Snejbjerg SPOR

SPOR.

Jeg har brug for din hjælp
  – fordi du sidder inde med erfaring og viden, der er guld værd. Har du fulgt med i Snejbjergs udvikling siden ruder konge var knægt? Eller ligger du inde med billeder fra en tid, hvor sort/hvide fotos var normen? Vidste du godt, at mindst 10 gårde er forsvundet i takt med byens udvidelse? Er du nysgerrig og historisk interesseret, så læs endelig videre.

Modstandsbevægelse, manufaktur eller mejeri
Snejbjerg har haft det hele, sporene finder vi rundt om i byen. Hvis man vel at mærke opdager dem. Enhver jæger ved, at det kræver et godt kendskab til skovens dyr, for overhovedet at opdage og ikke mindre kunne tolke et spor. Det samme gælder historiens spor i en by som Snejbjerg.
Min drøm er at få sporene frem i lyset, så de kan bruges af byens borgere, skoler, foreninger samt alle andre, der deler min kærlighed til lokalhistorie, der oftest er vævet tæt sammen med Danmarkshistorien.

Hvem er jeg og hvad vil jeg?
Mit navn er Charlotte Sjælland, født Schmidt og jeg er datter af Kirsten Schmidt, der i mange år var leder af Børnegården Mariehønen. I dag er jeg bosiddende på Islands Brygge i København, men nærer fortsat en forkærlighed for Snejbjergs historie. I kraft af min uddannelse som etnolog kan jeg i dag tolke de spor af fortiden, jeg møder rundt om i Snejbjerg by og sætte dem ind i en historisk sammenhæng. Noget jeg indimellem forsøger at dele med mine 3 søskendebørn. Men kunne man bruge moderne metoder, så børn eller for den sags skyld voksne af sig selv fik lyst til at høre mere?

QR koder i bybilledet
Gad vide, hvilke billeder ovennævnte sætning fremkaldte på din nethinde? QR koder er simple stregkoder, som man kan skanne med en smartphone. Det fantastiske er, at man helt enkelt kan printe disse stregkoder ud og sætte dem op på de steder, der har noget at berette. Når man kommer forbi stedet og skanner stregkoden, ja så får man fortællingen lige i ørerne. Kombinationen af noget digitalt og historiefortælling, der tiltrækker både store og små, unge og gamle, hvad enten det er historien eller det digitale, der fascinerer.

Jeg har brug for din hjælp
Som læserne sikkert er klar over, kræver det mange timers arbejde at fordybe sig i historien. At interessen for den opgave er til stede, kan man se på Rosenlunds hjemmeside, hvor jeg med stor interesse har lært meget om udviklingen de sidste 60 år.

Men uden jeres hjælp kan jeg ikke realisere min drøm om, at Snejbjergs borgere får et kendskab til stedets historie.
Opgaverne er mange: Besøg i Herning Lokalhistoriske Arkiv og på Herning Museum, hvad har de af materiale om Snejbjerg?
Hvordan får vi indsamlet fotos eller andre genstande, der kan være med til at formidle Snejbjergs udvikling?
Kan en lokal entreprenør, kommunen eller Landsarkivet i Viborg bidrage med kort?
Kan du lide at læse op? Så kan du måske hjælpe med at indtale beretninger, så man bliver fænget af dem.

Er der nogle bestemte personer, du synes skal interviewes – og har du lyst til at gøre det? Har du erfaring med og lyst til fundraising, har vi i dén grad brug for dig. Som alt andet kræver projektet økonomiske midler, derfor skal vi søge støtte hos lokale næringsdrivende og fonde. Kan du bare godt lide at styre et regnskab, skal du være så velkommen.

Som I kan se, er der opgaver for enhver smag. Jeg håber, I har fået lyst at høre mere. Efter sommerferien vil jeg afholde et orienterende møde på Rosenlund Centret. Her vil jeg   fortælle mere om, hvorfor jeg i flere år har tænkt på dette projekt, hvad jeg gerne vil opnå og ikke mindst, hvad Snejbjerg som by og fællesskab kan få ud af projektet. Hvornår dette møde præcis afholdes, hører I nærmere om.

Jeg glæder mig til at se jer.
Venlig hilsen
Charlotte Sjælland


 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

25.03 | 19:38

kan du lave en nærmere analyse af novellen "hejren", har lidt svært ved at forstå handlingen, tak på forhånd

...
28.01 | 08:42

Hej jeg har en crosser stående, som ikke bliver brugt mere. Sælger I sådan een, da vi vil gerne af med den

...
27.10 | 09:51

Rosenlundcentret er i Sydgaden, Snejbjerg
mvh Søren Brogaard

...
26.10 | 21:34

Hvor ligger det i herning

...
Du kan lide denne side