Endelig

Af Mona Svarre Rasmussen 

ENDELIG!!

Endelig, endelig kom sommeren! Efter et koldt og vådt forår og forsommer kom sommeren endeligt! I begyndelsen af juli ændrede vejret sig umærkeligt, og sommeren kom. Åh, hvor vi dog havde savnet den! Vi syntes vel knapt, at det var en sommer, vi havde sidste år i juli og august. Men i år kom den! Med voldsom kraft skinnede solen og temperaturen steg og steg. Åh, hvor vi dog nød det! Parasollerne blev fundet frem, og salget af solcreme steg voldsomt. Om aftenen sad vi længe ude på terrassen og nød den lyse sommeraften - og måske et glas koldt vin. Jo, det var herligt - i hvert fald i en længere periode! Men vi danskere er ikke sådan at stille tilfredse, og lige så stille begyndte vi at sukke: det er FOR varmt - vi trænger SÅDAN til at få lidt regn, luftfugtigheden er alt for høj o.s.v. Og lidt var der nok om snakken, for ældre og svage personer blev indlagt med solstik og dehydrering.

Jo, Danmark fik pludselig nok! Det var FOR varmt og fugtigt, folk blev utilpasse. Men trods alt varmerekorden blev alligevel ikke slået. Den nuværende er 38 år gammel og blev sat i Holstebro den 10. august 1975. Og det husker jeg i detaljer! Hvorfor dog det, spørger flere sikkert? Jo, jeg kan huske den dag meget tydelig, fordi vi den dag oplevede noget helt specielt. Sammen med mine svigerforældre var vi taget til Søndervig for at bade. (Jeg fungerede dengang helt fint: min leddegigt var ikke særlig voldsom, og jeg havde stadig begge mine ben). Der var mange andre, der havde fået samme idé som os, for der var en hyggelig leben på stranden: der blev spillet bold, bygget sandslotte, badet og sat drager op.

Min svigerfar ville ikke bade, så han sad i klitterne og passede på vort tøj, ure, tasker m.v., mens han fik sig en smøg. Vi andre 3 ville ud i bølgen blå, og min mand var hurtigt ude: han plaskede rundt og svømmede, mens min svigermor og jeg tog det lidt mere med ro. Vi satte os i vandkanten for lige at vænne os til vandet, og først efter nogen tid begyndte vi at gå ud. Det var så fantastisk dejligt, og vi nød vandet, vinden og bølgerne på denne var me augustdag. Vi begyndte langsomt at gå længere ud, og da vandet nåede os til midt på låret skete det: pludselig kom en lidt større bølge. Den fulgtes af en kraftig understrøm, og min svigermor og jeg blev væltet omkuld og først trukket et godt stykke ud for derefter at blive skyllet op på stranden. Det var overraskende og chokerende.

Vi lå midt i bræmmen af småsten og hev efter vejret. Vi var blevet noget forslåede efter at have været trukket frem og tilbage i strandkanten. Vi havde begge to fået en del hudafskrabninger på hele kroppen, og blødte lidt. Det værste - for mit vedkommende - var, at jeg havde mistet mine briller! Nu kan man med rette spørge, om det ikke var for dumt at gå i vandet med briller på? Og jo, det må jeg indrømme, men da jeg ikke ser ret meget uden briller, var det med bevidsthed om risikoen.

Min svigermor havde slået sin ene arm. hun mente ikke, det var noget særligt, men tog alligevel til lægen, da de kom hjem. Det viste sig, at armen var brækket. Hun blev gipset og var sygemeldt fra sit arbejde som rengøringsdame på den lokale skole i længere tid.

Vi ledte længe efter mine briller, men fandt dem ikke. Jeg tror aldrig, at turen hjem fra Søndervig har været SÅ lang og forfærdelig som den dag! Jeg kunne ikke se ret meget, og jeg havde det frygteligt uden mine briller.

Jo, jeg husker den dag, varmerekorden blev slået, for da blev vi i bogstaveligste forstand slået af kræfterne i Vesterhavet.

Vi slap heldigvis billigt, men havet derude koster mange menneskeliv hvert år, men vi lærte, at man skal tage baderådene alvorligt og tænke sig om, naturens kræfter må man ikke spøge med.

Om aftenen kunne vi i nyhederne høre, at varmerekorden var blevet slået. Vi talte om, at den dag ville vi nok kunne huske altid, men det var nu ikke p.gr.a. varmerekorden!

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side