Af Ole Pedersen
Der findes ikke mange bøger, der tager sit udgangspunkt
i vores lokalområde. Siden
Jens Kristian Lings udsendte: Haunstrup – en landsby på heden i 1997, mindes jeg ingen. Derfor er det så meget mere
interessant, at Ove Madsen, født i Haunstrup i 1944 nu har udsendt den historiske roman: Svare enhver sit.
Ove Madsen bor i Outrup ved Varde.
Han har været landbrugskonsulent i 20 år og arbejdet som landbrugsrådgiver i Afrika i 5 år. Ove Madsen er timelærer på Grindsted Landbrugsskole. Har foruden denne roman skrevet: Ko til husbehov (1984), Flytte på landet
(1987) og Bønder- en truet art (1989).
Bogen er en historisk roman, fordi personerne virkelig har levet i Snejbjerg sogn, ja de har såmænd efterkommere
både i forfatteren og i nulevende haunstruppere. Også fordi hovedbegivenhederne er autentiske. Der er benyttet rigtig mange kilder for at opnå denne historiske korrekthed: folketællinger, kirkebøger, lægdsruller, forsikringsprotekoller,
aftægtsaftaler og sognerådets forhandlingsprotekol m.m.m. Men bogen er også en roman, fordi sådanne kilder ikke afslører meget om, hvad personerne tænker, og hvorfor de handler, som de gør. Forfatteren har ikke,
så vidt som jeg kan gennemskue det, digtet imod kilderne nogetsteds.
På sin vis er romanen en kollektiv roman, selv om den har 2 hovedfigurer: Jens og Marie.
Bogen fortæller nemlig ikke bare deres historie, men også hvad der ellers foregår i og omkring det lille bondesamfund i Haunstrup. Vi møder navnene på de forskellige gamle gårde i Haunstrup og Albæk. Vi læser
om et samfund, der så småt er i udvikling. Vi hører om skolegang for alle, de første sogneråd, andelsbevægelsen, de religiøse vækkelser. Synsvinklen er Jens og Maries, de er ikke overklasse, gården Nørgaard
er kun et husmandssted, men de er heller ikke den absolutte underklasse, som vi bl. a. møder i Aakjærs sociale romaner. Nej Jens og Marie er et par stræbsomme mennesker, middelklasse i den tids samfund, som vi følger fra de
begynder sammen i skolen i 1830 og til de på Jens´ 60 års fødselsdag bekendtgør, at nu går de på aftægt og overlader husmandsstedet, der nu næsten er blevet til en rigtig gård, til næste generation.
Jens er en stille type, der bærer på fæle oplevelser efter at have deltaget i den 1. slesvigske krig, mens Marie på mange måder er forud for sin tid rent politisk, men som hæmmes en skæv ryg, og efter en af børnefødslerne
en langvarig depression.
Omkring Jens og Marie møder vi bønderne i sognet, præsterne, sognerådsmedlemmerne, men også de skæve
eksistenser, den fordrukne degn, den sære husmand med bibelcitaterne, den småt begavede gårdmandssøn, der af sognerådet sendes til Amerika med kone og børn - og mange andre.
Bogen er skrevet i et letlæst sprog og har med sine skildringer af almuens livsbetingelser bud til alle, der interesserer sig for områdets historie og den er naturligvis især spændende
for alle os, der kender både person- og stednavnene i romanen.
Jeg har hørt en lille fugl synge om, at Ove Madsen er i gang med en fortsættelse af
bogen, og jeg glæder mig meget til at følge udviklingen af Snejbjerg og Haunstrup i det næste bind
Egen lykkes
smed.
Af Ove Madsen:
Så
kom fortsættelsen af Svare enhver sit, som jeg tidligere har omtalt her i bladet. Bogen er en historisk roman, der i højere grad end forgængeren har præg af at være en kollektiv roman, idet den i stedet for kapitelinddeling har
årstallene, så bogen er kronologisk fremadskridende. Det er både en svaghed og en styrke, idet forfatteren på denne måde får meget med, men sammenhængen i handlingen bliver knap så god. Det skal Ove Madsen nu
være undskyldt. Det må være langt sværere at skrive denne bog end forgængeren, idet mængden af lokalhistorisk stof vokser, jo tættere vi kommer vores egen tid, og forfatteren har ikke, så vidt jeg kan se det, skrevet noget, der ikke er belæg for i kilderne.
Handlingen begynder
og slutter med skud. I år 1885 bliver konseilspræsidenten J.B.S. Estrup udsat for et revolverattentat. Det fører til indførelsen af det forhadte gendarmkorps, og så er handlingen i gang. Og i sidste kapitel falder de skud i
Sarajevo, der fører til 1. verdenskrig. Det er en fin indramning af bogen, der understreger, at det, vi har at gøre med her, nok er en del af Haunstrups lokalhistorie, men det er også Danmarkshistorie på sogneplan. Det, som befolkningen
i Haunstrup oplever, kunne i princippet finde sted hvor som helst i landet – måske lige undtagen de store byer, der har en anden historie.
Og
der sker virkelig noget i de 30 år, romanen varer. Alt synes under forandring og i opbrud. Gamle skikke og normer kasseres, og nye muligheder og nye synspunkter opstår. Driftige bønder, skolelærere og arbejdere opbygger fællesskaber
og nye samfundsstrukturer. Bedre skolegang, højskoleophold, åndelige vækkelser danner tilsammen baggrund for andelsbevægelser, demokrati, social bevidstgørelse, tekniske fremskridt. Dog er alt ikke kun lyst. Gårde går
på tvangsauktion, fremsynede mennesker ruineres ved tilfældigheder, meningsløse ulykker finder sted. Og menneskelig svaghed kommer til udtryk i form af
dovenskab og alkoholisme. Der er hjertegribende beretninger om en vådeskudsulykke, om børn, der under gråd tvangsfjernes fra kummerlige hjem. Men alt i alt er det en sandfærdig og både gribende og oplysende beretning om en ikke
så fjern fortid, hvor menneskene i et lille samfund på godt og ondt kom hinanden ved.
For os, der kender til Haunstrups historie har bogen
naturligvis et lag ekstra, idet mange af efterkommerne af bogens personer, endnu lever her, ligesom mange af gårdene stadigvæk ligger her. Jeg selv har haft stor fornøjelse af, samtidig med at jeg læste bogen, at bruge Jens
Kristian Lings` bog: Haunstrup - en landsby på heden, som et slags opslagsværk, så jeg kunne placere de enkelte steder og familier.
Kunne
du lide Svare enhver sit, bør du bestemt også læse denne bog.