Standardside

Gæsteskribenten:

Karen Ottosen

Karen Ottosen

fortæller om: Gødstrup en by i forandring

Som 9-årig stiftede jeg for første gang bekendtskab med Gødstrup. Sammen med nabopigerne foretog vi søndagsudflugter til Gødstrup sø. På plænerne ved Sølund var der fyldt op med familier og børn. Solen skinnede altid! Det var en fest uden lige. 5 år senere kom jeg til ”at gå til præst” i Gødstrup, og endnu en ny verden åbnede sig.  Vi var kun børn, og for os var præsten en ophøjet person, hans kone hed ”præstefruen”.

I 1971 blev jeg gift med Niels Jørgen og flyttede til Gødstrup. Det var lidt af et kulturchok: naboerne på vejen var på alder med mine bedsteforældre. I næsten 20 år var jeg den yngste landhusmor her i nabolaget. Hurtigt opdagede jeg, at Luther har ret, når han siger: ”at gode naboer hører med til det daglige brød”.

Det var et bondesamfund med et rigt fællesskab. Når foråret nærmede sig, holdt man nøje øje med, hvornår jorden var ”tjenlig”, og hvornår de forskellige naboer begyndte på markarbejdet. Erfaringen havde lært, at der er en vis rækkefølge i, hvornår hvilke marker kunne tilsås. Når der blev lavet forårsarbejde, mødtes man ved markskellene og udvekslede erfaringer og andre nyheder. Det var berigende. Det var som om, der var tid, eller også fortalte instinktet, at samvær og fællesskab er vigtigt for mennesker.

Nu er antallet af erhvervsaktive bønder reduceret betydeligt.  Gårdene er lagt sammen eller jorden er solgt fra. Store traktorer og maskiner kører på markerne, det hele er meget effektivt og går hurtigere og hurtigere. Det hører til sjældenhederne at se to naboer mødes ved markskellet. Kommunikationen foregår elektronisk.

Selve vækstprocessen og glæden og forundringen ved at se ud over markerne er dog den samme. Naturens gang og Guds skaberværk er intakt.

I Gødstrup var der i 1971:

 

Præstegården hvor Ruth og Georg Sørensen boede med deres børn. Præstefamilien hørte med til nabofællesskabet. Georg Sørensen var rytter, han red rundt i Gødstrup og omegn og kom på den måde rundt i alle hjørner og kroge, og fik et meget ”internt” kendskab til mange ting. Samtidig var han uhyre praktisk og gik ikke af vejen for at give en hjælpende hånd.

Præstegården var et meget åbent sted, hvor der kom mange, og der blev holdt mange forskellige arrangementer både i huset og haven. Haven var stor, flot og velholdt. Sørensen yndede at sige, at det var på grund af hans ”havesyge”.  For snart mange år siden blev præstegården solgt, og der blev bygget ny bolig til præsten i Snejbjerg. 

Købmandsbutikken med tilhørende korn og foderstof. Købmandsbutikken var lille og hyggelig, og der var personlig betjening af Jens, der var kommis. Vi fik skrevet på regning og afregnede en gang om måneden. Butikken var et socialt omdrejningspunkt, her mødte vi hinanden.

I  foderstofforretningen   blev  der  købt foder til dyrene og handlet  korn. Bogholderiet var ikke så omfattende. Selve foderstofbygningen var stor. Nu bor der en familie i købmandsgården, og der er gildesal i foderstofbygningen.

Restaurant Sølund var et kapitel for sig. Her blev der holdt fester, og man kunne gå en tur i den store park. Udviklingen havde gjort, at det ikke var så attraktivt mere  som mål for søndagsudflugten. For mig var der stadig noget eksotisk over stedet. Nu er der en grossist virksomhed med hvidevarer,  hvor Sølund lå.

Et hønseri på Gødstrupvej med ufattelig mange høns samlet på et sted. Fredag eftermiddag og lørdag formiddag kunne der købes æg fra stalddøren. Samtidig blev verdenssituationen og de mere lokale nyheder drøftet. Det var et godt socialt mødested. Nu er der lager i nogle af husene.

Station og posthus var der også i Gødstrup. Avisen kom med toget, og kunne hentes på stationen af abonnenterne. Nu får vi den leveret på trappen – et dejligt fremskridt! En tid var der trinbræt – fortæller kilderne, men det har jeg aldrig benyttet. Stationen blev nedlagt og  solgt, bygningen er der endnu.

Andelssostalden lå på den modsatte side af Gødstrupvej. Bygget og ejet af  nogle af egnens landmænd. Den blev bygget i 1961 og nåede lige at blive 50 år, før den blev revet ned.

 Gødstrup var et stærkt lokalsamfund  med egen transformatorforening  og  vandværk. Generalforsamlingen i de to foreninger  var gennem mange år et stort hit – for mændene i Gødstrup.  Første gang  Niels Jørgen var med, havde han  taget en halv time  fejl  af tidspunktet, så generalforsamlingen var lige overstået, da han kom. Han kom hjem lidt før midnat. Jeg spurgte, hvad de så havde lavet resten af aftenen. Forundret svarede han: ”Vi snakkede da”.

Senere var vi alle til 25 års jubilæum i vandværket, det blev fejret på Sølund. For nogle år siden blev generalforsamlingen flyttet til et lokale i Snejbjerg hallen. Et år blev der  indført spisning med ”stegt flæsk og persillesovs”  til vandværkets generalforsamling. Så slog kvinderne til: vi meldte os til, det blev en festlig aften, hvor det lokale samvær fyldte godt. Nu er begge ”værker” lagt ind under Herning. Sidste gang var her i foråret 2013. Formanden og den tekniske administrator gik behørigt af med et ”gyldent håndtryk”.

I 2003 opstod der er ønske om en lokal fest, hvor alle kunne mødes. Et udvalg blev nedsat og i 2004 blev den første  ”Gødstrupfest” afholdt. Festen begynder kl.15 med et overdådigt  Gødstrup kagebord, alle familier medbringer en kage til det fælles bord. Efter en fodboldkamp mellem ”land og by” på et lokalt stadion på Næstholtvej, er der fælles spisning af medbragt grillmad, sang, hygge og bål mm. Der kommer 60-80 børn og voksne hver gang. Det er en fest, der ses hen til, og som vi nødig vil gå glip af.  I år er det 10. gang.

Nu kommer jeg til det svære, kan jeg mærke. Den største forandring, der nogensinde er sket i Gødstrup, indtraf den dag i 2008, hvor det kom i medierne, at et nyt storsygehus skulle bygges i Gødstrup. Vi, der bor her, synes, at det er det bedste sted på jorden, så det er rigtig svært for mange at opleve det opbrud, vi har levet i siden den forårsdag  i 2008.

12 familier er flyttet, og husene er jævnet med jorden. Rastløsheden kan let overmande os. Heldigvis er det sådan, at det at have levet i en stærk kultur gør, at der er en ballast at tage med. Gode naboer vil altid få gode naboer igen, hvor end de flytter hen. Vi, der er tilbage, ved ikke, hvor længe vi kan blive her, eller hvordan det bliver.

Forarbejdet til det nye storsygehus er i gang. Det kan der ikke ændres på.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side