” fik han nu titel af ”skoleholder”. Den nye lov betød nemlig, at der skulle etableres skoleordninger i hvert enkelt sogn, og i Snejbjerg findes denne officielt beskrevet i såkaldt ”fundats” eller oprettelses-dokument af 18. april 1742. Heri meddeles, at den største lodsejer, Niels Linde til Møltrup som kirkeejer bygger en degnebolig, og at beboerne tilbygger en skolestue. Hermed var områdets første egentlige skole besluttet.
Alle fysiske spor af denne første skole i sognet er selvfølgelig for længst forsvundet, og man må søge til bl. a. gamle retsskrifter for at få et indtryk af, hvad der dengang fandtes.
Tilsyneladende lå der i fordums tid nemlig to huse tæt ved Snejbjerg Kirke. Det ene – et såkaldt ”salshus” – var blevet opført i 1720 af Niels Linde til Møltrup og benævnes senere ”Snejbjerg Kirkehus”. Det andet lå på den gamle degnejord (degne-bol’en) ”digt op til Kirkegaarden”, og det er givetvis dette hus, der kom til at huse den første skole. Fra 1742 og frem til 1876 lå her sognets skole på kirkens fortov ”lige/tæt op til kirkegården”.
Hvordan denne bygning har set ud, og hvordan den har været indrettet melder kilderne ikke noget om. Set med nutidens øjne har den nok været yderst beskeden. I lighed med andre nymodens landsbyskoler har skolestuen været et kalket lokale med lerstampet gulv og udstyret med plankeborde og plankebænke. En sortmalet kridttavle har måske udgjort det centrale hjælpemiddel, og i bedste fald har lyskilden været ”vindver til to sider”, mens varmeforsyningen blev klaret af en muret ovn. I en tilsynsrapport nogle år senere forlyder det således, at ”Skorstenen er stærk og god, men piben trænger til udspækning. Tømmeret er godt, men behøver at drives. Vægge på vester- og sønderside utætte og til dels nedfaldne. Kakkelovnen består af potter. Gulvet er af ler…”

Men en ting var fastlæggelsen af de fysiske rammer, noget helt andet selve undervisningen! Sognet havde nemlig en sådan udstrækning og et så stort børnetal, at en enkelt skolestue ikke kunne klare opgaven. Og da man tilsyneladende ikke ville eller kunne ofre mere på disse nymodens tiltag, måtte man altså finde en alternativ løsning. Den bestod i, at man besluttede at lade degnen ”forsyne de langt fra liggende steder med en dygtig og bekvem omgaaendes skolemester”. Denne ”vandrelærer” skulle så undervise store og små i de påkrævede kundskaber fra Mortensdag ( 11. nov.) til Pedersdag (22. febr.) eller længere, og i mangel af bedre blev undervisningen her
henlagt til ”bondens stue” under behørigt tilsyn af præst og degn. Denne bekvemme og omgåendes person skulle imidlertid også have løn, men det klarede man ved, at degnen i Snejbjerg ”afligger noget til skolemesterens subsistens”. Med andre ord skulle snejbjergdegnen betale vandrelæreren, hvilket han slutteligt accepterede mod en passende lønkompensation” i form af brændsel og andre fornødenheder. Og dermed var sognets skolevæsen i gang.

Lov er lov, men alligevel...
I det herrens år 1818 trådte en helt ny skolelov så i kraft! Man var nemlig fra højeste sted – kong Frederik d. 6. – blevet skræmt over skolevæsenets lave stade og befolkningens ringe boglige kunnen og ønskede en radikal ændring.
Man startede med at stille krav til læreruddannelsen og oprettede i den forbindelse seminarier rundt om i landet. Samtidigt fastlagde man, at skolens undervisning skulle omfatte religion, skrivning, læsning, regning og gymnastik! Sidstnævnte ”til fremme af legemets pleje og befolkningens helse.”
Det varede dog længe, inden der dels sad seminarieuddannede lærere på alle landets skoler, dels var fremkommet egnede og nødvendige skolebøger, så umiddelbart har den ”nye lov” næppe haft den store praktiske betydning i Snejbjerg Sogn. Her fortsatte ordningen med en degn og skoleholder ved hovedskolen ”digt op til Kirkegaarden”, og en supplerende omvandrende lærer fra Mortensdag til Pedersdag til ”de langt fra liggende steder”. Men fra 1790 har der tilsyneladende været 2 skoler i Snejbjerg Sogn, og degnen har indimellem måttet forlade hovedskolen og læse ved de ”små” skoler.
Selv om loven nu præciserede lærerens rolle som både underviser og opdrager, og selv om embedet nok var under forbedring og med tiden fik større anseelse, var det stadig ikke det mest attråværdige.
I et seminarie-reglement fra 1818 hedder det således: ”At han skal i levemåde og klædedragt vænnes til tarvelighed, så at han fra seminariet medbringer sans for denne dyd og ikke har sådanne fornødenheder, der må overstige hans tilkommende kår og muligen fjerne ham fra den kreds, i hvilken han som ungdomslærer har at virke…”
Ak ja! Måske var det også årsagen til, at nogle af de Snejbjerg-degne ifølge samtidige notater søgte trøst i flasken?

En af de mere farverige og originale skikkelser fra denne periode var J. O. Agger, der virkede i Snejbjerg 1826 – 1842. Der er i eftertiden overleveret mange pudsige beretninger om denne sikkert højtbegavede degn og skoleholders daglige færden i sognet, men færre om hans virke i skolen. Det var imidlertid i Aggers tid, at der indtraf en ulykkelig begivenhed.
Under påbudt svømmeundervisning, der foregik i Gødstrup sø, druknede en 9-årig dreng en julidag i 1836. Den lokale overlevering lægger ansvaret på Agger, der skulle have været beruset. I provstens noter fra samme år står imidlertid kun: ”Agger, Snejbjerg. Advaret mod hans drikfældighed..”
Men også den i 1742 vedtagne ordning med en degn og en omgangslærer stod nu for fald.
For det første kneb det nok lidt med udblikket til ”de langt fra liggende steder”, og for det andet var det jo Snejbjerg-degnen, der ansatte og aflønnede vandrelæreren. Man fornemmer, at nogle degne godt kunne falde for fristelsen til at ansætte discountpædagoger” til en ringe løn.
Endvidere havde den såkaldte hjemmeundervisning” grebet om sig. Skoleloven omfattede nemlig undervisningspligt, men ikke skolepligt, og som tiden gik, fornemmede man, at den i og for sig lovlige ”hjemmeundervisning” fik mere og mere karakter af legal forsømmelse.
I hvor høj grad disse forhold har spillet ind, ved vi ikke, men fra 1830 inddeles sognet i 3 skoledistrikter: Snejbjerg Hovedskole, Søndersogns Biskole og Vestersogns Biskole.
Søndersogn kom til at omfatte Volsgaard, Studsgaard, Gjessinggaard og Amtrup, og man lejede lokaler til biskolen i Studsgaard eller Gjessinggaard.
Vestersogn kom til at omfatte Smedegaard, Albæk, Haunstrup og Snerlund, og man lejede lokaler til biskolen i Haunstrup.
Nu præciseres det, at degnen skulle holde hovedskole i skolen i Snejbjerg om vinteren. Om sommeren skulle han holde skole to dage i hovedskolen og to dage i hver af biskolerne. Og for at styrke undervisningen her, ansatte man nu en biskolelærer om vinteren, som kunne holde skole i seks sammenhængende uger ved hver af de to biskoler. Samtidigt forbedredes denne lærers løn og angaves i 1850erne til at være ca. 60 rigsdaler.
Der var altså på flere måder tale om en omlægning og opstramning af det lokale skolevæsen, og det skulle snart virke som inspiration og igangsætter for yderligere udvikling og udbygning.

I 1830 havde man endelig opdelt Snejbjerg Sogn i tre skoledistrikter omfattende Snejbjerg Hovedskole, Søndersogns Biskole med lokaler i Studsgård og Vestersogns Biskole med lokaler i Haunstrup.
Denne opdeling kom tilsyneladende til at virke som igangsætter for yderligere lokale initiativer, dels på baggrund af sognets store fysiske udstrækning og store børnetal, dels på baggrund af den gryende demokratisering og øgede medbestemmelse i den dengang kommende nationalstat. Skolen blev med ét lokalområdets kultursymbol og fælles samlingspunkt.
Det begyndte tilsyneladende med, at man i 1834 byggede en biskole i Albæk, hvorefter initiativrige borgere stod bag en lignende i Amtrup i 1846, opført for den nette sum af 188 rigsdaler. Denne skole havde stenpikket gulv og kakkelovn af grå sten og ler. Børnene var bænket ved et langbord og læreren blev tilgodeset med en slagbænk …til sin middagssøvn!
Herefter synes skolebyggeriet næsten at eksplodere i det midtjyske sogn, men da det her vil føre for vidt med en detaljeret gennemgang, skal blot nævnes nogle hovedtræk, der kan illustrere den imponerende udvikling.
Tanderup fik en skole i 1861, der imidlertid i 1892 blev flyttet ned til ”et usundt kær ved æ’ vejkryds”.

I 1867 indviede man så en skole i Helstrup. Samtidigt med denne eksisterede også en privat friskole på Helstrupgaard. Omkring 1917 oprettede en gruppe forældre tilmed en lille privatskole, hvor Ørskovvej munder ud i Snejbjergvej. Da man så i 1925 beslutter at nedlægge Helstrup Skole, lukker
også friskolen og privatskolen, og børnene overføres til to nye skoler i henholdsvis Gødstrup og Snejbjerg Vest..
I 1896 opførte man så en helt ny og moderne skole ”midt i den bare lyng” i Haunstrup, en skole som tilmed blev udvidet med forskole i 1912. Denne skole blev til manges undren udstyret med en nymodens indretning i form af fem små toilet-faciliteter. Det første var reserveret lærerinden, det andet lærerfamilien, det tredje skolepigerne og de resterende var til drengene.
Undervejs var beboerne i Bjerre så misfornøjede med ”slægtskabet” med Fjelstervang, at man efter først at have haft skole i Voldsgaard indviede egen lille Bjerre Skole i 1923. Og i Studsgaard blev en mangeårig privatskole erstattet med en 4-klasset Studsgaard Skole i 1925.

Under alt dette lå Snejbjerg Hovedskole endnu en tid ”digt op ad Kirkegaarden”, før den blev flyttet hen øst for kirken, hvor den lå indtil 1905. På dette tidspunkt lå der færdige planer for opførelse af en ny skolebygning nord for den gamle.
Da indtraf den hændelse, at skolen brændte! En tid måtte man klare sig med nødlokaler i bl.a. fattiggård og missionshus, før man kunne rykke ind i nyopførte lokaliteter. Men end ikke disse kunne klare det stigende pres, og i 1926 opførtes så yderligere Snejbjerg Vestre Skole.
På sin vis var man nået langt, da den radikale Jørgen Jørgensen i 1935 blev undervisningsminister.
Med stærk forankring i det grundtvigske miljø og vilje til at komme andre i møde lykkedes det ham at få gennemført en ny skolelov i 1937, der kom til at stille store krav - også til Snejbjerg Sogn!
Landsbyskolen skulle nu have det samme total-timetal som byskolerne, fagkredsen skulle være den samme på land og i by, og børnene skulle nu gå i skole hver dag!
På dette tidspunkt havde man 7 skoler i Snejbjerg Kommune: 4 skoler havde 4 klasser med hver en lærer og lærerinde (Snejbjerg, Studsgaard, Tanderupkær og Haunstrup). 3 skoler havde 2 klasser med hver en lærer (Gødstrup, Bjerre og Snejbjerg Vestre).
Den nye skolelov krævede imidlertid både flere klasselokaler og flere lærere, og hertil kom så yderligere krav om gymnastiksale, faglokaler m.v.
Der er givetvis blevet spekuleret og debateret i såvel sogneråd som skolekommission, men historiens vingesus bremsede med ét alle initiativer og udviklinger. Danmark blev nemlig besat d. 9. april 1940...

Efter besættelsen 1940 – 45 tog man med fornyede kræfter fat på at få tilpasset sognets skoler til tidens og lovens krav. I løbet af besættelsesårene havde myndighederne godt nok presset på for at få ordnede forhold i Snejbjerg Kommune, men hver gang undskyldte man sig lokalt med, ”at tyskerne tog jo al cementen”.
Det skulle også vise sig vanskeligt at finde en løsning, som et bredt flertal kunne samles om. Skolekommissionen fremkom således med et forslag om, at man oprettede 2 centrale skoler i området: 1 skole for den nordlige del af sognet omfattende Snejbjerg, Gødstrup og Snejbjerg Vestre, og 1 for den sydlige del omfattende Studsgaard, Tanderupkær og Bjerre. Haunstrup Skole fik her en særstatus, da den ”lå for sig selv ude mod vest”.

Men man kunne bare ikke enes om den sydlige skoles placering. Selv et forslag om at placere den nye skole midt mellem Studsgaard og Tanderupkær faldt til jorden.
Løsningen på problemet kom fra skolekommissionen. Man foreslog at udbygge Studsgaard skole til en 5-klasset skole i lighed med Haunstrup og lægge Tanderupkær og Bjerre ind under den kommende skole i Snejbjerg, der herefter kunne blive to-sporet. Denne løsning kunne et bredt flertal acceptere, og Snejbjerg Skole blev herefter ”centralskolen”, og alle kommunens 6. –7. klasser blev samlet her.

Ad snørklede veje kom skolen i Snejbjerg til igen at fremstå som ”æ hueskuel”. Men selv om den bestående bygning fra 1939 blev udvidet og senere fik tilføjet barakker, så kunne lokaliteterne ikke klare presset fra de mange elever, der nu samledes her. Det blev klart for alle, at nye og bedre rammer var påkrævet, og man besluttede derfor at bygge en helt ny skole på åben mark - og tilpas væk fra kommunegrænsen til Herning – i Snejbjerg Overby.
Der var ikke langt fra ord til handling, og den 1. august 1963 kunne den nye skole tages i brug.
Den nye udvikling betød samtidigt dødsstødet for andre af Snejbjerg Kommunes skoler.
Gødstrup skole og Snejbjerg Vestre blev således nedlagt i 1962. Bjerre Skole overlevede indtil 1963, hvor børnene blev overført til Studsgaard og Tanderupkær, men allerede året efter nedlagde man sidstnævnte, og børnene herfra overflyttedes til Snejbjerg. Tilbage var herefter to fem-klassede skoler i henholdsvis Haunstrup og Studsgaard og en stor samlende skole i Snejbjerg.

Midt i disse forandringer trådte tilmed en lovændring i kraft i 1958. Folkeskolen kom herefter til at omfatte en syv-årig obligatorisk hovedskole, der som overbygning dels fik en realafdeling med eksamen og dels et frivilligt 8. – 9. klassetrin. Den tilhørende undervisningsvejledning blev i tiden kendt som ”Den blå betænkning”.
Denne nye lov kom i høj grad også til at præge skolens fysiske rammer, og næppe havde man indviet den nye skole i Snejbjerg med hovedfløj, tre kamfløje, en fagfløj, gymnastiksal med scene og indrammet skolegård, før man måtte i gang med en større udvidelse, der først afsluttedes omkring 1970. Den oprindelige skole blev først tilføjet 3 x 2 klasseværelser, før man fortsatte med bygning af kombineret Sogne- og skolebibliotek. Herefter fulgte bygningen af en 140 meter lang tværfløj i to etager med klasse- og faglokaler, der afsluttedes med en stor, tidssvarende gymnastiksal. Midtvejs rejstes en stor aula, der arkitektonisk var tænkt som et storrums-supplement til menighedshus og det bedagede forsamlingshus, men aldrig helt kom til at fungere som sådant.
Hele byggeriet afsluttedes med anlæg af en skolegård for ”store elever” og – efter nogen debat om placering – i 1977 med en længe ønsket svømmehal. En ting var selve skolebygningerne, en anden ting var de satelitbygninger, der i form af ”boliger for tjenstgørende lærere” dengang fulgte med et skolebyggeri. I umiddelbar nærhed af skolen opførtes således bolig for skoleinspektør og pedel. Hertil kom så yderligere en række boliger til fastansatte lærere bl. a på nuværende ”Skolesvinget” og ”Tanderupvej. En præsentabel bolig var dengang et godt trækplaster, når man jagtede lærer-ægtepar i en tid med lærermangel…

Men tidens krav og børnetallet udviklede sig hurtigere end forudset, og der tegnede sig et billede af en overbelagt skole med over 800 elever allerede midt i 70erne. Da den mangeårige skoleleder Emil Sørensen i begyndelsen af 70erne afløstes af Carl Hjorth, kunne sidstnævnte sammen med skole- nævnet konstatere ”at der i løbet af et kort åremål vil være et behov for en ny skole i Snejbjerg”.
På rette sted i Herning Kommune tog man oplysningerne til efterretning og disponerede herefter med en ny grundskole i Snejbjerg i 1975, som påtænktes placeret i Snejbjergs nye nordlige del. Med forsinkelse blev disse planer realiseret i 1977, og skolen fik navnet Engbjergskolen.
Med baggrund i erfaringer og med udblik til fremtiden skabte et kommunalt byggeudvalg og et lokalt arkitektfirma her et skolemiljø, der var væsentligt forskelligt fra hidtil kendte. Klasseværelser blev her samlet i blokke omkring et stort fælles indeareal for eleverne. De gammelkendte faglokaler blev erstattet af værksteds- og aktivitetslokaler, og hvert afsnit blev indrettet med egne toilet- og servicefaciliteter. Klasseblokkene blev suppleret af særskilt administrationsblok, og der skabtes mulighed for udvidelse af skolen med et fritidshjem.
I mellemtiden – i 1975 – vedtog Folketinget en ny skolelov. Efter den blev delingen efter 7. kl. afskaffet, og klasserne skulle herefter videreføres udelt. Der indførtes afgangsprøver på to niveauer i en række fag, og man indførte et nyt karakterfrit fag, samtidsorientering” til afløsning af den gammelkendte undervisning i geografi, biologi og historie. I grundskolen åbnede man samtidigt mulighed for tværfaglig undervisning i samme fagrække.
For Snejbjerg Skole betød Engbjergskolens etablering en stor aflastning. Med den nye lov fremstod skolen som det, den fremover skulle være: En tosporet grundskole og en overbygningsskole med 4 – 5 spor, der fortsat skulle modtage elever efter 5. og 6. klasse fra Haunstrup, Studsgaard og nu sidst fra Engbjerg.

Men folkeskolens mål og indhold ændrede sig fortløbende, og de fire skoler i nærområdet var nu bare nogle få af mange skoler i Herning Kommune. I det storkommunale regi var økonomiske, rationelle løsninger inden for undervisningsområdet fortløbende påkrævet, og kort efter år 2000 valgte man at nedlægge de kommunale skoler i Haunstrup og Studsgaard. Sidstnævnte overlevede dog som undervisningssted i form af friskole.


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side