Standardside

Den sønderjydske farm

 Af Ole Pedersen

Den sønderjyske farm

Af Erling Jepsen

Jeg havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke.  - Sådan indleder Erling Jepsen sin roman Den sønderjyske Farm. Dog var det ikke en kaffefarm som den, Karen Blixen havde i Kenya, men en kaninfarm. Det kan også være indviklet nok. Hovedpersonen Allan er 13 år gammel.  Vi har måske mødt ham før. Han er fortælleren fra Jepsens tidligere bøger Kunsten at græde i kor (2002) og Med venlig deltagelse(2006). Førstnævnte er også filmatiseret.

Familien er naturligvis stadig præget af ”det med Sanne”. Det med Sanne, som hele landsbyen ved alt om, er faderens seksuelle overgreb på Allans storesøster Sanne. Det kom for en dag for ca. et år siden. Sanne er nu efter et ophold på Augustenborg Sindssygehospital i familiepleje, men hele familien er naturligvis mærket af det passerede. Naboerne har trukket sig tilbage, forældrene fortsætter med en dance makabre præget af forstillelse, hysteri og kuet tavshed. Allan er fuldstændig klar over, hvor de ømme punkter er. Som da han med forstilt naivitet siger til faderen: ”Der er ikke så mange jævnaldrene at vælge imellem. Det er som om de ikke vil hen til os længere.”

Men Allan er dog kommet videre. Han holder kaniner. Ikke et par stykker som kæledyr, men ret hurtigt over 80 stk. beregnet til slagtning. Med så mange dyr, må Allan ansætte en fodermester. Det bliver så Frode, der som løn for lov til at skyde med Allans luftgevær en gang imellem. Hvad de to laver af drengestreger er ikke småting og til tider ganske livsfarligt. 

Livet på Farmen giver anledning til en af bogens mest grusomme scener, hvor faderen med alle følelserne uden på tøjet brænder sammen, da hans selvbevidste søn ikke vil benytte sig af hans ekspertise i at tørre græs, så det kan blive til ordentligt hø. Farmen giver dog også anledning til, at familien igen ligesom optages i det lille samfund. Der sker det, at kaninerne spiser dårligt hø og får en form for diarré. For at frelse dem må man føre vaselineindsmurte vatpinde op bag i dyrene for at lindre på trykket. Den lille ismejrifamilie kan slet ikke følge med antallet at syge dyr, men så oplever vi, hvordan landsbyboerne langsomt kommer sivende og giver en hånd med, så det ender med en hel lille fest.             En barsk sidehandling fortæller om negerpigen Mkali, der bor i et kælderlokale på hotellet og som på grund af sin mulatafstamning mobbes på den mest afstumpede måde. Hendes endeligt involverer Allan. Det er en fuldstændig vanvittig scene, som jeg ikke vil røbe her, men vent bare.

 

I slutningen af romanen beskrives en slags klassekamp i det sønderjyske. Der er efterhånden kommet mange tilflyttere til Gram, finere folk. Deres børn erobrer den banedæmning, som de oprindelige Gram børn betragter som deres revir. Hvordan det spænder af, skal ej heller røbes i utide, men det involverer adskillige af de voksne, deriblandt Allans far, der med et gevær endelig træder i karakter..

Romanen fortælles af Allan, der nu er blevet forfatter, 56 år, fraskilt og lever i København. I slutkapitlet vender han tilbage til Gram, hvor han møder sin gamle fodermester Frode, der vil have at vide af forfatteren, hvor meget af det, han skriver om livet i Sønderjylland, der er sandt. Som Frode siger: Og alt det, du skriver om Sønderjylland, det passer jo ikke. Du har selv fundet på det halve af det. Har jeg det? Ja. Så slet var det heller ikke. Der var noget med din far, ja, men nu har vi ligesom hørt det, det skal en hel landsdel for fanden vel ikke lide under.

Her er vi måske ved noget af det allervigtigste i romanen. I alle tre romaner viser Erling Jepsen, hvordan lillebysamfundet har en kollektiv måde at lukke øjnene for de ubehageligere realiteter, der foregår lige under næsen på dem. Dermed pådrager samfundet sig en medskyld, der igen gør dem endnu mere blinde for de overgreb, de måske kunne have været med til at standse. Det er som om man kender problematikken fra virkeligheden.

Jeg vil varmt anbefale bogen. Dels fordi den er velskrevet og letlæst. Dels fordi den peger på nogle betændte tilstande, der kan forekomme hvor som helst, og også på grund af dens underfundige humor.

Hvis ikke du har læst de forrige to bøger i serien, synes jeg du i hvert fald skulle læse Kunsten at græde i kor først. 

Ole Pedersen

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side